Lyt til prædikenen: 

Læs prædikenen:

Jeg elsker statistik… der bliver lavet statistik om alt! Der findes ikke den ting, som du ikke an finde en statistik for inde på Danmarks Statistik.

Af en eller anden grund gik jeg sent fredag-aften ind på deres hjemmeside – og stødte på statistikken om antal døde i 2018. Det er en lille årgang – så sidste år var der

55 232 dødsfald.
Det svarer til at der var 151 dødsfald om dagen,
hvilket igen svarer til 6 dødsfald i timen.

Jeg fik lov til at være præst ved 36 af de 55 232 dødsfald. 36 unikke personer – med hver deres baggrund, hver deres historie – børn, unge og gamle.

Med mindre at Jesus når at komme igen, så vil vi på et eller andet tidspunkt komme i den statistik – der er ingen vej udenom. Den puls, du kan mærke her, vil en dag høre op, dit hjerte vil stoppe med at pumpe blodet rundt i din krop.

Midt i julis varme, var en af de store nyheder i medierne, at Københavns Kommune havde købt et værk af kunstneren Jakob Jakobsen, der bestod af en række ark papirer med politikers navne på: “Lars Løkke er død”, ”Henrik Sass Larsen er død”, ”Karen Jespersen er død”, og ”Ole Sohn er død”. Og det vakte stor forargelse i politikerkredse – det blev kaldt usmageligt. ”Og hvad ville du sige, hvis det var dit navn, der stod dér”.  (Læs mere her)

Jeg forstod nok ikke rigtig hvad man blev forarget over – det var jo ikke et ønske, men en reminder – det som munkene hilste hinanden med i middelalderen: Husk du skal dø. Vi bryder os ikke om den reminder – der er usmageligt.

Døden udjævner alle skel – overfor døden er vi alle lige.

Der er en, der kalder døden for den mest demokratiske institution på jorden. Den tillader ingen diskrimination, den tolererer ingen undtagelser. Uanset hvor du befinder dig i verden, så er dødeligheden lige stor: En død per person.  En salme i Det gamle Testamente stiller et spørgsmål, som vi kender svaret på:

”Kan en mand leve uden at se døden?
Kan han undslippe dødsrigets magt?” (Sl 89,49).

Ung og gammel, god eller ond, rig eller fattig – intet køn går døden udenom, ingen samfundsklasse undgår døden. Selv de berømte, som ve anser for nærmest at leve for evigt – de dør en dag. Hvis du har en god læge kan han måske udskyde din død noget, men lægen kan ikke forhindre døden i at komme på et tidspunkt. Du kan spise alle de piller du vil, du kan putte alle de grøntsager i dig, som du overhovedet kan, du kan cykle med cykelhjelm, du kan blive ude af solens farlige stråler, du kan lade være med at ryge og drikke alkohol. Du kan forbedre dit livskvalitet – men du kan ikke undvige dødens uundgåelighed. Er det ikke bare ”træls”? Vi dør bare… eller gør vi?

Hvad nu hvis døden ikke er slutningen – men at døden det første bogstav i den første sætning i det første kapitel i den fantastiske historie, som Gud skriver med vores liv. Hvad hvis vi først rigtig begynder dér? Det er hvad påskemorgen lover os.

Ingen havde regnet med at Jesus ville blive levende den søndag morgen, da kvinderne kom ud til graven for at salve Jesu legeme. Selv om Jesus havde sagt det flere gange: Jeg vil dø og 3 dage efter vil jeg stå på fra de døde – så var det som om de ikke havde hørt det. Så der var ingen, der stod ude ved graven og talte ned til solopgangen: 10-9-8-7-6-5… for alle havde set Jesu dø på korset, de havde lagt ham i graven, rullet stenen for graven – man regnede med at Jesus ville gøre som alle andre døde plejer at gøre: Nemlig blive i deres grave. Og så kommer kvinderne ud og opdager at gravhulen er åben – alt er stille og fredeligt – de går ind i klippehulen og Jesu lig er væk. I stedet sidder der en engel – jeg ved ikke med jer, men hvis jeg skulle have skrevet opstandelsesberetningen, så havde jeg ikke skrevet, at englen sad ned. Der er da et eller andet sted rimeligt antiklimaks over en siddende engel. Skulle den ikke stå oprejst dramatisk – måske endda bevogte indgangen til den tomme grav. Stå oprejst med vingerne spredt ud i ophøjet majestæt. Måske er det endnu en af de små beviser på at påskeberetningen ikke er et eventyr, som der er nogen, der har fundet på, for så havde det været meget mere dramatisk. Meget mere ”guddommeligt”. For englen sidder bare. Jeg ved ikke om den har benene over kors, måske småfløjter han lidt… nej, det ved jeg ikke. Men det eneste vi ved er at han får lov til at komme med påske-proklamationen: Han er opstået.
Det er den største nyhed verden nogensinde har hørt: Han er ikke her – han er opstået. Han besejrede døden og graven: Han er levende. Han er opstået. 

Hele kristendommen hviler på de tre ord: ”Han er opstået”. Hvis påskefortællingen er et fupnummer, hvis det er løgn, så vil hele kristendommen, hele kirken falder til jorden som en dårlig fortalt vittighed. Kirken vil falde fra hinanden, for Jesu opstandelse er rygmarven i hele den kristne tro. Var Jesus ikke opstået, så havde vi aldrig hørt Jesu lignelser, aldrig hørt om Den barmhjertige samaritaner, aldrig hørt om næstekærlighed – aldrig foldet vores hænder og bedt Fadervor. Er hele historien her et fupnummer, så er jeg og så er millioner af andre mennesker, der har troet på det her – så er vi de ynkværdigste af alle mennesker, for så har vi bygget vores liv på en løgn. Vi er som børnene i sagnet om Rottefængeren fra Hameln – vi har blindt fulgt rottefængerens magiske musik ind i klippen – væk.

Men hvis det er sandt – hvis Jesus er opstået – så giver alt det, vi er samlet om herinde mening. Det betyder at du ikke længere behøver at frygte døden, for den er besejret. Jesus siger i Åbenbaringsbogen ”Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget” (Johs. 1,18) – og de nøgler vil han bruge på at befri dig. Du behøver ikke frygte døden – næste gang, du kører forbi kirkegården kan du råbe ud af vinduet i bilen: ”Du har tabt, kirkegård. Du får aldrig fat i mig”. Du behøver ikke frygte døden – og hvis du ikke behøver at frygte døden, hvad behøver du så ellers at frygte her i verden? Ved du hvad: Jesus er opstanden: Og du behøver ikke frygte døden! Vi er Guds elskede børn, skabt i Guds billede, skabt til at være sammen med Gud her på jorden, og påskens fantastiske budskab er, at det fællesskab ikke behøves at slutte her, men at det kan fortsætte helt ind i evigheden. Den opstandne Jesus lover at gøre det samme med din grav, som skete med hans grav: Han vil tømme den. Det er et faktum, at vi kan møde vores fremtid – også døden med fuldstændig fred, for Jesus er opstået. Som kristne ved vi, at døden ikke er det endegyldige kapitel i vores historie. Hør hvad Jesus har sagt: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.  Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. (Johs 11, 25-26).

Lad os tro på ham. Lad os tage ham på ordet. Tag imod Jesus i dag – tro på ham – bed til ham om at han må skabe troen i dig. Livet bliver ofte sammenlignet med en rejse ud af en vej – og nogle gange, så kommer man til nogle vejkryds, hvor man skal tage stilling: ”Skal jeg gå den ene eller skal jeg gå den anden vej?” Jeg vil gerne sige noget til dig, der måske ikke har valgt Jesus som din frelser. Jeg håber påskedag 2019 må blive en af de vejkryds, hvor du stopper op og spørger dig selv: Hvilken vej skal jeg vælge? Der er mulighed for at fortsætte livet uden Jesus, og der er mulighed for at fortætte livet med Jesus. Hvilken vej skal jeg vælge?

Går du videre i dit liv uden Jesus, så går du en usikker fremtid i møde, men går du videre med Jesus, med troen på ham, så går du en sikker fremtid i møde. For så bygger du ikke dit liv på dig selv, men du bygger dit liv på den levende Guds vidnesbyrd. For så lever du dit liv på de tre små ord, som kirken altid har bygget på:

”Han er opstået”.