Jeg tænker, at noget af den bedste investering, som min forældre har gjort, det var i sin tid at købe Lademanns Leksikon. Det var ikke bare en pynte-genstand på bogreolen, det var en brugsbog. Det var ikke noget særsyn, hvis der blev fundet nogle bind frem under aftensmaden, for at afgøre en uenighed. Havde man sagt det, der stod i leksikonet, så havde man ret. Jeg ved faktisk ikke, hvor det leksikon er blevet af – for det blev erstattet af Internettet. Men det kan kun støtte et argument, ikke vinde det. For der findes så mange udgaver af sandheden derude – en hjemmeside er så taknemmelig, og opslagsværker kan ændres med et tryk på ”Gem”.

Tilbage i november 2016 blev årets ord i det engelske sprog afsløret: ”Post-truth”, post-sandhed, efter sandhed. Det var i kølvandet på at Donald Trump havde vundet præsidentvalget – og det selv om hele 70% af hans faktatjekkede påstande var mere eller mindre falske. Det er jo lige før, at den gamle vittighed passer: At hvordan kan man se, at en politiker lyver? Jo, han bevæger læberne.
Året blev startskuddet til at vi bevægede os ind i det, der i en fordanskning hedder det post-faktuelle samfund. I The Oxford Dictionaries definerer man ordet ”Post-faktuelle samfund” på den måde: Det er et samfund, ”hvor objektive kendsgerninger er mindre indflydelsesrige i dannelsen af den offentlige mening end appeller til følelser og personlige overbevisninger”.

Og det er jo en fornem definition af noget, som vi sikkert kan nikke genkendende til: Faktuelle sandheder, findes ikke længere, men er altid til debat, især hvis den går imod det, jeg føler. Følelser og mavefornemmelser styrer os og vores verdenssyn. F.eks. når der diskuteres klima. Er der tale om en menneskeskabt global opvarmning? – ja, en FN-chef udtalte i denne uge, at det ikke længere er global opvarmning, men global kogning. Er det menneskeskabt eller er det bare naturens forandring, som bliver udnyttet af mørke politiske kræfter til at fange verdens befolkning og nulstille verdens økonomier.
På en måde er det, det ypperligste demokrati, for selv den klogeste professors argumenter og grafer kan skydes til jorden, bare ved at sige: ”Ja, men det er så din mening, jeg har læst det modsatte et sted”.

En gang blev alle stridigheder manet til jorden, når det kom ud af ”Pressens Radioavis” med Ole Emil Risagers ikoniske stemme i radioen. I dag er det jo bare ”de røde lejesvende” eller TV2s jagt på sensationer og overskrifter. Alle med en computer kan lave deres egen nyhedshjemmeside. Sandhedsværdien er irrelevant. Man kan smide den største og mest latterlige løgn på nettet, og får den nok delinger, så kommer den hurtig til at leve sit eget liv og skal tages seriøst. Flertallet bestemmer hvad der er sandhed. Eller også bestemmer et højlydt mindretal. Det handler mest om hvad du og jeg føler er rigtigt for dig eller mig. ”Og så længe det ikke går ud over nogen, så skal du bare holde din mund. Du har ikke levet mit liv, du har ikke trådt mine skridt. Hvem er du, der skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre?!”. Og vi bøjer af og tier stille i humanismens og tolerancens navn.

Og vi tier, for ikke at støde og krænke nogen.
Men hver gang, vi tier, så mister vi en bid frihed. Som den engelske forfatter George Orwell, sagde: Hvis frihed betyder noget, er det først og fremmest ret til at fortælle folk, hvad de ikke ønsker at høre.
Hver gang, vi bøjer af, stikker vi selv dolken ind i sandheden og er med til at dræbe den. Sandheden i bestemt form ental, som vi læser om den i Bibelen er i hvert fald død – det autonome, selvlovgivende følende menneske bestemmer selv. ”Når religion og demokrati støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt”.

”Tag jer i agt for de falske profeter”, siger Jesus i dagens tekst. Jesus advarer os i dag ikke om løgnere, men om falske profeter. Løgnere, er dem, der lyver og ved at de lyver, og de synes det er i orden, så længe de når deres mål. Løgnere er farlige, men de er ingenting imod de falske profeter. De falske profeter er en sandhedens tjener i tjeneste for løgnen.
De falske profeter både i og uden for kirken, tror selv på deres egne ord, tror selv at de kæmper for retfærdighed, kærlighed og sandhed, men de drives ikke af sandheden, men af dem selv og deres egen dagsorden. Århus-teologen Johannes Sløk siger i en prædiken om teksten her: ”Den falske profet taler om sig selv, sin egen visdom og herlighed; den falske profet peger på sig selv og siger: se her, det liv jeg lever er det sande liv. Den sande profet forkynder aldrig sig selv, siger højest: Mig skal I ikke se på – se på budskabet”.

