Det er trættende at være Gud

Der er stor forskel på en hund og en kat – ikke bare fysisk, men også adfærdsmæssigt. En hund tænker: De mennesker jeg bor hos, tager sig godt af mig. De giver mig mad, kærlighed og et sted at bo. De må være Guder. En kat tænker lidt det samme, men med en anden konklusion: De mennesker jeg bor hos, tager sig godt af mig. De giver mig mad, kærlighed og et sted at bo. Jeg må være en Gud.
Sidste år fik vi en hund – en smuk sort labrador, og på trods af dens farver, så hedder den Luna, der er latinsk for måne. Et mindre passende navn kunne vi sikkert ikke finde frem til, men det var hvad den demokratiske proces kunne finde frem til hjemme hos os. Det første navn, der blev skudt ned, var navnet på filosoffen Søren Kierkegaards forlovede, Regine, fordi hunden var født på Søren Kierkegaards fødselsdag! Så meget for den klassiske indirekte opdragelse af ens børn.
Vi kørte til Hjørring efter Luna – og på vej hjem sad det lille kræ og peb noget så hjerteskærende. Og det må da også være noget af en traumatisk oplevelse at blive bortrevet fra sin mor, 6 søskende og de mennesker, der har været alt for en.
Den demokratiske proces udpegede mig til at være den person, der skulle sove ved siden af hende på stuegulvet det første stykke tid. Både for at hun ikke skulle føle sig alene, når hun vågnede om natten, men også for at når hun så vågnede om natten, at hun så kom ud for at tisse, inden det gik galt. Men resultatet er, at Luna knyttede sig mere til mig end til de andre – forståeligt nok, jeg var på en måde hendes nye mor. Men jeg skulle vise mig at vokse noget i graderne, for da jeg var til hundetræning, så sagde vores dygtige hundetræner, at jeres hund skal se op på jer og se jer som Gud. ”I er hundens gud”. Og det kom jeg til at fortælle derhjemme, og så gik det ellers over gevind. Når jeg kommer ned ad trappen, og Luna glad kommer mig i møde, så lyder det ”Gud kommer ned fra det høje”, ”Gud har besøgt sit folk” og når jeg kaster tørfoder ud på græsplænen til en ventende hund, så skal der ikke meget til for at kalde det for manna.
Og Luna behandler mig virkelig som en gud – kommer jeg ind i et værelse, så har hun kun syn for mig. Det er mig, hun lystrer mest – ”far, kald nu på hende”. Der er dog det øv ved det, at det så er mig, der skal gå tur med hende om aftenen og morgenen – og når hun skal trænes, så er det også mig. Det er mig, der bliver kigget på når der skal samles ”visitkort” op ved gåturen, også selv om det vender sig i mig. Det er mig, der skal tørre op efter hende, når hun har kastet op på gulvet, eller det, der er værre. Det er mig, der skal tale konen ned, når den har gumlet på hendes yndlingssandaler. Så selv om de andre i husstanden påstår, at jeg nyder min gudestatus, så er det faktisk ret trættende. Også fordi det mest var for børnenes skyld at vi købte hunden, og ikke fordi jeg ville have styrket mit selvbillede… ja, det er faktisk rigtig.
Det er trættende at være Gud, så måske er det godt, at jeg kun er en gud overfor Luna og ikke Gud (bestemt form ental). Jeg forstår i hvert fald godt, at han var ved at udrydde os alle i forbindelse med Noas ark, vi opfører os faktisk værre end Luna gør. Og Luna har i det mindste en hengivenhed og kærlighed, en respekt, en lydhørhed og et ustoppeligt behov for at være i nærheden af sin gud, som vi mennesker sjældent kan præstere. Men vi kan da prøve…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.