Links til Ordet på nettet
Du kan finde skuespillet her: Studieudgave
Trailer til Carl Th. Dreyer – ses her.
En lidt mærkelig anmeldelse af Aarhus Teaters opførelse: Se her. Jeg tænker her igen: Hvorfor skal vi hive ind, at Kaj Munk blev skudt af tyskerne? Det har da intet med stykket at gøre.
Bedre er dette, hvor skuespillerne kommer til orde.

Om Kaj Munks “Ordet”
Kaj Munks skuespil om tro og tvivl, liv og død samt om kaldet er vel nok det skuespil de fleste kalder for hans bedste skuespil overhovedet. Det er ”i flere Hensender det ejendommeligste, det tilsyneladende lettest tilgængelige og det mest omstridte af Kaj Munks Skuespil” (s. 73 i J. K. Larsen: Kaj Munk som Dramatiker. Denne bog er meget kritisk i forhold til Kaj Munk og jeg medtager ham for at holde min egen begejstring for Munk og skuespillet her en anelse nede. Kritiske kritikere tager kun fejl).
Her på scenen gjorde Munk det, han ellers ikke turde i kirken: Byde den døde vågne til liv igen. Som han svarede tilbage til en kammerat, der lavede sjov med, at der fra nu af ingen begravelser var i Vedersø: Det skyldes ikke at Ordet tager fejl, men at jeg er en lort. Som han klandrer sig selv og sin manglende tro ved at sige: ”Som Digter giver du de Døde Livet ved Troens Hjælp, men som Præst kan du ikke engang skaffe en lidende Døden” (Kaj Munk og teologien s. 160)

Skuespillet står Munk meget nær. Det blev skrevet i en hæsblæsende skrive-rus på en uge i november 1925. Kaj Munk havde indsendt sit store skuespil ”En Idealist” til Det kongelige Teater og ventede svar på om og hvornår det blev spillet. Det blev spillet, men først i 1928, hvor det blev en fiasko takket været en uheldig klipning af stykket. Men Munk kunne i 1925 ikke vente længere og besøgte rådigiveren for teateret, Hans Brix for at få klarhed over hvordan situationen var. Men i stedet for blev Munk sendt hjem med en opgave om at lave ”et Skuespil om Bønder og det åndelige Liv på Landet” – ja, et skuespil, der tog bønder alvorligt. Man havde Ludvig Holberg, men manglede noget mere dybt og ikke mindst nutidigt. Brix regnede sikkert med at han nu havde vundet lidt fred og ro for den utålmodige digter, men en uge efter havde han manuskriptet liggende til Ordet.

Historien
Kaj Munks hjerte står alle sine karakterer nær, for de og deres holdninger er en del af ham. De skal derfor ikke spilles karikeret og udstilles som latterlige eller forstokkede, men tværtimod hellere med lune og ægthed. Selve historien kan virke temmelig banal – det begynder med noget, der kan virke som lidt lystspilsaftigt, vittige bemærkninger og sjove personligheder, en kamp mellem den glade og den dystre kristendom som hovedtema kombineret med en lidt gammeldags kærlighedshistorie: De unge, der ikke må få hinanden på grund af forældrenes strid. Pludselig åbnes en mørk og dyster virkelighed – den glade kristendom er måske ikke så glad igen, tingene er måske mere nuanceret. Og under alt dette forberedes selve hovedtemaet i skuespillet: Undret i nutiden.
Vi møder hovedpersonerne på Borgensgaard, blandt andet den stolte Mikkel Borgen, der taler med sin svigerdatter Inger, der er gravid. I samtalen åbnes historien langsomt op: Det unge forelskede par, Anders og Anne, der tilhører henholdsvis en grundtvigiansk familie og en indremissionsk familie. Vi hører om Borgensgårds stolte grundtvigske historie, der betyder at den gamle Mikkel ikke kan gå ind for et ægteskab mellem de to – ”lige børn leger bedst”. Men han bliver til sidst overtalt af svigerdatteren Inge til at sige tillykke til Anders, når han kommer tilbage efter at have friet. Men det er en ulykkelig Anders, der er blevet afvist af Annes far, Peter Skrædder. Hun skal ikke giftes med en grundtvigianer, der er så tæt på sandheden, men alligevel er hedenskab. Mikkel Borgen sadler op – for ingen skal afvise en fra Borgensgård.
Vi møder tillige den sindssyge Johannes, der som teologistuderende mødte store forventninger fra sin far om at være den grundtvigske reformator, der fik nyt liv i den gamle tro. Men da han mistede sin forlovede Agathe, blev han sindssyg og mener at være Jesus, der er kommet tilbage endnu en gang. Hans ord er altid en blanding af noget nutidigt og så et bibelcitat – vi sidder dog altid med den tanke, at det her er Guds højeste visdom, der kommer til udtryk i den sindssyges forrykte tale.

Besøget hos Peter Skrædder fører ikke noget godt med sig – Peter Skrædder holder ved afvisningen, men opfordrer Mikkel Borgen til at blive missionsk og komme til sandheden. Hvor meget mere skal Mikkel prøves for at vende om – det var ikke nok med Johannes´ sygdom. Og i det samme ringer det fra Borgensgaard at det er forfærdeligt med Inger og hendes graviditet. ”Nu vil jeg da rigtig saa hjertensinderlig ønske for dig, kære Mikkel, at Herren maa naa dit Hjerte denne gang hvor haardt han saa end skal slaa til” (s. 48 – skoleudgaven af Ordet). Mikkel farer op og er ved at kvæle Peter Skrædder og de to skilles med trusler om at Peter Skrædder vil hive ham i retten, din ”Proprietærbølle” (s. 49).

I Borgensgaard er alt kaos og fortvivelse. Johannes fortæller, at han har set to engle komme på besøg – og ”Herren selv, storfyrsten selv, kommer med sin le og sit Timeglas” (s. 52).  ”Jeg hilser min Fars Storvasal. Han gik jo igennem med Barnet. Ja, havde I troet paa mig, var dette ikke sket. Nu mægter jeg ingenting”. (s. 52). Barnet kommer ud – men ligger i en balje klippet i 4 stykker for at redde moderen. Lægen stopper blødningen – Inger ser ud til at overleve.
Da alle er gået og roen sænker sig over hjemmet sker der noget besynderligt. Johannes ser dødsenglen – den er endnu i huset. ”Det er hende, han venter på” (s. 64). Og så kommer den besynderlige replik: ”Hører I – det er Leen; han hugg fejl, huug imod”. I samme øjeblik døde Inger.
Ved den døde kort før begravelsen udspiller der sig en del – blandt andet kommer den brødebetyngede Peter Skrædder og giver sin datter som en bodsgave, fordi han har været hårdhjertet og ikke vendt den anden kind til. Hun skal være en erstatning for den Inger, som er død.
Johannes dukker op igen efter at have været borte i frem dage. Han fremstår helt normal – sindsygen er borte. Han ønsker at opvække den døde til livet igen, men bliver forhindret og svækket af den meget vantro. Da træder husets lille pige frem, Maren og med et ”Skynd dig nu lidt, Farbror” (s. 75) får Johannes den trosopbakning, han har brug for . ”Barnet! Den største i Himmeriget! dig glemte jeg. Aah ja, hos barnet er Frelse” (s. 75). Med et ”Hør mig, du Døde! I Jesu Kristi Gravsprængerens Navn: saa sandt Gud vil det: vend tilbage til Livet! Kvinde jeg siger dig, staa op!” (s. 75) bliver den døde levende.

Et rørende ordskifte foregår mellem Inger, der spørger sin mand om barnet levet. Mikkel, der ellers gennem hele historien er præsenteret som ikke-troende svarer: ”Ja, Inger, ja, det lever hjemme hos Gud, men du lever hos mig, hos mig, hos mig” (s. 76).

Skuespillet slutter med lovsangen, omkvædet fra Grundtvigs opstandelsessalme ”Krist stod op af døde”: ”Thi synger lydt og sjæleglad, hans menighed i allen stad: Ære være Gud i det høje”.

Biografiske elementer
Skuespillet er skrevet direkte og ufiltreret fra Munks indre – og rammer plet på mange af de store emner og problemer, han hele sit liv havde kæmpet med. Historien udspiller sig i det vestjyske, men der er ikke noget specielt jysk i historien – selv om navnet Borgensgaard er navnet på en stor gård i Vedersø (Munks kommende kones fødegård). Historien og dens kampe er desuden hentet fra Kaj Munks barndom. Mange af replikkerne er hentet fra samtaler med sin grundtvigske lærer fra barndommen. Navne fra hans barndom går igen – navne, som ikke træder ret meget frem i historien: Golschöt, der er efternavnet på Johannes Borgens døde forlovede, Agathe. Pastor Schöpfe, der er navnet på den rationalistiske præst, som den gamle Borgen har kæmpet imod for at udbrede grundtvigianismen. Marc Auchet gør i ”De lollandske stjerner” opmærksom på at de navne, der går igen alle på en eller anden måde er knyttet til mindet om en ung kvindes død – ja, også til mindet om Munks første mor. ”Disse tilsyneladende tilfældige navne er i virkeligheden i fuldkommen overensstemmelse med stykkets tema”. (s. 93 i Marc Auchet: ”De lollandske stjerner”).
Kaj Munks liv har været fyldt med en masse død – ældre samt yngre personer, han har knyttet sig til, er døde fra ham. Som barn oplevede han hvorledes en kær ven, Peder Emmiche døde efter sygdom og efterlod en ung enke. Først havde han bedt om helbredelse, og da det ikke skete, så smilede han, fordi han var overbevist om, at så ville han blive opvakt fra de døde.  Da hans far og mor kommer hjem fra begravelsen og IKKE fortæller at den døde var blevet levende, så var Munks skuffelse stor. ”Jamen – jamen blev han – blev han da i Kisten? ”Tja!” raabte Far i et Udbrud af Latter. Jeg slap Seletøjet og gik ned bag i Haven. Der var faldet et mørke over mig… og over det ganske Land… som i Kristi Korsfæstelsesstund. Jeg forstod ikke noget mer. Og ærligt talt… jeg har ikke rigtig forstået siden” (s. 138 i Foraaret saa sagte kommer). Da han i 1925 som sognepræst oplevede døden i en ung familie, hvor mor og barn døde i barselssengen, slog det igen hårdt. De to døde den 26. oktober 1925 og Brix fik tilsendt skuespillet den 10. december samme år – stykket er skrevet en måned efter denne ulykkelige begivenhed.
Under overskriften ”Ordet! om man nu brugte det?” i sine erindringer skriver han om sin elskede lærer Westeds hustrus død. ”hvis man saa vovede det! Gik hen til Kistgen og slog paa Laaget og raabte: I Jesu Kristi Guds Søns navn, jeg byder dig, du Døde, staa op! Hvad vilde der saa ske? Skandale vilde der ske, uhyggelig Skandale, en rystende Pinlighed føjet til Sorgen. Det var alt.
Og hvorfor ikke andet?
Fordi man manglede Troen. Kristi Tro
[…]
Ved Peder Emmiches Død følte jeg det, som om Gud havde skuffet mig. Ved Fru Westeds Begravelse skuffede jeg mig selv” (s. 235 i Kaj Munk: Foraaret saa sagte kommer”).

Stykkets temaer
1) Muligheden af et mirakel. Der er de små miraklet: Mikkel Borgen, der giver efter overfor sønnen Anders´ gifteplaner og også den senere accept fra Peter Skrædder til samme gifteplaner. Til det kommer de to store mirakler: Johannes´ helbredelse og dødeopvækkelsen.

2) Kaldet – Johannes´ kald. Spørgsmålet om Guds kald er endnu et af de bærende temaer i Munks forfatterskab og liv. Johannes skulle gøre noget stort – være dansk reformator, der blæste nyt liv i den hensygnende grundtvigianisme. Johannes og Kaj Munk har mange ting til fælles – allerede som barn regnede han med at han ville få en plads i danmarkshistorien og at han ville blive Danmarks reformator. Intet mindre.

Mange støder sig lidt på Johannes´ replik ”Portvin! Skaf et Glas Portvin til hende” (s. 76) – at det da er for hverdagsagtigt, lidt plat. Et tegn på at Kaj Munk ikke vidste hvordan han skulle lande stykket igen, efter opstandelsens klimaks. ”Nå ja, en almindelige landlig Snaps vilde ikke passe til Situationen” og Inger sidder/ligger i sin kiste ”og venter med Længsel paa sin Portvin og med endnu større Længsel paa Tæppets fald”  (s. 76-77 i J.K. Larsens ”Kaj Munk som Dramatiker”. Kunne vi føre denne replik videre ind i en teologisk sammenhæng: Vinen fra nadveren? Vi står i et mytisk og storslået øjeblik, døden er overvundet… her kommer vinen fra nadveren, ”der rækkes den, der er frelst af dødens greb: Dette er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse” (s. 169 i Ebbe Neergaard: ”Vildt afsted over Himmel og jord”. ­

Var Inger overhovedet død?
Spiller Kaj Munk os et puds i skuespillet? Der er tre replikker, der nok kan lede tanken hen på at Inger måske slet ikke var død.
Dels er der henvisningen til Bjørnstjerne Bjørnsons skuespil ”Over Evne”. Det var det skuespil, som Johannes og hans forlovede Agathe ser, den aften, hvor hun bliver kørt ned, er. Bjørnsons Det handler om pastor Sang, der kan gøre undere, men springes ved det. Skuespillet benægter miraklets skistens og forklarer mirakuløse helbredelser som hysteri.   
Reaktionen i den retning kommer frem både hos præsten: Jamen dette — det er jo fysisk umuligt. Det kan jo ikke ske” (s. 76).  Eller lægens udbrud lige efter præstens: ”Ligsynsmandsinstitutionen skal afskaffes” (s. 76). Denne institution nævnes flere gange i skuespillet – hvor det altså er lægmænd og ikke læger, der underskriver dødsattesten. Ved denne replik lader lægen skinne igennem, at han ikke regner med at Inger overhovedet var død – eftersom hun nu er levende, hun har bare været skindød. Lægen ville dog med lethed kunne have konstateret, at her ikke er tale om at hun var skindød – men er det ”en fiffigt anbragt Bagdør, hvorigennem der aabnes Adgang for en materialistisk Forklaring, til Brug for materialistisk indstillede Gemytter”? (s. 82 i J.K. Larsen: ”Kaj Munk som dramatiker”.
I samme retning tolkes også den lille bemærkning, der aldrig er nået frem på de skrå brædder: Johannes, der kort før Ingers død ser at dødsenglen endnu er i stuen. ”Hører I – det er Leen; han hugg fejl, huug imod”. I samme øjeblik døde Inger.
Ser Johannes at dødsenglen ikke ramte rigtigt – at hun i virkeligheden er skindød. Eller kunne det være Munks hensigt at vise at netop her var der den mulighed, hvor bønnen om dødeopvækkelse kunne være en mulighed? Selve udtrykket at hugge imod er (åbenbart) et landbrugsteknisk udtryk, hvor der bliver ” meje[t] saaledes, at den afskaarne sæd føres ind mod den staaende sæd” (fra Ordbog over Det danske Sprog) som altså bliver stående urørt. Livets vægtskål svinger mellem liv og død og bønnen kan hugge imod og svinge til livets fordel.
Hvorledes dette sker – muligheden for at kalde tilbage, fordi dødsenglen huggede fejl, ved vi ikke, da vi har vænnet os fra overhovedet at bede om at få den døde tilbage. Underet er gjort muligt her ved dødens stumpe hug og ved ordet sagt af en mand, som har ejet vanviddets klarsyn. Johannes søger ensomhed og bøn og aner at han har lov at bede, ikke fordi hun er skindød, for hun er fuldt og helt død. Til dette er der dog at sige, at Johannes allerede før dette har talt om muligheden for at han skulle opvække den døde Inger (altså før hun var død).
Munk lader i sit skuespil både tro og tvivl komme til orde. Men miraklet er en mulighed for Kaj Munk. Miraklet var først og fremmest at døden kunne overvindes. Lægens Doktor Houens bemærkning ” Ligsynsmandsinstitutionen skal afskaffes” – skal ses som den rationalistiske tankegang, som Munk tager afstand fra – mottoet for historien viser, hvor Munks eget hjerte ligger: “Nej, hans Stadsklæder skal hænge parat, for En ved dog aldrig, om han ikke skulde komme en Paaskemorgen.” En nøgtern Gaardmandsenke i Vedersø. ”Skuespillet er skrevet som en protest, et troens oprør imod den meningsløse død, som lægger liv og lykke øde for mennesker” (s. 158 i Kaj Munk og teologien). Den rette tro, den stærke tro, barnets tro, giver den, der ejer den, magten til at udføre det overnaturlige, det der menneskeligt set er umuligt. Det er dog en sjælden tro: ” imellem de troende ikke er een, der tror” (s. 74).

Man kan nok forsvarer og forklarer tilstedeværelsen af tvivlen, men det er nok også rigtig, som især lægens replik klandres for, at ”det skader Dramaets Klarhed og Sluttethed og i høj Grad svækker Forkyndelsens Kraft” (s. 82 i J.K. Larsen ”Kaj Munk som dramatiker”. Man kan dog også som Anker Gemzøe i programmet til Aarhus Teaters opførelse i 2020 mene: ”Stykket fascinerer fortsat og har fået mange gode opførelser, også i de senere år. Hver af dem har givet deres særlige fortolkning af gåden. Det kan og må de, fordi stykket fastholder en uafgørlig tøven: mellem flere livsanskuelser, under ligelige udfordringer af gængs kristendom og naturalistisk videnskabstro, og mellem flere teatergenrer fra idédramaet til det rituelle mysteriespil. Som levende teater hæver ORDET sig over debatindlæg og rækker ud over sin tid”

Ordet II
Uanset om man har set skuespillet før, så står dødeopvækkelsen altid så stærkt, at den chokerer os som tilskuere… det er vanvittig stærkt! Skuespillet slutter på sit maksimale højdepunkt – bang! Og så lovsang. Kritikken af dette er hård: vi hensættes ”uvilkaarligt i en halvt hypnotisk Tilstand af gysende Andagt;… [vi] synes ikke længere, at det er en Teaterforestilling, men en hellig Handling …[vi] overværer” (s. 84).  
Og bagefter står Johannes´ replik i os: ”… nu begynder først Livet for os” (s.76). Men hvad er det for et liv? Hvordan bliver dette liv? Bliver Johannes den reformator, som hans far ser ham kaldet til? Er dette kun det første ud af mange undere gjort ved hans bøn? Hvordan med Ingers tilbagevenden til livet? Hvad med den lille Maren, der på nært hold har troet og derfor oplevet det store? Munk vender tilbage til familien Borgensgaard i historien ”En almankhistorie”, der også bærer titlen ”Ordet II”.