Så kom der endnu en Kaj Munk-bog på hylden – skrevet af stifter og mangeårig formand af Kaj Munk-selskabet, Jens Kristian Lings.

Hjernespind og digter
Links tese er at Kaj Munk som kunstner er en ægte romantiker (s. 28).

”Romantikere skelner skarpt mellem deres ubevidste skabte kunst og hjernespind, som er konstrueret af bevidste skrivehåndværkere. Den romantiske kunstner har ingen mening eller hensigt med sit værk. Det kan siges at rumme ubevidste budskaber” (s 29).

Kaj Munk er både håndværkeren, hjernespinderen, og den kreative digter, der ikke ”vil” noget med sit værk, men står i f.eks. Guds tjeneste. Dette kom stærkt til udtryk efter premieren på En Idealist, hvor der var en middag, hvor blandt andet forfatteren skulle hyldes. Kaj Munk afbrød ”med et mærkeligt fjernt blik i øjnene og en underlig stærk tone i stemmen”, hvor han sagde ordene ”Her skal ingen takkes – kun Gud skal have tak” (s. 123).

Lings viser steder i forfatterskabet, hvor de forskellige typer træder frem og også, hvor de går ind over hinanden. Som et stærkt eksempel fremhæves slutscenen i skuespillet Kærlighed, der ikke var med i Munks oprindelige udgave af skuespillet, men hvor hovedpersonen nærmest når en omvendelsesoplevelse, inden han dør.

”Har Kaj Munk med tilføjelsen af krucifiks-scenen ikke netop skiftet kunstnerkåben ud med en teaterhåndværkers kittel?” (s. 53).

Lings gør sig lidt lystig over de forskere, som nærlæser Munks værker som om de netop ikke var en digteres værk, men en hjernespinder, hvor alle detaljer er gennemtænkt og har en mening.

”Ikke desto mindre er der forskere, der sidder og uddyber, hvad Kaj Munk har ment med dette og hint i sine dramaer. De gennemtænker dramaernes detaljer, som om det hele er store konstruerede hjernespind. Man kan vel kun ryste på hovedet ad et sådant tidsforbrug på ’ noget intet’ , som Ludvig Holberg ville have kaldt det” (s. 31).

Ikke desto mindre falder Lings selv i den fælde et par sider længere omme i analysen af Ordet, som vel er Munks mest ”ubevidste” skuespil skrevet på kort tid nærmest i en trance. Og alligevel kommer Lings med  en analyse af scenen, hvor Inger står og beder med øjnene fæstet opad, og Borgen tror, at hun stirrer på en plet på loftet, der skyldes en utæthed ved skorstenen. I stedet for at sige, at her viser Kaj Munk på en sjov måde, hvordan Borgen er så langt fra religiøs, at han slet ikke tænker på at Inger står og beder, men straks tænker fysisk og praktisk, så kommer Lings med en analyse om skorsten og bønsliv: ”Symbolsk set kan skorstenen være Borgens bønnekanal, og den er der noget galt med […] Gud er ikke virkelig, han er blevet til en skygge på loftet” (s. 43).
Og denne utæthed ved skorstenen skyldes den missionske Kristen Tækker, der har været sjusket med sit arbejde. ”Det kan man så udlægge som sjuskeri, men man kan også sige, at Indre Mission har angrebet Borgens eller så afklarede og solide grundtvigske tro” (s. 43).

Godt researche-arbejde
Noget af det, der glæder mig, når jeg læser bogen, er de mange eksterne kilder, Lings bringer til tovs. Det har været et stort og mangeårigt researche-arbejde, hvor Lings virkelig er gået i detaljer for at belyse Kaj Munks værker ud fra samtid og nutid. Så spændende – og relevant.

Netop fordi han er så godt om omfangsrig i sit researche, så er det mærkeligt, at Det ville være interessant, hvis bogen havde taget stilling til det angreb, der er blevet foretaget i forhold til Munks gengivelse af sin egen biologiske mor. I Munks egen fremstilling forsøger moderen at få Munk smittet med tuberkulose, så han ikke skulle opleve, hvad hun har oplevet, nemlig at være forældreløs. I sine erindringer skriver Munk, at moderen bad: ”Tag mig ikke fra ham, giv mig ham med, giv mig lov til at få ham med”.
Ethvert foredrag om Kaj Munks barndom har dette med sig – og også som en slags forklaring på Munks kamp mod aborten, fordi han på en måde var ved selv at blive ramt af en slags abort.
I et læserbrev Ringkøbing Skjern Dagbladet kan man læse:

”Tillige kan de bønner, han lægger hende i munden, kun være digtet af ham selv. Derved ærer han ikke sin mor, sådan som Jesus siger til den rige unge mand: »Vil du gå ind til livet, så hold budene (herunder) ær din far og mor.« Han fantaserer tværtimod om sin mors livsholdning i strid med det, der står i brev til hendes kusine Marie Munk, hvori Mathilde skriver: »Kære Gud, send dog din Helligånd ned til mig. Jeg som er en stakkels enke…Jeg tænker så tit på de ord, som den kære fru Ishøy sagde til mig ved min mands grav…Lov mig kære Mathilde at se op og hold fart…« Brevet viser, at Mathilde gjorde alt, hvad hun kunne for at give sin søn den bedst mulige fremtid hos Marie og Peter Munk, og det tjener hende til ære. Gengivere af Kaj Munks ord har ikke kendt Mathildes brev, og de har ikke øvet kildekritik mod Kaj Munks fantasi-bønner, hvorved krænkelsen af hendes minde er ført videre frem til vor tid” (Svend Aage Nielsen i ”Fejl i Per Stig Møllers Munk-bøger” – https://dbrs.dk/debat/fejl-i-per-stig-moellers-munk-boeger ).

Et sådant afsnit ville have løftet bogens behandling af Munks barndom i starten af Lings bog, og som var en lidt flad opstart på bogen. Men det ville måske have kastet en (berettiget?) kritik på Kaj Munk, og det vil væbneren Lings nok ikke tillade.

Kaj Munks væbner
”Kaj Munk ville tro, han ville være Kristi væbner” (s.42) skriver Lings om Kaj Munks grundholdning. Lings grundholdning og udgangspunkt læses på bagsiden af bogen: ”Ingen har som Jens Kristian Lings kæmpet for at holde mindet om Kaj Munk oppe og samtidig rense Munk for alle de falske påstande” – det er Per Stig Møllers ord.
Lings er Kaj Munks væbner – ingen tvivl om det. Hans hensigt med at opdele Munks virke i hjernespind og digter er at han vil have den første af Munks egenskaber skubbet til side, så digteren, der er uberørt af hjernespinderens politiske argumenter og holdninger. ”Overordnet ønsker jeg, at bogen vil forny interessen for Kaj Munks skuespilsproduktion… [så] den stadig voksende forskningsdynge af udlægninger af hans små politiske hjernespinderier fra især 1930-ernes begyndelse, [må skubbes] langt om i baggrunden” (s. 9).

Men det kan man bare ikke – dertil er det for integreret og for ”larmende”. Man gør ikke Munk ret i at skubbe noget i baggrunden, men netop det er noget af det fantastiske ved Munk. At ja, han beundrede de store mænd, men han lod dem også falde med et brag (som Lings også gør opmærksom på). Han gør det ud fra et kristent udgangspunkt og ikke som de fleste andre ud fra et realpolitisk udgangspunkt eller ud fra at Hitler tabte (som Stauning, der til sin død troede på Hitlers sejr og derfor indrettede sin politik efter det). Og jeg synes netop det taler til Kaj Munks ære – og at han så endda gjorde det længe før så mange andre. Og Ikke som man ofte får det fremstillet, at han først omvendte sig 9. april 1940.

Man skal ikke alene skubbe ting i baggrunden, men man skal også smide kunstværk i smeltediglen, fordi det i den forkerte kontekst fremhæver Munks forhold netop til de to diktatorer Mussolini og Hitler og ikke er en illustration af Munks salme ”at stor er vel Gjuds fjende, men større er dog Gud”. ”Skulpturen cementerer det mål, samarbejdspolitikere satte sig, nemlig at skade og tilsvine Kaj Munks eftermæle for at dække over egne fejl”. Så skulpturen skal ”fjernes fra Vedersø Præstegård og [… blive… ] puttet i smeltediglen” (s. 130).
Jeg har skrevet et stort ”NEJ!!”  i bogens margen. Man ødelægger ikke kunstværk.

Lings arbejder med den teori, som jeg dog aldrig har set beviser på, nemlig at man fra politisk hold bevidst har gået efter at svine Munks eftermæle til. Man har bevidst brugt fejlbefængte censurerede kilder (s. 130-135) for at skade Munk.

Kritiker Svend Boberg var drevet af misundelse (s. 68) ved sin voldsomme anmeldelse af En Idealists urpremiere. Og da En Idealist bliver en succes senere, så i stedet for at anerkende, at Svend Boberg ikke er for stor til at rose Munk, når Munk så gør noget godt, så mistænkeliggøres hans udsagn om stykket, at han bare gør grin (s. 71-72). På samme måde er Lings meget kritisk overfor Højskolesangbogens udvælgelse af sange (og fravalg): ”man kan nemt få den opfattelse, at udelukkelsen af Kaj Munks [sange] ikke alene kan have noget med en kvalitetsvurdering at gøre” (s.85). Højskolebevægelsen har nok haft et anstrengt forhold til Munk efter dennes opgør med Hal Kock. Jeg kan næsten høre Bjarne Nielsens Brovst sige de ord om konsekvenserne af at Den blå Anemone i en lang årrække ikke var i Højskolesangbogen: ”Siden 1944 har næppe nogen dansk sang været udsat for en så enorm fotokopiering” (s. 108).

I en portrætartikel tilbage i Kaj Munk-året 1938 blev der skrevet i Politiken ”Han er Stridens Tegn, men derpaa kendes en betydelig Kunstner. Kaj Munk diskuterer man ikke i Ro og Mag, ham skændes man om” (s. 327 i Bjarne Nielsen Brovst ”Kaj Munk og den stærke mand”).

Jeg vil håbe, at vi snart kan lægge den krigeriske tilgang til side, og diskuterer Munk i ro og mag. Det er sjældent at et skænderi er nuanceret – i et skænderi har jeg ret og den anden skal jordes. I en diskussion har man i det mindste den teoretiske tilgang, at den anden kunne have (lidt) ret. Nuancerne forsvinder – og paradokserne. Og Munk var så fuld af nuancer og paradokser, at selv kritikeren har ret – samtidig med at væbneren ikke tager fejl.

Grundanalysen på plads
Links har fuldstændig styr på grundanalysen af Munk – og det er skønt at læse. Hvordan hans drivkraft var kristendommen – hvordan hans eneste ønske var at peget på Kristus. Om hans glæde ved livet og kristendommen som en handlingens religion. Hvordan lidelsen er med til at berige livet – og derfor vil han være svær at forstå for det moderne menneske, der kun vil leve det gode liv. Om Danmark og materialismen (s. 100) og hvordan han tilsluttede sig Valdemar Rørdams ”… aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv” (s. 102). Munk var slukøret hvad den danske ungdom angik ”intet land kan bæres af en ungdom med hænderne i bukselommerne” (s. 103). Lings har heldigvis ikke ”hugget” min idé, nemlig at skrive om Kaj Munks forhold til jazz. Munk mente nemlig, at Danmarks ungdom gik til på dansegulvene, hvor Europas ungdom gik til på slagmarkerne.

Min vurdering
Jeg er glad for at have læst bogen – den har givet nogle gode input og citater til videre bearbejdelse. Analysen af Ordet og Kærlighed er rigtige gode – uden dog at bringe meget nyt til tovs. Jeg tænker, at man skal ind i en mere grundig analyse af Munks skuespil, hvis Lings idé om at få Munks skuespil trukket frem i lyset, dertil er den nok alligevel for kortfattet. Hvorimod ”De lollandske stjerner” af Marc Auchet er i den anden grøft og for akademisk. Men måske som en ”Nye læsere begynder her”.
Det er dejligt at læse en bog af en person, som brænder for sit emne og har fat i de vigtigste emner og belyser dem også uden de store og mange ord. Dens mange citater fra andre bøger, hvor Munk behandles, er en skøn gave for alle os nørder.
Den har sine svagheder – blandt andet Lings nogle gange blinde kamp for at rense Munks eftermæle, der kapper over i at han skubber Munks fejlholdninger til side. Jeg tænker, at Munk er stor nok til også at stå ved sine fejl – og samtidig stå ved sit værk. Lige som Gud i digtet Nix Pille:

Se, heraf lærte Vorherre
at vrage Kritikkens Spejl
og lade sit Værk forblive
med samt dets Fortrin og Fejl.