Jeg ved ikke om der er nogen af jer, der hørte Kirkeligt Forum sidste søndag, men der fortalte jeg noget om countrysangeren Johnny Cash. En af hans sange hedder, ”Why my Lord?”… Oversat betyder det ”Hvorfor mig, Herre?” og jeg smed CD-en på for at høre den. Jeg regnede med at den handlede om det vi kan kalde ”Det ondes problem”. Det spørgsmål, som kan ramme os, når vi bliver syge, når tingene går skævt, når vi bare ikke har det godt… ”Hvorfor mig, Gud?”. Hvorfor mig…
Jeg startede afspilleren, men det var jo en helt anden stemning, der var i sangen. Det var ikke: ”Hvorfor sker det her onde for mig?” – men det var: ”Hvorfor sker det her gode, for mig?”.
Oversat synger han:
”Hvorfor mig, Herre, hvad har jeg gjort – for at få bare en af de velsignelser, jeg har kendt til”.
Hvorfor mig, Herre? Sidste søndag hørte vi et stykke af Moses´ afskedstaler, hvor han kiggede ind i Det forjættede land, det land, som jøderne var blevet lovet. Men i sine taler kigger han også tilbage på det de, de har oplevet ude i ørkenen (5 Mos 8,1-3). Det har ikke altid været lige spændende – det har ikke altid være lige godt, men Gud sørgede altid sørget for dem. De var afhængige af Gud – af det himmelske. Han lod dem sulte i ørkenen, men mættede dem og opretholdte deres liv, ikke ved noget de kendte, men ved noget nyt fra himmelen: Manna. Gud sørgede for dem – Gud viste dem, hvor deres hjælp skulle komme fra.
De levede i kraft af ham, og de lever fortsat i kraft af ham – og vil også fortsat, når de rykker ind i det lovede land, leve i kraft af ham. Men ville de blive ved med at følge ham – ville de også åndeligt leve af Guds manna, dvs. de ord, der kom ud af hans mund. Den lange ørkenvandring tjente altså ikke bare til transport fra punkt A til punkt B, men tjente til at gøre dem små i deres egne tanker, og gøre Gud tilsvarende stor i deres tanker. Ikke fordi Gud havde behov for at vokse, han er den største uanset hvad, men for at de kunne få det rette perspektiv over tilværelsen. Gud havde vist dem på den hårde måde, at mennesket ikke lever af brød alene, men af hans ord. Af ham.
Så hvis de spurgte lige som Johnny Cash: ”Hvorfor mig, Herre, hvad har jeg gjort – for at få bare en af de velsignelser, jeg har kendt til”. Så skulle de svare, at de ikke havde gjort noget – men de var bare hans folk, som han tog sig af.
Vi hører om hvordan Jesus mætter en stor flok mennesker, der har fulgt ham ud i ødemarken. De havde intet at spise – kun nok til en eller to… men ligesom Gud sørgede for jøderne under ørkenvandringen, sådan sørgede Jesus også for dem her. Stillede de folk, samme spørgsmål, ”Hvorfor mig Herre? Hvorfor skal jeg velsignes med mad? Hvad har jeg gjort for at fortjene det?” Så vil svaret være det samme som ude i ørkenen: De har ikke gjort noget – men de var bare folk, der fulgte ham, og så tog han sig af dem.
For et par uger siden så vi i vores bibelkreds en udsendelse om to unge piger fra Kenya, der kom op og så hvordan vi danskere havde det. Og de var forbløffet over vores effektive samfund. De var imponeret over et så rigt samfund, hvor alt bare kørte på skinner.
Men de undrede sig over, at kristendommen spillede en så lille rolle i Danmark – for vi havde store biler, store smukke huse, imponerende kirker. De besøgte blandt andet en familie – og de spurgte, om de da ikke havde brug for at takke Gud for alt det. Havde de ikke brug for at gå hen i kirken og sige tak til Gud, for det han havde givet dem? Eller sagt med Johnny Cash´s ord: Havde de så ikke brug for at spørge: Hvorfor mig, Gud? Hvad har jeg gjort for at få de velsignelser?
”Nej” svarede manden ”sådan vil jeg ikke formulere det – det var ikke Gud, men vores forfædre og demokratiet, der har sikret os den rigdom og velstand, som vi har i dag. Ikke en gud”.
Og det er jo et synspunkt, men jeg vil kalde det et forkert synspunkt… ja, et arrogant synspunkt.
Vi har lige sunget ”Gods og gaver selve livet, er ej mit, Gud har frit, alt til låns mig givet”. Vi har fået alt af Gud – Gud sørger for os kristne, så vi har nok at give videre af. Vi er afhængige af ham hele vejen igennem, og modtager fra ham. Om det så ikke sker på en så synlig måde som jøderne i ørkenen med Moses eller jøderne med Jesu bespisningsunder, så får vi alligevel af ham. Og stiller vi Johnny Cash-spørgsmålet: ”Hvorfor os, Herre? Hvad har vi gjort, for at vi skal have de velsignelser?”. Så kan vi ikke pege på noget – andet end på Guds nåde, Guds kærlighed. Vi får af ham i rigelige mængder. Ja, siger Paulus: ”Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt…. ” og så fortsætter han ”og endda overflod til at gøre godt” (2 Kor 9,6-11).
