Forpint, forladt, for dig! (Sidste søndag ef. Helligtrekonger 2024)

Jeg ved ikke om I bemærkede det, men i sidste uge fik vi Danmark ny konge. I har sikkert også hørt hans valgsprog – eller hans kongeord, som han selv kalder det. ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”.

Hvis Jesus skulle have et kongeord… eller frelserord må det jo næsten være… så må det være ”Forpint, forladt, for dig”.

For det er hvad Jesu liv handler om. Korset var ikke et uheld, korset var ikke en konsekvens af den måde, Jesus levede sit liv på og det, hans sagde. Nej, korset, Jesu død på korset, var selve formålet med Jesu liv. Højdepunktet i hans liv.

I dagens tekst siger Jesus: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres”. Med andre ord, så siger han: Nu kommer højdepunktet i mit liv – dér hvor verden virkelig ser hvem jer er, og hvorfor jeg er kommet til verden.

Sidste søndag så vi hvordan statsministeren udråbte den nye konge. Jesus blev også udråbt – det var ikke Mette Frederiksen, der holdt tale, men stadsholder Pontius Pilatus, der spurgte ”Skal jeg korsfæste jeres konge?” og han endte ikke med, ikke at råbe: ”Længe leve Kong Jesus af Israel”, men han råbte: ”Korsfæst ham”.

Det var højdepunktet i Jesu liv – det var grunden til at han blev født. ”Forpint, forladt, for dig”. Og Jesus gik ind i det med åbne øjne – og han var hunderæd for det helt ind i hans inderste. I dagens tekst siger Jesus: ”Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time?”. Fundamentet i Jesus var rystet ved tanke på at blive ”Forpint, forladt, for dig”, så meget at tanken kom: ”Skal jeg bede min far om at redde mig? Far, hent mig hjem til himmelen igen”, bare uden nogen ”mission accomplished”, ingen fuldført mission. Dels kendte Jesu hvor forfærdeligt det var at blive korsfæstet – han var ikke den første, som romerne korsfæstede, og han var ikke den sidste. Jesus kendte til den fysiske smerte. Og han kendte til den åndelige smerte, for dér på korset blev din og min synd lagt på hans skuldre. Hele menneskehedens synd, fortid, nutid og fremtid blev blev deponeret på ham. Korset blev det mørkeste sted i verdenshistorien – det sted, hvor Gud kiggede væk og Jesus blev som det eneste menneske nogensinde forladt af Gud. ”Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig” – råbte han fra korset. Jesus – ”Forpint, forladt, for dig”, for at du aldrig nogensinde skal forlades af Gud.

Så er der noget at sige til, at Jesu sjæl var i oprør? Er der noget at sige til, at Jesus spurgte: ”Skal jeg bede Gud om at hente mig hjem igen?” Men, det ville Jesus ikke, for som Jesus fortsætter: ”Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time.”

”Jeg er født, for at dø på korset og jeg skal dø – for at du kan leve”. Det er det, der ligger i billedet med hvedekornet, der skal plantes i jorden for at dø, men også for at vokse op af jorden og blive til et nyt strå med mange korn. ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”.

På grund af korset, var Jesus i stand til at gøre noget, som han ellers ikke ville kunne have gjort: Han kunne dele sit liv med millioner af mennesker helt frem til i dag. Som et korn dør i jorden og bliver til liv, sådan døde Jesus på korset for at blive til liv. Evigt liv.

Jesus gik vejen til ende – selv om det hed et kors, så derfor er ægte kristendom korsets religion – det er afkaldets religion. Korset er kvalitetsmærket på sand kristendom. ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det”, siger Jesus.

Jesus lagde sit liv i Guds hænder og lod ham bestemme. Vi skal også lægge vores liv i Guds hænder, som hvedekornet, og så lade det vokse i hans hænder. Hvordan livet bliver, hvordan det former sig, hvad, der rammer os, ved vi ikke – hvis vi bare lever det sammen med Gud, så er vi i gode hænder. Det er først ved, at vi lægger vores liv over til Gud, at vores liv får lov til at blomstre op til sit fulde potentiale.

