1. søndag efter påske – 2019

Søger vi ordet ”nabostrid” på Internettet, så vil vi få et ubehageligt indblik ind i Hr. og Fru Danmarks hverdag. Rigtig mange mennesker plages af en eller anden nabostrid. Selve årsagen ligger måske så langt tilbage, at ingen husker hvad det begyndte med.  Hvor ville man bare gerne have fred – men naboen vil ikke.

Eller på arbejdspladsen – jeg kan bare ikke snuppe hende! Hun sidder altid og er så sur og blander sig i ting, der ikke kommer hende ved. Jeg vil bare gerne have fred – men hun vil ikke.

Eller i skolen: Vi vil bare gerne lege sammen, men så kommer Jens og Nikolaj og de ødelægger bare legen og skubber til os. Vi vil bare gerne have lidt fred.


Og i noget større skala – I kan sikkert godt huske den gang USSR faldt sammen, jerntæppet faldt sammen – vi kunne løfte skuldrene igen. Jeg har levet hele min barndom med frygten for at der var nogen, der kunne finde på at trykke på den røde knap og sende atom-missiler ud over jorden og ødelægge den flere gange. Så da USSR faldt sammen, så var der lige et par år, hvor vi kunne fejre freden – og selv i Israel havde fredsbestræbelserne vind i sejlene. Og så kom 11. september 2001. I går fandt jeg min dagbog frem, og den 12. september 2001 skriver jeg:

”nu er der bare at bede, bede og atter bede og så se, hvordan verden ser ud, når støvet fra World Trade Center er faldet til jorden”.

Og ja, der kom en ny verdensorden, en ny frygt og i min dagbog har jeg skrevet om hvordan racismen allerede blomstrede op i ugerne efter 11. september. Fredens tid var igen forbi – selv i lille Danmark. Og det er ikke blevet bedre siden.

Men når nu alle gerne vil have fred – hvorfor er det så, så svært? Ja, fred er et populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Også selv om vi er i en evig jagt efter fred – og vi giver ære til dem, der arbejder i fredens tjeneste. Nobels fredspris er en af de mest eftertragtede og ærefulde priser, men verden har svært ved at finde en holdbar fred. Der er tumult i os, rundt om os og over os – og det dominerer alle steder i vores verden. Der er er et fravær af personlig fred, familiefred, lokal fred, national fred og international fred. Man har regnet ud at i de sidste 3500 års verdenshistorie, så har der kun været 300 år, hvor man kunne tale om verdens fred. Samme undersøgelse stillede også spørgsmålet: Hvor mange fredstraktater i verdenshistorien er blevet brudt. Og svaret var: Alle sammen.


Vi vil have fred på alle niveauer af vores liv – være fri for problemer, være fri for stress, være fri for trusler, frygt, ængstelser, depression, fortvivlelse og konflikt.

”Fred være med jer”. Det var Jesu første ord til sine disciple, da han viste sig for dem den første aften efter opstandelsen. ”Fred være med jer”. Det er påskens budskab: Fred. Det er det budskab, der samlede millioner verden over sidste søndag – også i Sri Lankas hovedstad, Colombo.

Den ledende præst ved en af de angrebne kirker har i den forgangne uge sagt: ”Vi er såret. Vi er også vrede. Men vi præster, hele menigheden og de berørte familier siger til selvmordsbomberne og til den gruppe, der har sendt selvmordsbomberne: VI elsker dig og vi tilgiver dig. Uanset hvad du har gjort mod os, så elsker vi dig, fordi vi tror på Herren Jesus Kristus.  Jesus Kristus sagde på korset: Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Vi, der følger i fodsporene på Jesus Kristus siger: For Herrens skyld, tilgiv disse mennesker”

Hvordan kan præsten, kirken og de pårørende sig sådan noget i skyggen af denne forfærdelige påske? Hvordan kan jeg stå og holde en prædiken om fred – og så nævne Sri Lanka?
Måske er det fordi vores naturlige forståelse af fred er forskellig fra den, Bibelen fortæller om. Vi vil som regel beskrive ordet fred med negative ord – at fred er fraværet af noget. At være uden problemer, at være fri for konflikter, ikke at have stress. Det vil være fraværet af fjendtlighed, fraværet af uro, fraværet af konflikt. Fred er kun fraværet af det, der giver os problemer. Det er at blive befriet fra de ting, der får dig til at blive frygtsom, ængstelig og deprimeret. Men det er en utilfredsstillende og ufuldstændig definition af fred – Jesus vil give os en helt anden fred end denne. Et sted siger han til sine disciple: ” Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver” (Johs 14, 27). Jesu fred er anderledes end den fred, som vi kender til i os selv, den som verden kender til. Fordi verden kun kender til en fred, der er fravær af det onde, så kan den kun tilbyde en kortvarig fred – en pause i konflikten, en kortvarig flugt fra konflikt. Men det er ikke Bibelens syn på freden.
Bibelen fortæller os om en fred, der kan eksistere midt i det onde – at vi kan opleve en dybdegående fred midt i konflikten. Den lover os ikke lykke, når en elsket dør, når vi er syge, når vi står overfor en usikker fremtid, når vi oplever problemer i skole eller på arbejde eller når vi stridigheder i familien. Vi kan opleve vores egen langfredag – ja, måske endda se, at vi lever i en langfredag-verden. Jesu fred gør at vi kan være påske-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Vi er påskemennesker – opstandelsesmennesker, der midt i den verden, som vi kender så godt, alligevel kan opleve glæde, fred, trøst og det evige livs håb. Det er den fred, Jesus vil give os. Vi er påske-mennesker, opstandelses-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Jesu fred er helhed, enhed, balance og det er at genforene det brudte forhold. Og først og fremmest det brudte forhold til Gud, som siden syndefaldet har hærget menneskeheden. Bibelen fortæller os, at hele menneskeheden som udgangspunkt er Guds fjender, at vi var Guds fjender fra fødslen og vi var Guds fjender ved vort eget valg ved vore egne gerninger. Når Jesus påskeaften siger ”Fred være med jer”, så er det fordi korset og den tomme grav i troen sætter os i det rette forhold til Gud. I korset og den tomme grav genforener Gud mennesket med sig selv, sådan så alle dem, der tror, ikke længere er fjender af Gud. Korset og den tomme grav gør at dem, der før var fjender, nu er blevet venner. Ja, Guds fjender er endda blevet Guds børn. Det er det dåben skænker os – og det er det, troen tilegner os. Vi bydes ind i Guds familie og i Guds nærvær for altid.  Jesu fred er derfor ikke fravær af det onde, men det er nærvær af Gud.
Vi vil nok helst foretrække, at Gud vil give os fred ved at tage alle vores stridigheder, piner og problemer væk. Men den fred, Jesus tilbyder er stærkere end hvad vi vil foretrække, for det er visheden om at han er med os selv midt i – ja, især midt i de hårde timer. Det er den fred, der overgår al forstand. Den fred, som verden ikke kan give, men som kun Guds nærvær kan give. Det er en overnaturlig fred, det er en guddommelig fred, den tilhører Kristus, tilhører Jesus. Det er en fred, der ikke bygger på letkøbte illusioner, men som bygger på Jesu død op opstandelse og som hænger fast på Gud, fordi vi stoler på Gud og tror på ham.
Jeg begyndte med at sige at fred er et meget populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Men hvis der er noget verden har brug for, hvis der er noget dine naboer har brug for, din omgangskreds har brug for, så er det fred. Jesu fred. Som kristne er du og jeg påskemennesker, opstandelsesfolk, midt i en langfredag-verden. Lad os ikke holde den fred for os selv – lad os dele ud af den. Påskeaften sagde Jesus til disciplene: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer”. Det gælder også os: Han giver sin fred til os, og så sender han os ud, for at vi må dele freden ud til dem omkring os.  Ja, Gud ønsker at bruge dig som redskabet til at sprede sin fred.
Lad os samme bede Frans af Assisis bøn:

Herre, gør mig til et redskab for din fred!

Lad mig så kærlighed, hvor der er had,
tilgivelse, hvor der er uret,
enighed hvor der er splid,
tro hvor der er tvivl,
håb hvor fortvivlelsen hersker,
lys hvor der er mørke,
og glæde hvor der er sorg.
O, Guddommelige Mester,
lad mig ikke stræbe så meget efter,
selv at blive trøstet, som at trøste andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå,
ikke så meget efter at blive elsket,
som at elske andre.
Thi idet vi giver, tilgives der os
og idet vi dør, fødes vi til det Evige Liv.

Amen

Author: Kim Præst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *