Denne side er set 517 gange!

Lyt til prædikenen:

      Default_20181202-101937


Læs prædikenen:

Første søndag i advent er første skridt i det nye kirkeår og den første søndag i vores forberedelse af fejringen af Jesu fødsel.
Vores frelsers ydmyge fødsel i en stald,
barselsbesøgende var hyrder, som befandt sig på det nederste trin på den sociale rangstige.
Der er intet kongeligt ved hans fødsel i den dybeste armod
– og alligevel var det her kongernes konge blev født.

Og på samme måde var hans indmarch til kongebyen Jerusalem og hans kroning, som vi høre om i dag.
Igen formaliteter,
ingen smykker,
ingen storslåede klæder,
ingen musikere,
intet præsteskab med ypperstepræsten i spidsen tog imod ham.

Hans ledsagere var ikke bevæbnede soldater, klar til at feje al modstand til jorden, nej, det var primært pilgrimsrejsende på vej til påskefesten. Og Jesu disciple, folk, der er blevet helbredt af Jesus… en hær af udskud, fattige og foragtede.

Det er nok den mest simple kroning nogensinde i verdens historie, men han var ikke desto mindre Guds sande konge.
Alle kroningsceremonier, der nogensinde er blevet holdt i verdens historie for at ære en konge, dér er der ingen konge, der kommer bare i nærheden af hvad Jesus fortjente af ære og hæder. Der har aldrig være en så høj, så storslået, så magtfuld, så suveræn, så værdig, så herlig en konge som Jesus. Overhovedet ingen kommer tæt på. Ja, selv om vi slår alle konger, majestæter, verdensledere sammen, så når de ikke engang den yderste flig af hans uendelige majestæt. Det fornemmer vi i Jesu himmelske kroningsceremoni, som vi læser om i Johannes Åbenbaring (5,11-13):
” Jeg hørte røsten af mange engle i kreds om tronen og de levende væsener og de ældste –
ti tusind titusinder og
tusind tusinder i tallet.

De sagde med høj røst:
Lammet, det slagtede, er værdigt til at få
magt og rigdom
og visdom og styrke
og ære og lov og pris.

Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige:

Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder”.

Jesu mål, da han sad på æslet og red ind i Jerusalem, var ikke Kong Herodes Antipas´ trone – altså helt ærligt… hvorfor skulle han overhovedet være interesseret i den trone, eller Kejser Tiberius´ trone i verdensimperiet Rom, hvad skulle han med sådan noget småtteri?

Jesu mål var højere – derfor var hans mål magtens modsætning:
At ofre sit liv.
Hans mål var korset,
hans mål var at dø på korset som Guds udvalgte offer for synden.

Han kom som det syndfrie menneske, for at tage Guds vrede over syndere, for at bære straffen over synd og derved opfylde den guddommelige lov, den guddommelige retfærdighed og suge den guddommelige vrede til sig og derved åbne vejen til tilgivelse og liv for millioner.

Folk havde før stræbt Jesus efter livet – men før var det hverken det rette sted eller det rette tidspunkt.

Det skulle være i Jerusalem og det skulle være denne påske.
Det skulle være Jerusalem for det er der alle ofre skulle foregå.
Der, hvor den hellige by var, Guds by, der hvor templet var, der hvor alteret var.
Stedet, hvor Gud mødte sit folk og hvor der blev bragt soning.

Og tidspunktet var det rigtige – indtoget i Jerusalem skete efter alt at dømme på den dag, hvor man efter loven skulle udvælge sig det lam, der skulle ofres for en selv og ens familie. På den dag drog Jesus ind under stor opmærksomhed i Jerusalem – og havde ypperstepræsten ikke allerede fuldstændig sat sig for at Jesus skulle dø, så var det her nok dråben. Hvad han og de øvrige præster og lærde gjorde ud af had, var det, som Gud havde besluttet ud af kærlighed.

Han kom for at dø og derefter for at opstå, og derved ikke bare vinde over synden, men overvinde døden for alle troende. Han for til himmels og efterlader himmelens port på vid gab for alle dem, der tror på ham og følger efter ham.

Det var hans første komme. Han kom for at død – senere kommer han for at regere. Og indtil da, har vi alle sammen mulighed for at omfavne ham, tag imod ham som vores frelser og konge og på et tidspunkt dele hans rige med ham.

Hans mål med at ride ind i Jerusalem var at skabe en frelsens tidsperiode i verdenshistorien, der varer endnu den dag i dag.

En periode, hvor vi stadigvæk kan skifte side og blive frelst fra dom og vrede. Der er stadigvæk tid – endda denne morgen – til at vi kan tage imod Kong Jesu amnesti, som han rækker ud til os.

Der er stadigvæk tid til at vi kan afsværge os vores hengivenhed til os selv, vores succes, vores penge, vores familie, vores fysik, vores fornøjelser, vores sikkerhed – eller hvad der nu ellers styrer os mere end Jesus. Og der er tid til at vi kan bøje os og modtage Jesus som vores konge og sværge troskab til ham og være på hans side med evig glæde.

Vi lever i frelsens tidsperiode – hvor længe den periode varer ved vi ikke, for hver dag, der går, desto tættere er vi på enden af den periode. Som vi hørte xxx læse for os: ”nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær”.

Dagen, hvor Jesus udskifter sit æsel med sin hvide krigshest. Dagen, hvor Jesus kommer som Israels konge, nationernes konge, naturens konge og universets konge. Som Johannes ser i sin åbenbaring (19,11-16):

”Og jeg så himlen åben, og se, der var en hvid hest, og han, der rider på den, hedder Tro og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed. Hans øjne er som luende ild, på hovedet har han mange kroner….
Han er klædt i en kappe dyppet i [sine fjenders] blod,
og hans navn er Guds Ord.
Hærene i himlen fulgte ham på hvide heste og var klædt i lysende rene linnedklæder. Ud af hans mund står et skarpt sværd, som han kan slå folkeslagene med, og han skal vogte dem med et jernscepter og træde Gud den Almægtiges harmes og vredes vinperse. På sin kappe og på sin hofte har han et navn skrevet: Kongernes Konge og Herrernes Herre”.
Når Jesu majestæt viser sig på himmelen på den måde, da er det for sent at skifte side. Jesu andet komme vil være slutningen på tålmodigheden, tolerancen og frelsens tid. Så er det for sent at vælge Jesus som sin konge. Lad os aldrig møde Jesus på den måde, hvis vi har afvist ham, da han var kongen på æslet.

Spørgsmålet til os alle i dag er: Hvem er din konge?

Det, der bestemmer over dine valg i livet, det, der motiverer dig, er din konge. Er det penge, eller mad, eller succes, eller udseende, eller familien, eller jobbet, eller helbredet eller berømmelse? Hvad bestemmer over dig lige nu mere end Jesus?

Måden du skifter side er at du hører ham sige:
Jeg er din konge,
jeg ridder på et æsel,
jeg er på vej for at dø for dig,
udgyde mit blod for at dine synder kan blive tilgivet, for at dit forræderi kan blive glemt.
Jeg tilbyder dig amnesti.
Alle der kommer vil jeg modtage og tilgive og erklære retfærdig.
Jeg vil føje dig ind i mit befriede folk og du vil leve for altid med en stadigt voksende glæde. Det er troen! Har du endnu ikke skiftet side, så gør det i dag. Syng:

Jeg hjertets dør vil åbne dig,
o Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!