Kun ved at hvedekornet kommer i jorden kan der ske noget – kun ved at vi lægger vores liv over i Guds hænder, kan vi beholde det. Kun ved at give slip på vores liv og overgive det til hans herredømme, kan vi få det, ud af livet, som er det bedste for os, som vi virkelig har brug for. Narcissismen, som vi hører alle steder, siger: Du skal være tro mod dig selv, følge dig selv, gøre det, som din mavefornemmelse siger er det rigtige. I did it my way. Bibelen siger: Vær tro mod Jesus. Det er først ved at give sit liv over til Jesus, at vi modtager det – at vores liv kan blomstre og give mening og nå sit mål.

Teksten til i dag slutter af med at Jesus siger: ”når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”.  Højdepunktet i Jesu liv var, da han hang på korset – og dér drager han alle til sig. ”Kom til mig, alle I som er trætte, og som bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Kom med din glæde, dine velsignelser, dine succeser. Kom med dine fiaskoer, dine fejl, din smerte, din psykiske sygdom, din fysiske sygdom, dine brudte familierelationer – Jesus kalder på dig i dag, fra korset. Kom… og jeg vil aldrig støde dig bort.

Jesus Kristus: ”Forpint, forladt, for dig”.

Der er ingen andre i hele verden, der kan hjælpe dig, støtte dig, frelse dig, som Jesus. Ingen andre religioner, ingen filosofier, ingen politiske overbevisninger kan hjælpe dig. Kun Jesus kan hjælpe dig op af det hul, som du er faldet ned i.

En moderne lignelse fortæller om en mand, der netop faldt i et hul og kunne ikke komme op selv.

Der kom en rejsende forbi, han fortalte at manden i hullet skulle meditere for at rense sit sind, og når han nåede Nirvana, ville al lidelse høre op. Manden gjorde, hvad han fik at vide, men han var stadigvæk i hullet.

Der kom en anden forbi: ”Ja, Karma er en bitch, hva?”.  Han kom med rådet om, at manden skulle gøre gode gerninger, så ville han komme op af hullet. Du skal bare forbedre din karma. Og hvis du dør i hullet, så vil du blive genfødt som noget bedre, hvis du har forbedret din karma”.

En tredje mand kom forbi: ”Bed fem gange om dagen med ansigtet mod øst og følg 5 vigtige leveregler. Hvis du er trofast, så vil der en dag komme en og hente dig op af hullet”. Manden gjorde sit bedste – men der kom ingen og hjalp ham op.

En videnskabsmand, der troede på evolutionen sagde: ”Det er ”survival of the fittest” – du er en afvist mutant dømt til at blive fjernet fra evolutionens udvikling. Du kommer til at dø i dit hul, så du ikke sætter nogen hul-falende børn i verden”.

En psykolog kom og spurgte manden: ”Mon din far også sad i et hul, da han var barn? Du skal få det bedste ud af at du sidder i det hul nu og du skal lære af det”.

Der kom en forstående person hen til hullet: ”Du skal ikke være ked af det, der findes mange mennesker, der er røget i dybere huller end det hul, som du sidder i. Ja, du skulle faktisk bare prøve at se mit hul.

Der kom endnu en mand, der i stedet for at komme med gode råd, spurgte: ”Vil du op af hullet”.
Manden nikkede med hovedet og kort tid efter, så blev der kastet et reb ned og den rejsende kravlede selv ned i hullet til ham, han greb fat i manden og bar ham op fra hullet.

Jesus spørger: Vil du op af hullet?

Kong Jesus – ”Forpint, forladt, for dig”

 

Author: Kim Præst

2 thoughts on “Forpint, forladt, for dig! (Sidste søndag ef. Helligtrekonger 2024)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *