Der er noget ved “de sidste tider”, der får det til at løbe lidt koldt ned ad ryggen på os. I hvert fald hvis man har set bare én af de der film, hvor himlen brænder, og zombier vælter frem, og folk råber “DOMMEDAG!”. Og så sidder man og knaser popcorn af ren panik – som om det på nogen måde skulle hjælpe på verdens undergang.

Men når Bibelen taler om de sidste tider, så er det faktisk noget helt andet. Det handler ikke om Hollywood og en meteor, der altid af en eller anden grund har retning direkte mod New York eller Det hvide Hus, nej, det handler om Jesus. Og det handler om Jesus, der gør alting synligt. Jesus, der skiller. Jesus, der siger sandheden om os.
Jeg tror ikke, at Jesus fortæller denne lignelse for at skræmme os fra vid og sans. Han fortæller den, fordi han elsker os – og fordi sandheden om de sidste tider også er sandheden om Guds nåde, hans retfærdighed og hans trofasthed.

Jesus siger: “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed… vil han skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene.”
Det er en lignelse. Jesus bruger et billede, som folk kendte. En hyrde kunne nemt se forskel på får og bukke – både på udsende, og på deres natur. Han VED hvem, der er bukke og hvem, der er får. Og her er pointen, som er afgørende for det hele: Jesus taler ikke om handlinger først. Han taler om noget grundlæggende i hjertet – noget, mennesket ikke selv kan ændre. En buk er en buk, uanset hvor meget den prøver at bræge pænt eller stå midt i flokken af får. Den kan melde sig ind i “Fårenes Venskabsforening”, den kan gå med uldfrakke og drikke en ekstra kop kirkekaffe … men den er stadig en buk. Den kan prøve at ligne fårene, men dens natur forbliver den samme.

Og det er netop dét, Jesus bruger billedet til: får i modsætning til geder. To forskellige dyr med hver deres natur, temperament og adfærd.
Får er flokdyr. De følger hyrden. De lytter. De går, hvor han leder dem hen.
Geder er selvstændige, stædige. De hopper over muren, æder buske de ikke må, og går, hvor de vil.
Og sådan er forskellen også i evangeliet: Det handler ikke om, hvad vi gør, men om hvad vi er – og hvad Gud har gjort i os.
Og det er budskabet i dagens tekst: Forskellen mellem fårene og bukke kommer til udtryk i deres handlinger, men handlingerne er ikke det, der skaber forskellen. Handlingerne afslører forskellen. Hvem, der følger hyrden, og hvem, der ikke gør. Hvem der allerede tilhører Kristus – og hvem der ikke gør.
Og det vil vi helst undgå at tale om: At der er et enten-eller, der har konsekvenser. At der findes en fortabelse. Ikke som noget Gud har skabt til mennesker – for “den evige ild” er bestemt “for Djævelen og hans engle”, siger Jesus. Gud skabte mennesket til fællesskab, ikke til fortabelse. Men fortabelsen er alligevel en mulighed. Ikke fordi Gud ønsker det – men fordi Gud tager menneskets fravalg alvorligt. Derfor ender bukkene der, hvor de hører til – i den afstand til Gud, som de selv har valgt. Fordi mennesket kan vende sig bort fra ham, der elsker.
Men fortabelsen er ikke noget, Gud ønsker.
Tværtimod er hele evangeliet én stor redningsaktion. Bibelen viser os, at vi i dåben bliver løftet fra af natur at være vredens børn til at blive Guds børn. Vi bliver flyttet fra venstre side til højre side. Fra mørke til lys. Fra fortabelse til frelse. Paulus skriver et andet sted Gud ”friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige;  i [Jesus] har vi forløsningen, syndernes forladelse.” (Kol 1,13).
Han gjorde bukkene til får – noget, ingen buk kan gøre for sig selv. Det er nåde. Og det er derfor, vi ikke står her i panik. Vi står i nåde – en nåde vi skal blive i hele vores liv. En nåde, som vores tro skal gribe om.

Og så kan man stille det dér stille, lille, stikpillede spørgsmål til sig selv:
Når jeg går ud af kirken i dag…
Hvordan kan det ses, at jeg er et af hans får?
Hvordan kan det så ses, at jeg er en kristen?
Hvordan viser troen sig – i dag?
Ikke som krav. Ikke som pres. Men som frugt.
Hvordan er du kristen i dit daglige liv blandt de mennesker, du lever blandt?
For der er mennesker, der har brug for dig.
Der er nogen, der sulter – ikke nødvendigvis på brød, men på opmærksomhed.
Der er nogen, der tørster – efter et ord, et smil, et blik.
Der er nogen, der fryser – ikke kun fysisk, men i hjertet.
Og Gud har lagt sin kærlighed i dig, for at den må strømme videre.
Når vi mærker, at vi ikke selv har kræfterne til at leve sådan – så beder vi. Vi beder om tilgivelse for det vi ikke fik gjort – og vi beder om ikke at være perfekte, men om at vi må blive og forblive redskaber for Gud. At han må lade sin kærlighed arbejde i os, og derefter ud gennem os.
Derfor slutter vi med en bøn, der har været de kristnes hjertesprog i århundreder. Man siger, at det er Frans af Assisi, der har skrevet den, det ved jeg ikke om er rigtig. Men jeg ved, at det er en bøn, der siger alt det, vi længes efter – og alt det, Kristus ønsker at gøre i os:

Herre, gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor had råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor forurettelse råder.
Lad mig bringe enighed, hvor splid råder.
Lad mig bringe sandhed, hvor fejl råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivl råder.
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelse råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørke råder.
Lad mig bringe glæde, hvor tristhed råder.

Herre, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste,
ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.

For det er ved at give, man får.
Det er ved at glemme sig selv, man finder sig selv.
Det er ved at tilgive, man får tilgivelse.
Det er ved at dø, man opstår til evigt liv.