Det her er mit kollats – som det hedder. Det er biskoppens dokument, der overdrager et embede til en præst. Og det beskriver samtidig min opgave som præst her i Hobro. Der står, at jeg er lovligt ansat som sognepræst. Jeg skal forvalte dåb og nadver efter Kristi indstiftelse og forkynde Guds ord rent og ret i troskab mod de bibelske skrifter… og så er det underskrevet den 24. maj 2012 af biskoppen i Aarhus.
Det er hvad der er min opgave, og det blev læst op 2. pinsedag 2012 ved min indsættelse her i kirken.
På samme måde hører vi om, hvordan Jesus læser det, man kunne kalde hans kollats skrevet af profeten Esajas, da han står i sin hjemby Nazareth. Det Jesus siger: Jeg har Herrens ånd over mig, jeg er salvet, jeg er udsendt for at forkynde frihed til fanger og undertrykte, syn til blinde og et nådeår fra Herren.
Jesu nådeår
Gud har sendt mig for at bringe evangelium, godt budskab, til fattige.
Selvfølgelig er det ikke bare fattig som at man har en dårlig økonomi – men det er dem, der har erkendt, at de er fattige overfor Gud. De fattige er dem, der ikke har nogen som helst ressourcer i dem selv, som de kan bygge på, når der drejer sig om at stå foran Gud og drejer sig om deres evige frelse. At være fattig det er en holdning til sig selv og sine medmennesker, som vokser ud af en fuldstændig hjælpeløshed – at man har set at overfor Gud kan man kun komme med tomme tiggende hænder som en ussel tigger. En tigger kommer med fuldstændig tomhed og kan kun bukke sig i støvet – og modtager han noget, så er det af ren nåde og ren barmhjertighed.
Er du fattig? For så har jeg en god besked til dig, og det er, at Jesus af Nazareth har gode nyheder til dig i dag. Jesu opgave var at proklamere evangeliet netop til fattige – det vil sige til dig. ”Salig er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres”. Du har ikke noget, Gud vil give dig alt.
Det står lige her i hans kollats: Han skal bringe godt budskab til fattige. Og der står videre, at han er kommet for at udråbe frigivelse for fanger.
Min far var 12 år, da frihedsbudskabet lød i radioen – og det var næsten ikke blevet talt til ende før man bare måtte løbe ud på gaderne og feste og fejre, at nu var man blevet fri. At fra i morgen var man ikke længere som fanger i sit eget land. Hurraaaa…. Ud på gaden. Selv de tyske soldater festede nede på kasernen i Odense – på en måde blev de også befriet: Nu skulle de hjem!
I en endnu større skala er det det, Jesus skal ifølge hans kollats. Han skal ikke bare besejre Hitlertyskland – han skal besejre den besættelsesmagt, der holder hvert enkelt menneske som fange: Synden, død og Djævel, den uhellige treenighed. Jesus vandt en knusende sejr over ondskabens magter, da han døde på korset og opstod fra sin grav. Vores fangeskab er over – Jesus udråber frigivelse for os, besættelsesmagten er besejret, vi venter bare på at friheden bliver en realitet.
Jesus skal give syn til blinde – både rent fysisk, men også et åndeligt syn. Jesus ønsker at åbne vore øjne, så vi ser Gud på den rigtige måde: Gud som kærlig far, en tilgivende far, en nådig Gud. Men så vi også ser vore medmennesker på samme måde som Gud ser på dem, nemlig som elskede mennesker.
Jesus er kommet for at sætte undertrykte i frihed.
Er du nedbrudt og knust over al den sorg, elendighed og undertrykkelse, der er i verden i dag? Sygdom, død, sorg, konflikter og forvirring er en del af hverdagen selv i et fredeligt land som Danmark. Jesus er kommet for at sætte os fri fra denne undertrykkelse – det, som virker så overvældende på os, fordi det er overalt og vi intet kan gøre ved det. Guds nåde møder vores elendighed i mennesket Jesus Kristus. En dag, kære venner, en dag så får alt det her onde, det får ende, når Jesus råber ud over verden: Nu er det nok! Og alt stopper og må bøje deres knæ: Jesus er Herren.
Jesus skal udråbe et nådesår fra Herren. Et nådesår er indbegrebet af en ny start. Bibelen beskriver jubelåret som et år, der skulle komme for hvert halvtresindstyve år, hvor folket fik lov til at starte på en frisk. Når der blev blæst i hornet det år, så skulle alt gæld blive nulstillet og slaver blev frigivet og kunne igen vende tilbage til deres familier. Gæld skulle streges over. Jord, der var blevet solgt i løbet af den periode, skulle leveres tilbage til sin oprindelige ejer. På den måde viste Gud, at landet i virkeligheden ikke var deres, men at det var et land, som de havde fået givet som lån. Det har nok aldrig fungeret sådan i praksis, men det var Guds plan.
Men det fungerede ved det nådeår, som Jesus skulle udråbe. Jesus er nemlig Guds største nådeår. Her er det ikke bare økonomi og ejendomsret, der bliver nulstillet – nej, det er endnu større, nemlig vores skyld overfor Gud, der bliver nulstillet. Som de fattige længtes efter nådeåret, sådan skal vi som skylder Gud og vores medmennesker også længes efter at høre budskabet om, at vi starter på en frisk.
Sådan lyder Jesu kollats. Og Jesus levere det med stemplet ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”.
Folks reaktion på Jesu ord
Men et kollats handler ikke bare om præstens forpligtelser, menigheden har også forpligtelser: Det er menighedens ansvar trolig at søge til kirke for at vokse i troen ved Herrens Ord og Sakramenter. Jeg beder derfor menighedens medlemmer med god vilje at modtage sognepræst Kim Legarth som deres præst”.
Menigheden i Nazareth tog i første omgang imod Jesus med god vilje – men det blev ikke ved sådan – de var ved at få ham slået ihjel ved at kaste ham ud fra klippen. Hvad gik der galt? Hvorfor blev de rasende på Jesus?
1) Det kan være fordi de regnede med, at de i forvejen havde noget stort at bygge på overfor Gud og overfor Jesus. De var jøder, arvinger til løfterne, og de var endda fra Jesu hjemby. Og Jesus sagde: Der blev ikke udråbt noget nådeår for jer, fordi I bor i Nazareth – eller fordi I er jøder. Der blev udråbt et nådeår for jer, fordi Gud er trofast og barmhjertig.
Evangeliet er ikke for jer, hvis I tror, at I kan præstere noget som helst. Hvis I tror, at I er rige på evner, hvis I har en veludviklet åndelig indsigt – så er evangeliet ikke for jer. Evangeliet er for de fattige, frigivelsen er for de fangede, helbredelsen er for de blinde, befrielsen er for de undertrykte – nådeåret er for dem, der skylder. Hvis du ikke er synder, hvis du siger ”jeg er ikke skyldig”, så kan du også sige farvel til alt håb, for Jesus Kristus er kommet for at frelse syndere.
Der er ikke noget så ødelæggende som en overmodig selvtillid. Det er kun ham, der har tomme hænder, der falder fladt for Jesu kors og tager imod de ting, der er gemt i korset til alle fattige.
Det er måske den største grund til at folk afviser Jesus i dag: Vi har simpelthen ikke brug for ham. Eller vi tror ikke, at vi har brug for ham.
2) Eller det kan være, at de mente, at Jesus gjorde for store tanker om sig selv. ”Herrens ånd er over mig” – sammen med alt det andet. Han placerer sig ved siden af profeterne Elias og Elisa – imens han placerer dem blandt afgudsdyrkere… det er at fremhæve sig selv og sætte dem alt for lavt.
Også i dag er det en af de største grunde til at mange afviser Jesus: Han sætter sig selv for højt og stiller for store krav. Han sætter sig selv for højt – og os for lavt. Han ønsker at du skal være intet og han skal være alt. Han ønsker at være herre i dit liv. Han siger, at du ikke skal tilpasse dig verden, men tværtimod tage korset på dine skuldre og følge ham væk fra verden. Han siger, at det er ham, der skal styre dit liv, ikke dine egne drifter og lyster.
3) En tredje ting til deres vrede er, at de ville have et tegn som bevis på hans mange påstande om sig selv, men ikke fik det. ”Hvis alt det passer, som du siger, så må du bevise det”. Deres sind er i en sørgelig tilstand: Det evangelium, som de havde brug for, ville de ikke have og de mirakler, som de krævede så ivrigt, dem ville han ikke give.
Det er den samme plade, vi hører i dag: Beviser. Folk vil se tegn og undere, før de vil kaste deres tro på det, der bliver sagt. Man vil havet et videnskabeligt bevis, man skal måle, veje og føle, før vi man kan tro. ”Jeg vil have en åndelig oplevelse, der kan bekræfte troen”. ”Hvis jeg dog bare havde en drøm”. ”Hvis jeg fik et tegn fra oven”.
Men det er bare, at du er tiggeren foran Guds port – vil du virkelig mene, at du kan komme med regler og regulativer på hvordan du kan få hans nåde – ellers vil du ikke have den? Nej, vel.
En trofast frelser skal tros på sit ord alene – han vil aldrig lyve. Hvorfor vil du have dokumentation fra en, som aldrig kan lyve? Dæmonerne erklærede at de vidste hvem han var, men du bliver ved at med at modstå ham? Hvordan hænger det sammen?
Evangeliet til i dag begyndte så dejligt: Jesus ”kom også til Nazareth”, men slutter bedrøveligt: ”han banede sig vej imellem dem og gik”. Det var en forpasset chance – Jesus gik igen.
Evangeliet var forkyndt – men af en eller anden grund, måske en af de nævnte grunde her, gjorde, at de ikke kunne tage imod. Jesus gik igen.
Advent betyder ”komme”. Der er to reaktioner på Jesu komme: Enten at man tager imod og han bliver og som den store mester laver om på os, så vi kommer til at ligne ham mere og mere – eller man afviser, og han så går igen, og vi får lov til at forfalde endnu mere i forhold til hans tanker med os.
Jeg håber for os alle, at adventen 2013 må være en advent, hvor vi Jesus må komme til os, og at han ikke skal gå igen, men at han må blive hos os, så vi må holde en fantastisk julefest.
Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester,
så er hans gerning alt sket.
Prædikener 2013
Den kristne kirke bygger på evangeliet om tilgivelsen. At Gud tilgiver rundhåndet – at Gud tilgiver alt – at der ikke findes en ting eller et område, som er så syndigt, at Gud ikke tilgiver os, når vi beder ham om det. Og det er en helhjertet tilgivelse. Jesus fortæller lignelsen om en tjener som skylder sin konge det, der svarer til et mindre statsbudget. Han kan naturligvis ikke betale tilbage – og utrolig nok tilgiver kongen ham. Du skylder ikke mere nu. Sådan er Gud overfor os. Sådan tilgiver Gud os – vi kan aldrig gøre det godt igen, som vi har gjort forkert, men Gud tilgiver os. Det gør os glade!
Men han forventer at vi møder vore medmennesker på samme måde – at vi møder dem med samme rundhåndethed. Der er nok ingen, der er i tvivl om hvad Jesus mener og hvad han vil fortælle os i dagens tekst. Vi skal tilgive. Vi skal tilgive. Vi skal tilgive.
