Denne side er set 860 gange!

Hver uge har sine hovedoverskrifter, som på en eller anden måde chokerer os. Jeg kan bare nævne transport af grise til Rusland eller hvordan et 2 årigt barn bliver kørt ned af en flugtbilist på et lukket stisystem.

Igen og igen er der debat om højere straffe til kriminelle, og der lyder et ramaskrig af forargelse, når man synes at en åbenlys kriminel går fri – eller hvis man ikke synes, at straffen er hård nok: “det krænker min retsfølelse”.

Vi ved godt hvad der er rigtigt og hvad der er forkert – og det, der er forkert skal straffes. Og det mærkelige er, at uanset hvor vi kigger hen i verden og forskellige kulturkredse, så er der en eller anden viden om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Der er naturligvis områder, hvor der er forskel – men det er min påstand, at der er en eller anden fællesnævner – ja, man kunne kalde det for en naturlig lov, der ligger i os mennesker.

Den store filosof Immanuel Kant er blevet kendt for at have sagt, at der er

”To ting [der] fylder mig med undren og ærefrygt jo oftere og jo mere jeg beskæftiger mig med dem: Stjernehimlen over mig og moralloven i mit indre”.

 

Ifølge den store filosof er der altså en morallov i et hvert menneske. Alle mennesker ved derfor godt, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Paulus er inde på det samme i sit brev til menigheden i Rom. Han skriver om hedningene, der af natur gør, hvad loven siger. ”De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerter” (Rom 2,15) skriver han. Så overtræder de Guds lov, kan de ikke råbe op og sige: ”Det kendte vi ikke noget til! Vi vidste ikke, at vi overtrådte nogen lov”. For det gjorde de… Folk ved godt, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Men når vi sådan svinger os op på dommersædet over folk, så glemmer vi nogen gange, at vi selv er ”folk”. At vi selv godt ved hvad der er rigtigt og forkert… men hvad bruger vi den viden til?

Jeg tror man kan have det dobbelt med sådan en lov. På den ene side er vi glade for den, for hvordan ville verden dog ikke se ud, hvis der ikke var sådan en viden om godt og ondt, der i hvert fald lige tager toppen af menneskets ondskab?!

Men på den anden side, så rammer den jo ikke bare de andre, men også os selv. Vi ved også, hvad der er rigtigt og forkert… men det mærkelige er, at selv om vi ved hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, så gør vi ikke altid det rigtige. Vi er jo småfolk, så selvfølgelig synes vi kun vi har små overtrædelser: Smårapserier, onde ord og tanker, mobning, overtrædelse af hastighedsbegræsningen, … men brikker i et større pusselspil, der til sidste viser os som overtrædere af moralloven i vores indre. Jeg en overtræder… ja, eller taler vi bibelsk kan vi også sige: At billedet, der kommer frem er mig, som synder.

Jeg kunne selvfølgelig sige, at det er ikke så slemt med mig. Det er ikke så slemt med det jeg gør, kan der ikke være en undtagelse lige ved mig? Men tænker jeg mig ordentligt om, så ved jeg jo også godt, at der kan ikke laves nogen undtagelse ved mig. Der er ingen undtagelse, der bekræfter reglen… for er der først en undtagelse, så er der ingen regler. Der er intet eftergivende eller mildt over moralloven. Den kender ikke ordet ”undskyld”, for den kender kun ”bestået” eller et ”ikke-bestået”. Den er hård som flint og fortæller os, at vi skal gøre det, som er ret, og den er fuldstændig ligeglad med om det er smertefuldt at gøre det rigtige, om det er farligt at gøre det rigtige eller om det er vanskeligt at gøre det rigtigt. Ret skal være ret.

Det er vores situation som menneske: En morallov, der råber op, for nu har vi igen brudt den. Og det ser ikke ud til at det bliver meget bedre i morgen. Hvad gør vi? Hvad gør vi med vores skyld over at have brudt den lov, som vi på den ene side er glade for, men på den anden side frygter, fordi den er så ubarmhjertig?

Jeg har en 45-knallert oppe i præstegården – på et tidspunkt var der et eller andet galt med instrumentbrættet, så vi bestemte os for at tage ned til Hirtshals for at få den ordnet. Instrumentbrættet var helt dødt… der var lige lidt liv i det, og det var at benzinmåleren lyste rødt. Den trængte til benzin… men hvorfor skulle det være det eneste, der virkede? Så jeg kørte af sted og nåede lidt under halvvejen til Hirtshals…. og så ville den længere. Jeg var løbet tør for benzin og måtte trække den resten af vejen til cykelsmeden. Og hvorfor sker sådan noget altid en kold blæsende vinterdag?

Nå, men det kan man selvfølgelig sige var dumt…. men egentlig et godt billede, synes jeg. Når vi bliver ramt af dårlig samvittighed. Når vi føler, at nu er vi skyldige i at have gjort noget, som vi godt vidste var forkert? Hvad gør vi så? Fortsætter vi bare som om intet var hændt eller stopper vi op og får gjort noget ved problemet. At føle sig skyldig er en træls følelse – men skyld er lige som en rød advarselslampe på instrumentbrættet. Når den lyser, så er der to ting du kan gøre: Enten stoppe op og få fejlen ordnet – eller også kan du ignorer lyset og køre videre. Den kloge stopper nok op, og får ordnet problemet. Men hvad gør vi? En dårlig bil kører vi til mekaniker – men hvad gør vi med en dårlig samvittighed?

Kristendommens svar på den dårlige samvittighed er i første omgang ikke særlig rar. For den giver os ret. Ja, den siger faktisk, at bag den dunkle opfattelse, som vi har i os, om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, dér er der en hård og knivskarp guddommelig lov, der kræver at bliver overholdt til punkt og prikke. Og sker det ikke, så skal der betales ved kasse 1 – og prisen, der skal betales er døden. Syndens løn er døden, siger Paulus. Den venter på ethvert menneske, der nogensinde har overtrådt bare det mindste bud i den lov – døden. Jamen er Gud ikke kærlig – er det ikke Guds pligt at se igennem fingre med at vi bryder loven? Nej – Gud har ingen pligter. Gud er Gud – og Gud er kærlighed, men han er også hellig, dvs. han vredes over synden. Vi vil gerne høre om Guds kærlighed. Men vi forstår ikke Guds kærlighed, hvis du ikke forstår hans vrede. Der står meget i Bibelen om Guds vrede. Gud hader al synd. Han elsker synderen, men hader den synd, som vi roder os ud i. Synd er alvorligt – syndens løn er død. I morgen, langfredag, er temaet for gudstjenesten ”Guds offer”. Her tænker jeg på det offer, som Gud kræver. Igennem GT læser vi om de forskellige ofre, som bliver givet for at sone synd. For at få synd tilgivet. Og det er ikke bare noget, der hører til i GT, nej – ”Der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebr 9,22) slår Hebræerbrevet fast som en grundregel. Så vi er altså i en slem kattepine. Vi ved godt, at vi synder, vores samvittighed taler sit klare og tydelig sprog. Vender vi os så til ham, der kan gøre noget ved det, nemlig Gud, så giver han os bare ret… og taler om at ”Der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod”. Vi er i en kattepine, for Gud er vores eneste trøst – men han er også den yderste rædsel. Han er den som vi mest af alt behøver, og den vi mest af alt ønsker at skjule os for. Han er vor eneste mulige forbundsfælle, og vi har gjort ham til vores fjende.

”Der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” – det er ikke uden grund, at vi har et alter i kirken. Men det bringes ikke noget offer ved det alter, for det er allerede bragt en gang for alle. ”Der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” – ja, siger evangelisten Matthæus i dag. Det er rigtigt, ”Der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod”, men mens vi disciple sad og spiste sammen ”tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag det og spist det; dette er mit legeme”. Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse”. Jesus er offeret. Jesus er Guds offer.

Alteret er for alle os, som har været derude eller måske er derude nu, hvor vi ser, at der faktisk ikke er noget andet at gøre end at hive det hvide flag til tops og overgive os til Guds nåde.

Alteret er for alle os, som godt ved, at for mig, der bliver det ikke bedre – om vi kigger i Bibelen eller i vores egen samvittighed, så står der kun domsord over os, hvis vi ikke tænker Jesus med ind i det.

Ja, alteret er for alle os, som ved, at jeg er fortabt uden Jesus – jeg kan ikke som Baron Münchhausen hive mig selv op med hårene. Jeg sidder godt og grundigt fast. Jeg har brug ikke bare for en hjælpende hånd, men for en helt ny start.

Alteret er for alle os, som synes, at det eneste, der gør mig værdig til at gå til alters, det er, at jeg ikke er værdig til at gå til alters. Om lidt skal vi synge:

              ”Så til hjertet ret os tage

              at Guds bord er for den svage

              som af synden trykkes ned

              og som selv ej trøst sig ved”.

Jeg må indrømme, at jeg kan sige en masse fornemme ting, om nadveren. En masse teologi – men ærligt talt, så fatter jeg ikke hvad det er der sker déroppe. Men jeg ved, at min frelser tager imod mig – jeg ved, at han ikke bare ser igennem fingre med min synd, men tilgiver den, udsletter den. Og jeg tror, at han tilbyder sig selv deroppe for enhver af os, der kommer til ham i tro: ”Kom spis, drik. Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse”.