Sidste søndag i kirkeåret

24 nov 2019

Tro virksom i kærlighed
Lyt til prædikenen:

Sidste søndag i Kirkeåret - 2019 - 23rd November 2019

Læs prædikenen:
Vidste du, at du står omtalt i Bibelen? Det gør du faktisk – jeg har lige læst det ”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone” … og så kommer det ”Og alle folkeslagene skal komme til ham, og han skal skille dem”.
Det er dig – et eller andet sted i hele det store mylder af mennesker fra fortid, nutid og fremtid – et eller andet sted er du.. Du vil være her et eller andet sted – et eller andet sted er jeg. Et eller andet sted vil Dronning Margrethe stå – John F. Kennedy vil stå der, tarmrenseren her fra Hobro, Jodle Birge vil også stå der – ham den lille mand med overskæget nede i Nazistyskland, han vil også stå der – og det samme vil dine bedsteforældre, dine forældre, dine børn og dine børnebørn og oldebørn, hvis du får sådan nogen. Hele menneskeheden lige fra det allerførste menneske til det sidste. Og fokus vil ikke være: ”Nøj, jeg står lige ved siden af Napoleon” – nej, fokus vil være på dommeren, ham, der sidder på tronen. Fokus vil være på Jesus – og fokus vil være på hvad han siger og hvad han gør. For han deler folk op i to grupper – en, der tror og en, der ikke tror. En, der vil gå fortabt og en, der vil komme ind i den himmelske herlighed sammen med Jesus.

Hvad er forskellen mellem de to grupper? Det, der virker mest oplagt er, at det må være noget med, at den ene gruppe gjorde gode ting og den anden gruppe gjorde ikke gode ting. Nej – det er ikke det, teksten siger. Teksten siger, at den ene gruppe var får og den anden gruppe var bukke – at der er forskellen. Forskellen mellem de to gruppe er altså ikke først og fremmest hvad de har gjort eller ikke har gjort, men forskellen er hvad de er. Det, der adskilte dem var ikke deres gerninger eller mangel på samme, men det, der adskilte dem fra hinanden var deres væsen, deres indre – det de var. Og ud fra hvad de var, nemlig at de var kristne, at de troede på næstekærlighedens evangelium, ud fra det handlede de næstekærligt. Eller handlede de ikke næstekærligt.

Så dybest set handler den her tekst om tro – men tro aktiv i gerninger, for uden tro er det umuligt at behage Gud (Hebr 11,6). Troen skal være der – som udgangspunktet for gerningerne. Paulus skriver et sted til en menighed, der gik meget op i, at man fulgte de jødiske religiøse regler, han skrev: Det gør ”hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed” (Gal 5,6).
Tro virksom i kærlighed. Tro virksom i kærlighed. Det, Gud har lagt mig på sinde at forkynde i dag er ikke hvad der sker en gang ude i fremtiden – dommedag, om det så sker i morgen eller om flere år. Nej, det jeg skal forkynde i dag, det er det, der sker i dag.
For de fleste af os sidder nok her og ser os selv i flokken af får, altså dem, der bliver frelst. Vi er herover til højre er vi. De gode – Jesu små kæledægger. Der er nok ikke ret mange, der vil sige om dem selv, at de er herovre til venstre, at vi ikke er kristne og vi derfor går fortabt – de fleste er nok kristne i en eller anden grad.
Men så vil jeg gerne stille spørgsmålet: Hvordan kan det ses i dag, når du går ud af kirken, at du er en af dem, der bliver frelst? Hvad siger lakmusprøven i dag? Hvad forskel er der på dig, der er kristen, og så dem, der siger, at de ikke er kristne?
Og nej, det handler ikke om, at nu skal du ud og gøre en masse ting, for så at blive en kristen. Det er ikke sådan det foregår. Man bliver ikke en kristen af at gøre gode gerninger – det er slet ikke sådan det hænger sammen. Det er modsat: Man bliver ikke en kristen af at gøre gode gerninger – men en kristen gør gode gerninger.

Men dybest set gider vi ikke. Vi gider da ikke give nogen noget at spise, vi gider ikke give nogen noget at drikke, vi gider da ikke give nogen tøj, vi gider da ikke tage os af en fremmed, eller besøg en i sygehuset og da især ikke i fængslet.
Vi gider simpelthen ikke, for det må andre tage sig af. Det betaler vi os fra over skattebilletten. Det betaler vi os fra ved at give til Frelsens Hær, når de står og trutter ude på gågaden eller ved at give til hjælpeorganisationer. Der er altid nogen, der er dygtigere end os… der er altid professionelle kristne, der kan overtage opgaven. Og det er fint og godt alt sammen, men Jesus spørger ikke efter din selvangivelse og hvor mange småmønter, der er røget til gode formål, når du står foran tronen. Han spørg ikke efter om du har givet penge. Han ser til om du har en tro – en tro virksom i kærlighed. Han ser efter om du har tjent ham i de mindste – hvad du har gjort mod en af mine mindste brødre, det har du gjort mod mig.
Er du en kristen? Så vær en kristen. Gud har sat sine naturlove ud af spil og lade sig føde som et almindeligt menneske. Han gjorde det igen senere: Sprængte naturlovene og opstod fra de døde – og til slut sprænger han igen naturlovene ved at forlade jorden ikke som død, men som levende for at sætte sig ved Gud den almægtiges højre hånd. Og ved du hvorfor han har gjort det? Det har han gjort for at gør dig, en buk om til et får. Det har han gjort for at flytte dig fra den venstre side, dommens side, fortabelsens side, og så over til højre, til frikendelsens side, til frelsens side.
Og det har han ikke bare gjort for din skyld, men for at du må åbne øjnene og se alle de mennesker, der har brug for en kristen. Jesus har ikke frelst dig for at du skal blive siddende på kirkebænken og mumle med på salmerne og døse hen i bøn, men for at du skal gå ud af kirken og trodse mørket, trodse ondskaben, trodse lidelserne, trodse fattigdommen, trodse alt det, der gør ondt i livet. Jesus har ikke frelst dig for at du skal forbande mørket, men for at du må tænde et lys.
Som sangeren Hans-Inger Fagervik synger:

Lad os tænde lys – i stedet for at forbande mørket
Lad os tænde håb – for den, der synes at alt ser håbløst ud
Lad os giv lidt vand – til den, der lever i tørke
Lad os give varme – til den, der fryser

Der er så meget brug for dig – dine evner, dine kvaliteter, din varme, din næstekærlighed, din omsorg. Din kirke har brug for dig. Der er rigtig mange, der har brug for et besøg – folk, der har mistet, folk, der sidder ensomme derhjemme.
Så jeg vil gerne stille dig spørgsmålet igen: Hvordan kan det ses i dag, når du går ud af kirken, at du er en af dem, der bliver frelst? Det skal nok komme frem på dommedag om det så passer, men hvad siger lakmusprøven i dag? Hvad forskel er der på dig, der er kristen, og så dem, der siger, at de ikke er kristne?

Der var en, der blev spurgt: Er du kristen?” – og som svarede tilbage: ”Det ved jeg ikke – det må du spørge min nabo om”.
Er vi kristne? Ja, jeg tror det, men så lad vores tro være en tro virksom i kærlighed.

25 nov 2018

Lyt til prædiken

Sidste søndag i kirkeåret (2018) - 25th November 2018

Læs prædikenen
Er du ensom? Ifølge undersøgelser om folkesundhed, så er der så mange mennesker, der plages af ensomhed, at det vil være yderst mærkeligt om der ikke sidder flere herinde, der på en eller anden måde plages af ensomhed.

Der er ikke bare den lille følelse af ensomhed, som vi alle sammen kan mærke fra tid til anden – næsten den grundfølelse, som alle mennesker har – nej, det er en ensomhed som en sult, som ingen mad, intet selskab, intet forhold rigtig kan dække. Det er et alvorligt problem, når ensomheden begynder at definere vores liv – dem, vi er. Og der er mange med det problem.
Og vores moderne samfund, der egentlig skulle binde os mere sammen – vi taler om en global landsby – den gør det modsatte. Vi har skabt et samfund, hvor vi mere og mere kan isolere os fra andre mennesker. Sender daglige nødskrig over Facebook i stedet for at ringe til vores nærmeste. Jeg har begravet mennesker med alenlange vennelister på Facebook, men hvor man havde besvær med at finde nok til at bære kisten ud af kapellet. Vi bruger mere tid på at kigge ind i skærmen end ud i virkeligheden.
Jeg har intet imod al det elektroniske – jeg falder i søvn hver aften med min kone til den ene side og min Ipad til den anden – men jeg er bange for, at det alt det skubber flere og flere ud i følelsen af ensomhed.
Nogle har påvist, at en hverdag med længere ensomhed er lige så sundhedsskadelig som rygning. Ensomhed er en trussel – en plage. Det føles som at være i en dykkerklokke – også fordi du ikke kan tale om det. Ensomhed er et tabu – det er langt mere socialt accepteret at have stress eller at have en depression Ensomme mennesker kan blive bitre mennesker – mennesker, der angriber andre. Eller mennesker, der klæber sig ubehageligt op af andre. Eller mennesker, der fylder hullet ud ved at udholde et forfærdeligt forhold. Eller mennesker, der sætter sig hen på værtshuset – i starten ikke fordi man er alkoholiker, men fordi man er ensom og her er der fællesskab. Mennesker, der forsøger at fylde hullet med ting, der kan købes eller ved at spise for meget.
Grunden til at ensomhed er så smertefuldt er at Gud slet ikke skabte os til at leve på den måde. Fra Bibelens første sider kan vi høre Gud sige: ”Det er ikke godt at mennesket er alene” (1. Mos 2,18). Han har skabt os til fællesskab – først og fremmest til en tæt relation med ham selv – men også et fællesskab med vore medmennesker.
Og nej, det hjælper ikke noget at hen på Haderslev Hus eller Rødding Kro for til ”Enkebal” for at finde den eneste ene, for selv i ægteskabet kan man være ensom. Det hjælper ikke at begynde at gå til bridge, ja, det behøver ikke engang at hjælpe, at gå i kirke. Kirkerne er fyldt med ensomme mennesker, der går ensomme hen i kirke, sidder her i ensomhed og derefter går hjem til deres ensomhed igen. Folk, har nok med at snakke med dem, de kender i forvejen.
Nej, det hjælper ikke noget at fylde dit liv med en masse aktiviteter, for så bliver din ensomhed erstattet af en rastløshed.
Første skridt ud af ensomheden som en smerte er, at du erkender og acceptere, at du er ensom. Erkend, at det er dér problemet er: Jeg er ensom. Accepter, at det er dér problemet er: Jeg er ensom.
Ensomhed er primært et åndeligt problem og derfor er det dér, du skal sætte ind – ikke i et årskort til stadion, men i ham, der er verdenshistoriens mest ensomme menneske: Jesus.
Forestil dig Jesus – et menneske uden synd. Hvordan ville hans barndom ikke have været – den mærkelige fyr, der stikker ud som en, der aldrig gør noget forkert. Der aldrig rigtig passer ind i nogen gruppe – ikke engang sin egen familie. Ingen forstod ham. Jesus kender på sin egen krop at være udenfor selskabet, den lidt mærkelige – han lignede ingen. Der var ikke nogen, der kunne sætte sig og lægge armen om ham og sige: ”Jeg ved nøjagtig hvad du er igennem lige nu”. Ja, tværtimod han var ”foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, en man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget” (Es 53,3). Og han døde endda forladt af Gud: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Matthæus 27,46). Jesus ved hvordan det er at være ensom. Og verdenshistoriens ensomste menneske, Guds søn, siger: ”Kom til mig, alle I, som er slider jeg trætte og bærer på tunge byrder, og jeg vil give jer hvile… så skal I finde hvile for jeres sjæle”. Jesus ikke bare kender din ensomhed, men han vil ødelægge den.

”Kom til mig, alle I, som er slider jeg trætte” – som slider jer trætte i et rastløst forsøg på at fylde det hul op inde i jer, som ingen aktiviteter, ingen ”eneste ene”, ingen bridgeklub, kan fylde op.

”Kom til mig, alle I … bærer på tunge byrder” – på den tunge byrde, som ensomheden er, som alle følgesygdommene til ensomheden er: Mindreværd, selvcentrerethed, negativitet, druk.
”Kom til mig … og jeg vil give jer hvile”.

Kom til ham og tag ham på ordet, når han selv har sagt ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke” (Hebr 13,5b). Ham, der siger: ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud” (Es 42,20). ”Selv om jeg går i dødsskyggens dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig” (Sl 23,4). ”Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går” (Josva 1,9b). Vid, at du aldrig er alene. Ja, vid, at du er Guds tempel.
I det der blev læst før dåben blev der nemlig sagt om den kristne: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” (1 Kor 3,16). Den kristne kan godt være alene, kan godt være udenfor, men han eller hun behøver aldrig at være ensom – for Guds ånd er i os. Guds kraft er i os. Guds fylde er i os. Ikke for at det bare skal blive hos os, men for at det skal ud til dem omkring os. Så derfor får vi ikke bare lov til at hvile os Jesus, men vi får en ny opgave, en ny byrde:
”Kom til mig … og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer”. Jesus siger: Kom til mig med dine egne byrder, som du alligevel ikke er skabt til, og kom og tag dem på jer, som jeg ved I kan bære. I er slet ikke skabt til det slid og den byrde – nej: ”Tag mit åg på mig”.
Hvad er Jesu åg? Hvad er Jesu byrde? Det er dig og dine medmennesker. Dig, der er ensom har brug for to ting: Har brug for at holde fast i Guds løfter: Jeg er med dig. Og du har brug for at omfokusere, sætte et andet, et nyt fokus, få en anden byrde. For hvad sker der, når du rammes af ensomheden: Nogen skal gøre noget for mig. Når jeg føler mig ensom, så er jeg centrum for min egen opmærksomhed, og jeg ønsker andres opmærksomhed, for at vide, at jeg er set, hørt og bemærket. Nogen skal tænke på mig, nogen skal gøre noget for mig, nogen skal være noget for mig, nogen skal imødekomme mine behov. Hvis du vil blive ved med at være i ensomhedens grav, så skal du bare blive ved med at have fokus dér. Smid den byrde af dig, og tag Jesu byrde på dig: Dine medmennesker. Flyt fokus fra dig selv og over på dine medmennesker: Hvordan kan jeg gøre noget for andre? ”Nej, det kan jeg ikke. Ved du da ikke hvor kuet af ensomhed jeg er? Ved du ikke, hvor langt nede jeg er, og så kommer du og beder mig om at gøre noget for andre?” Ja – for det er en vej ud. Ved at fokusere på andre, så fokuserer du ikke på dig selv, for selvcentrerethed fodre ensomheden, og ensomheden vokser sig så stor, at den kræver din opmærksomhed, så du bliver endnu mere selvcentreret… og så videre og så videre. Hvordan kommer vi ud af den onde cirkel? Ved at sprænge cirklen. Ved at vælge dér, hvor vi er allerlængst nede: Hvem kan jeg hjælpe? Hvem har Jesus lagt specielt på mine skudre som den byrde, som jeg kan hjælpe bare et lille stykke længere på? Hvem kan jeg hjælpe? Hvem kan jeg opmuntre? Hvem kan jeg tale med – ikke om mig selv, men om den anden? Hvem kan jeg give mig selv til? Du behøver ikke leve i ensomhed – praktiser det og han vil bringe dig ud af ensomheden. Kom til ham – hold ham fast på Guds løfter til dig – få fokus væk fra din selvvalgte byrde og over på den byrde, som han ønsker du skal bære: Dit medmenneske. Og han vil give dig hvile – hos ham vil du finde hvile for din sjæl.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer[…] så skal I finde hvile for jeres sjæle”.

20 nov 2016

Lyt til prædikenen her

Sidste søndag i kirkeåret - 20th November 2016

Læs prædikenen her
(Den prædiken, der blev holdt, var en forkortet udgave – længere nede på siden kan du læse den lange udgave)

Det er i dag sidste søndag i kirkeåret… og for mig er det absolut den bedste søndag, den bedste dag i hele kirkeåret. For mig at se er det faktisk kirkeårets magi-terning. Ja, nu er det længe siden, jeg har købt magi-terninger – så meget tjener vi præster ikke, så vi køber ”First price”. Men de her terninger, bouillonterninger, har kraften og smagen fra nærmest en hel høne… og på samme måde med den sidste søndag i kirkeåret, den har kraften og smagen fra hele kirkeåret. Det er essensen af det hele – så hvis du kun kommer i kirke en gang om året, så kom i kirke i dag… drop juleaften – kom sidste søndag i kirkeåret….
Nej, det sagde jeg ikke.
Men for mig er det søndagen, der samler det hele. Søndagen, hvor vi kigger tilbage på jul, påske, pinse, begravelser, bryllupper, konfirmation, altergang… alt det, som vi har oplevet, der har sat os i forbindelse med Jesus i det forgangne år. Og hvor vi også ser fremad, for vi er blevet lovet endnu mere. Endnu et kirkeår – endnu flere velsignelser, endnu mere Jesus.
Og hvad er det så for en tekst, vi skal være samme om i dag – hvad er det, der som en magi-terning eller en ”First Price-terning” samler hele kirkeåret i en søndag, det er en invitation, der kan sammenfattes i tre ord: Kom til mig. Hele kirkeåret kan samles i Jesu fantastiske invitation: Kom til mig.

”Kom til mig alle”
Og hvem er det, der skal komme? ”Kom til mig, alle”… invitationen gælder ”alle”. Det er fantastisk at Jesus ikke siger: ”Kom til mig, alle I som fortjener det”. ”Kom til mig, alle I som er gode nok”. Men han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte”. Alle os, der ikke kan finde ud af det – alle os, der i lang tid har båret på noget, som er for tungt for os – og nu har det efterladt os trætte. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Det er dig, der skal komme til Jesus.

”Kom til mig alle I, som slider jer trætte”
Invitationen gælder dig, der slider dig træt. Der er noget på dine skuldre, der er noget på dit hjerte, som du forsøger at bære med dine egne kræfter – noget, som du måske ikke burde bære, men som du føler, at du bør bære, noget som du tror andre mener du burde bære eller som nogen rent faktisk presser ned over dig.
”Jeg kan ikke overskue det mere” – ”jeg kan ikke klare det mere” – ”jeg er frustreret”- ”jeg er overvældet” – ”jeg er stresset”.
Jeg ved ikke hvad der bringer mest stress og byrder ind i dit liv – men jeg ved at vi ikke kan gå igennem livet uden at stress og bekymringer, for vi presses fra alle sider uafbrudt. Der bliver malet med sort hele tiden – prøv se med præsidentvalget i USA. Min søn kom hjem fra skole den anden dag og sagde, at fordi Donald Trump er blevet præsident, så varer det ikke længe før der kommer krig. Og selv voksne taler om at det ikke varer længe, før han trykker ”på knappen”. Sort, frygt og fremtidsskræk presser os, bebyrder os.
Hvad gør vi med den byrde?
Jesu invitation siger: Kom til mig. Det er egentlig utroligt hvor mange ting og steder vi hellere render til end til ham, når vi er bebyrdet, når vi kæmper, når vi er stresset, når vi er frustreret… vi går til psykolog, går til lægen og får piller, vi finder forskellige flasker frem, og nogle af os er nødt til at købe ting og sager nede på gadehjørnet, narko, stoffer, sex. Vi spiller for en masse penge, vi køber mere end vi overhovedet har brug for, vi lader os underholde, vi dyrker vores krop, træner til ironman og drikker ingefær-shots… Ting, der i sig selv er vanvittige gode bliver pludselig en ødelæggende afhængighed. Vi forsøger at lette den byrde fra vores skuldre og hjerte, som tynger os ned. Men vi kan ikke finde den hvile, som vi styrter omkring for at finde. Det efterlader os bare med endnu flere byrder – endnu mere stress. Vi bliver aldrig tilfreds – vi bliver måske endda skuffede. Der vil altid være mere, vi ønsker os – det er en jagen efter vind – som den vise kong Salomon sagde i Det gamle Testamente ”endeløs tomhed, alt er tomhed” (Præk 1,2). Der er ingen tilfredsstillelse, der er ingen hvile. Hvilen finder vi kun hos Jesus, der inviterer os: ”Kom til mig”.

”Kom til mig”
Og læg lige mærke til, at det er ikke kom til en religion. Der er rigtig mange, der mener, at Jesus og religion er det samme. Det er det ikke. Troen på Jesus handler ikke om religion, men om relation.
Jesus siger ikke ”kom til religion” – han siger ikke engang: ”Kom til kirken, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder” – han siger: ”Kom til mig”. Vidste I, at det faktisk er muligt at komme til kirken, uden at komme til Jesus? Vi kan komme i kirke, vi kan synge salmer, vi kan gå til alters – vi kan bede med på salmerne – og så alligevel gå ud af døren dernede uforandret – fordi vi ikke virkeligt var kommet til ham. Vi mødte kirken, menigheden, salmerne, bønnerne, altergangen – men ikke ham.
Da Jesus sagde invitationen første gang, så var den faktisk rettet mod folk, der havde mere religion end nogen af os nogensinde har prøvet – bestemt tøj, de skulle have på, bestemt mad, de måtte spise, bestemte tidspunkter… regler på regler på regler… lidt det samme, som rigtig mange føler, når de tænker på kirke og kristendom i dag: Regler på regler, du må ikke – du skal – og i kirken skal du opfører dig på en bestemt måde, du skal synge sange med en bestemt slags melodier – det er et specielt rum, så vi skal ikke opfører os, som vi naturligt ville gøre udenfor kirken. Regler på regler – og til sidst bliver den en byrde, som vi ikke kan bære. Til jøderne dengang og til os i dag siger Jesus: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Også den byrde, som religionens ”du skal – og må ikke” lægger ned over dig.
Nej, at komme i kirke vil ikke gøre noget som helst godt for dig, med mindre du kommer til personen her – og den person er Jesus Kristus. At komme i kirke er ikke svaret – at komme til Jesus er svaret. Det er ham, der kan imødekomme dine behov – ham og ingen andre. Og vi skal komme til ham – og det er ikke bare at bede til ham, det er ikke bare at læse hans ord – det er gode ting, ting vi skal gøre – også det at gå i kirke – men det er ikke det samme som at komme til ham. Vi kan gå i kirke, vi kan bede, vi kan læse i Bibelen – og så alligevel ikke komme til ham. At komme til ham er at favne ham, det er ikke bare at lytte til hans ord, men det er at stole på ham. Det er at putte dit liv i hans hænder. Læg dit håb, dine drømme, dine ønsker… det er at bringe alt det til ham. Jeg kommer til dig, Jesus, og jeg giver dig hele mit liv. Jeg kommer til dig, Jesus.

”Kom til mig… og jeg vil give jer hvile”
Jeg kommer til dig, ikke fordi jeg fortjener dig, ikke fordi jeg er god nok, men fordi jeg har brug for dig, og fordi du har inviteret mig. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile”. Jeg kommer til dig, for jeg vil have den hvile, jeg kun kan få hos dig.
Og hvile er ikke hvad vi sådan lige regner med – smide sig i sofaen derhjemme med en god bog eller fjernbetjeningen. Nogen finder ro i armene på en person, de elsker – eller en ferie efter et travlt år, ja og andre igen glæder sig til at de skal på efterløn – komme til en bestemt alder og så skal jeg trække mig tilbage og så hvile mig fra det arbejde, som jeg har gjort. Det er sådan vi forstår ordet ”hvile”. Jeg slog lige op i ”Ordbog over det danske sprog” – og den skriver om hvile: ”tilstand, i hvilken et levende væsen forholder sig i ro, ophører med sit arbejde, sine anstrengelser osv. (for at komme til kræfter igen)”.
Det er ordbogens beskrivelse af hvad hvile er – det er ikke Bibelens beskrivelse. Første gang Bibelen bruger ordet ”hvile” er i skabelsesberetningen, hvor der står at Gud efter at have skabt i 6 dage ”og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført”. Gud hvilede sig. Og det er ikke fordi at den almægtige Gud havde brug for at smide sig på sofaen med fjernbetjeningen, for nu havde han været aktiv en hel arbejdsuge. Han var ikke træt – men han var færdig og så tilbage over sit værk. Skabelsen var slut – han var færdig med sit arbejde, med sit gode arbejde, skabelsen var opfyldt. Efter skabelsen havde Gud en opfyldelse, en tilfredshed, som han kaldte for hvile. Hvile er at være opfyldt, at være tilfreds og se tilbage på noget, der er gjort og færdigt – uanset hvad der så rammer os. I kender sikkert Salme 23 i Det gamle Testamente ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. Det er den bibelske forståelse af hvad hvile er – det er fordi herren er min hyrde, så har jeg alt hvad jeg har brug for… i ham. David kunne lige så godt have sagt det på denne måde: Fordi Gud er ham, der tager sig af mig, så kan jeg hvile i ham. Jeg er tilfreds, jeg er opfyldt – for jeg stoler på ham.
Når vi kommer til Jesus – når vi giver vores liv til Jesus – så vil vi kunne tage imod hvad som helst og vide, uanset hvad, så går jeg sejrende ud af det. Jeg vil også gå sejrende ud af det, selv om jeg taber – for han er med mig. Han vil give mig kræfter, han vil give mig evner til at klare de opgaver, som han lægger på mig. Ikke som jeg selv tager på mig, eller som andre lægger på mig – men som han ønsker af mig.
Hvile er ikke et andet ord for dovenskab – hvile er at stole på ham: Så må der komme hvad der kommer, for Herren er min hyrde.
Det ændrer ikke ved at vi lever i en verden med stress og jag og dommedagsbasuner – for midt i alt det kan vi hvile: Han er min hyrde.
Det er den hvile, som Jesus lover os. Når vi kommer til ham og er trætte og har båret tunge byrder – kom til mig og find hvile, for du har arbejdet i dine egne kræfter med dig selv som din egen hyrde. Du har selv taget en masse opgaver på dig, som jeg slet ikke har tænkt til dig – som du slet ikke er skabt til – som du ikke er kaldet til – og derfor er du slidt ned, ødelagt, træt. Kom til mig, og jeg vil give dig hvile.
For kommer vi til Jesus, så kommer vi til ham, som kan lede os igennem vores livs største kampe og problemer. Ham, som vil kæmpe for os – og ham som vil sejre for os.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Tag imod hans invitation – og kom til ham, tro ham, stol på ham – og giv dit liv til ham – og han vil gå ved din side fra nu af og for altid.

Længere version af prædikenen

Det er i dag sidste søndag i kirkeåret… og for mig er det absolut den bedste søndag, den bedste helligdag i hele året. For mig at se er det faktisk kirkeårets magi-terning. Ja, nu er det længe siden, jeg har købt magi-terninger – så meget tjener vi præster ikke, så vi køber ”First price”. Men de her terninger, bouillonterninger, har kraften og smagen fra nærmest en hel høne… og på samme måde med den sidste søndag i kirkeåret, den har kraften og smagen fra hele kirkeåret. Det er essensen af det hele – så hvis du kun kommer i kirke en gang om året, så kom i kirke i dag… drop juleaften – kom sidste søndag i kirkeåret….
Nej, det sagde jeg ikke.
Men for mig er det søndagen, der samler det hele. Søndagen, hvor vi kigger tilbage på jul, påske, pinse, begravelser, bryllupper, konfirmation, altergang… alt det, som vi har oplevet, der har sat os i forbindelse med Jesus i det forgangne år. Og hvor vi også ser fremad, for vi er blevet lovet endnu mere. Endnu et kirkeår – endnu flere velsignelser, endnu mere Jesus.
Og hvad er det så for en tekst, vi skal være samme om i dag – hvad er det, der som en magi-terning eller en ”First Price”-terning samler hele kirkeåret i en søndag, det er en invitation, der kan sammenfattes i tre ord: Kom til mig. Hele kirkeåret kan samles i Jesu fantastiske invitation: Kom til mig.

”Kom til mig alle”
Og hvem er det, der skal komme? ”Kom til mig, alle”… invitationen gælder ”alle”. Der er nogen, der mener, at Jesu invitation ikke gælder dem. Måske fordi de ikke regner med at de er værdige til at komme til ham. De regner ikke med at de fortjener Guds hjælp – og derfor kommer de ikke. De ser ikke invitationen. Men det er rigtigt – du fortjener ikke noget godt fra Gud, du er ikke god nok til Gud. Ingen af os fortjen er Guds hjælp – ingen af os fortjener hans velsignelse, så derfor er det fantastisk at Jesus ikke siger: ”Kom til mig, alle I som fortjener det”. ”Kom til mig, alle I som er gode nok”. Men han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Alle os, der ikke kan finde ud af det – alle os, der i lang tid har båret på noget, som er for tungt for os – og nu har det efterladt os trætte. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Det er dig, der skal komme til Jesus.

”Kom til mig alle I, som slider jer trætte”
Invitationen gælder dig, der slider, dig træt. Der er noget på dine skuldre, der er noget på dit hjerte, som du forsøger at bære med dine egne kræfter – noget, som du måske ikke burde bære, men som du føler, at du bør bære, som du tror andre mener du burde bære eller som nogen rent faktisk presser ned over dig.
”Jeg kan ikke overskue det mere” – ”jeg kan ikke klare det mere” – ”jeg er frustreret”- ”jeg er overvældet” – ”jeg er stresset”.
Ja, stress… 35.000 danskere sygemeldes hver dag på grund af stress. 10 – 12 % af den danske befolkning har har symptomer på alvorlig stress hver dag. Hver femte, der bliver syg af stress, risikerer at miste sit job – stress tynger dig nedad og nedad, og hvis vi ikke får gjort noget ved det, så vil noget, der begyndte som noget psykisk pludselig blive fysisk. Noget, du aldrig vil komme dig over igen – noget, du vil komme til at dø af: 1400 danskere dør hvert år af stress. Stress er en dræber – stress er nok mere en åndelig sygdom som det er en psykisk og fysisk lidelse.
Jeg ved ikke hvad der bringer mest stress og byrder ind i dit liv. Er det din familie, en ven, dit arbejde – eller mangel på arbejde. Måske er det dit helbred? Måske er det bekymringer over din familie, over hvad vej verden udvikler sig – det er svært at komme igennem livet uden stress og bekymringer, for vi presses fra alle sider uafbrudt. Der bliver malet med sort hele tiden – prøv se med præsidentvalget i USA. Min søn kom hjem fra skole den anden dag og sagde, at fordi Donald Trump er blevet præsident, så varer det ikke længe før der kommer krig. Og selv voksne taler om at det ikke varer længe, før han trykker ”på knappen”. Sort, frygt og fremtidsskræk presser os, bebyrder os.
Hvad gør vi med den byrde?
Jesu invitation siger: Kom til mig. Det er egentlig utroligt hvor mange ting og steder vi hellere render end til ham, når vi er bebyrdet, når vi kæmper, når vi er stresset, når vi er frustreret… vi går til psykolog, går til lægen og får piller, vi finder forskellige flasker frem, og nogle af os er nødt til at købe ting og sager nede på gadehjørnet, narko, stoffer, sex. Vi spiller for en masse penge, vi køber mere end vi overhovedet har brug for, vi lader os underholde, vi dyrker vores krop, træner til ironman og drikker ingefær-shots… Ting, der i sig selv er vanvittige gode bliver pludselig en ødelæggende afhængighed. Vi forsøger at lette den byrde fra vores skuldre og hjerte, som tynger os ned. Men vi kan ikke finde den hvile, som vi styrter omkring for at finde. Det efterlader os bare med endnu flere byrder – endnu mere stress. Vi bliver aldrig tilfreds – vi bliver måske endda skuffede. Der vil altid være mere, vi ønsker os.
Kong Salomon i Det gamle Testamente ledte efter meningen med livet. Han havde alt, var vanvittig vis, vanvittig rig – og han invisterede det hele for at finde ud af om der er nogen mening i livet og det, som livet kan tilbyde os. Og ved du hvad det kloge menneske kom frem til: ”Endeløs tomhed, alt er tomhed” (Præd 1,2b) – det er en jagen efter vind. Der er ingen tilfredsstillelse, der er ingen hvile.
Hvilen finder vi kun hos Jesus, der inviterer os: ”Kom til mig”.

”Kom til mig”
Og læg lige mærke til, at det er ikke kom til en religion. Der er rigtig mange, der mener, at Jesus og religion er det samme. Det er det ikke. Troen på Jesus handler ikke om religion, men om relation.
Jesus siger ikke ”kom til religion” – han siger ikke engang: ”Kom til kirken, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder” – han siger: ”Kom til mig”. Vidste I, at det faktisk er muligt at komme til kirken, uden at komme til Jesus? Vi kan komme i kirke, vi kan synge salmer, vi kan gå til alters – vi kan bede med på salmerne – og så alligevel gå ud af døren dernede uforandret – fordi vi ikke virkeligt var kommet til ham. Vi mødte kirken. Kirken ikke som forsamling af troende brændende kærlige mennesker, kirken ikke som bevægelse, men kirken som institution, kirken som regelsæt, kirken som livsstil.
Da Jesus sagde invitationen første gang, så var den faktisk rettet mod folk, der havde mere religion end nogen af os nogensinde har prøvet – bestemt tøj, de skulle have på, bestemt mad, de måtte spise, bestemte tidspunkter… regler på regler på regler… lidt det samme, som rigtig mange føler, når de tænker på kirke og kristendom i dag: Regler på regler, du må ikke – du skal – og i kirken skal du opfører dig på en bestemt måde, du skal synge sange med en bestemt slags melodier – det er et specielt rum, så vi skal ikke opfører os, som vi naturligt ville gøre udenfor kirken. Regler på regler – og til sidst bliver den en byrde, som vi ikke kan bære. Til jøderne dengang og til os i dag siger Jesus: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Også den byrde, som religionens ”du skal – og må ikke” lægger ned over dig.
At komme i kirke vil ikke gøre noget som helst godt for dig, med mindre du kommer til personen her – og den person er Jesus Kristus. At komme i kirke er ikke svaret – at komme til Jesus er svaret. Det er ham, der kan imødekomme dine behov – ham og ingen andre. Og vi skal komme til ham – og det er ikke bare at bede til ham, det er ikke bare at læse hans ord – det er gode ting, ting vi skal gøre – også det at gå i kirke – men det er ikke det samme som at komme til ham. Vi kan gå i kirke, vi kan bede, vi kan læse i Bibelen – og så alligevel ikke komme til ham. At komme til ham er at favne ham, det er ikke bare at lytte til hans ord, men det er at stole på ham. Det er at putte dit liv i hans hænder. Læg dit håb, dine drømme, dine ønsker… det er at bringe alt det til ham. Jeg kommer til dig, Jesus, og jeg giver dig hele mit liv. Jeg kommer til dig, Jesus.

”Kom til mig… og jeg vil give jer hvile”
Jeg kommer til dig, ikke fordi jeg fortjener dig, ikke fordi jeg er god nok, men fordi jeg har brug for dig, og fordi du har inviteret mig. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile”. Jeg kommer til dig, for jeg vil have den hvile, jeg kun kan få hos dig.
Og hvile er ikke hvad vi sådan lige regner med – smide sig i sofaen derhjemme med en god bog eller fjernbetjeningen. Nogen finder ro i armene på en person, de elsker – eller en ferie efter et travlt år, ja og andre igen glæder sig til at de skal på efterløn – komme til en bestemt alder og så skal jeg trække mig tilbage og så hvile mig fra det arbejde, som jeg har gjort. Jeg slog lige op i ”Ordbog over det danske sprog” – og den skriver om hvile: ”tilstand, i hvilken et levende væsen forholder sig i ro, ophører med sit arbejde, sine anstrengelser osv. (for at komme til kræfter igen)”.
Det er ordbogens beskrivelse af hvad hvile er – det er ikke Bibelens beskrivelse. Første gang Bibelen bruger ordet ”hvile” er i skabelsesberetningen, hvor der står at Gud efter at have skabt i 6 dage ”og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført”. Gud hvilede sig. Og det er ikke fordi at den almægtige Gud havde brug for at smide sig på sofaen med fjernbetjeningen, for nu havde han været aktiv en hel uge. Han var ikke træt – men han var færdig. Skabelsen var slut – han var færdig med sit arbejde, med sit gode arbejde, skabelsen var opfyldt. Efter skabelsen havde Gud en opfyldelse, en tilfredshed, som han kaldte for hvile. Hvile er at være opfyldt, at være tilfreds – uanset hvad der så rammer os. I kender sikkert Salme 23 i Det gamle Testamente ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. Det er den bibelske forståelse af hvad hvile er – det er fordi herren er min hyrde, så har jeg alt hvad jeg har brug for… i ham. David kunne lige så godt have sagt det på denne måde: Fordi Gud er ham, der tager sig af mig, så kan jeg hvile i ham. Jeg er tilfreds, jeg er opfyldt – for jeg stoler på ham.
Når vi kommer til Jesus – når vi giver vores liv til Jesus – så vil vi kunne tage imod hvad som helst og vide, uanset hvad, så går jeg sejrende ud af det. Jeg vil også gå sejrende ud af det, selv om jeg taber – for han er med mig. Han vil give mig kræfter, han vil give mig evner til at klare de opgaver, som han lægger på mig. Hvile er ikke et andet ord for dovenskab – det er at stole på ham: Så må der komme hvad der kommer, for Herren er min hyrde. Det ændrer ikke ved at vi lever i en verden med stress og jag og dommedagsbasuner – for midt i alt det kan vi hvile: Han er min hyrde.
Det er den hvile, som Jesus lover os. Når vi kommer til ham og er trætte og har båret tunge byrder – kom til mig og find hvile, for du har arbejdet i dine egne kræfter med dig selv som din egen hyrde. Du har selv taget en masse opgaver på dig, som jeg slet ikke har tænkt til dig – som du slet ikke er skabt til som du ikke er kaldet til – og derfor er du slidt ned, ødelagt, træt. Kom til mig, og jeg vil give dig hvile. For kommer vi til Jesus, så kommer vi til ham, som kan lede os igennem vores livs største kampe og problemer. Ham, som vil kæmpe for os – og ham som vil sejre for os.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Tag imod hans invitation – og kom til ham, tro ham, stol på ham – og giv dit liv til ham – og han vil gå ved din side fra nu af og for altid.