Det er også hvad profeten Jeremias sagde, i den tekst jeg læste fra alteret: Den falske profet taler ud af sit eget. Jeg læste: ”syner forkynder de ud af eget hjerte og ikke af Herrens mund. […] Til dem, der lader hånt om mig, siger de: »Herren har sagt: Nu bliver der fred«, og til alle, der vandrer i hjertets forstokkethed, siger de: »Ulykken rammer jer ikke.«” (Jeremias 23, 16-24).
Og det er netop derfor, at der altid er et marked for falske profeter, for dybest set kan vi bedst lide at høre deres udgave af sandheden. Den falske profet er god til at kilde i vores øre, så vi hellere høre på dem, end på Guds ord. Og det er vel derfor, at vi falder for dem, for vi kan bedre lide gode nyheder end dårlige nyheder. Det er bedre at høre, at tingene går godt, end at ”fortsætter du på den måde, du gør nu, så ender det galt”. Vi har jo indrettet vores liv efter hvad vi synes er godt, ”hvem er så du, at du skal blande dig med din himmelnisse”.

Vi vil ikke sandheden, for sandheden er ubekvem. Kaj Munk sagde: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet. Den bider og river og slaar. Sandheden er ikke noget for forsigtige Folk. De skal ikke have Sandhed, men Sofa” (s. 204 Kaj Munk, Mindeudgave, Prædiken).

Dagens evangelium er mest af alt en advarsel: Tag jer i agt for de falske profeter. Men hvordan skal vi kunne gøre det, når de ikke engang selv ved, at de er falske profeter? Jesus taler om to måder til at identificere dem på: Hvad er deres frugter? Gør de Guds vilje? For gør de Guds vilje, så vil de også bære god frugt.

Paulus taler i Galaterbrevet om de to slags frugter: Der er kødets frugt og der er åndens frugt. Kødets frugt – den falske profets gerninger ”er utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags” (Gal 5,19-21). Åndens frugt – den gode frugt er ”kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Gal 5,5,22-23).

Åndens frugter er sidegevinster til et liv i overensstemmelse med sandheden, så alene derfor skal vi holde os til sandheden. Men hvordan tager vi os i agt for de falske profeter, for er det ikke for sent at gøre noget, når de første har sat frugt? Jo, vi kan godt tage fejl – det er en del af det at leve. ”At leve er at have faaet i Gave ogsaa Muligheden for at fejle” (Kaj Munk). Vi kan komme til at følge den falske profet, men når vi så finder ud af det, så er der ikke andet at gøre end at stoppe op og finde tilbage.

Og netop ”finde tilbage” – finde ”det gamle budskab” – finde ”de gamle sandheder”. Hvorfor høre på alt det andet, alt det nye, når vi har Jesus? Finde tilbage til Bibelen som rettesnor for tro og liv, hvor vi læser sandheden talt til os i mennesket Jesus Kristus. Og det er det, livet handler om: At søge, finde og leve med og efter sandheden. Så luk ørene overfor alt det andet. Sandheden er det vigtigste, der overhovedet eksisterer. Det er den vigtigste realitet i universet. Ved hjælp af sandheden er vi frelst fra helvede. Ved sandheden er vi hellige til at gøre Guds vilje. Ved sandheden får vi styrke, vi opbygges, vi trøstes, vi opmuntres. Det hele kommer ud af guddommelig sandhed, levende sandhed, nemlig Jesu person, der bor i os. Og det, han taler dér, er i fuldkommen harmoni med sandheden, der er skrevet, nemlig Guds ord, den hellige skrift, Bibelen.
Og lad det ikke være bygget på os selv eller vores eget, men på Jesus og i tillid til ham. Det er ham vi alene kan stole på i liv og i død.

Lad ingen falsk profet forvilde
os bort i nattens sure nød,
lad ingen lærdom vrang forspilde
vor trøst af Jesu dyre død!
Jag bort hver ulv i fåreham,
o hyrde god, vogt dine lam!