Allehelgens dag (2018)

Denne side er set 479 gange!

Jesu ord i saligprisningerne er på den ene side fantastiske og poetiske og på den anden side, ser man på dem med forstanden slået til, så er det det rene nonsens. Tager vi fat i det mest højaktuelle ord i dag Allehelgens dag: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes” så er det jo nonsens: Det er da overhovedet ikke forbundet med salighed at sørge. ”Salighed” betyder at være heldig, velsignet, lykkelig … det er da ord, der overhovedet ikke har med sorg og savn at gøre.

Jer, der sidder her i dag og tænker tilbage på de hektiske dage, hvor døden tog jeres kære fra jer, og sorgen rev og sled i jer, vil I tænke om jer selv, at I var salige? Nej! det passer da bedre med u-salig, u-heldig, u-lykkelig… forbandet. Og det hele er tåget ind i magtesløshed. Døden er den absolutte magtgrænse for os mennesker – vi kan ikke nå længere. Vi ville gerne, men overfor døden er vi magtesløse.

Og det er ikke rart at stå i magtesløsheden – jeg har selv oplevet at stå og gøre en kær klar til at komme i kisten. Mit hoved ville slet ikke acceptere at hun var død. ”Der må da være noget, der kan gøres. Der må da være et eller andet sted, hvor jeg kan klage og så få hende tilbage igen. Der må da være noget, lægen kan gøre. Og var lægen i det hele taget kompetent, burde jeg ikke klage”.

Og tiden, dagene, ugerne, månederne – ja, måske årene, hvor vi har svært ved at få vores nye liv realitet til at falde på plads, der hjemsøger os fortsat magtesløsheden. Og det er ikke rart at være magtesløs – ”der må være noget, jeg kan gøre”. Jeg har ledt nogle sorggruppe, hvor der var mange, der kom med det ønske: ”Præst, du må give mig nogle redskaber, så jeg kan komme videre. Jeg har mistet, jeg sørger. Giv mig nogle redskaber, så jeg kan klare mig igen, så jeg igen kan stå fast midt i min livskrise”.

Det er modbydeligt at være magtesløs – så vi vil gerne skubbe grænsen for hvad vi formår. Skubbe vores magtgrænse, så vi kan bare lidt mere. Nå lidt længere. Klare os selv lidt længere. Der må være et redskab, en metode, så jeg kommer ud af det hul, som jeg er i nu. Så jeg kan løfte mig op i håret – lige som Baron von Münchhausen. Bare lige lidt længere.

I gamle dage, før alt blev psykologiseret, før der blev alle mulige redskaber, så prøvede man at kigge på den anden siden menneskets magtgrænse. For på den anden side af vores afmagt ligger Guds almagt. Nåede man grænsen for hvad man kunne, så foldede man sine hænder – som Grundtvig skriver:

”Når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved Fadervor at bede”.

At folde sine hænder er at vise sin magtesløshed – det er at løse sig fra magten. Det er vel hvad ordet ”magtesløs” dybest set betyder, at man bliver løst fra magten. Man lader sig løse fra magten og giver magten til den almægtige Gud. ”Jeg er ude på så dybt vand, Gud, at du må tage over”. Og det gør han! Det er barnets tillid til sin far – gribe mig. Hjælp mig. Lys for mig, skridt for skridt, dér, hvor det er så mørkt, at jeg knap nok ved hvad der er for eller bag. Det er kun det menneske, der har erkendt, at det har brug for Gud, der kan hjælpes af Gud. Være sammen med Gud. Leve med Gud.

Paulus siger et sted, at Guds kraft udfolder sig i vores magtesløshed (2 Kor 12,9). Salige er dem, der har erkendt deres magtesløshed.

Det er kun den, der erkender sin magtesløshed, der kan modtage af Gud. Og derfor er det rigtigt: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”. Jesus siger ikke, at det er saligt at sørge, men at de mennesker, der har en smerte, en længsel, en sult, de er salige, fordi der vil blive givet dem noget. Givet dem noget af Gud. ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes” – og vi kan fortsætte: trøstes af Gud. Ja, vi er salige, ikke fordi vi ejer, er og kan meget, men fordi vi har en stor frelser. Og vi er først salige, når vi har erkendt at vi har brug for en frelser, brug for en Gud – at vi faktisk ikke kan klare det selv. Gud kan ikke fylde hænderne på os, når vi forsøger at klare os selv og flytte vores magtgrænse – han kan kun fylde vores hænder, når de er tomme. Når vi sørger – for så kan han komme til med sin trøst og sin hjælp. Vi er salige – for Gud løfter vores blik væk fra vores sorg, savn og elendighed og ind i evigheden, ind i himmelen.

Måske tænker du, at det er da bare det, socialismen altid har sagt om kristendommen, at den er opium for folket. At kristendommen finder sin salighed i himmelen og så må vi finde os i hvad som helst ondt her og nu. Var kristendommen opium for folket, så ville Allehelgensdag sikkert have være placeret i maj, hvor døden kunne blive smykket til med en masse billig poesi. Budskabet havde da været entydigt: Se over i himlen og glem verden.

Men budskabet er et helt andet i kirken: Det er ikke ”Se over i himlen og glem verden”, nej, det er: Se over i himmelen og lev i verden. Det er ikke virkelighedsflugt. Du har det hårdt nu, men kæmp videre, lev videre – du er forankret i noget, der ikke smuldre væk imellem dine fingre, men som bliver til evig tid. Allerede nu er vi Guds børn, allerede nu kan vi møde Guds barmhjertighed og allerede nu kan vi være en del af Guds rige. Derfor kan vi være lykkelige, velsignet og salige selv om vi ikke føler det nu, selv om vores liv og vores livsomstændigheder råber det modsatte.
Vi kan være salige – fordi vi har en stor frelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *