Skærtorsdag (2011)

apr 21, 2011

Denne side er set 847 gange!

Hvad er nadveren? Den har en så central placering i gudstjenesten ikke bare i dag, men hver eneste søndag – der er endda nogle, der ikke anser en gudstjeneste som en gudstjeneste, hvis ikke der er nadver…
Og jeg tror det er vigtigt, at vi i hvert fald engang imellem stopper op og får den dimension med i vores barnetro: Hvad siger Bibelen egentlig om nadveren?

Jeg tror ikke, at vi skal sætte lighedstegn mellem barnetro og så uvidenhed, for jeg tror at barnetroen også skal have noget at leve af – også ved at trænge lidt dybere ned i nadverens mysterium. 

Jeg kan huske den påske, hvor jeg sad og læste til eksamen i dogmatik, altså i troslærer, og netop dér sad jeg og terpede alle de forskellige syn på nadveren dér er, og hvad er så sandheden? Og hovedet arbejdede virkelig på højtryk på vej op til alteret, for ”hvad er det nu, jeg går ind til… hvem har ret – er det Luther, der har ret? Er det Calvin? Er det katolikkerne… eller … ?”. Og da jeg så endelig var kommet op til alteret, så bad jeg var jeg helt ør i hovedet og kunne kun bede: ”Herre – jeg forstår ikke det her, men nu kommer jeg her: alligevel: Giv mig, hvad du lover”.

”Giv mig, hvad du lover” – men hvad lover han mig, det er faktisk ret enkelt, for Jesus siger: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme… Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blid”.
Så i stedet for at overtænke og overfilosofere over de her ting, så lad os tage dem vin og brød sådan som Jesus selv præsentere dem: ”Dette er”.

Jesus siger, at her er hans legeme og blod. Jesus siger ikke: Det her er et symbol på mit legeme og blod, sådan, at vi kan sige, at nadveren kun er et mindemåltid, hvor vi symbolsk spiser hans legeme og symbolsk drikker hans blod… nej, nadveren er et mindemåltid, men det er ikke til minde om en fortidig person, der var engang, men det er et mindemåltid for at minde en handling, der skete engang af en person, der er levende tilstedet i dag i brødet og vinen: ”Dette er mit legeme og blod”

Han siger heller ikke, at det bliver forvandlet til mit legeme og blod,
sådan at det ikke længere er vin eller blod – det ligner brød og vin, det dufter af brød og vin og det smager af brød og vin, men der er sket en forvandling, som vi godt nok ikke kan registre, men der sker en forvandling. Brødet er ikke længere brød. Men Jesus siger netop ikke at brødet og vinen er forvandlet – men at det er hans legeme og blod, samtidig med, at det er brød og vin.
Det er et mysterium – ja – det er faktisk et mysterium på linje med at Gud blev et menneske. Slår vi op i starten af Johannesevangeliet og læser de fantastiske vers i indledningen til evangeliet: ”Ordet blev kød” – så betyder det jo netop ikke, at ordet blev forvandlet til kød. Guds evige søn blev ikke forvandlet til et menneske, nej, han blev et menneske, men sådan at han samtidig var Gud. På samme måde kan vi se nadveren: Brødet og vinen er stadigvæk brød og vin, men ved at vi modtager dette brød og denne vin, så modtager vi Jesu legeme og blod. Når du knæler ved alteret lige om lidt, så får du reelt og virkeligt del i Kristi legeme og blod og del i hans lidelse og død på korset. Det er så realistisk forstået, at der er tale om at du spiser hans legeme og drikker hans blod med munden.
Det er et under – på linje med verdens skabelse, Jesu fødsel som menneske eller en af hans mange undere. Det er ikke mindre end et under, der sker hver eneste gang, at vi samles til nadveren. Et under der sker, hver eneste søndag, hvor jeg som præst er så privilegeret, at jeg kan få lov til at kalde til nadver. Det er et under  – som vi skal tage imod med tro og som vi skal tage imod til tro.
Hvem er aktiv, når Jesus gør et under? Det er Jesus og Jesus alene! Når Jesus gjorde et under – når Jesus helbredte et menneske, ja, når Jesus opvakte en død… hvem var det, så der gjordet en indsats: Var det den syge?… eller endnu stærkere: Var det den døde, der gjorde noget? Hvad gjorde den døde Lazarus for at blive levende? Hvad gjorde enkens søn i Nain for at blive levende igen? Nul og niks!
Hvad skal du gøre for at modtage Jesu legeme og blod? Du skal gøre nul og niks – det er Gud, der skaber hvad Guds ord nævner. Det vil sige: Du skal ”bare” tage imod, du skal ”bare” tro det. Du skal ikke præstere noget – du skal ikke tro så og så meget – at gå til alters er IKKE en bekendelseshandling!! Det er en nådeshandling, hvor Gud alene er aktiv. Hvor Gud styrker den lille tro, som han allerede har plantet i dig.
Alligevel er det nogen, der så godt som aldrig går til alters… det kan der være mange grunde til og langt de fleste er enormt dårlige, der er vel kun to gode grunde til at blive væk fra alteret.

Den første er: Du tror ikke på det!

Du tror simpelthen ikke på Jesus… intet sted inde i dig, kan du finde noget, der bare til forveksling ligner en tro, tværtimod: Det siger dig egentlig ikke noget. Hvis jeg var dig, så ville jeg ikke turde gå herop, for hvis du knæler heroppe ved alteret uden at tro på Jesus, så vil du alligevel få del i Jesu legeme og blod. Det er ikke sådan, at det kun er den troende, der modtager. Du vil også møde Jesus! Men tager du imod nadveren uden tro, vil det på et tidspunkt blive til forhærdelse for dig. Det vil blive til dom – fordi så vil der egentlig ikke være forskel mellem det her måltid og så ethvert andet måltid mad (1 Kor 11,27). Men der er stor forskel… der er en frelser til forskel.
Igen: Ikke at altergang er en bekendelseshandling, hvor du viser overfor dine naboer og de andre i menigheden, at du tror! At du har en stor og stærkt og udholdende tro… men gå til alters også selv om du bare har en lille bitte flig af en tro. En tro, der kun kan en ting: Nemlig råbe… nej, ikke engang det: Som kun kan sukke: Herre frels mig.

Den anden grund til at blive væk fra nadveren er, at du er syndfri
Hvis du er syndfri, hvis du ikke har gjort noget forkert, hvis du ikke har tænkt noget forkert, hvis du ikke har sagt noget forkert, så er alterbordet ikke for dig. En af mine barndomspræster gik i en årrække utrolig sjældent til alters – og af en eller anden grund gik der det rygte om ham, at han havde sagt: ”Jeg gik ikke til alters denne uge, for jeg har ikke syndet siden sidst”.  Så I kan jo nok forstå, at der var mange i menigheden, der holdt ekstra øje med ham, om han nu havde syndet i den forgangne uge eller ej…. Jeg håber ikke, at det passer, for det vil tyde på en manglende selverkendelse og synderkendelse.
Men har du ikke syndet – så skal du blive væk – for så er det jo slet ikke til dig, det her nadverbord. For det er nemlig indstiftet til syndernes forladelse. Men det er netop givet til os, der ved med os selv, at vi har syndet, som ved med os selv, at vi synder – og som også ved med os selv, at lige om lidt, der vil vi synde igen. Vejen mod fortabelsen borte fra Gud er brolagt med synder. Vejen mod evigheden med Gud er brolagt med tilgivet synder.
Dette er den nye pagt ved mit blod – vi kender godt den gamle pagt, det gamle testamente. ”Den gamle krævede og fordømt, den nye giver og forsoner. Den gamle sagde: Gør! Giv! – den nye siger: Tro! Tag imod. Den gamle pagts blod var blod af bukke og kalve, den nye pagts er Guds søns blod, som udgydes til syndernes forladelse” (Citat: C.O. Rosenius).
Hør her: Jesu blod er blevet udgydt til syndernes forladelse – Jesu mening er at tilgive synder. Jesus har tilberedt et måltid, hvor alt går ud på at forsikre om syndernes forladelse. Har du brug for Jesus? Længes du efter Jesus? Tænk: Du kan om et øjeblik ikke bare møde ham, men fysisk indtage ham. Lad ham blive et med dig, ligesom brødet og vinen bliver en del af dig, når den optages i din krop.
Adam og Eva spiste sig til en dødsdom, da de handlede imod Guds bud: I må ikke spise af det træ. Du kan spise dig til en frelse, når du om lidt handler i overensstemmelse med Guds bud: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme… Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blid, som udgydes for mange til syndernes forladelse”.