Ikke bare overfladisk – ikke bare ved at skubbe det til siden og forsøge at glemme det – men ved at tilgive det af hjertet. Altså i vort inderste. Hvor budskabet om at vi bliver tilgivet helhjertet gør os glade – så kan budskabet om at vi også skal tilgive helhjertet gøre os frustrerede! Hvordan kan vi så meget som at tænke på at tilgive ham eller hende, der sårede os for måske mange år siden? Eller ham eller hende, der sårede os i går? Når Jesus taler om tilgivelse, så lyder det vanvittigt let: I skal tilgive af hjertet. Men Jesus ved om nogen, at det ikke er let at tilgive!! Når Gud tilgiver os, så er det kun muligt, fordi han har betalt den største pris overhovedet – nemlig sin egen søn på korset. Så nej – Gud ved godt, at det at tilgive er vanvittigt svært – men derfor skal vi alligevel tilgive.
Paulus har en lang liste med ting, der ikke sømmer sig for en kristen. Ikke stjæle, ikke sige onde ord, ikke lyve – og så skal vi ikke blive vrede. Nej, det sidste siger Paulus faktisk ikke. Han siger tværtimod: ”Bliv blot vred, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen” (Ef 4,26-27).
Vi må gerne blive vrede – når nogen gør os noget ond, sårer os eller vore kære, så må vi gerne blive vrede. Det er menneskeligt – og vi er mennesker og ikke robotter uden følelser. Men vi skal ikke lade denne vrede synke til bunds i os – vi skal ikke gå i seng om aftenen med denne vrede, men få gjort noget ved den, så den kommer ud af vort liv og vort hjerte. Så den ikke går til bunds i os, og bliver en del af os – af vores personlighed. Det er en anden måde at slippe ud af kravet om at tilgive – nemlig bare at lade det glide ind i os og så lige så langsomt forsøge at fortrænge det. Og med tiden endda glemme det – ”ude af øje ude af sind”…. Ja, men er vreden ligger stadigvæk et eller andet sted inde i os, og gnaver i os og popper så op, når vi mindst af alt tror det. Det kan godt være, at vi ikke kan mærke det, men den er der og den ødelægger os lige så stille. Der findes også mennesker, der går rundt med en kræftsvulst et eller andet sted i kroppen i mange år – og den vokser og ødelægger lige så stille – og de mærker ikke noget, før lige pludselig en dag, hvor det er for sent. Vrede er som en kræftsvulst i os og den eneste kemoterapi, der findes er tilgivelsen. Vores tilgivelse. Når vi af hjertet tilgiver vores bror. Desværre lever mange af os dag ud og dag ind, år ud og år ind med den kræftsygdom, der hedder et hjerte, der ikke kan tilgive. Et hjerte, der ikke ønsker at give det videre, som det hjerte selv lever af, nemlig Guds tilgivelse.
”Bliv blot vred, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen” (Ef 4,26-27). Vreden ligger inde i os – også selv om vi ikke føler os vrede længere, fordi det er så længe siden. Men har vi ikke tilgivet, så ligger den dér. ”… giv ikke plads for Djævelen” – i vores hengemte vrede har Djævelen en fantastisk indgang i vores liv til at fortsætte sine onde hensigter med os.
At holde tilgivelsen tilbage… er synd. Og det kan godt være, at ordet ”synd” er svær at forstå for mange moderne mennesker… men hvad så med ordet ”oprør”. For det er hvad synd er, nemlig oprør mod den almægtige Gud. Holder du tilgivelsen tilbage, så vil der være noget, der spærrer mellem dig og din Gud, som du skal have styr på. Og det vokser – lige som kræftsvulsten. For med vreden kommer der alle mulige andre slags modbydelige ting. Bitterhed, der slår rod i vores hjerte. Det vil gå ind og påvirke vores bønsliv – hvordan kan vi bede fadervor helhjertet, hvis vi har noget imod en: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”. Det påvirker vores lovsang – hvordan kan vi synge ”Nu fryde sig hver kristenmand, og springe højt af glæde”, når vi har en vægt af bitterhed og vrede på vores skuldre. Hvordan kan vi fortælle andre om Guds tilgivelse, når vi ikke ved, hvad det vil sige selv at tilgive? , vores gudstjeneste. Jesus ønsker af os, at i det øjeblik, at vi midt under gudstjenesten kommer i tanke om, at der er et eller andet imellem os og så en anden, så skal vi hellere forlade gudstjenesten – Jesus siger: ”gå først hen og forlig dig med din bror; så kan du komme og bringe din gave” (Matt 5, 21-26).
Det kan godt være, at vi går rundt med den tro, at det er andre, der er skyld i vores vrede og bitterhed, men i virkeligheden, så har vi selv valgt at tage denne frivillige vægt på vores skuldre, fordi vi nægter andre det, som vi selv ønsker: Tilgivelse.
Og det er en vægt, som Gud ikke ønsker, at vi skal bære på vores skuldre – ”kom til mig, alle I som slider jer trætte og som bærer tunge byrder, og vil jeg give jer hvile” – siger Jesus (Math 11,28).
Jeg tror der er noget galt med vores klædeskab derhjemme i præsteboligen – det er vist for fugtigt og varmt, for der er meget af mit tøj, der har krympet her det sidste års tid. Heldigvis har jeg en kone, der sender mig tilbage for at klæde om, når jeg kommer til at tage noget af det på, som er krympet for meget – ”Kim, det passer vist ikke rigtig til dig længere”.
Ved du hvad der ikke passer dig – dig som kristen? Er du en kristen, så har du Helligånden i dig, og Bibelen taler om, at åndens ”frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5,22-23). Kan du fortælle mig, hvor utilgivelighed passer ind her? Passer nag ind her – eller vrede, hævntørst eller gengæld? Nej, vel – det passer ikke til en kristen at holde tilgivelsen tilbage.
Det kan godt være, at du ikke ved det, men den gang du blev en kristen, så aflagde du faktisk din ret til at hævne, til at gengælde, til at bære nag, til bitterhed mod en, der har gjort noget ondt mod dig. At være en kristen er at lægge sit liv og alt hvad det indebær over til Gud. Det er slet ikke vores opgave at ønske hævn, at gengælde – det er den almægtige, retfærdige og alt-seende Guds opgave. Vi hørte afslutningen på den spændende historie om Josef og hans brødre – da Josefs brødre stod foran ham og frygtede for at nu ville Josef hævne alt det onde, hans brødre havde gjort imod ham. Så svarede Josef tilbage: ”Frygt ikke! Er jeg i Guds sted?” (1 Mos 50,19). Eller som der står i Romerbrevet: ” Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,«” (Rom 12,19). Det er den altvidende, altseende og evigt retfærdige og barmhjertige Gud, der vil dømme – og ikke et lille menneske, der nogle gange knap nok kan se ud over vores egen lille næsetip.
At gå med vrede, ønske om hævn eller gengæld – eller holder vi på anden måde, mærkbart eller umærkbart tilgivelsen tilbage – vi går til under vægten af det, det passer ikke til os som en kristen, vi er i oprør mod Gud.
Men hvad skal vi gøre? 1) Første skridt i retningen at få gjort noget ved det er netop at se det som noget alvorligt – og som I kan høre, så er det ikke noget, vi bør tage let på. 2) Vi skal tage ansvaret for det – vi skal se ud over smerten, der er blevet påført os, og se vores fejl: Mangelende vilje til at tilgive. Manglende evne til at tilgive. 3) Og så skal vi bekende det: ”Ja, Gud, jeg er bitter, jeg ønsker gengæld, jeg har et sind, der ikke kan tilgive. Jeg er skyldig. Jeg er skyldig i ikke at ville følge din lov om at jeg skal tilgive. Jeg er skyldig i ikke at følge dit ord, jeg er skyld i oprør mod Gud”. 4) Så skal vi bede Gud om tilgivelse og 5) bede Gud om at hjælpe os med at kunne tilgive. Bede Gud om at vi får viljen til at lægge bitterheden til side. Og det skal netop ikke bygge på følelser, men det her er en viljessag: Jeg lægger vreden, smerten, bitterheden, hævntørsten eller hvilke ord, der nu popper frem i os – det lægger jeg ned for dig og skjuler det i din nåde og din barmhjertighed. Jeg vil ikke længere have det i mit liv. Og dukker det så op igen, så vær som teflon overfor det: Lad det glide af – det passer ikke længere til den person, jeg er. Når vreden melder sig – sådan er jeg ikke længere. 5) Den femte ting, du skal gøre er at bede for den person, der har gjort dig ondt. Det kan faktisk godt være svært at tage en bøn i munden for en, der har såret dig… uha… men jeg tror, at der er det værd. En man beder for, kan man ikke hade i det lange løb. 6) Gå hen og tal med ham eller hende, du har noget imod. Kom ikke hen og sig: ”Du har gjort det og det mod for nogen år siden, men nu har jeg tilgivet dig”. Nej, vend det rundt: ”Der skete det og det for nogle år siden, og jeg vil gerne bede dig om at tilgive mig, fordi jeg reagerede forkert”. Kan du høre hvad forskellen er mellem de to samtaler – og der skal nok ikke nogen stor psykolog til at forudse, at resultatet af de to samtaler, er mindst lige så forskellige. Den første vil bare grave dig endnu dybere ned.
Og er vedkommende død – så forestil, at han sidder i stolen overfor dig, og tal med vedkommende. Sig det samme, som du ville gøre, hvis han eller hun sad overfor dig. Den døde hører dig ikke – Gud hører det, du hører det… og når du tilgiver, så er Gud på din side.
Det kan godt være, at jeg bliver overfaldet bag efter: ” Du ved ikke hvad du putter på andre af byrder nu. Hvordan kan du stå og sige sådan noget? Og du er vel ikke bedre selv”. For at tage det bagfra: Nej, jeg er ikke bedre selv – den her prædiken er også rettet til mig. Måske er jeg den eneste, der bliver prædiket for i dag. Men er der noget af det, jeg har sagt, som ikke stemmer overens med det, der står i Bibelen? Det håber jeg ikke. Og ja – hvis det føles som en byrde, som bliver presset ned over på skuldre, så er vi faktisk kommet et skridt længere, for så er der en invitation til dig – Jesus siger: ”kom til mig, alle I som slider jer trætte og som bærer tunge byrder, og vil jeg give jer hvile” (Math 11,28).
Gud ønsker, at vi skal have glæde og fred i vort hjerte – han ønsker at hele vores liv skal være præget af det, og at vi skal nyde livet. Vi kan ikke nyde livet så længe at der er konflikt imellem os og en eller anden. Så lad os få det ud af vores liv. Det hele begynder et sted: Hos Gud. Lignelsen før begyndte med at tjeneren blev tilgivet af kongen – det er her det hele starter: Ved at vi først oplever Guds tilgivelse. Så har du ikke sagt ja til Jesus, har du ikke taget imod Jesus, så kan du ikke det. Du kan ikke af dig selv kaste dig ud i at tilgive selv det utilgivelige – det kan du ikke selv. Nej, det skal begynde ved at du selv tager imod Guds tilgivelse– og lever på den tilgivelse. Bede ham om at tilgive alt det onde, du har gjort – imod andre og mod ham. Det er vejen ud af syndens og oprørets fangeskab – ud i friheden. Og den Jesus gør fri, han er virkelig fri. Også fri til at bede bønnen: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”.
En taxachauffør blev midt om natten kaldt til en adresse i Minneapolis i den amerikanske stat Minnesota. Han kørte hen til adressen, der var mørkt i huset, med undtagelse af et enkelt lys i nederste etage. Da taxachaufføren dyttede et par gange, skete der ikke noget – mange taxachauffører ville nok være kørt videre, for tid er penge også i den branche. Men denne taxachauffør steg altså ud og gik hen og bankede på døren. En skrøbelig stemme lød indefra huset: ”Et øjeblik” – det lød som om der blev slæbt noget tungt hen mod døren. Døren blev åbnet og en ældre dame – vel på over 90 – klædt i sit nydeligste tøj stod i døren med en tung kuffert – indenfor var møblerne tildækket med hvide lagner og der var intet på væggene, måske var det hele lagt i den papkasse, der stod i hjørnet – der var i hvert fald vaser, malerier og fotografier i den. Det lignede et hus, der skulle forlades.
” Vil De bære min kuffert ud til bilen?”Vil De bære min kuffert ud til bilen?”Vil De bære min kuffert?”
Han tog kufferten og bragte den ud i bilen, og vendte derefter tilbage for at følge hende ned til bilen. Hele vejen ned takkede hun ham for hans venlighed. ”Det var så lidt. Jeg prøver bare at behandle mine passagerer på den måde jeg ville ønske min mor blev behandlet”.
”De er sådan en god dreng” svarede kvinden og satte sig ind i bilen. Hun gav chaufføren en seddel med adressen og spurgte så: “Ville det være muligt at køre gennem den indre by?”
“Det er ikke den korteste vej,” svarede chaufføren.
“Åh, det betyder ikke noget,” sagde hun. “Jeg har ikke travlt. Jeg er på vej til et hospice.”
Chaufføren kiggede i bakspejlet. Hendes øjne skinnede. “Jeg har ingen familie tilbage” fortsatte hun med dæmpet stemme.. “Lægerne siger, at jeg ikke har langt igen.” Chaufføren bøjede sig lydløst frem og slog taxameteret fra. “Hvilken rute vil De gerne have, at jeg kører?”
I de næste to timer kørte de igennem byen. Hun viste bygningen, hvor hun engang havde arbejdet, kørte gennem kvarteret, hvor hun og hendes mand havde boet som nygifte og forbi det hus, hvor hun som ganske ung gik til dans. Nogle huse sad hun bare og kiggede på uden at sige noget.
Da solen stod op sagde kvinden ”Jeg er træt nu – lad os køre”.
Folk på hospicet havde ventet hende, og hun kom hurtig ned i en kørestol. “Hvor meget skylder jeg dig?” spurgte hun og fandt sin pung frem.
“Intet, ” sagde svarede chaufføren.
“Men du skal jo leve,” sagde hun.
“Der er andre passagerer, ” – chaufføren bøjede sig ned og gav hende et kram. “Du gav en gammel kvinde en glædelig stund,” sagde hun. “Tak.” Chaufføren klemte hendes hånd, og gik ind i det blege morgenlys.. Bag ham smækkede døren i. Det var som lyden af et livs afslutning.
Jeg tillader mig at bruge jeres tid på denne her historie her, for den rør mig virkelig, og jeg kan mærke, at når jeg står og genfortæller denne historie her, så får jeg en klump i halsen og de små hår rejser sig på mine arme. Tænk nu, hvis chaufføren bare var kørt efter at have dyttet. Tænk nu, hvis det havde været en sur chauffør, der bare var træt efter en nattevagt og nu BARE ikke gad sådan en gammel dame. Tænk nu, hvis chaufføren ikke havde været åben overfor dette menneske – og ikke havde beriget hendes liv med denne æresrunde igennem hendes liv – og heller ikke havde beriget sig selv med denne tur. Chaufføren var i hvert fald ikke selv i tvivl: I et hurtigt overblik, tror jeg ikke umiddelbart, at jeg har gjort noget , der var vigtigere i mit liv – end dette.” Men tænk, hvis han ikke havde været åben overfor dette øjeblik. Heldigvis var han.
I hjertet af den bibeltekst, jeg lige har læste for jer, er der et lille, men meget vigtigt ord – et ord, der i sin dybeste mening samler hele Jesu budskab og hele Jesu virke her på jorden. Evangelisten Markus har skrevet det på det sprog, som Jesus selv talte, for at ordet må være mere levende. Ordet er ”Effatha”, luk dig op.
Jesus gør et tegn – han helbreder et menneske, der havde svært ved at tale, og som ikke kunne høre. Ja, Jesus måtte endda gøre tegn ved at røre ved hans ører og hans tunge for at kommunikere med ham.
Det er den bogstavelige betydning af ordet ”Luk dig op”. Før var han lukket i overfor verden ved Jesu hjælp åbnede han op. Hans helbredelse var en åbning overfor andre, overfor verden – det startede med hans organer stemmen og hørelsen og endte med en helt ny åbenthed overfor verden – en helt ny måde at leve på.
Men vi ved jo også godt, at lukkethed i forhold til verden, ikke kun er afhængig af vores organer. Der er en indre lukkethed, som gælder det dybeste centrum i os mennesker, nemlig det Bibelen kalder for vort hjerte. Det var det, som Jesus kom for at lukke op, for at befri, så vi kan leve fuldt ud med vor Gud og vores medmennesker. Jesus blev menneske, sådan at vi mennesker som ellers var døve og stumme af synden, at vi ville kunne høre Guds stemme, stemmen, der taler til vores hjerter. Så vi ville kunne tale kærlighedens sprog med Gud og med vore medmennesker. Derfor er ordet ”Effatha” – ”luk dig op” en opsummering af Jesu mission her på jorden. Effatha – luk dig op, øre, luk dig op tunge!
Det er virkelig mit indtryk, at vi moderne mennesker lider af en åndelig døvhed overfor Gud. Det er svært at høre ham. Der er så mange andre frekvenser i vores øre, så vi simpelthen ikke kan høre ham – eller også hører vi kun meget lidt af det. Alt det, der siges om ham virker så gammeldags, virker så ude af trit med vores videnskabelige tilgang til livet. Det passer slet ikke ind i vores tid.
Og kan vi ikke høre Gud, så kan vi naturligvis have svært ved at tale til ham og vi kan slet ikke tale med ham. Uden den kontakt med Gud – som vi jo ellers er døbt til have – gør at vores liv åndelige liv bliver mere og mere indskrænket. Vi reducerer den treenige Gud med en eller anden vag forestilling om ”der er mere mellem himmel og jord end sådan lige”. Kærlighed bliver erstattet af tolerance – kristendom bliver reduceret til humanisme. Mangler vi den dimension i vores liv, så vil vores forhold til og opfattelse af resten af verden naturligvis også blive indskrænket. Ser vi mennesket som et resultat af Big Bang og tilfældig udvikling og ikke sådan som vi virkelig er, nemlig skabt i Guds billede, skabt ikke bare tilfældigt men fordi vi er villet, ønsket og elsket af Gud – hver eneste af os er udvalgt i kærlighed – mister vi det, så må det simpelthen betyde noget for den måde, vi ser på andre mennesker på. Uanset om det menneske så er et lille ufødt barn, en savlende umælende beboer på en døgninstitution, en incest-anklaget mand i arresthuset eller en gammel kone med kufferten, der er på vej til hospice.
Vi skal lære at være åbne for den gamle kone med kufferten og derfor behandle hende som et elsket menneske. Vi skal lære at åbne op og se et menneske selv i den største forbryder – og derfor behandle ham som det elskede menneske, som Gud ser. Vi skal være åbne for vores medmennesker – føler vi en kynisme i vores samfund, så kan vi ikke kurere den på anden vis end ved at gå til rødderne, årsagen: Vort manglende forhold til Gud. Vort samfunds manglende forhold til Gud. Lad os åbne os overfor vore medmennesker – så vi kan se et dyrebart menneske – og ikke et menneske som vi lige kan tjene lidt hurtige penge på. Taxachaufføren fra før behøvede ikke at slå taxameteret fra… men det gjorde han.
Lad os være åbne overfor vores medmennesker. Det er min påstand her i dag, at det kan vi kun fuldt ud gøre, hvis vi også åbner op i forhold til Gud. Hvis han igen kommer ind i vort liv – hvis vi lader hans bøn ”effatha, luk dig op” gælde os. Så vil vi også åbne os overfor vores medmennesker så vi ikke se dem som redskaber for vort liv, men se os selv som redskaber for Gud til at berige deres liv – og som en sidegevinst vil vort eget liv også blive beriget!!
Lad os, der er her i dag, bede om, at Jesus igen må sige sit Effatha over os, at han må helbrede vores døvhed overfor ham, hans ord og hans gerninger. At han må gøre os hørende – at han må lære os at genopdage troens sprog, bønnen. ”Effatha” – luk dig op. Og ved du hvad – pludselig vil du se meget mere i verden end du gjorde før – en verden uden Gud er ikke et sted, jeg vil være. En verden med Gud er et fantastisk sted – når vi pludselig ser almindelige ting som guddommelige.
Det er jo lige som Grundvig skriver i sin gamle dåbssalme, som vi lige har sunget:
v. 3-5a af 443 ”Op til Guds hus vi gå”
Vor sjæl er døv og stum
for evangelium,
men høres vil Gud ord
og føres trindt på jord.
Guds ord til sjæl og krop
det siger selv: Luk op!
Afsiger løgnen du
og tror Guds sandhed nu?
Det er hans Effata
og tungen svarer ja”.
Nu har vi lige haft hele tre dåb, hvor Valdemar, William og Nanna. I det rigtig gamle dåbsritual rørte præsten ved munden og ørene på dåbsbarnet og sagde ordet ”Effata” og bad dermed om at de måtte netop lukke op og høre Guds ord og tale troens sprog.
Hvem er du? Har du nogensinde stillet dig selv det spørgsmål: Hvem er jeg?
Er jeg hvad andre siger om mig, eller er jeg hvad jeg føler herinde i mig selv? Hvad er det for et billede af mig selv, jeg forsøger at give til omverdenen? Og hvordan bliver det opfattet? Ser de mig som stor og selvsikker – eller har de opdaget, at jeg faktisk er lille og utilstrækkelig?
Jeg har lige læst en af de mest fantastiske historier fra Det nye Testamente, nemlig hvordan Jesus møder tolderen Zakæus. Og der kan man virkelig se hvordan man kan se forskelligt på det samme menneske.
For hvem er Zakæus?
– En romersk soldat ville nok se på Zakæus som en nyttig idiot. Vi kan bruge ham lige nu til at kræve upopulære afgifter og told ind til Kejseren i Rom. Han er en nyttig idiot, der tager en del af folks brok, og når vi ikke længere har brug for ham, så ud med ham til højre.
– En jøde ville nok se Zakæus som en landsforræder, der var med til at holde sit eget folk i slaveforhold under Kejseren i Rom. Han snød og bedrog folk – og var også religiøs uren, for han havde kontakt med romerne og en masse gods af forskellig karakter. En nationalistisk og religiøs jøde ville ikke skulle tænke sig om ret mange gang, hvis han fik mulighed for at plante en kniv i ryggen på Zakæus!
– Hvordan så Zakæus på sig selv? Var han den samme mand, når han sad og krævede penge ind i toldboden som han var, når han om aftenen i sit hjem, måske alene? Hvordan så han på sig selv? Han vidste jo nok, at det han havde gang i ikke var så smart – men den ene beslutning tog den anden, og nu sad han og var ikke bare tolder, men overtolder. Hvordan så han på sig selv? Så han ned på sig selv? Skammede han sig – men manglede en måde at komme ud af den her skrue uden ende? Måske var han ensom? De mennesker, der kom til hans fester, var det ”rigtige venner”, der også ville bakke ham op, når pengeorgiet fik ende og der blev råbt ”klyng landsforræderen op” ude på gaden?
Ja, hvem er Zakæus? Var han hvad andre sagde om ham? En nyttig idiot, en farlig landsforræder? Var han hvad han sagde om sig selv? Et sølle pjok?
Hvem er Zakæus?
Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer sad i Gestapos fængsel i Nazitysklands sidste måneder før han blev henrettet. Dér i fængselet skrev han et fantastisk digt, der hedder ”Wer bin ich?” – ”Hvem er jeg?” – det digt handler om kampen om at finde ud af hvem han egentlig er. Om han er det, han ser indadtil eller det, som andre ser?
Hvem er jeg?
Ofte siger de til mig,
jeg træder ud af min celle
rolig, munter og fast
som en herremand ud fra sit slot.Hvem er jeg?
Ofte siger de til,
jeg taler med fangevogterne
frit, venligt og klart
som havde jeg at befale!Hvem er jeg?
De siger også,
at jeg bærer ulykkesdagene
ligevægtigt, smilende og stolt
som en, der er vant til at sejre.
Men indeni er han en helt anden:
Eller er jeg bare det, som jeg ved om mig selv?
Urolig, længselsfuld, syg som en fugl i bur,
kæmpende for at få vejret, som om én havde mig i struben,
hungrende efter farver, efter blomster, efter fuglestemmer,
tørstende efter gode ord, efter menneskers nærhed,
Så hvem er Dietrich Bonhoeffer så? Det han mærker i sig selv og selv ved om sig selv, eller det, som alle andre ser?
For der er vel de to muligheder, når vi skal finde ud af hvem vi er – når du skal finde ud af hvem du er. Er du, det du mærker i dig selv? Er du det, andre siger om dig? Er du hvad du gør og kan? Er du hvad du har?
Jeg kan godt afsløre overfor dig, at forsøger du at bygge din identitet på noget af det her, så vil du aldrig finde hvile og ro – for det vil virkelig tage energien fra dig. Bygger du dit liv på de ting, så bliver dit liv et siksak op og ned. Op i glæde, når du har meget godt, når du gøre meget godt og har succes og når folk taler godt om dig. Og ned i kulkælderen, når du mister, når du fejler – når du finder ud af, at du faktisk ikke kan noget mere. Når folk taler ondt om dig. Og det kan faktisk ryge helt ned, så det hedder en depression.
Bygger vi vores liv og vores identitet på de ting, så bliver det sådan et siksak – og vi kæmper bare for at holde os oven vande og ikke for langt ned – det er det, der hedder at overleve. Vi kæmper for at holde fast i at vi stadigvæk kan noget, kæmper for at vi har et godt navn og kæmper for at holde fast på vores ejendom. Livet bliver pludselig en kamp bare for at overleve – og holde fast i ens identitet. Jeg er hvad jeg kan, jeg er hvad andre siger om mig og jeg er hvad jeg har.
Det jeg vil fortælle her i dag – at det her liv, den her siksak op og ned – det er forkert. Det er ikke hvem du er – det er ikke hvem jeg er. Men hvem er vi så?
Zakæus var så heldig, at det ikke bare var romerne, der havde en mening om ham, eller jøderne – eller ham selv. Nej – Jesus kom forbi. Han så ikke en nyttig idiot. Han så ikke en farlig landsforræder. Han så ikke et pjok. Han så ind til kernen i Zakæus og så et elsket menneske. Et menneske, der havde taget nogle forkerte beslutninger i livet – et menneske, der sad fast i sine fejl og nederlag. Hjælpeløst fast. Men det var ikke hvad det menneske var – for Zakæus var først og fremmeste – først og sidst et elsket menneske, som Jesus var kommet for at frelse.
Jeg tror heller aldrig vi vil finde ud af hvem vi egentlig er, hvis ikke vil løfter blikket væk fra os selv i – løfte vores blik ikke for at stoppe ved hvad andre så siger… men ved så at fortsætte op, så vi får fat på hvad Gud siger om os – hvad han vil med os. Hvad han ser i os – hvad vi er i forhold til ham. Sådan var det med Johannes Døberen og sådan var det også med Dietrich Bonhoeffer – hvis vi skal vende tilbage til hans digt. For digtet slutter sådan:
”Hvem er jeg?…
Hvem jeg så end er – Du, Gud, kender mig. Du er min far!”
Og det er dér vi skal finde vores sande identitet –– jeg skal finde min identitet i at jeg er Guds barn – jeg er elsket af ham. Og det står fast – hvor alt det andet kan forsvinde eller svinger op og ned, så står det her ene fast: Du er Guds elskede søn – du er Guds elskede datter. Og den kærlighed stopper ikke bare, når teenageretiden kommer – eller voksentiden, eller alderdommen, nej, den fortsætter livet ud… ja, endnu længere. Og fordi den bliver ved og ved og ved kan du også bygge din identitet på den kærlighed, for den er stabil. Ja, vi vil stadigvæk møde afvisninger. Vi vil stadigvæk møde tab. Vi vil stadigvæk ikke have succes altid. Men vi vil ikke blive kastet rundt op og ned op og ned… for det er ikke det, du bygger din identitet på. Lev i Guds kærlighed, så vil du møde modgang, du vil møde tab og du vil møde nederlag, du vil møde succes… du vil møde alle livets sider… men du vil møde det som den der ved, hvem du er: Jeg er Guds elskede datter. Jeg er Guds elskede søn.
De fleste af jer kender den danske instruktør og ikke mindst provokatør Lars von Trier. I 1994 gik hans gyser Riget hen over skærmene om fredagen – en gyser om det okkulte. Hver eneste afsnit begyndte med den samme introduktion til det store Rigshospital, der skulle erstatte overtroen og blegemænd:
”Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er som om kulden og fugten er vendt tilbage”.
Nu var gyseren ”Riget” en omgang åndeligt vrøvl, men jeg er alligevel blevet ved med at vende tilbage til denne sætning – ”Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er som om kulden og fugten er vendt tilbage”. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det er en sætning, der er lige så sand i dag som den var dengang i 1994. På den ene side, så er det måske blevet mere ok, at sige, at man på en eller anden måde er troende. Jeg læste en undersøgelse forleden dag om at kun 40% af dem, der kommer i kirken og siger ja, enten til barnedåb, konfirmation eller vielser, at de i det hele taget tror på Gud. Man et er at folk svarer nej, når det får stillet spørgsmålet ”Tror du på Gud?” – noget andet er om de vil svare ja til spørgsmålet ”Tror du, at der er mere mellem himmel og jord end der lige kan måles?”. Så er det nok lettere at sige ja.
På den ene side, så er det ok, at sige, at man på en eller anden måde har en tro på et eller andet – men på den anden side set, så hænger det videnskabelige verdensbillede rigtig godt fat i os, så vi gerne vil have beviser. Vi er skeptiske af natur – kommer der en, der kræver noget ekstraordinært af os, ekstraordinær tillid, så kræver vi den anden vej tilbage også en eller anden form for bevis. Tvivlen er det, der melder sig før troen gør. Vi vil have beviser – og med beviser, så mener vi videnskabelige beviser. Og det er måske derfor, at det er nemmere at sige, at ”jeg tror på et eller andet mellem himmel og jord” end det er at sige konkret: ”Jeg tror på Gud”. Du kan ikke give mig et fysisk bevis på at han eksisterer, derfor kan jeg ikke tro på ham”. Og ærligt talt – somme tider kan jeg også mærke tanken: Hvad nu hvis der ikke er nogen Gud overhovedet? Det kan jo ligeså godt være løgn og latin det hele. Jeg har da gået mine ture under nattehimmelen og bogstaveligt talt råbt op i himmelen: ”Hvis du er deroppe, Gud, så giv mig et tegn”.
Ja, tænk, hvis man kunne få et under som det, Peter og hans venner oplevede ude på søen: Fiskene, der strømmede ind i nettene, så bådene var ved at gå under. Ud fra en fiskerlogik, så burde der ikke være en eneste fisk i det vand. Det foregår midt på dagen – eller i hvert fald på et meget varmt tidspunkt af dagen, så fiskene søger væk fra det varme vand på overfladen og ned til det koldere vand i dybet. Og så kommer fiskerne med deres små net, der slet ikke kan nå ned til fiskene på bunden. Enhver fiskerlogik siger – det er spild af tid og kræfter at forsøge at fiske, for der ER ingen fisk at fange. Men alligevel bliver nettene fyldt op, så bådene er ved at synke.
Ja, hvis jeg bare oplevede noget som Peter, så ville jeg have let ved at tro. ”Hvis du er deroppe, Gud, så giv mig et tegn”.
Men det er bare det, at se er ikke det samme som at tro. Jeg tør vædde med at man nok kunne finde en eller anden videnskabelig forklaring på at nettene blev fyldt. Det kan være at der netop i det øjeblik at de sejlede med deres net, at der kom nogle rovfisk i dybet og jog alle fiskene opad – lige op i nettene. Og så var Jesus bare heldig, at det skete lige, da han havde sagt det. Eller det kan være, at der lige var iltsvind som der var her i Mariagerfjord for nogle år siden, hvor fiskene næsten tiggede om at komme væk fra vandet… og så var det bare at gå ud med nettet og fiske dem op.
Hvis det er sådan, at man har en filosofi, som udelukker det overnaturlige, så kan man hurtig finde en bortforklaring. Vil man ikke tro, så kan man nemt finde en bortforklaring. Om ikke andet, så kan vi sige, at vi har været offer for en illusion. Vores sanser er simpelthen blevet narret til at se, mærke, dufte eller høre noget, der slet ikke var der. Hvad vi lære af en begivenhed afhænger helt og holdent af hvad tanker vi oplever dem med.
Så nej – at se et mirakel – ja, endda at opleve det på vores egen krop er ikke en genvej ind i troens verden. En af de helt store paver – han var så stor, at selv vi protestanter synes at han er stor, så vi kalder ham ”Gregor den Store”, han levede omkring år 500… altså for rigtig længe siden. Han sagde sætningen – Credo ut intelligam. Og det ved vi jo alle hvad betyder… nej, jeg måtte hen og slå op i min latinske ordbog – det betyder: ”Jeg tror for at kunne forstå”. Altså, jeg prøver nemlig ikke at erkende for at jeg kan tro, men jeg tror for at jeg kan erkende. Troen starter altså ikke her oppe i hovedet med forstanden, starter ikke ved det, vi ser og måler og føler.
Og det er ikke noget nyt – læser vi i Bibelen, så er der faktisk flere eksempler på at nogle, der oplever et af Jesu mirakler eller tegn, at de ikke kommer til tro. Ja, Jesus siger endda, at hvis de ikke tror efter at have hørt prædikener, læst i Bibelen, jamen så ”vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde” (Lukas 16,31). Peter i dagens tekst begyndte at tro på Jesus efter at have set Jesu under – men det kunne lige så godt have været end helt anderledes. Vi kan læse i Bibelen, hvordan Jesus gør et dødt menneske levende, men hvad er resultatet: – ja, konkret havde jøderne endda set hvordan Jesus opvakte en død, men lige bagefter står der: ” Fra den dag af var de [jøderne] besluttet på at slå ham [Jesus] ihjel” (Johs 11, 53).
Så selv om du oplever et mirakel, så vil du ikke nødvendigvis blive et troende menneske. Men hvordan kommer man så til tro?
Ja, gid jeg vidste det! Gid jeg kunne komme med et gudsbevis, der slog alle indvendinger væk. Men det kan jeg ikke. Gid jeg kunne give dig en klokkeklar opskrift: Gør det og det og det, så vil du komme til at tro på Gud, men det kan jeg ikke. Lige som jeg nok heller ikke kan give nogen opskrift på hvordan man bliver forelsket i et andet menneske. Og det er måske ikke den mest dårlige sammenligning. For for mig at se, så er der stor lighed mellem at være forelsket og så at tro.
Jeg kan godt stå heroppe og hive det ene skriftsted op med helvedet og om troen som den eneste vej ud af helvedets flammer, men det rokker ikke noget som helst. Jeg kan ikke piske dig til at tro på Jesus: ”Hvis du ikke tror, så vil du komme til at betale for al din synd og skyld” – men det rykker ikke noget! Tro drevet af frygt og skyldsfølelse bærer ikke ret meget. Gud ønsker netop ikke slaver, der frygter ham, men børn, der elsker ham. Og kærlighed kan ikke skræmmes, trues, presses eller tvinges frem – men kærlighed vokser lige så stille frem. Ja – kærlighed vokser ved at jeg er sammen med den anden. Kærligheden til den anden skabes ved et møde mellem to mennesker og den vokser ved at dette møde sker oftere og oftere, for til sidst aldrig at blive afbrudt.
Og på samme måde med troen på Gud – den sker ved at man møder Gud. Måske bare sådan lige strejfer ham – f.eks. her ved gudstjenesten i dag. Et strejf ved at du synger med på salmerne. Et vidunderligt møde ved at du går til alters om lidt og modtager Jesu legeme og blod. Og begynder du at åbne dine øjne og kigger rundt efter ham, så vil du se, at han faktisk er lige i nærheden. Du skal ikke stramme dig an, men bare lukke ham ind, for sandheden er, at Gud er nødt til at hjælpe mig, hvis jeg skal komme til at elske ham og tro på ham. For jeg tror, at han allerede har lagt noget i dig, der bare venter på at vokse op – en lille tros-spirer.
Når nogle brækker halsen på kristendommen og afviser den, så er det ofte fordi at de forsøger at sluge mere end de kan bide over. De afviser kristendommen, fordi de ikke tror på jomfrufødsler, på tonaturlæren, fordi de ikke tror på at Jesus kunne gå på vandet eller at Gud har skabt verden på 6 dage. ”Jeg kan simpelthen ikke tro på noget af det” – og så ryger det hele. Men måske gaber de simpelthen over mere end de kan klare.
Nej, lad os bruge den tro, vi har og langsomt vil den vokse sig større lige så langsomt i takt med at vi lever sammen med Gud. Da du skulle lære at læse – kastede du dig så over Öhenschläger ”De higer og søger i gamle bøger i oplukte høje med spejdende øje” eller var det ikke nok bare at lære alfabetet i første omgang og så begynde med ”Ole bole gik i skole”. og gå videre derfra? På samme måde med troen – vi begynder i det små og efterhånden, som vores tro vokser vil vi få større og større indsigt i troens forunderlige verden. Find det sted i kristendommen, hvor du kan hænge dig fast og begynd så derfra. Begynd dér – og en ny verden vil med Guds hjælp lige så langsomt åbne sig for dig.
Gør som fiskeren Peter – Peter kendte alle indvendingerne mod at sejle ud: !Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået, men på dit ord vil jeg kaste garnene ud” (Luk 5,5).
Jeg håber for dig og for mig, at vi må lægge vore indvendinger til side og så handel på Guds ord – og jeg er overbevist om, at vi vil finde ud af, at Gud er dér og at Gud bærer. Ja, tag troens første skridt – og så vil vi se forunderlige ting.
At være religiøs – eller at blive født på ny.
En præst og en taxichauffør døde og kom begge i Himlen. Skt. Peter stod ved perleporten og ventede på dem. ”Kom med mig” sagde han til taxichauføren.
Taxichaufføren gjorde, som han fik besked på, og Skt. Peter førte ham til et smukt beliggende landssted. Der var alt hvad hjertet kunne begære, lige fra svømmepøl, havudsigt og golfbane til engle, som serverede læskende drikke og delikate retter. ”Her skal du bo”
”Wauu – tusind tak” sagde taxichaufføren.
Derefter vendte Skt. Peter tilbage til præsten, som havde set alt det, der overgik chaufføren.
Kom med mig, sagde skt. Peter og førte præsten hen til en faldefærdig hytte, der bestemt ikke var værd at skrive hjem om.”Her skal du bo”
”Vent lidt” sagde præsten ”Jeg tror der er sket en fejl, var det ikke mig, der skulle have været på landstedet? Når alt komme ril alt er jeg præst og har uge efter uge prædiket Guds ord.
Sandt nok – svarede Peter. Men når du prædikede faldt folk i søvn. Når taxichaufføren derimod kørte bil, så bad folk”.
Du skal gøre noget for at komme i Himmelen
Selv om det her er en vittighed – så på en eller anden sørgelig måde, så afspejler den fejl, som man rigtig hurtigt kan komme til at hoppe i, når man taler om kristendommen og det at komme i himmelen: Man skal gøre noget – man skal være så og så from. Gå meget i kirke, have en god moral – ja, kort sagt: Man skal være et godt menneske.
Hvis det at være en kristen er det samme som at være et godt menneske, så ville Nikodemus – ham som jeg lige har læst om – han vil være en perfekt kristen. Han vidste alt hvad der var værd at vide om det at være et godt menneske – han kendte alt til Guds lov. Ja, Nikodemus var så god til det med Guds lov, at han endda sad som et af medlemmerne i jødernes øverste råd – beundret og agtet af alle mennesker. Og jeg tror faktisk også, at han vil være mere end velkommen som medlem af en hvilken som helst kirke i dag. Han var principfast, vidende, moralsk retskaffen, høflig og ydmyg.
Nikodemus var fortabt
Men ved I hvad – han havde et stort problem: Han var fortabt. Alle de mange gode gerninger, alle de mange gode bønner, alle de mange gode næstekærlige og måske endda selvopfordrende gerninger hjalp ham overhovedet ikke, for han var en synder. Ikke bare en synder, fordi han af og til i et svagt øjeblik kom til at gøre noget forkert, men fordi han var født som en synder. For synd er ikke så meget en gerning, en ugerning, men synd er et rige, som man fødes ind i. Jeg synder, fordi jeg er en synder. Kirkens reformator, Martin Luther, siger at menneskets store fejl er, at vi er født ”indkroget i os selv”. Man kan næsten se det for sig. Fordi vi mennesker er indkroget i os selv, så kan vi ikke rette os ud og stræbe efter Gud, stræbe efter frelsen. Vi kan ikke selv tage springet over det gab, der er mellem os og Gud. Jo, vi kan godt hjælpe en masse gamle damer over vejen og en masse andre gode ting, men det ændre ikke på at vi er syndere. Det lukker ikke gabet mellem os og Gud som er dér, fordi vi er syndere. Fejlen er jo netop ikke hvad vi gør, men hvad vi er. Og vi er syndere – vi er født som syndere – vi kan simpelthen ikke andet.
Og det er det forfærdelige ved alle religioner – de er en masse regler, som vi skal opfylde for at komme op til Gud, det er en masse ”gør ikke det” og ”gør det”. Men det regner slet ikke med at grundfejlen følger med hele vejen opad selv i det bedste vi kan udføre. Selv vores bedste gerninger, selv dér, hvor vi strammer os mest an, der er vi syndere. Religion viser os vejen vi skal gå for at komme op til Gud – religion handler om vores vej til Gud – kristendommen handler om Guds vej til os. Religion handler om vores gerninger – kristendommen handler om Gud gerninger.
Og er problemet at vi er født som syndere – så er det dér Gud sætter ind i første omgang. ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”.
Det er faktisk hele kernen i kristendommen – i det at være en kristen. Det er hele svaret på Nikodemus´ problem, ja, alle menneskers problem med synd og fortabelse – der skal en ny begyndelse til. En ny begyndelse, der er så radikal, at den kun kan sammenlignes med en fødsel. Hvor meget kan barnet gøre til eller fra ved fødselen? Jeg ved ikke om I har læst Kaj Munks erindringer ”Foraaret saa sagte kommer”, men da han skal fortælle om sin fødsel gør han det med ordene ”Den 13. januar 1898 lod jeg mig føde i Maribo”. Men bortset fra Kaj Munk, så har vi andre nok været rimelig passive deltager ved vores fødsel. Og på samme måde med vores åndelige fødsel – vi var passive. ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd kan ikke komme ind i Guds rige” – siger Jesus. Den, der ikke bliver døbt og modtager Helligånden kan ikke komme ind i Guds rige.
Nu har vi næsten lige haft dåb, hvor Frida blev døbt. Lige efter hendes dåb lagde jeg hånden på hendes hoved og sagde: ”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden”. ”Genfødt dig ved vand og Helligånden”. For her i dåben skete det – i Fridas dåb skete det med hende og i din og min dåb skete det med os: Vi blev født på ny – vi blev nye mennesker. Vi kan kun se det synlige tegn, selve dåben, men ikke den usynlige virkelighed: Vi gik fra at være syndere til at være frelste syndere. Vi gik fra kun at kunne have et forhold til Gud, der hedder religion til at have et forhold til Gud, der hedder relation. Vi gik fra kun at have Gud som vores skaber til at have Gud som vores far.
Det vil sige, at nu skal vi ikke gøre alle mulige og ikke mindst umulige gode gerninger for at komme til Gud – men vi kan gøre alle de gode gerninger, fordi vi allerede er hos ham. Vi skal ikke gøre godt, for at blive frelst – for at gøre noget godt for os selv, nej, vi skal gøre noget godt, fordi vi vil noget godt for vores medmennesker.
Jeg begyndte med at spørge: Hvad er en kristen? Og svaret må være: En kristen er et døbt menneske. En kristen er et menneske, der er lever det nye liv, som han har fået kvit og frit. Et liv, der har sit udgangspunkt og sit mål I Jesus. Et kristenliv, som er
– et liv med en personlig relation til den almægtige Gud.
– et liv med Jesu almægtige tilstedeværelse i mit liv.
– et liv som jeg lever i tillid til Gud og så overlader alle konsekvenserne til ham
– et liv i glad lydighed mod Gud og afhængighed af ham, fordi vi har ham som fokus og ved at vi kun kan forvente gode ting fra ham.
Og føler du ikke, at du lever det liv, så er der ikke andet at lade sig slå hjem – lige som Matador-spillet: ”Ryk frem til start”. Ryk tilbage til det sted, hvor det hele begyndte – til dåben. Tvivler du på dig selv, tvivler du på din tro, tvivler du på din Gud: Vend tilbage til start – vend tilbage dertil, hvor du blev genfødt. Det vil sige, at dåben kan stå som trosstyrkende: Ja, jeg tvivler og fejler, men jeg er døbt, og det står fast. Hvor jeg kan tvivle på alt muligt, endda min egen tro, så kan jeg ikke tvivle på dåbens faktum, hvor jeg har Guds løfte til mig, at han vil bevare mig. Det siges, at Grundtvig hver eneste aften og morgen slog korset for ansigt og for sit bryst, lige som ved dåben og sagde: ”Modtag det hellige korsets tegn, både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”.
Så hvad er en kristen? En kristen er et døbt menneske. Det kan godt være, at du sidder og tænker, at ja, jeg er godt nok døbt, men jeg er ikke mere kristen end at det gør noget. Jeg er ikke ”troende” – jeg er nok kristen, men på min egen måde. Jeg vil gerne give dig en udfordring her i dag – giv også dig tilladelse til at lege Matador med dit trosliv og lade dig slå tilbage til start. Vend tilbage til din dåb og overvej hvad det er du har fået, som du har givet afkald på. Giv dig selv lov til at få en samtale med Jesus – lige som den gamle Nikodemus fik den nat han kom og fik at vide, at han skulle fødes igen. Gå op til alteret om lidt og bed om en ny start. Det kan godt være, at du har takket nej til Jesu gave – men den ligger dér stadigvæk og venter på at blive taget i brug, nemlig nåde over nåde. En adgangsbillet til et fantastisk liv her på jorden, der er så godt, at de få år vi har her på jorden slet ikke tilnærmelsesvist er nok, så det må fortsætte videre ud i evighedernes evigheder. For at slutte af med det vers, som vi desværre ikke har med i dagens evangeliettekst: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men havet et evigt liv”
Hånden på hjertet – en af de ting, der gør, at Jehovas Vidner oftest møder en afvisning og en dør, der bliver lukket i mere eller mindre blidt, det er ikke teologisk overvejelser. Det er ikke fordi vi har nærstuderet deres skrifter og deres holdninger og er kommet frem til, at dem vil vi ikke snakke med – jo, der er måske noget med blodtransfusioner og udelukkelser af selv familiemedlemmer af menighed og familie – men ellers kender vi faktisk ikke ret meget til dem. Vi lukker jo døren, før de rigtig begynder. Og her kommer så det med hånden på hjertet: Grunden til at vi gør det, er det ikke bare det, at de vidner? Er det ikke bare det, at de kommer og forstyrrer os midt i vores stille og rolige eftermiddag – kommer og stiller store spørgsmål som:
”Hvorfor tror du, at der er så meget ondt i verden?”
”Ved du at Jesus en gang kommer tilbage?” –
når vi nu har nok at gøre med bare at finde ud af om vi skal drikke kaffe i stuen eller om det er varmt nok til at vi kan sidde ude og drikke kaffen. Og så kommer de og vidner – som rejsende i frelse og fortabelse.
Ja, nu bryder jeg mig ikke om at lukke døren i hovedet på nogen som helst – og da slet ikke, når der er nogen, der vil snakke med mig om Bibelen – men egentlig så burde vi som kristne… og det er vi vel alle os, der sidder her i dag i Hobro Kirke… vi kristne burde have bare en lille smule dårligt samvittighed, når vi ser dem gå rundt fra dør til dør, eller gå herude i gågaden. Ja, man kan selvfølgelig godt sætte spørgsmålstegn ved hvor meget de gør det frivilligt og hvor meget de gør det for at opfylde en bestemt kvote, som hovedsædet i Holbæk holder styr på. Men man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved at de vidner, at de fortæller andre om deres tro.
Vi skal vidne
Og ved du hvad: Det er også det, som vi som kristne er kaldet til: At vidne. Jesus fortæller om Helligånden, som vil vidne om ham. Helligåndens fornemste opgave er at vidne om Jesus. ”Men også I skal vidne” – siger Jesus så. ”Men også I skal vidne”. Læg lige mærke til at Jesu ord er det, man i grammatik kalder for bydeform: Der står ikke: ”I kan vidne” eller ”I må vidne” – der står ”I skal vidne”. Det er ikke nogen mulighed, der er faktisk nærmere et krav, men ikke et krav som en løftet pegefinger, men et krav, fordi selv budskabet og glæden over budskabet tvinger vidnesbyrdet frem i os.
Nu har vi lige haft en dåb, og en af teksterne er netop det samme: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden – gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem… og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”. Da du blev døbt, så fik du del i en fantastisk gave: Du fik Gud som din far, du fik Jesus som din broder og du fik Helligånden som din talsmand og vejleder her på jorden. Kort sagt: Du fik den største gave, som er givet os mennesker: Du blev et frelst menneske – du blev en kristen. Og til den ærefulde titel er også en opgave: For at være en kristen er at være et vidne om Jesus. At være en kristen er at give det videre som vi har modtaget. Gud giver os nemlig aldrig noget for at vi skal beholde det for os selv. Har Guds ånd fortalt os noget om Jesus Kristus, så må vi også på en eller anden måde give det videre, det vi har modtaget. Det vi har oplevet. Ja, jeg tror faktisk ikke, at vi i det lange løb kan beholde det, hvis det er sådan, at vi ikke giver det videre. Ja, jeg tror faktisk, at vi ikke bare mister det, men at vi åndeligt talt sygner hen og dør, hvis vi ikke giver det videre. Men ved at vi giver det videre, så bliver det til endnu mere liv, og endnu mere glæde også for os selv.
Men hvordan skal vi så vidne? Ja, det kræver ikke nogen stor uddannelse eller øvelse i timevis foran spejlet at være et vidne for Jesus – de første, der blev sendt ud får i dagens tekst at vide: ”Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen”. Det de skulle gøre var at fortælle om det, de havde oplevet, det, de havde set med deres øjne, det, de havde hørt med deres ører, det, de havde følt i deres hjerter. De skulle ikke fortælle ud fra bog, men ud fra deres eget liv.
Fortæl hvad du har oplevet
Og på samme måde med os som vidner, vi skal fortælle hvad vi selv har oplevet. Vi skal ikke nødvendigvis fortælle hvad vi har læst os til. Nej, men hvad vi har oplevet – hvad vi har set af Gud selv. Og når vi oplever noget af Gud, når vi lever livet som kristen, så vil det komme helt af sig selv – ja, vi vil slet ikke kunne holde vores glæde tilbage. Fylder Jesus noget i vores hjerter og vores bevidsthed, så vil det også fylde noget i vores mund. Tænk, at vi må få lov til at få den glæde og ære at være Jesu tjenere og budbringere, at vi må få lov til at sprede Jesu navn ud på jorden, og hjælpe mennesker til at få del i det gode, som vi selv har oplevet, som vi selv har fået.
Og det sker ikke som en sur pligt, men med noget, der sker i takt med at Jesu liv giver mere og mere liv til os. Ja, det sker vel på samme måde som det vi oplever udenfor, når solen lige så langsomt får mere og mere ”magt”. Og hele naturen fortæller os, at nu kommer varmen, nu kommer foråret. Den giver os et vidnesbyrd om solens magt. Det begynder lige så stille med vintergækker og erantis, et hav af hvide anemoner dække skovbunden, og foroven i trætoppene og i hækkene en masse små grønne knopper, der bare venter på at eksplodere i et grønt og frodigt farveorgie med fuglesang foroven og pustlen for neden. Det er naturens forkyndelse af at der er en stor livgivende kraft foroven, der har kaldt naturen frem til livet. Det er en lovsang, som bare ikke kan overdøves eller overhøres.
Sådan skal vi også vidne, men hos os mennesker kan den ties ihjel – bare prøv at stil dig selv det nærgående spørgsmål: Hvornår har du sidst fortalt en anden om Jesus? Hvornår har du sidst fortalt en anden om det dyrebareste, som du har?
Forfølgelse
Og det kan være svært – det kan være svært at efterligne naturens glæde over det nye liv, der fejer alt det visne løv til side. Men hvorfor kan det være sådan? Hvad er det, vi er bange for? Ja, det er rigtigt, at Jesus siger, at det at være hans vidne ikke bare er en glæde og en ære, men at det også er en farefuld opgave. ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. Men ærligt talt – det er faktisk ikke kommet så vidt i Danmark endnu.
I Nordkorea er det ganske enkelt forbudt at være en troende kristen – og ganske utænkeligt overhovedet at fortælle andre om Jesus. At bekende sig som troende er det samme som at underskrive sin egen dødsdom… og så hive hele sin familie med sig i faldet eftersom retspraksissen i Nordkorea er at man straffer ”klassefjender” kollektivt i tre generationer. Så det at du siger, at du er en kristen, det vil få sendt dine forældre, dine søskende, dine børn i arbejdslejre… også selv om de ikke er kristne. Tør man så vidne om Jesus – tør man så vidne om sin tro?
Da jeg i januar var en tur i Mellemøsten talte jeg med en enlig arbejdsløs mor til 6 børn – hun blev helt igennem finansieret af sin familie, hus, tøj, mad og skolepenge – alt blev betalt af familien. Men nu var hun begyndt at interessere sig for kristendommen… men hun vidste, i det øjeblik, at hun blev en kristen og stod frem og fortalte det til sin muslimske familie, så ville de økonomisk trække tæppet væk under hende. Tør man så vidne om Jesus – tør man så vidne om sin tro?
Hvad er det værste der kan ske her i Danmark? Hvad er det, der er så slemt, at vi alligevel holder os tilbage så ofte – i stedet for at være frimodig og bare fortælle?
Så lad os komme i gang – lad os tage Jesus på ordet og være hans vidne. Ikke bare med ord, men så sandelig også med vores liv. Frans af Assisi er blevet citeret for at have sendt sine efterfølgere ud med ordene: ”Forkynd evangeliet – fortæl om Jesus – om nødvendigt også med ord”.
Hverdagens prædikestol
For den største, bedste og mest virkningsfulde prædikestol står ikke her i Hobro Kirke – og den er ikke forbeholdt præster og andre mærkelige eksistenser, nej, det er hverdagens prædikestol. Det, Gud ønsker at få af os, er hele vores liv, hjerte, sjæl, sind og krop – og får han det, så vil folk jo også kunne læse et vidnesbyrd i den måde vi lever vores liv på. Det at vende den anden kind til. Det at hjælpe den, som er i nød, også selv om det kommer til at koste mig – måske endda økonomisk. Det at kæmpe for den svage – også selv om vi måske synes, at den svage egentlig er et dumt svin og fortjener lidt modgang. Det at sige sandheden selv om det kommer til at koste mig anseelse og at jeg ikke bliver forfremmet. Det at leve som en kristen.
Troen er ikke en holdning, troen er en handling, troen er liv – troen er at vidne. Troen er at tage Jesus på ordet: ” Mig er givet al magt i himlen og på jorden – gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem… og idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer – og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”.
Det skal vi have for øje hver eneste dag, vi skal vide, at vi som kristne hver eneste dag stiger op på hverdags-prædikestolen. Og hver eneste dag må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det nogenlunde! ”Men også I skal vidne”.
Man skal blive på sin post – uanset hvad. Så længe, der er brug for en, så skal man blive og udføre sin opgave. Man plejer at sige, at en kaptajn enten går ned med sit skib eller er den sidste, der forlader den synkende skude. Men et er heroiske idéer, noget andet er realiteter. Det viser katastroferne på krydstogtskibet Costa Concordia og passagerskibet Scandinavian Star desværre.
Men en violin, der i år kan købes på auktion, fortæller en ganske anden og heroisk historie. Den ser faktisk ret sølle ud plettet af saltvand, ja, ødelagt af saltvand, så man aldrig kommer til at kunne spille på den. I en musikers øjne er den miserabel, men den fortæller en historie, der nok vil kunne få buddene til at strømme ind, når den kommer under hammeren. På violinen er sat en lille plade: ”Til Wallace i anledning af vor forlovelse. Fra Maria”
Ejeren musikeren Wallace Hartley blev født 2. juni 1878, og i morgen er det 101 år siden, at han døde. Han og hans familie deltog ved gudstjenesten i en metodist kirke i England – Hartley var meget interesseret i musik, altid den nyeste af slagsen. Så da salmen ”Nærmere Gud til dig”, som vi skal synge efter prædiken, kom frem, så var det ham, der introducerede den for denne menighed. Wallace blev uddannet violinist og spillede i forskellige orkestrer, men han fik fast hyrer på luksuslinere, hvor han ledte musikken under middage og ved aftenens underholdning. Kort efter sin forlovelse fik han en unik mulighed for gennembrud ved at spille for nogle af samfundets absolutte rigeste spidser og pengefolk – blandt andet verdens rigeste mand. Her var muligheder. Så med violinen under armen gik han i 10. april 1912 om bord på skibet, som selv Gud ikke kunne sænke, nemlig det store imponerende skib Titanic. Men historien viste noget andet.
Efter at skibet ramte isbjerge og folk begyndte at blive evakueret, blev Hartley og hans band sat til at spille, for at dulme folks nerver og indgyde ro midt i kaos. Ja – under Hartleys ledelse blev de ved med at spille, indtil de rent fysisk ikke kunne mere. Det siges, at den sidste melodi, der lød fra orkestret var den melodi, han som ganske ung havde lært sin barndomsmenighed, Nærmere Gud til dig. Ingen af musikerne overlevede Titanic. Det blev rapporteret i aviserne, at Hartleys lig blev bjærget små 14 dage efter – og hans violin, som han havde fået af sin forlovede, var bundet fast til liget.
En historie, der får mine hår på armen til at rejse sig…
I en bog om Titanic, sammenligner historikeren (John Maxtone-Graham: ”Titanic Tragedy: A new Look at the Lost Liner”) Hartley med en præst, der vogter sin menighed.
”Hans flok var disse musikere. Hartley tog sig af deres åndelige behov tæt på slutningen af deres liv, ved at give dem en opgave, som de kunne fylde tiden ud med. Min overbevisning er, at det gav lige så meget trøst til de mænd, der spillede, som til dem, der hørte dem”.
Sådan skriver historikeren.
I dagens tekster har vi fokus på hyrden – enhver, der lyttede til Jesu ord om ”Den gode hyrde”, blev garanteret ramt af undren, for Jesus siger ikke som de hellige skrifter sagde: Gud er den gode hyrde. ”Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren” (Ez 34,11-16) – sådan læste jeg blandt andet lige før fra alteret. Men Jesus siger ikke og peger opad: ”Gud er den gode hyrde” – Jesus siger: ”Jeg er den gode hyrde”. Og så tager han ellers alle de egenskaber og forventninger, man kan have om Gud og bruger dem på sig selv. ”Jeg er den gode hyrde”.
Musikeren Hartley blev til det sidste – han udførte sin opgave mere end man kunne forvente. Selv om døden var forestående og uundgåelig, så blev han alligevel på sin post og spillede og gav trøst og mod midt i trøstesløsheden og modløsheden.
Og det samme siger Jesus om sig selv som Den gode hyrde, at han bliver på sin post, selv om det koster. Noget af det, der kendetegner ”Den gode Hyrde”, er at han bliver ved sine får, også når der er fare på færde, også når der er fare på færde for hyrden selv. Ja, Jesus sprænger billedet – for ingen almindelige hyrde vil give sit liv for fårene, for så meget er får heller ikke værd, men det vil ”Den gode hyrde”, for hans får er nemlig os mennesker, det dyrebareste, ”Den gode hyrde” har. Det, der bedste karakteriserer den gode hyrde, er at han elsker og elsker og elsker – hele vejen, om det så skal koste ham livet. Jesus siger, at han vil blive på posten, om det så koster ham livet at gøre det – om kampen mod den onde til sidst vil få ham til at sætte sit liv til. At han sætter sit liv til for os, viser os, at vores frelse ikke bare er en sag, der ligger ham på hjertet ved siden af andre vigtige sager, men det er hans store opgave, det er hans hjertets lyst og længsel, det, han lever for. Det er hans livssag – for man sætter ikke sit liv til for en eller anden vigtig sag, men man gør det kun, når det drejer sig om det, der er selve livet.
Wallace Hartley døde for 101 år siden – og han døde sammen med sine musikere og cirka 1500 andre. Gjorde hans musik en forskel? Var der overhovedet nogen, der hørte hans musik? Var der andre end dem, der sad i halvtomme redningsbåde på vej væk fra Titanic, der havde sans og samling til at høre musikken? Ja, vi kan jo ikke spørge nogen, så det må forblive ubesvaret.
Rent fysisk reddede Hartleys musik nok ikke nogen – men musikken gav i hvert fald musikerne selv og dem i redningsbåden en hilsen om at uanset hvad der sker, om det er korsets og dødens vej, Gud viser os, så er vi bare et skridt nærmere ham. ”Nærmere Gud til dig”.
Wallace Hartley døde sammen med en masse andre mennesker – ”Den gode hyrde” døde også, men ikke sammen med en masse andre mennesker, men i stedet for en masse andre mennesker. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men havet et evigt liv”. Wallace Hartley spillede ”Nærmere Gud til dig” – ”Den gode Hyrde” er selve vejen til at komme nærmere til Gud. Ja, han er Gud – han er ”Den gode hyrde”.
Vi ved ikke om Hartleys præstation gjorde en forskel. Overhovedet at sætte spørgsmålstegn ved om ”Den gode Hyrde” gjorde en forskel, virker mildest talt latterligt, for hans død og opstandelse udgør centrummet i verdenshistorien. Det store spørgsmål er, om han må gøre en forskel i dit og mit liv. Om vi tør følge ”Den gode hyrde” – eller måske endnu rigtigere udtrykt: Om vi tør andet end følge ”Den gode Hyrde”, når han kalder på os.
”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene” – den gode hyrde sætter sit liv til for mig – og for dig. Og han bliver hos os – han forlader os ikke, når livet gør ondt – ja, han forlader os ikke en gang, når livet ebber ud for os. For han er den gode hyrde, der fører os igennem ”dødsskyggens dal” og hele vejen hjem.
Hvis nogen skulle være i tvivl, så fejrede vi påske i sidste uge. Over hele verden samledes folk i kirkerne for at høre det fantastiske evangelium om hvordan Jesus døde for os og blev levende for os. Det vi var sammen om i kirkerne var verdenshistorie – intet mindre. Den morgen – i det år, år ca. 33 er verdenshistoriens centrum. Menneskets historie får en helt ny kurs ud fra denne morgen – kursen hedder fra det år, fra den morgen – himmelen – og bort fra fortabelsen.
Det vi lige har læst tager sin begyndelse om aftenen – Jesus har været levende i omtrent 15 timer – han har vist sig for kvinderne, men det virker ikke til, at der rigtig er nogen, der tror på kvinderne. Om aftenen sidder de i hvert fald og har låst deres døre og de er bange for at der vil ske dem noget. Men så kommer det første møde mellem Jesus og sine disciple efter hans korsfæstelse og hans opstandelse. Sidste gang disciplene havde set Jesus, da var han død. Ingen tvivl om det.
MEN selv om de havde set det modsatte, så var han levende… ja, og han er levende – i dag. Han handlede – og han handler. Lige så levende Jesus var den gang, da han gik ud af graven, lige så levende som han var, da Maria mødte ham ude ved graven om formiddagen, lige så levende han var, da han viste sig for sine disciple om aftenen – lige så levende er han i dag.
Jeg vil i dag ikke kigge på hvad disciplene gjorde – jeg vil ikke se på hvad Thomas gjorde og smække hans tvivl op på en storskærm, så vi kan fryde os over hans manglende tro. Nej, det er ikke hvad disciplene gjorde. Jeg vil hive frem i dag – det er hvad Jesus gjorde. Skal man give min prædiken en overskrift, så er det ”Hvad gjorde Jesus?” Og grunden til at jeg vil have jer til at se efter, hvad det er Jesus gjorde – det er fordi jeg tror, at det er nøjagtig det samme Jesus gør i dag.
Vi har lige læst teksten, så den er i frisk erindring – men hvad gør Jesus i dagens tekst? Jeg vil gerne hive Der er fem ting frem:
1) Jesus kommer igennem lukkede døre
2) Jesus viser sig for bange og tvivlende disciple
3) Jesus står pludselige lige midt iblandt dem
4) Jesus skænker dem freden
5) Jesus viser dem sine sår
Lad os se på det første:
1) Jesus kommer igennem lukkede døre.
I fredags var jeg i arresthuset her i Hobro – og betjentene skulle lige høre om jeg var ude på at få lidt inspiration til prædikenen her i huset. ”Nej” svarede jeg ”jeg er ikke kommet for at blive inspireret, jeg er her for at inspirere dem, der sidder her. For på søndag skal jeg prædike over en tekst, hvor Jesus går igennem låste døre”.
Men Jesus gik igennem dørene – han behøvede ikke at banke på eller åbne døren – han er dér lige pludselig, og han hjælper dem.
Ved du hvad – det samme gør Jesus i dag. Jesus kan komme ind, hvor ellers ingen andre kan komme ind.
Jesus kan komme ind, hvor ingen psykolog, terapeut eller sjælesørger kan komme ind.
Jesus kan komme ind, hvor ingen læge kan komme ind.
Jesus kan komme ind, hvor ingen af vore elskede kan komme ind.
Han kan nå dig – og nå ind til dig når som helst og hvor som helst.
Der er intet sted, hvor du er – og der er ingen dybde i din personlighed, som Jesus ikke kan nå ind til.
Der er ingen som ham i hele universet – han er levende – han er Gud og menneske – og han i stand til at gøre ting, som du ikke kan forestille dig. Det er fantastisk at tænke på, at vi mennesker, der kan være så komplekse, der kan være så fyldt af mysterier og forskellige lag, som vi nogle gange ikke selv kan overskue – at der kan den genopstandne Jesus gennembryde det hele og være i det hele – og han forstår dig og han elsker dig – uanset hvad det er vi gemmer derinde!
2) Jesus viser sig for bange og tvivlende disciple
Disciplene var hunderæd – hvad kunne romerne finde på at gøre ved dem – hvad kunne jøderne finde på? De er i stor fare – og de er bange og det er fuldstændig forståelig, at de er bange. Og det er ind i den frygt, at Jesus pludselig kommer!
Du kender sikkert til frygt – jeg gør i hvert fald. Frygt kan komme til udtryk på et hav af måder – en frygt for en konkret ydre fjende og fare – men også en frygt for ikke at slå til, og for ikke at gøre sit bedste. Frygt for afvisning. Frygt for sygdom. Frygt for at miste sine kære. Frygt for at ens børn ikke må kunne klare sig. Frygt, frygt, frygt.
Ved du hvad – det er her, Jesus træder i aktion, for Jesus træder i aktion, når hans egne er bange. Han venter ikke på at vi tager os sammen. Han venter ikke på, at vi at vi har en så stor tro, at vi kan overvinde vores frygt – nej, han kommer, når vi er bange … og han kommer for at hjælpe os. Det er ikke sådan, at Jesus står udenfor døren med armene over kors og står og råber ind: ”Bibelen har sagt over hundrede gange: Frygt ikke. Jeg skal nok komme, når I har vist, at I har tro nok…”
Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg har råbt ”Hjælp mig” – når jeg har stået og været bange i en eller anden situation. Jeg gør det faktisk hver eneste gang, hvor jeg banker på ind til en celle herover i arresthuset, ”hjælp mig”. For jeg er dybest set bange – bange for at blive afvist, bange for ikke at slå til, bange for ikke at kunne være den arresthuspræst, som jeg gerne vil være, bange for ikke at se mennesket i cellen, men bare se en forbryder. ”Hjælp mig”. Eller, når jeg løber op af trappen over på sygehuset, og ved, at der venter et dødende menneske på mig, ”der har brug for sjælefred”, som sygeplejersken sagde det. Og vedkommende har ikke fået smertestillende, fordi han ønsker at være klar i hovedet, når præsten kommer”. Og jeg lytter til det – og jeg har mest lyst til 100 andre ting end at gå ind i det værelse – jeg vil endda frivilligt ringe og inviterer svigermor på aftensmad, hvis jeg kunne blive fri for det her… ”Hjælp mig”.
Og jeg banker alligevel på døren – og bliver hjulpet.” Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast” (Es 41,10).
Jesus viser sig for bange og tvivlende disciple. Jesus opsøger tvivlende mennesker. For Jesus er ikke bare Gud og frelser for dem, der tror, dem, der har frelsesvished, dem, vi andre ser op til, men han er også Gud og frelser for os, der også tvivler. Os, der kender til tvivl, os, der kæmper med vores tvivl. Os, der er ved at miste kampgejsten for vores tro. Os, der har mistet den.
Jesus ønsker at stå lige ved siden af os, der er bange, – og, der tvivler. Og det er den tredje ting:
3) Jesus kommer og står i deres midte.
Ved du hvad det fortæller mig om Jesus? Det fortæller mig, at han ikke er en fjern Gud – han taler ikke igennem en engel – han taler ikke igennem væggene eller en stemme fra oven ”JEG ER LEVENDE – så fat det dog”. Nej, som der står Jesus kom ”og stod midt iblandt dem”. Han ville ikke prøve deres tro, han ville ikke udfordre dem – han ville bare, at de skulle se ham. Han ville, at de skulle tro ham. Han ville hjælpe dem
Og det er hvad jeg ønsker for dig – at du må få Jesus så tæt på, at du må se ham. Jeg ved godt, at du ikke fysisk kan se ham – men han har andre metoder i dag til at nå ind til det… og det er derfor, at du er her i dag – det kan godt være, at du har andre planer, men Jesus ønsker at komme så tæt på dig, at du i dag ser ham med hjertets øjne – troens øjne. Jesus ønsker at give dig den samme ting, han gav disciplene – og det er blandt andet fred.
4) Jesus skænker dem freden.
Jesus står pludselig iblandt dem og siger ”fred være med jer”. Fred…det kan man holde en hel prædikenrække over hvad fred er. Jesus ønsker at give os fred mellem os og ham, fred mellem os og Gud, fred mellem os og andre kristne, fred mellem os og andre mennesker og fred med dig selv. Troen skænker en evig og urokkelig fred. Hvor er det ærgerligt at man så bliver ved med krapagtigt at holde fast på Thomas´ modargumenter “Jeg vil se, måle og veje” – for dér findes troen ikke, og dér findes den sande fred heller ikke – den findes i det, der netop ikke kan ses, måles og vejes… den findes i vores tro. Den gives os i vores tro. Troen på den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus.
Det onde kan gøre det værste og slemmeste ved os – men vi ejer stadigvæk den fred, som vores tro giver os. Og det er derfor, at Jesus gør det 5. og sidste jeg vil tage frem i dag:
5) Jesus viser dem sine sår i hænder, fødder og side.
Jesus kunne let have helbredt sine grimme og ulækre sår – hvorfor gjorde han ikke det? I stedet står han faktisk dér og viser dem sine sår lige efter at han har sagt “fred være med jer”. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor er det så vigtigt med de sår? Jeg tror, at han gjorde det for at vise disciplene at han var Jesus – deres mester, ham som var blevet korsfæstet. Men han gjorde det også for at vise dem, at fredens fjender havde gjort deres værste mod ham. De havde gjort hans venner til fornægtere og endda en til en forræder, de havde vanæret hans lære, de havde pint ham, de havde ydmyget ham i Jerusalems gader og til sidst havde de dræbt ham, men Jesus havde alligevel vundet – han levede på trods af det værste, der kunne ske et menneske.
Og derfor kan den fred, som han skænker og som han er garant for, også holde på trods af selv det værste, der kan ske os. Derfor kan vi bygge vores liv på den fred i tillid til, at hvad der end sker os, så har vi liv i hans navn.
Og derfor er Kristendommen livets religion, fordi det giver os styrke til at leve livet fuldt ud uanset om vi lever i medvind eller modvind. Uanset om vi sørger eller jubler. Uanset om vi er uhelbredelig syge eller friske uden at fejle noget. Vi kan opleve og tage imod alle livets tilskikkelser og stadigvæk have en indre fred – en fred, der overgår al forstand.
Afslutning
Disciplenes liv blev forandret, da de mødte Jesus – kirkens tilbud i dag lyder: Kom og mød den opstandne Jesus. Vi kan ikke som disciplene synligt møde Jesus, men vi kan møde ham her i kirken ved at høre hans ord, ved at gå til alters. Kirken er ikke bare de frommes holdeplads, men er stedet, hvor Jesus møder os, der kan være bange for fremtiden. Os, der kender til tvivl og han møder os ikke med bebrejdelser men med et “Fred være med jer”. Som Jesus gjorde den gang, sådan gør han i dag. Jesus kender dig, han ved hvorfor du er i kirke i dag – han kender dig – han ved hvad du trænger til – og han ønsker at give dig det kvit og frit.
Den her tekst er rigtig rigtig træls. Ja, jeg vil faktisk sige, at hvis den her tekst ikke stod i Bibelen, men i en af de andre skrifter, der er dukket op i tidens løb, der er skrevet længe efter de fire evangelier… ja, så vil jeg sige, at det var løgn. Ja, jeg vil faktisk sige hive den her historie frem som et bevis på at det ville være et forkert evangelium: ”Prøv bare se – sådan ville Jesus da aldrig finde på at gøre eller sige”.
Her er ikke noget som helst af den Jesus, som vi lige har hørt om, der breder armene ud overfor børnene og siger: ”Lad de små børn komme til mig”. Der er ikke noget som helst af det billede af Jesus som vi sikkert alle sammen har, næsten som Thorvaldsens Jesus-figur i Københavns Domkirke: ”Kom til mig, alle I som er trætte og bære tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.
Her kommer der en kvinde, der beder for noget, der er mere dyrebart end hendes eget liv: Nemlig hendes barns sundhed og liv. Og Jesus ignorerer hende – og da Jesus endelig siger noget til hende, så bliver hun kaldt en lille hund.
Jesus opfører sig ikke sådan som vi gerne vil have ham til at opføre sig – han passer simpelthen ikke ind i vort glansbillede af Jesus. Ja, den irske nobelprismodtager i litteratur, George Bernhard Shaw sagde om den episode her:” Ja, det var den dag, hvor Jesus ikke var kristen”.
I den forgangne uge har jeg læst stakkevis af prædikener om denne tekst – og hjemmesider – og nærmest alle som en forsøger at rette til, fortolke og lægge til, sådan at vi alligevel ser Jesus sådan som vi gerne vil have ham til at se ud, koste hvad det vil. … I ved som Thorvaldsens Kristus-figur, Kom til mig.
– Nå, men Jesus havde bare en dårlig dag.
– Han var træt efter den lange rejse og så forstår man jo godt, hvis der lige røg en lille finke af panden.
– Ja, eller Jesus vil bare teste kvinden for at se om hun bliver ved med at tro selv om hun får den ene afvisning efter den anden.
– Og de mere lærde præster peger på, at Jesus handler jo netop ud fra den frelsesteologiske plan, der er lagt helt fra skabelsens første tid…
– Eller også er det …
man bliver bare så træt så træt så træt!!
For ærligt talt, jeg gider ikke være Jesu advokat, være hans talsmand, der skal står og forklare ham – især ikke når det er omvendt, at han har lovet at være min advokat, og min talsmand. Vi vil alligevel aldrig finde ud af hvad der foregik ind i hovedet og hjertet på Jesus den dag for snart 2000 år siden… men vi kan læse os til hvad der sker i og med den kvinde, der til sidst ligger foran Jesu fødder, ”Herre, hjælp mig”.
Troen. En fantastisk tro – en stor tro, ja, for det er hvad Jesus siger om hendes tro: ”Din tro er stor”. Det er godt nok meget moderne at sige, at man ikke kan gradbøje troen – man kan ikke sige, at der er en stor tro og en lille tro… men nu har Jesus jo aldrig pralet af at han var moderne, han har bare sagt sandheden… og det vil nok aldrig være moderne.
Men kvinden har en stor tro – ikke en stor viden, ikke en stor og perfekt religiøs praksis, ikke en masse ritualer, ikke en masse teorier om hvordan Gud er og bør være – men bare en tro.
En tro på, at den mand, der prøver på at komme væk fra mig lige nu, der prøver på at ignorere mig, der kalder mig en lille hund, at han ikke desto mindre er mit eneste håb. At han er den eneste, der kan hjælpe. En tro forstået på den måde: ”Jeg kan ikke selv, jeg er ikke noget selv, jeg har ikke ret til noget som helst, for jeg ved hvem jeg er, og hvad jeg har gjort, men netop derfor har jeg brug for Gud”. ”Jeg bliver ved med at råbe efter ham, om det så bliver det sidste jeg gør her i verden”.
Sikke en tro – hvor mange af os vil ikke have vendt Gud ryggen allerede efter ganske få bønner om hjælp. ”Nå, det hjælper nok ikke alligevel. Nu må Gud da se at hjælpe lidt til her – nu må han da lige vise sig for mig, når jeg nu står jer og venter og beder til ham”.
Dagens historie er en god illustration af hvad troen er og hvad den er bedst til, nemlig at blive ved og blive ved og blive ved – også selv om alt andet er ved at falde ned om ørene på os, så bare blive ved. Også selv om Gud bliver ved med at være tavs – så bare blive ved med at bede til ham. For ved du hvad – der er ikke anden dør at banke på end den her… derfor bliv ved med at banke.
Jeg kan ikke lade være med at fortælle om en oplevelse, mig kone og jeg havde. Vi havde fået adressen på et hus i Sarajevo, hvor vi havde aftalt, at vi skulle bo et par dage. Vores fly have forsinket os, så da vi kom frem, var der ikke nogen til at tage imod os, sådan som vi var blevet lovet. Vi bankede på samtlige døre og vinduer i huset – og det var et stort hus – men ingen reagerede. Det begyndte at blive mørkt – de vilde hunde begyndte at hyle i nærheden, vi var blevet glemt… hvad skulle vi gøre midt i en fremmed by? Og vores økonomi var ikke lige til at kaste os ind i et hotelværelse – så det her var det eneste sted, hvor vi kunne finde husly. Men i mørket kunne vi se, at der var lys oppe på tredje salen i det store hus, og vi blev ved med at banke på, og råbe… og til sidst blev døren åben.
Nogle gange kan bøn føles sådan – nogen gange kan det at være en kristen føles sådan: At vi bare står og banker og råber udenfor et stort hus uden at vi bliver hørt, uden at døren bliver åbnet. Men ved du hvad: Bliv ved med at banke, for det her er det eneste hus, som vi kan komme ind i. Blive ved med at banke, for der er en, der lytter – stol på det… og der er en, der reagerer på vores banken. Derfor bliv ved med at bede og banke. Lad dig ikke slå ud – men bliv ved. Det er troens største kendetegn, som vi skal synge om lidt: ”Bede, banke, råbe, græde, er de kristnes største kunst” (DDS 583,3)
For ved du, den Gud, jeg tror på… den Gud vi tror på … han frelser. Navnet på vores eneste redning er Jesus, og det betyder ”Herren frelser”. Navnet på den eneste døre, vi kan banke på ind til evigheden, er Jesus. Han er med os selv når vi føler os gudsforladte. Han hører vores bøn til ham også når vi står midt i alt det meningsløse og mærker at tvivlen rusker i os, fordi vi kun møder stilhed. Selv midt i en verden uden Gud – dér er Gud også.
Blive ved – tro og vent – hjælpen kommer, Herren kommer, frelsen kommer.
Som vi hørte fra salmen i Det gamle Testamente:
”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Ven på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud