At sørge med håb

nov 20, 2020

Denne side er set 3 gange!

”Vi må tro, at der er et bedre liv til hende på den anden side”-  sådan sagde en læge til os kort efter at hun havde givet den endelige besked om vores datter. Anemone nåede at blive 34 timer gammel – født sammen med sin tvillingebror Josva 3 måneder før tiden. ”… hvor din bror reagerede positivt på behandlingen, så gik det langsomt tilbage for dig. Stille og roligt, for at vil til sidst fik at vide at der ikke var mere at gøre”. Sådan sagde jeg i min mest ærlige og personlige begravelsesprædikenen, imens hendes bror stadigvæk kæmpede for livet på sygehuset.
Fødeafdelingen er vel det sted, hvor liv og død virkelig står overfor hinanden. Vi var ikke de eneste, der mistede et barn på den afdeling. Jeg stod tilfældigvis ude på gangen og så et tavse par gå centreret om et barn svøbt i et hvidt lagen. Der blev stille ned ad gangen i takt med at det lille sørgetog skred fremad. Fødegangens liv, jublende glæde og lys blev suget ned i det sorte hul, som den lille bylt var et tegn på. Der var stadigvæk håb for vores dreng, der var ikke længere noget håb for deres lille barn. Døden slugte også det håb.
Det kan godt være at vi siger ”så længe der er liv, er der håb”, men jeg har ikke grundlag for at sige, at vi også mener det. At døden er uden håb – som i skiltet ind til Dantes dødsrige: ”Her lades alt håb ude”. I de 375 begravelser, jeg har haft, har jeg kun stødt på en gang, hvor tanken om et liv eller eksistens efter døden blev afvist. Der blev jeg endda bedt om at undlade sidste sætning ved jordpåkastelsen: ”Af jorden skal du igen opstå”.
Langt de fleste har et håb om gensyn – også dem, hvor tro og kristendom ellers ikke fylder i deres beskrivelse af deres gamle far. ”Nu skal han igen være sammen med Grethe”.  Håbet er måske vagt som slutningen på Kim Larsens sang Om lidt blir her stille: ”om lidt er vi borte, vi ses måske igen”. Det er ikke slut ”måske” ses vi igen. Hvad siger man til barnet, når bedstefar dør? ”Nu er han blevet en stjerne”. Og videre på Facebook skriver voksne: ”Nu er himmelen blevet en stjerne rigere”? Det er en talemåde med håb.
Der er et eller andet i os, der ikke kan forlige sig med det endelige farvel som en død uden håb er. Vores døde må ikke bare forsvinde – som jeg har sagt i en begravelsesprædiken: ”når jeg står ved en kiste, så har det bare at være sandt. For vi ønsker ikke, at der ikke er noget på den anden side døden – vi ønsker at der er liv”.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over grundlaget for folks håb, hvad de bygger dette håb på – jeg skriver blot: De fleste har et håb – og det håb ser ud til at hjælpe dem i sorgen.
Jeg ved ikke hvad folk bygger deres håb på. Jeg ved blot, at jeg ikke bygger mit håb på ønsketænkning eller fantasier om at vi bliver forvandlet til en stjerne. Jeg ved blot at mit håb bygger på kirkens centrale vidnesbyrd: Kristus er opstanden. Jeg ved blot, at vi ser på døden og sørger på en anden måde som kristne, fordi vi har et naglefast håb om at vi kan ses igen – et håb sikkert som et anker: ”Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os”(Hebr 6,19-20). Eller som det lyder over enhver kiste lige inden jordpåkastelsen: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb”. (1. Peter 1,3). Jeg elsker ordet ”levende håb”. Et håb, der er levende, fordi det klamre sig til en levende frelser, fordi det håb gør døde levende og fordi det ikke tror på at døden er endelig. Døden er ikke endelig – men Paulus kalder endda døden for en vinding (Fil 21), for ”så skal vi altid være sammen med Herren” (1. Thess 4, 18). En kræftsyg mand havde til sin begravelse ønsket at få spillet bryllupsmelodien ”Here comes the bride”, når han skulle bæres ud af kirken. Signalet var stærkt: Jeg skal forenes med Herren, som bruden forenes med sin brudgom.  De efterladte sørgede med et håb.
Et vers, jeg ofte vender tilbage til, handler om de kristnes sorg: ”Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb” …  ”Trøst derfor hinanden med disse ord”.  (1. Thess 4, 13-18).
Hvilken trøst taler Paulus om? Det er ikke en trøst, der tager sorgen fra os. Trøsten er heller ikke fromme floskler, der med sin indforståethed forsøger at kvæle de naturlige følelser: “Gud plukker altid de flotteste blomster først”. ” Du kan ikke se det nu, men der er en mening”.
Et kært menneske gav mig et knus kort efter at Anemone var blevet sænket ned i graven – hun gjorde det med ordene: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet”.  Jeg tog det pænt – jeg var jo sognepræsten – men jeg råbte ”NEJ” inde i mig selv. ”Stop dog!”. Forsøg ikke at tage sorgen fra mig. Jeg har brug for sorgen, når døden har taget mit barn fra mig. Jeg vil ikke trøstes! Sorgen er det eneste, jeg har tilbage af hende – tag ikke også det fra mig. Jeg vil ikke lade mig trøste – for Anemone er ikke mere. ”I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere” (Math 2,17).
De fleste kristne, der rammes af sorg har to problemer: Selve sorgen og dernæst andre kristnes trøst. Trøst ikke ved at forsøge at tage sorgen fra os – trøst ikke ved at komme med gode råd og ”jeg forstår, hvordan du har det”. Trøst ikke med floskler! Nej – trøst os ved at lyt til os. “Hør dog på, hvad jeg har at sige, lad det være den trøst I kan give mig” (Job 21,1-2).
Lyt til os – og støt os i vores vej hen til Jesus, hvis det er derhen vi er på vej. Og er det ikke, så gå med os derhen, så langt vi kan.
”Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!” (DDS 224,5).
Paulus er heller ikke ude på at trøste ved at tage sorgen fra os. Hans trøst består i at give vores sorg en ny dimension. ”Græd, du har mistet dit barn, din hustru, din far. Men du ved, hvad der sker med den døde kristne – du skal græde og sørge, men gør det ikke som dem, der ikke har noget håb, for du har et håb – du har et levende håb”.
Den kristnes sorg har gensynes ankerfaste perspektiv – og derfor er det en trøst midt i sorgen. En trøst, der tager den sørgendes sorg seriøst. Den gamle kristne dame sad med grådrøde øjne og et smil: ”Han er hjemme hos Herren – og jeg skal se ham igen”.
I gæstebogen på Hospice Randers efterlod en gæst følgende hilsen: “Jeg oplever en fuldstændig magtesløshed, og ud af denne magtesløshed vokser der for mig et håb, en livsvilje og en styrke.” Ud af magtesløsheden vokser håbet. Eller som jeg sagde i prædikenen ved Anemones begravelse: ” Døden er her stadigvæk – det er stadigvæk en umenneskelig hård dag i dag og sorgen vil nok kun lindres langsomt, men midt i det hårde, midt i sorgen og midt i døden er der er et håb. Vi sørger, og vi skal sørge, men vi skal ikke sørge som dem, der ikke har noget håb. Og det skal vi ikke, fordi vi har et håb – ja, vi har et levende håb, for vi har Kristus som vores frelser”.

Så længe der er liv er der håb? Har man et gennemført naturvidenskabeligt verdenssyn, så giver ordene ”af jorden skal du igen opstå” ikke mening. Døden er lig med håbløshed.
Så længe der er håb, er der liv? Den kristne tro bilder os ikke ind, at tingene ikke er så slemme endda. Den kristen tro giver ikke floskler til folk, der sørger. Den kristen tro giver os et levende håb – og det håb har et navn: Jesus Kristus Guds søn, død for os, genopstået for at sikre vort håb for evigt – og derved også sikre vores liv for evigt.
Den kristne tro er ikke en bedøvelsesindsprøjtning for sorgen – sorgen kan stadigvæk stikke sit hoved op, når vi ser Josva lege uden sin tvillingesøster: ”Hvor ville det have været skønt”. Men sådan blev det ikke – og vi er altid forbi kirkegården i Horne, hvor vi har gravstenens bøn ”Gem ved dit frelserhjerte, os alle, store små”. Det stiller sorgen i håbets lys.

”Tænk, vi har en lille datter, der er i himmelen nu, frelst ikke fordi hun er nuttet og smuk, nej, hun er frelst alene af Guds nåde. Han har taget hende til sig – jeg tror det er den eneste gang jeg har været misundelig på Gud. Tænk: Han har vores datter. Den store mægtige og barmhjertige Gud har taget vores lille datter ind til sig. Jeg skælder ham ud, fordi han har gjort det, men hvor er det godt at det er ham, der har taget hende.” Som jeg sagde ved begravelsen.

Den kristne tro tager ikke sorgen fra os – men giver, at vi kan sørge med håb.