Trinitatissøndag (2013)

Denne side er set 904 gange!

At være religiøs – eller at blive født på ny.
En præst og en taxichauffør døde og kom begge i Himlen. Skt. Peter stod ved perleporten og ventede på dem. ”Kom med mig” sagde han til taxichauføren.

Taxichaufføren gjorde, som han fik besked på, og Skt. Peter førte ham til et smukt beliggende landssted. Der var alt hvad hjertet kunne begære, lige fra svømmepøl, havudsigt og golfbane til engle, som serverede læskende drikke og delikate retter. ”Her skal du bo”
”Wauu – tusind tak” sagde taxichaufføren.
Derefter vendte Skt. Peter tilbage til præsten, som havde set alt det, der overgik chaufføren.
Kom med mig, sagde skt. Peter og førte præsten hen til en faldefærdig hytte, der bestemt ikke var værd at skrive hjem om.”Her skal du bo”
”Vent lidt” sagde præsten ”Jeg tror der er sket en fejl, var det ikke mig, der skulle have været på landstedet? Når alt komme ril alt er jeg præst og har uge efter uge prædiket Guds ord.
Sandt nok – svarede Peter. Men når du prædikede faldt folk i søvn. Når taxichaufføren derimod kørte bil, så bad folk”.

Du skal gøre noget for at komme i Himmelen
Selv om det her er en vittighed – så på en eller anden sørgelig måde, så afspejler den fejl, som man rigtig hurtigt kan komme til at hoppe i, når man taler om kristendommen og det at komme i himmelen: Man skal gøre noget – man skal være så og så from. Gå meget i kirke, have en god moral – ja, kort sagt: Man skal være et godt menneske.

Hvis det at være en kristen er det samme som at være et godt menneske, så ville Nikodemus – ham som jeg lige har læst om – han vil være en perfekt kristen. Han vidste alt hvad der var værd at vide om det at være et godt menneske – han kendte alt til Guds lov. Ja, Nikodemus var så god til det med Guds lov, at han endda sad som et af medlemmerne i jødernes øverste råd – beundret og agtet af alle mennesker. Og jeg tror faktisk også, at han vil være mere end velkommen som medlem af en hvilken som helst kirke i dag. Han var principfast, vidende, moralsk retskaffen, høflig og ydmyg.

Nikodemus var fortabt
Men ved I hvad – han havde et stort problem: Han var fortabt. Alle de mange gode gerninger, alle de mange gode bønner, alle de mange gode næstekærlige og måske endda selvopfordrende gerninger hjalp ham overhovedet ikke, for han var en synder. Ikke bare en synder, fordi han af og til i et svagt øjeblik kom til at gøre noget forkert, men fordi han var født som en synder. For synd er ikke så meget en gerning, en ugerning, men synd er et rige, som man fødes ind i. Jeg synder, fordi jeg er en synder. Kirkens reformator, Martin Luther, siger at menneskets store fejl er, at vi er født ”indkroget i os selv”. Man kan næsten se det for sig. Fordi vi mennesker er indkroget i os selv, så kan vi ikke rette os ud og stræbe efter Gud, stræbe efter frelsen. Vi kan ikke selv tage springet over det gab, der er mellem os og Gud. Jo, vi kan godt hjælpe en masse gamle damer over vejen og en masse andre gode ting, men det ændre ikke på at vi er syndere. Det lukker ikke gabet mellem os og Gud som er dér, fordi vi er syndere. Fejlen er jo netop ikke hvad vi gør, men hvad vi er. Og vi er syndere – vi er født som syndere – vi kan simpelthen ikke andet.
Og det er det forfærdelige ved alle religioner – de er en masse regler, som vi skal opfylde for at komme op til Gud, det er en masse ”gør ikke det” og ”gør det”. Men det regner slet ikke med at grundfejlen følger med hele vejen opad selv i det bedste vi kan udføre. Selv vores bedste gerninger, selv dér, hvor vi strammer os mest an, der er vi syndere. Religion viser os vejen vi skal gå for at komme op til Gud – religion handler om vores vej til Gud – kristendommen handler om Guds vej til os. Religion handler om vores gerninger – kristendommen handler om Gud gerninger.
Og er problemet at vi er født som syndere – så er det dér Gud sætter ind i første omgang. ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”.
Det er faktisk hele kernen i kristendommen – i det at være en kristen. Det er hele svaret på Nikodemus´ problem, ja, alle menneskers problem med synd og fortabelse – der skal en ny begyndelse til. En ny begyndelse, der er så radikal, at den kun kan sammenlignes med en fødsel. Hvor meget kan barnet gøre til eller fra ved fødselen? Jeg ved ikke om I har læst Kaj Munks erindringer ”Foraaret saa sagte kommer”, men da han skal fortælle om sin fødsel gør han det med ordene ”Den 13. januar 1898 lod jeg mig føde i Maribo”. Men bortset fra Kaj Munk, så har vi andre nok været rimelig passive deltager ved vores fødsel. Og på samme måde med vores åndelige fødsel – vi var passive. ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd kan ikke komme ind i Guds rige” – siger Jesus. Den, der ikke bliver døbt og modtager Helligånden kan ikke komme ind i Guds rige.

Nu har vi næsten lige haft dåb, hvor Frida blev døbt. Lige efter hendes dåb lagde jeg hånden på hendes hoved og sagde: ”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden”. ”Genfødt dig ved vand og Helligånden”. For her i dåben skete det – i Fridas dåb skete det med hende og i din og min dåb skete det med os: Vi blev født på ny – vi blev nye mennesker. Vi kan kun se det synlige tegn, selve dåben, men ikke den usynlige virkelighed: Vi gik fra at være syndere til at være frelste syndere. Vi gik fra kun at kunne have et forhold til Gud, der hedder religion til at have et forhold til Gud, der hedder relation. Vi gik fra kun at have Gud som vores skaber til at have Gud som vores far.
Det vil sige, at nu skal vi ikke gøre alle mulige og ikke mindst umulige gode gerninger for at komme til Gud – men vi kan gøre alle de gode gerninger, fordi vi allerede er hos ham. Vi skal ikke gøre godt, for at blive frelst – for at gøre noget godt for os selv, nej, vi skal gøre noget godt, fordi vi vil noget godt for vores medmennesker.
Jeg begyndte med at spørge: Hvad er en kristen? Og svaret må være: En kristen er et døbt menneske. En kristen er et menneske, der er lever det nye liv, som han har fået kvit og frit. Et liv, der har sit udgangspunkt og sit mål I Jesus. Et kristenliv, som er
– et liv med en personlig relation til den almægtige Gud.
– et liv med Jesu almægtige tilstedeværelse i mit liv.
 – et liv som jeg lever i tillid til Gud og så overlader alle konsekvenserne til ham
 – et liv i glad lydighed mod Gud og afhængighed af ham, fordi vi har ham som fokus og ved at vi kun kan forvente gode ting fra ham.

Og føler du ikke, at du lever det liv, så er der ikke andet at lade sig slå hjem – lige som Matador-spillet: ”Ryk frem til start”. Ryk tilbage til det sted, hvor det hele begyndte – til dåben. Tvivler du på dig selv, tvivler du på din tro, tvivler du på din Gud: Vend tilbage til start – vend tilbage dertil, hvor du blev genfødt. Det vil sige, at dåben kan stå som trosstyrkende: Ja, jeg tvivler og fejler, men jeg er døbt, og det står fast. Hvor jeg kan tvivle på alt muligt, endda min egen tro, så kan jeg ikke tvivle på dåbens faktum, hvor jeg har Guds løfte til mig, at han vil bevare mig. Det siges, at Grundtvig hver eneste aften og morgen slog korset for ansigt og for sit bryst, lige som ved dåben og sagde: ”Modtag det hellige korsets tegn, både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”.

Så hvad er en kristen? En kristen er et døbt menneske. Det kan godt være, at du sidder og tænker, at ja, jeg er godt nok døbt, men jeg er ikke mere kristen end at det gør noget. Jeg er ikke ”troende” – jeg er nok kristen, men på min egen måde. Jeg vil gerne give dig en udfordring her i dag – giv også dig tilladelse til at lege Matador med dit trosliv og lade dig slå tilbage til start. Vend tilbage til din dåb og overvej hvad det er du har fået, som du har givet afkald på. Giv dig selv lov til at få en samtale med Jesus – lige som den gamle Nikodemus fik den nat han kom og fik at vide, at han skulle fødes igen. Gå op til alteret om lidt og bed om en ny start. Det kan godt være, at du har takket nej til Jesu gave – men den ligger dér stadigvæk og venter på at blive taget i brug, nemlig nåde over nåde. En adgangsbillet til et fantastisk liv her på jorden, der er så godt, at de få år vi har her på jorden slet ikke tilnærmelsesvist er nok, så det må fortsætte videre ud i evighedernes evigheder. For at slutte af med det vers, som vi desværre ikke har med i dagens evangeliettekst: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men havet et evigt liv”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *