Palmesøndag (2007)

Denne side er set 800 gange!

Nu er der godt nok længe til Mortensaften, men I kender nok historien om Martin af Tours, der ikke ville være biskop, og derfor gemte sig blandt nogle gæs. Gæssene skrappede op og afslørede Martin, der så blev tvunget til at blive biskop. I dag er der lidt mere rift om at blive biskop – om det så er fordi de ligger i en lønramme 39 eller fordi det ikke er en så farlige ting at være som det var den gang Martin nægtede det – ved jeg ikke.

Men der må være lidt paralleller mellem Martin og Jesus. For 14 dage siden hørte vi om, hvordan Jesus mættede omkring 5000 mennesker ved et bespisningsunder ude i ødemarken – nu ville de gøre ham til konge. For sikke dog en konge han kunne være. Tænk at have en konge, der kunne servere mad uden at vi behøvede at røre en finger. Der kunne mætte os uden vi behøvede at svede først ude på marken og så inde i køkkenet.

Lige som Martin af Tours listede af, sådan gjorde Jesus også, men han bare heldet med sig og blev ikke fundet og tvunget med til Jerusalem. Men i dag hører vi så om hvordan han så alligevel kommer til Jerusalem – ”han har åbenbart ombestemt sig” kunne man måske forestille sig, at folk har tænkt. Rygtet er kommet ham i forkøbet, så de ved nok hvad det er for en, der kommer her. Den nye konge – underkongen Jesus den Store. ”Hosianna – velsignet være han, som kommer I Herrens navn” – vores befrier og nye konge.

 

Så palmesøndag er en festdag…. eller er det? Ja, faktisk synes jeg, at palmesøndag er en mærkelig søndag. Er det en festdag eller er det begyndelsen til sørgedagen på fredag, som hedder langfredag? Teksterne vi læser taler om lovsang: ”Bryd ud i jubel… råb af fryd”, og vi hører om hvordan Jesus blev hilst velkommen til Jerusalem netop med denne fryd. ”Hosianna, velsignet være han, som kommer i Herrens navn”. Så må palmesøndag vel være en festdag!

Men vi ved jo nok, hvordan Jesus forlader Jerusalem nogle dage efter det her sker. Dér ligger man ikke palmegrene foran ham, men ligger et kors på hans skuldre, som han skal bære ud til sin egen henrettelse. Dér råber man ikke ”Hosianna”, men man har sikkert råbt forbandelser og hån imod ham, imens han vaklede måske endda ud af den samme byport, som han nu i dag ridder ind af. Det ligger foran ham – og han ved det. Så er det her en festdag?

Der er noget mærkeligt sammenblandet over Jesus, der kommer ridende ind i Jerusalem. Der er både

”Gør døren høj gør porten vid.

Den ærens konge kommer hid

han hersker over alle land

og er alverdens frelsermand”.

Altså jubel – og så er der den sørgmodige

”Se hvor nu Jesus træder

hen til den morderstad

endog man ham bereder

så grumt et blodebad”

Vi kan prøve lade det billede stå et øjeblik: Jesus, der rider ind Jerusalem. Jeg tror de fleste af os kan forestille os, hvordan det så ud, da han kom ridende ind. Der er malet ufattelig mange billeder af det: Jesus i midten på sit æsel, i baggrunden disciplene… og ellers et hav af glade mennesker med palmegrene omkring ham. Der er endda også nogle, der har lagt deres tøj foran ham, så han kan ride på det. Her er der virkelig fest og underkastelse under den nye konge, der kommer ridende ind i den gamle kongeby.

Jeg har det lidt sådan, at lige her på vej ind i Jerusalem, der er Jesus på en eller anden måde mere tilnærmelig for os end i resten af påsken. Dér er der ikke en masse følelser, der river os med, men bare en mand på et æsel. Skærtorsdag, hvor vi hører om nadverens indstiftelse – følelserne hiver os med, så vi virkelig hører Jesu sidste ord, som en mands sidste ord før forræderi og død. Hvordan kunne han være så stærk og så kærlig? Langfredag – følelserne hiver os med. Der er da ingen, der kan sige sig fri fra at have ondt af Jesus over alle de lidelser han udsættes for. Påskedag – følelserne hiver igen os med. Ja, jeg tror slet ikke, at man kan andet end at lade sig rive med ved en påskegudstjeneste, også selv om man egentlig ikke tror på det. Lige dér gør man, for historien er så stærk, og så gennemkomponeret og udenfor er det forår og livet springer ud… så hvorfor ikke. Følelserne hiver os med… og giver os måske ikke ro til virkelig at tænke igennem og træffe en ordentlig beslutning om noget som helst. Passer man ikke på, så kan man blive hevet med uden at man har tid til at gennemarbejde det, man hører. Jeg tror nok man kan ride påsken igennem på en bølge af følelser, og så nå ud i den anden ende som om intet var hændt. Så det eneste minde om påsken man har, det er den tomme kasse påskebryg, der skal afleveres hos Købmand Claus/Høkeren, så vi kan få dækket bare lidt af helligdagenes underskud.

Men sådan er det ikke med palmesøndag – her er der ikke bare én følelse, som river os med. Skærtorsdags benovelse, langfredags medlidenhed eller påskedags jubel. Nej, her er der mindst to. En, der råber om glæde. En, der hvisker om sorgen og pine. En, der taler om en konge, der sejrer. En, der mumler noget med en dødsdømt fantast. H.C. Andersen fortæller om et hus, der var så vakkelvornt, at det ikke vidste hvilken side det skulle falde til, så derfor blev det stående. Og sådan har jeg det også med de to slags følelser, der er omkring Jesus. I stedet for at lade os rive med af følelsen, så bliver vi holdt fast, og skal selv til at tage stilling. Og det skal jeg hilse og sige, kan være ubehageligt…. men også nødvendigt.

Så lad os lige holde det her billede et øjeblik: Jesus midt i en glad vrimmel. Lad os holde billedet – hvad ser du? Helt ærligt… hvad tænker du, når du ser billedet for dig? Det er nemlig hævet over enhver tvivl, at Jesus har eksisteret. Det er ikke kun i Bibelen, man kan læse om ham, men i en del andre historiske kilder. Hvis man ser rent videnskabeligt på det, så er der rent faktisk bedre historiske beviser for Jesus end for Platon, hvis eksistens er hævet over enhver tvivl. Spørgsmålet drejer sig altså ikke om, om Jesus eksisterer, men om hvem han var. Så hvad siger du? Hvem ser du ride ind i Jerusalem?

En filosof?
Jesus har sagt en masse kloge ting, som meget af vores vestlige verden bygger på. Så Jesus er en filosof… men der er bare det ved det, at Jesus sagde om sig selv, at han var Guds søn – ja, han siger endda om sig selv, at han er Gud. Hvordan kan et almindeligt menneske være klogt og filosofisk og så påstå, at han er Gud. ”Et menneske, der blot var et menneske, men sagde de ting, Jesus sagde, ville ikke være en stor morallærer. Han ville enten være sindssyg – på linie med en mand, der påstår, at hen er et pocheret æg – eller også ville han være Djævelen selv” (s. 59 i C.S. Lewis ”Det er kristendom”).

Så er han sindssyg?
Er det en fantast – en, der gjorde nogle gode tanker… men pludselig blev fanget af sine egne ord. Og nu tror alle, at han er en konge, men i virkeligheden var han bare en mand, man skulle have ondt af. Et er, at en sindssyg selv tror på sine tvangstanker – det er slemt nok… men det bliver rigtig slemt, når andre folk begynder at tro på det.

Så var Jesus tosset?
Nej! De knivskarpe svar han giver på listige spørgsmål… det kan en tosset mand ikke gøre. Han levede et presset liv, så han ville ikke i længde kunne skjule, hvis han havde været sindssyg. Selv hans mor blev en af hans disciple – og hans lillebror Jakob blev en af oldkirkens ledere. Så nej… jeg tror ikke han var sindssyg!

Men var han så ”djævelen selv” – en løgner. Hvad ser du? Ser du en løgner? En, der bevidste ville forføre sit folk?
Jamen, så må vi sige, at han var en dårlig løgner… havde han sagt ja til at blive konge, så ville han kunne have reddet på en bølge af succes, og der ville have rejst sig en hær bag ham, der kunne have smidt romerne ud af landet. Men det gjorde han ikke – han gjorde aldrig noget, der gav ham fordele. Ja, tværtimod sagde han altid fra, hvis der kom personer med forkerte magt-motiver til ham. Så en løgner – nej!!

Ja, hvad ser du, når du ser billedet af Jesus, der kommer ridende ind i Jerusalem? Er det en filosof, en tosset eller en løgner? Ja, eller er han som han selv sagde: Guds søn? Hvis han var en filosof en tosset eller en løgner, så er han en interessant person, som vi kan studere og bruge tid på, hvis vi vil… men vi kan også lade være – det gør ikke det helt store. Men hvis han er Guds søn – ja, hvis han er Gud selv, så betyder det pludselig noget, at vi bruger tid på ham. Så betyder det pludselig noget for dit og for mit liv, hvad han sagde og gjorde. Så betyder det noget for os og vores fremtid hvordan vi forholder os til ham. Hvis Jesus er Guds søn – så er han den vigtigste person overhovedet i verdens historie. Hvis Jesus er Gud søn – så er han den vigtigste person overhovedet at have et forhold til her i livet.

Så hvad ser du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *