Lyt til prædikenen:
Læs prædikenen:
Er du ensom? Ifølge undersøgelser om folkesundhed, så er der så mange mennesker, der plages af ensomhed, at det vil være yderst mærkeligt om der ikke sidder flere herinde, der på en eller anden måde plages af ensomhed.
Der er ikke bare den lille følelse af ensomhed, som vi alle sammen kan mærke fra tid til anden – næsten den grundfølelse, som alle mennesker har – nej, det er en ensomhed som en sult, som ingen mad, intet selskab, intet forhold rigtig kan dække. Det er et alvorligt problem, når ensomheden begynder at definere vores liv – dem, vi er. Og der er mange med det problem.
Og vores moderne samfund, der egentlig skulle binde os mere sammen – vi taler om en global landsby – den gør det modsatte. Vi har skabt et samfund, hvor vi mere og mere kan isolere os fra andre mennesker. Sender daglige nødskrig over Facebook i stedet for at ringe til vores nærmeste. Jeg har begravet mennesker med alenlange vennelister på Facebook, men hvor man havde besvær med at finde nok til at bære kisten ud af kapellet. Vi bruger mere tid på at kigge ind i skærmen end ud i virkeligheden.
Jeg har intet imod al det elektroniske – jeg falder i søvn hver aften med min kone til den ene side og min Ipad til den anden – men jeg er bange for, at det alt det skubber flere og flere ud i følelsen af ensomhed.
Nogle har påvist, at en hverdag med længere ensomhed er lige så sundhedsskadelig som rygning. Ensomhed er en trussel – en plage. Det føles som at være i en dykkerklokke – også fordi du ikke kan tale om det. Ensomhed er et tabu – det er langt mere socialt accepteret at have stress eller at have en depression Ensomme mennesker kan blive bitre mennesker – mennesker, der angriber andre. Eller mennesker, der klæber sig ubehageligt op af andre. Eller mennesker, der fylder hullet ud ved at udholde et forfærdeligt forhold. Eller mennesker, der sætter sig hen på værtshuset – i starten ikke fordi man er alkoholiker, men fordi man er ensom og her er der fællesskab. Mennesker, der forsøger at fylde hullet med ting, der kan købes eller ved at spise for meget.
Grunden til at ensomhed er så smertefuldt er at Gud slet ikke skabte os til at leve på den måde. Fra Bibelens første sider kan vi høre Gud sige: ”Det er ikke godt at mennesket er alene” (1. Mos 2,18). Han har skabt os til fællesskab – først og fremmest til en tæt relation med ham selv – men også et fællesskab med vore medmennesker.
Og nej, det hjælper ikke noget at hen på Haderslev Hus eller Rødding Kro for til ”Enkebal” for at finde den eneste ene, for selv i ægteskabet kan man være ensom. Det hjælper ikke at begynde at gå til bridge, ja, det behøver ikke engang at hjælpe, at gå i kirke. Kirkerne er fyldt med ensomme mennesker, der går ensomme hen i kirke, sidder her i ensomhed og derefter går hjem til deres ensomhed igen. Folk, har nok med at snakke med dem, de kender i forvejen.
Nej, det hjælper ikke noget at fylde dit liv med en masse aktiviteter, for så bliver din ensomhed erstattet af en rastløshed.
Første skridt ud af ensomheden som en smerte er, at du erkender og acceptere, at du er ensom. Erkend, at det er dér problemet er: Jeg er ensom. Accepter, at det er dér problemet er: Jeg er ensom.
Ensomhed er primært et åndeligt problem og derfor er det dér, du skal sætte ind – ikke i et årskort til stadion, men i ham, der er verdenshistoriens mest ensomme menneske: Jesus.
Forestil dig Jesus – et menneske uden synd. Hvordan ville hans barndom ikke have været – den mærkelige fyr, der stikker ud som en, der aldrig gør noget forkert. Der aldrig rigtig passer ind i nogen gruppe – ikke engang sin egen familie. Ingen forstod ham. Jesus kender på sin egen krop at være udenfor selskabet, den lidt mærkelige – han lignede ingen. Der var ikke nogen, der kunne sætte sig og lægge armen om ham og sige: ”Jeg ved nøjagtig hvad du er igennem lige nu”. Ja, tværtimod han var ”foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, en man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget” (Es 53,3). Og han døde endda forladt af Gud: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Matthæus 27,46). Jesus ved hvordan det er at være ensom. Og verdenshistoriens ensomste menneske, Guds søn, siger: ”Kom til mig, alle I, som er slider jeg trætte og bærer på tunge byrder, og jeg vil give jer hvile… så skal I finde hvile for jeres sjæle”. Jesus ikke bare kender din ensomhed, men han vil ødelægge den.
”Kom til mig, alle I, som er slider jeg trætte” – som slider jer trætte i et rastløst forsøg på at fylde det hul op inde i jer, som ingen aktiviteter, ingen ”eneste ene”, ingen bridgeklub, kan fylde op.
”Kom til mig, alle I … bærer på tunge byrder” – på den tunge byrde, som ensomheden er, som alle følgesygdommene til ensomheden er: Mindreværd, selvcentrerethed, negativitet, druk.
”Kom til mig … og jeg vil give jer hvile”.
Kom til ham og tag ham på ordet, når han selv har sagt ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke” (Hebr 13,5b). Ham, der siger: ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud” (Es 42,20). ”Selv om jeg går i dødsskyggens dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig” (Sl 23,4). ”Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går” (Josva 1,9b). Vid, at du aldrig er alene. Ja, vid, at du er Guds tempel.
I det der blev læst før dåben blev der nemlig sagt om den kristne: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” (1 Kor 3,16). Den kristne kan godt være alene, kan godt være udenfor, men han eller hun behøver aldrig at være ensom – for Guds ånd er i os. Guds kraft er i os. Guds fylde er i os. Ikke for at det bare skal blive hos os, men for at det skal ud til dem omkring os. Så derfor får vi ikke bare lov til at hvile os Jesus, men vi får en ny opgave, en ny byrde:
”Kom til mig … og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer”. Jesus siger: Kom til mig med dine egne byrder, som du alligevel ikke er skabt til, og kom og tag dem på jer, som jeg ved I kan bære. I er slet ikke skabt til det slid og den byrde – nej: ”Tag mit åg på mig”.
Hvad er Jesu åg? Hvad er Jesu byrde? Det er dig og dine medmennesker. Dig, der er ensom har brug for to ting: Har brug for at holde fast i Guds løfter: Jeg er med dig. Og du har brug for at omfokusere, sætte et andet, et nyt fokus, få en anden byrde. For hvad sker der, når du rammes af ensomheden: Nogen skal gøre noget for mig. Når jeg føler mig ensom, så er jeg centrum for min egen opmærksomhed, og jeg ønsker andres opmærksomhed, for at vide, at jeg er set, hørt og bemærket. Nogen skal tænke på mig, nogen skal gøre noget for mig, nogen skal være noget for mig, nogen skal imødekomme mine behov. Hvis du vil blive ved med at være i ensomhedens grav, så skal du bare blive ved med at have fokus dér. Smid den byrde af dig, og tag Jesu byrde på dig: Dine medmennesker. Flyt fokus fra dig selv og over på dine medmennesker: Hvordan kan jeg gøre noget for andre? ”Nej, det kan jeg ikke. Ved du da ikke hvor kuet af ensomhed jeg er? Ved du ikke, hvor langt nede jeg er, og så kommer du og beder mig om at gøre noget for andre?” Ja – for det er en vej ud. Ved at fokusere på andre, så fokuserer du ikke på dig selv, for selvcentrerethed fodre ensomheden, og ensomheden vokser sig så stor, at den kræver din opmærksomhed, så du bliver endnu mere selvcentreret… og så videre og så videre. Hvordan kommer vi ud af den onde cirkel? Ved at sprænge cirklen. Ved at vælge dér, hvor vi er allerlængst nede: Hvem kan jeg hjælpe? Hvem har Jesus lagt specielt på mine skudre som den byrde, som jeg kan hjælpe bare et lille stykke længere på? Hvem kan jeg hjælpe? Hvem kan jeg opmuntre? Hvem kan jeg tale med – ikke om mig selv, men om den anden? Hvem kan jeg give mig selv til? Du behøver ikke leve i ensomhed – praktiser det og han vil bringe dig ud af ensomheden. Kom til ham – hold ham fast på Guds løfter til dig – få fokus væk fra din selvvalgte byrde og over på den byrde, som han ønsker du skal bære: Dit medmenneske. Og han vil give dig hvile – hos ham vil du finde hvile for din sjæl.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer[…] så skal I finde hvile for jeres sjæle”.
