Tiden går

Denne side er set 1027 gange!

Lyt til prædikenen:

      septuagesima


Læs prædiken her:

Jeg vil gerne stille dig et spørgsmål i dag – et simpelt spørgsmål, men lur mig, om vi ikke har svært ved at svare på det. Spørgsmålet lyder: Hvad vil du bruge resten af den tid til, som du har tilbage her på jorden? Hvad vil du bruge den tid til, du har tilbage?

Jeg ved godt, at det ikke er hoved-temaet i lignelse om ”Arbejderne i vingården”– men da jeg forberedte mig til dagens gudstjeneste, så blev mine tanker ved med at kreds om fire ord: ”Da det blev aften”. Der står i teksten: ”Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen”. De fire ord: ”Da det blev aften”.
Vingårdens ejer er naturligvis Gud, vingården er Guds rige eller kirken og arbejderne er os kristne.
Og arbejdsdagen repræsenterer spændvidden af menneskelivet, fra vugge til grav. Nogle af os har været kristne hele livet, andre igen bliver først kristne i teenage-tiden, ungdomstiden eller måske først i slutningen af vores liv – i 11. time. Der er ikke noget, der hedder natarbejde i menneskelivet – natten ender arbejdslivet. Jesus siger i Johannesevangeliet (9,4): ”De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde”.

Hvilket arbejde vi når i dagtimerne er op til os, op til vores prioritering. Om vi går ind i vingården eller finder arbejde eller tidsfordriv andre steder, er op til os. Natten kommer – og i modsætning til den jordiske arbejdsdag, så kommer der ikke nogen ny dag i morgen, hvor vi kan indhente det forsømte. Livet her på jorden er vort eneste liv her på jorden. Det vi forsømmer i vort liv – det forsømmer vi for altid. I aftensalmen ”Du som har tændt millioner af stjerner” synger vi ”Tilgiv os det, som vi ikke fik nået, tilgiv alt ondt vi fik gjort eller sagt”. Det har vi også grund til at synge i slutningen af vort livs arbejdsdag: ”Tilgiv os det, som jeg ikke fik nået”.

Moses skriver i salme 90: ”Vore leveår kan være halvfjerds eller firs… hastigt går det, så flyver vi bort… Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet” (Sl 90,10-12).
Er der noget, der er svært at holde tal på, så er det vores dage – som sand ud mellem fingrene nede på stranden… lige så stille drysser sandet ude mellem fingrene på os, og uden vi ved det, så er hånden tom. Tiden flyver afsted – tiden iler.

Vi ved ikke hvor mange år, der ligger foran os – hvis det overhovedet er år, vi har tilbage, det er måske mindre. Vores tid er kostbar – hvordan bruger vi tiden? Hvad fylder vi tiden ud med? – hvorfor er der nogle, der slår tiden ihjel? Pludselig er det aften – arbejderne i vingården vidste, hvornår arbejdsdagen var slut, det ved vi ikke med vores død, den kan komme hvornår det skal være.  Statistikken siger at I kvinder kan regne med at blive 79,2 år og vi mænd kan regne med at blive 74,7 år. Men det er kun gennemsnit – der er nogle, der får lov til at leve længere, men der er altså også nogen, der trækker gennemsnittet ned.
En præst fra min barndom i Odense, der nåede at blive 90 år, ønskede at få skrevet på sin gravsten ”Død under protest”. Selv om han sprængte statistikken, så var 90 år ikke nok for ham. Eller som Benny Andersen skriver i sit digt ”Tiden”:

”Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til”.

Selv 90 år slår ikke til – ja, måske har Kaj Munk ret, når han siger, at  ”jo nærmere Døden, jo mere livsgrisk bliver man” (s. 239 i Kaj Munk Prædikener).

En ældre dame sendte bud efter mig som præst, for som hun sagde ”jeg er jo ved at nærme mig sidst salgsdato”. David i Det gamle Testamente beder om at få denne sidste salgsdato at vide: ”Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage, der er tilmålt mig” (Sl 39,6). Vi kan ikke få den dato at vide – og det er nok også godt det samme, for ville vi kunne håndtere at have sådan en dato? Og mon ikke den dato er tættere på os, end vi tror? Er vi ikke alle sammen det, som ”Bogen om Ove” kalder for ”tidsoptimister” – vi regner med at vi har god tid.

”Ove har nok vidst hele tiden, hvad han skulle gøre, men alle mennesker er i bund og grund tidsoptimister. Vi tror altid, at der vil være tid til at gøre ting sammen med andre mennesker. Til at at sige ting til dem. Og så sker der noget, og så står vi pludselig der og tænker på ord som ”hvis”” (s. 299 i Backman ”En mand, der hedder Ove”).

Har vi noget at have vores tidsoptimisme i – eller mon ikke det er senere i mit liv end jeg tror – mon ikke det er senere i dit liv end du tror? Tiden flyver afsted. Tiden iler.

Det har vi vidst til alle tider – mange gamle bornholmerure har en lille plade indgraveret over viserne: Tempus fugit. Det er latin og bliver ofte oversat med ordene ”Tiden iler”. Teksten er oldgammel – helt tilbage fra år 37 f.Kr. hvor den romerske digter Vergils skrev ordene i sætningen ”I mellemtiden, iler eller undslipper den uerstattelige tid”. Det gamle bornholmerur udtrykker derfor en bekymring for at ens begrænsede tid her på jorden bliver opslugt af noget, der har for lidt substans, for lidt indhold. At vi har så travlt med noget, der måske ikke var vigtig, så vi pludselig var løbet tør for tid. Det er lidt ligesom John Lennon, der siger, at ” Life Is What Happens to You While You’re Busy Making Other Plans” – livet er det, der sker med dig, imens du er travlt optaget med at lave andre planer.

Pludselig en dag, er arbejdsdagen slut og på vingårdsejerens ordre kalder forvalteren arbejderne sammen. Hvad har du så at se tilbage på? Nåede du det, der var vigtigt i dit liv? – eller er det næsten en hån mod dig, når din familie beder organisten om at spille Kim Larsens ”Om lidt blir der stille”, imens din kiste bliver båret ud til rustvognen. ”Fik du set det du ville, fik du hørt din melodi?”
Det er faktisk ikke et spørgsmål om hvor mange år man har – men et spørgsmål om hvad du bruger årene til. Det er livets kvalitet, der er afgørende, ikke livets kvantitet, hvor mange år vi får. Man kan dø som 25 årig og have givet mere, gjort mere, glædet flere, sat et tydeligere fodspor i andres liv, end en, der ligger på sit dødsleje som 100 årig og dør under protest.

Martin Luther døde mætte af dage, som 62 årig… og hvad har han dog ikke fået udrettet i de 62 år! Han var med til at vælte en hel verdensorden – og igen få ”Bibelen alene”, ”Kristus alene” og ”troen alene” på manges dagsorden. Uden sammenligning, så nåede vores herre og mester, Jesus, kun at blive lidt over 30, så døde han. Døde på et kors – for folk så det ud som en fiasko, men han kunne alligevel sige ”jeg har fuldført den gerning, du har givet mig at gøre” (Johs 17,4).
Det er ikke et spørgsmål om du lever 1 eller 10 år mere eller mindre, men det er et spørgsmål om at bruge hvert øjeblik og arbejder ”så længe det er dag” for ”Der kommer en nat, da ingen kan arbejde”. Det er ikke et spørgsmål om at man ikke længere kan det samme, som man kunne en gang, ”men nu har jeg ikke kræfterne mere” – ”nu er jeg syg og besværet”. Det er et spørgsmål om at bruge de kræfter, man dog har, bruge de mulighed, man dog har… den tid, man dog har– ikke at se på det, man ikke har, men det man har. Ikke se på det andre kan, men det jeg kan. Arbejd, så længe det er dag, for ”Der kommer en nat, da ingen kan arbejde”. Eller som Paulus siger i Efeserbrevet (5,16) ”Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde”. ”Tiden er knap” (1 Kor 7,29).

At tiden er knap kalder på noget nu. Hver eneste gang at uret tikker, så er det som om det siger ”Nu” – ”i dag”.  Hør på uret – ”så længe der er noget, der hedder i dag” (Hebr 3,13) – for der er måske ikke nogen ”i morgen” for dig – eller for mig. Gør det nu.

  • Familien, der har brug for dig, brug mere tid nu.
  • Det brev eller det telefonopkald, du har udskudt så længe, gør det nu.
  • De penge, du har villet give, giv dem nu.
  • Den bog, som du længe har villet læse, læs den nu.
  • Et emne, du har villet studere, gør det nu.
  • Et besøg du har udskudt så længe – tag afsted nu.
  • Mennesker, du har ville fortælle om Jesus, gør det nu.
  • Det kan være det er dig selv, der mangler at høre om Jesus – sådan rigtig høre om ham.
  • Høre ham, gribe ham – blive grebet af ham. Gør det nu.

I Guds vingård er der mange forskellige opgaver, der er rigtig meget, der skal gøres, men tiden er knap, så gør din opgave nu. Arbejd, så længe det er dag, for ”der kommer en nat, da ingen kan arbejde”.
Jesus siger et andet sted: ”Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matth 9,37-38).
Det er et privilegium at blive kaldt ind i Guds vingård og modtage sikkerheden, at der er nok til os alle, uanset om du har været med hele dit liv eller først til slut i livet. Men den egentlig betaling er ikke den løn, der bliver givet i slutningen af arbejdsdagen. Arbejdet i sig selv er hans gave til os, et umåleligt privilegium, der bærer lønnen i sig selv. For arbejdet i Guds vingård bringer os tæt ind til vores himmelske far, der tager sig af os.

Jeg begyndte med at stille dig et spørgsmål: Hvad vil du gøre med den tid, du har tilbage? Det er et spørgsmål vi kan stille os selv hver eneste dag. Tempus fugit. Tiden iler. Jeg vil gerne opmuntre os til at tænke på det – og tænke på den Gud, der elsker os, og som kalder os ind i sin vingård for at gøre en forskel til det bedre. Lad os erkende vores tidslige begrænsethed og leve nu, til Guds ære, for hans rige og for verdens frelse.

Hvad vil du gøre med den tid, du har tilbage?