Livets pilgrimsvandring (14. søndag efter trinitatis 2023)

Ikke lang tid efter Jesu død og opstandelse begyndte kristne at vandre ud til landsby Burqin, som man mente var stedet, hvor Jesus mødte de 10 spedalske. I det 4. århundrede blev der bygget en kirke på stedet, der regnes for den tredje ældste kirke i verden. Hver eneste dag kommer pilgrimme til kirken for at se og bede det sted, hvor de 10 spedalske bad for deres helbred.
En pilgrim rejser i tro – både for at nå et mål, men også for at bruge rejsetiden til bøn, tanker og fællesskab.
Det har vi kristne gjort siden oldtiden. Det ligger i den kristne selvbevidsthed, at vi er på vej – på vej hjem. Ja, troen på Jesus blev i starten kaldt for Vejen og ikke kristendommen. Vi tilhørte Vejen – for vi er på vej, på rejse.
Jesus er både vejen vi går på og ham vi følger. Hans eksempel vi følger, Jesus, den store rejsende, den utrættelige pilgrim. Han var den første til at forlade sin himmelske bolig og stige ned til os med ét mål for sin rejse – han havde altid kurs mod Jerusalem, til dommen, korset, døden, opstandelsen og vores frelse.
Den helbredelse og forsoning, Jesus bringer, afspejles gennem helbredelsen af disse ti spedalske. De der nærmer sig Jesus, men samtidig holder de afstand, for de er syge, de er urene, de er syndige.
Sådan kan vi også have det. Vi kan føle, at vores syndige tilstand kræver, at vi holder afstand til Gud. ”Gud ønsker bestemt ikke at være sammen med en synder som mig”. Eller ”jeg har brændt alle broer til Gud og vendt ham ryggen, nået til ”point of no return”. Punktet, hvorfra vi ikke kan vende tilbage”. Jeg orker ikke mere. Men Jesus kommer os nær for at helbrede os for vores syndige tilstand.

På det her tidspunkt var der ikke noget større tegn på synd end sygdommen spedalskhed. De spedalske var dem, de andre ikke må lege med, de var det dårlige selskab. Sådanne mennesker har vi også i dag: Drankerne på bænken eller i værtshuset, posedamen, de psykisk syge, de besynderlige, de besværlige, ”sugekop-mennesker”, der taler os et øre af og aldrig er til at slippe af med igen. Vi forsøger at undgå at få øjenkontakt – ja, helst ser vi dem ikke.
Måske kender du den følelse, at ingen ser dig. Det kan endda være midt i det kristne fællesskab. Måske spekulerer du endda på, om Gud virkelig ser dig. Prøv kig i dagens tekst. Det er så skønt at læse, at Jesu første svar til de spedalske, var at han dem. Der står: De spedalske ”blev stående langt fra ham […] Da han så dem, sagde han”.
Jesus vendte ikke øjnene fra deres lidelse. Han rynkede ikke panden eller rullede med øjnene. Han så dem simpelthen. Og han så langt mere, end vi ville have set. Han så igennem spedalskheden. Og på samme måde med os: Han ser igennem vores syndighed og ser, hvem Gud skabte os til at være. Og med den fuldkomne vision for os, sætter han os i bevægelse for at forløse os til at være dem, Gud skabte os til at være.
Jesus kunne godt have sagt ”bliv ren”, og så var de blevet helbredt øjeblikkeligt. Men i deres tilfælde var det et kommandoord at overholde det ritual, der kræves, når nogen blev helbredt for spedalskhed. ”Gå hen og bliv undersøgt af præsterne”.
De spedalske adlød og blev helbredt “… mens de var på vej derhen, blev de rene”. Jeg tænker, at vi vil opleve Jesu helbredende og forsonende magt, når vi vandrer i tro og lydighed. Ofte får vi befaling om at følge den verdslige eller kirkelige rutine, som Gud har sørget for. Man kan nemt forestille sig, hvordan de ti spedalske har brokket sig – ”hvad skal vi dog hos præsterne, vi er stadigvæk urene?” Men de adlyder – de går i tro uden at kunne se nogen tegn på helbredelse.
Vi bliver også befalet at adlyde, og vi vil komme til at se, at der er helbredelse i lydighedens rejse. At høre og adlyde Jesu ord virker en helbredelse og frihed i os, som vi måske ikke helt ser i øjeblikket. Men undervejs vil vi se, at Jesu ord til os ikke er tomt. Hans ord vender ikke virkningsløst tilbage.
Lad os tage på lydighedens rejse – også selv om det lyder rutinemæssigt. Lad os følge hans ord ud i rutiner, traditioner og hverdagsliv og dér hente velsignelse.
Det kunne være at gå i kirken. At mødes i kirken for at tilbede Gud, deltage i gudstjenesten, gå til alters. Hvilken helbredelse kan Jesus have til os, når vi følger den rutine uge efter uge? Eller derhjemme: Hvad med bøn og bibellæsning? Er det for dagligdags til at vi vil gøre det? Lidt kedeligt? Eller kan Jesus gribe ind ”imens vi er på vej”?
Det gælder ikke bare det, som Bibelen siger, vi skal gøre, men også det, som Bibelen siger, at vi ikke skal.  I kan sikkert selv tænke på forbud od advarsler, som der står om i Bibelen. Der er mange ting, som Herren befaler os ikke at tage med på vores rejse med ham. Det er ikke alle forbud vi forstår og især de ting, som vi ønsker os, som vi føler os tiltrukket af, men som Bibelen siger et nej til. Vi kan stritte mod en befaling, der benægter noget, vi tror, vi ønsker. Men kalder vi Jesus for herre i vort liv, vil vi så virkelig vende det døve øre til ham, når han siger “stop” til noget, vi gør?
I første omgang ser vi måske ikke sammenhængen, men Jesu ord sætter os på en vej til helbredelse og forsoning. Han forsøger ikke at ødelægge glæden i vores liv – han vil ikke tage “gode liv” fra os. Nej, han har mere til os, end vi overhovedet kunne drømme om. Jesu befalinger er ikke byrder. De er de første skridt ind i den helbredelse, vi søger hos Jesus.
De spedalske gjorde, som Jesus bød dem… ”Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt”.
Læg lige mærke til den detalje her: Der var ti spedalske, der var blevet raske, der var ti spedalske, der , at de ikke længere var syge og udstødte, men der var kun en, der , at han var blevet helbredt. ”Men én af dem vendte tilbage, da han , at han var blevet helbredt”. Alle de andre , at de var raske, denne ene , at han var blevet helbredt – at Jesus havde grebet ind. Og så gik han tilbage til kilden til sin helbredelse. Når han kommer tilbage med tak, kommer han tilbage og modtager endnu mere end en helbredelse. Han kommer tilbage for at modtage healeren, helbrederen selv.

Det er, hvad der sker i lovprisning og tilbedelse – det er dér vi virkelig ser mere hvem Gud er. Tilbedelse er det sted, hvor vi ser mere af hvem Gud er.  Gud åbenbarer sig som en gavmild giver. Selv når vi kommer for at give ham vores tak og lov, så er det ham, der giver os noget mere.
Ham, der lukker os tættere ind til ham.
I starten af teksten møder den spedalske samaritaner Jesus på afstand, han holder Jesus på afstand – og teksten ender med at han ligger for Jesu fødder. Og så bliver han igen sendt ”Stå op og gå herfra”. Og også dér vil Jesus være med ham ud på sin nye livsvej som helbredt og frelst.

Vi er nu i kirken, for Jesu fødder. Os, som før var på afstand af Gud, kan nu knæle for hans fødder, takket være Jesu død og opstandelse. Om lidt vil vi knæle ved alteret og vi vil ikke bare modtage vin og brød – men vi vil modtage ham selv og jeg vil tillade mig at tage Jesu ord i min mund ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig”.  Efter denne oplevelse ved alteret er vi nødt til at bevæge os, vi kan ikke lukke os ind i vores egen verden, i vores fredelige salighed og glemme alt. Vi må rejse os, gå ud og begive os ud på vejen. Vi må fortsætte vores pilgrimsvandring her i livet. Hvis Herren har velsignet os, er det for at jeg kan bringe hans kærlighed og velsignelse videre.
Glæden ved mødet med ham og ved at være blevet helbredt i vores sjæl vil aldrig være sand, hvis den ikke deles og stilles til tjeneste for andre. Hvorfor begynder jeg så ikke at bevæge mig med det samme? Jeg kan ringe op, sende en SMS, skrive, hvis bare en kort note, eller måske kan jeg besøge nogen, holde ham eller hende med selskab og finde modet til at bekendtgøre skønheden og glæden ved at have Jesus som min ven, som læge, som frelser.
Lad os leve vores liv som en pilgrimsvandring – hvor Jesus er vejen og ham vi følger efter. Jesus kender enhver vej, hver vej af menneskelig erfaring; ingen del af vejen er skjult eller ufremkommelig for ham. Det er derfor, han også kan invitere os til at gå, bevæge os, krydse grænser på vores vandring hjem til vores far.

Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

—–
Jeg har i dagens salmevalg og prædiken ladet mig inspirere af tanken om vandring, det kristne liv som en vandring, hvor vejen snor sig imellem mennesker.
Og det er fordi vi i dag har besøg af en flok pilgrimme, der i går var på vandring fra kirke til kirke ude på næsset. Det er en tur arrangeret af Kristeligt Arbejde Blandt Blinde.
Min far havde rigtig stor glæde af lydbånd, der blev sendt til ham, da han var blevet for svagtseende til at læse, men som noget nyt har de altså også arrangeret denne pilgrimsvandring med bibellæsning, bøn og fællesskab i den skønne natur med mulighed for at styrke kroppen gennem bevægelse.
Så velkommen og tak for inspirationen til dagens gudstjeneste. Vi håber, at I har nydt dagene i Haderslev og på Haderslev Næs. Og dejligt at I vil være sammen med os i dag.

Author: Kim Præst