Og det er nok her kæden hopper af for mange af os – for vel er vi taknemmelige. Det er vi da… vi er ikke utaknemmelige skarn, men at tage næste naturlige skridt… det er svært. Det er svært at gå fra taknemmelighed til gavmildhed. Men det er dét, Paulus mener er en naturlig ting. Vi har fået så meget… ja, vi har endda fået så meget, at vi kan dele ud af det til andre, der ikke har nok. Og her tænker jeg ikke bare på at man giver sådan lidt hvad man nu lige kan undvære her og nu, men at man virkelig giver. Mother Theresa havde den indstilling, at ”hvis du giver det du ikke har brug for, så er det slet ikke at give”. Det er selvfølgelig lidt provokerende sagt – at det skal kunne mærkes, før man i det hele taget har givet. Men jeg tror, der er noget om det! Den store kristne tænker C.S. Lewis sagde, at der desværre ikke er nogen fast regel i Bibelen for hvad vi skal give til Gud, så vi må hellere give lige lidt mere end vi kan undvære.
”Jamen havde jeg flere penge, så ville jeg virkelig give… så ville jeg også give noget mere, sådan rent procentmæssigt, men vi sidder rigtig og hugger i det” siger vi beklagende og hiver lidt håndører frem.
Jeg ved ikke om det er et særligt fynske udtryk – det at man sidder og hugger i det, men det betyder at man ikke har det store at gøre med. Første gang jeg stødte på udtrykket var i vores menighedshus i Odense, hvor vi havde besøg af en missionær, der samlede penge ind. Så kom den gamle trofaste Emanuel Madsen… og hev pengepungen op og sagde: ”Ja, jeg sidder ellers rigtig og hugger i det”. Og missionæren svarede så tilbage, at ”ja, det gør vi jo alle sammen” i forventning om at det var bare en af de sædvanlige dårlige undskyldninger. Og den gamle Emanuel Madsen morede sig kosteligt, for hvad missionæren ikke vidste, at Madsen virkelig sad og huggede i det… for han var nemlig stenhugger, der arbejdede med at lave gravsten. Så han sad virkelig og huggede i det… men var faktisk slet ikke nærig af den grund
Men det er jo egentlig noget pjat – det med, havde jeg mere, så ville jeg også give noget mere. Jeg gad vide om der i det hele taget er nogle, der er blevet mere gavmilde af at blive velhavende. Jeg tror faktisk, at tendensen er anderledes. Jeg tror faktisk ikke, at gavmildhed har noget at gøre med hvor meget man har, men har noget at gøre med hvor taknemmelig man er. Gavmildhed starter ikke i antallet af kroner og ører i pengepungen, men i erkendelsen af vores afhængighed af Gud og i taknemmelighed til ham. Gavmildhed starter ikke med et kig i pengepungen, men et kig op mod ham, som giver os alt.
Jo mere taknemmelig man er desto større indre overskud har man til at kunne give videre, for så ved man, at det man har nu, har man en gang fået af Gud. Og mon han stopper med sin gavmildhed, fordi jeg nu også viser mig som gavmild? Det tror jeg bestemt ikke! Alle har noget at give af –”Gud magter at give i al nåde i rigt mål”. Dvs. så stor er Gud, at han giver tre ting:
1) Han giver ikke bare det materialistiske, der skal bruges, men
2) han giver også, så der er overskud til at give videre. Og
3) han giver også, så der er åndeligt overskud til at give videre.
Ser vi først, at det er rigtigt, at ”Gods og gaver selve livet, er ej mit, Gud har frit, alt til låns mig givet”, så vil vi ikke sidde og holde igen på det, men give det videre. Jeg tror ikke, at der er nogen, der er gået fra hus og hjem, fordi de har givet for meget til, hvad man kunne kalde arbejdet i Guds rige i kirken. Men der er mange, der er gået fra hus og hjem, fordi de brugte pengene på dem selv og deres egne behov.
Det vi har kan vi miste – det vi giver til Gud kan vi aldrig miste, for så har vi en skat hjemme i himmelen, hvor møl og rust ikke fortærer og hvor tyve ikke kommer og stjæler.
”Gods og gaver selve livet, er ej mit, Gud har frit, alt til låns mig givet”… Det er altså ikke bare kroner og øre, men alt. Lad os deponere vores penge, vore kræfter, vores evner, vores liv hos Gud og sige: Du har givet os alt – tag du det og brug det som du synes er bedst. Jeg vil nok tro, at vi er mange, der har det på den måde, at vi binder os for meget til penge, ting, job, betroet stilling… og når vi så mister det, så gør det ondt. Hvis vi nu ser det som noget vi bare har til låns, noget, som aldrig har været vores, så gør det heller ondt at miste det… for det har jo aldrig været mit i første omgang. Hvis vi nu ser det som noget vi bare har til låns, noget, som aldrig har været vores, så vil vi heller ikke bare bruge det på os selv, men bruge det med et formål, der rækker ud over os selv. Som kan skabe glæde, som kan skabe tak til Gud, igennem det vi gør eller giver. . Giver vi videre vil det føre til taknemmelighed hos dem, der modtager det vi giver. Måske ikke først og fremmest en taknemmelighed, der er rettet mod os, men en tak til Gud. Tænk, ved at give f.eks. af vores penge, kan vi forøge lovsangen til Gud. Der er da ingen dårlig investering!! Lad os investere i lovsang og taksigelse til Gud.
