2. søndag efter påske (2013)

Denne side er set 1021 gange!

et 1009 gange!

Se mere her:

Man skal blive på sin post – uanset hvad. Så længe, der er brug for en, så skal man blive og udføre sin opgave. Man plejer at sige, at en kaptajn enten går ned med sit skib eller er den sidste, der forlader den synkende skude. Men et er heroiske idéer, noget andet er realiteter. Det viser katastroferne på krydstogtskibet Costa Concordia og passagerskibet Scandinavian Star desværre.
Men en violin, der i år kan købes på auktion, fortæller en ganske anden og heroisk historie. Den ser faktisk ret sølle ud plettet af saltvand, ja, ødelagt af saltvand, så man aldrig kommer til at kunne spille på den. I en musikers øjne er den miserabel, men den fortæller en historie, der nok vil kunne få buddene til at strømme ind, når den kommer under hammeren. På violinen er sat en lille plade: ”Til Wallace i anledning af vor forlovelse. Fra Maria”
Ejeren musikeren Wallace Hartley blev født 2. juni 1878, og i morgen er det 101 år siden, at han døde. Han og hans familie deltog ved gudstjenesten i en metodist kirke i England – Hartley var meget interesseret i musik, altid den nyeste af slagsen. Så da salmen ”Nærmere Gud til dig”, som vi skal synge efter prædiken, kom frem, så var det ham, der introducerede den for denne menighed. Wallace blev uddannet violinist og spillede i forskellige orkestrer, men han fik fast hyrer på luksuslinere, hvor han ledte musikken under middage og ved aftenens underholdning. Kort efter sin forlovelse fik han en unik mulighed for gennembrud ved at spille for nogle af samfundets absolutte rigeste spidser og pengefolk – blandt andet verdens rigeste mand. Her var muligheder. Så med violinen under armen gik han i 10. april 1912 om bord på skibet, som selv Gud ikke kunne sænke, nemlig det store imponerende skib Titanic. Men historien viste noget andet.

Efter at skibet ramte isbjerge og folk begyndte at blive evakueret, blev Hartley og hans band sat til at spille, for at dulme folks nerver og indgyde ro midt i kaos. Ja – under Hartleys ledelse blev de ved med at spille, indtil de rent fysisk ikke kunne mere. Det siges, at den sidste melodi, der lød fra orkestret var den melodi, han som ganske ung havde lært sin barndomsmenighed, Nærmere Gud til dig. Ingen af musikerne overlevede Titanic. Det blev rapporteret i aviserne, at Hartleys lig blev bjærget små 14 dage efter – og hans violin, som han havde fået af sin forlovede, var bundet fast til liget.
En historie, der får mine hår på armen til at rejse sig…
I en bog om Titanic, sammenligner historikeren (John Maxtone-Graham: ”Titanic Tragedy: A new Look at the Lost Liner”) Hartley med en præst, der vogter sin menighed.

”Hans flok var disse musikere. Hartley tog sig af deres åndelige behov tæt på slutningen af deres liv, ved at give dem en opgave, som de kunne fylde tiden ud med. Min overbevisning er, at det gav lige så meget trøst til de mænd, der spillede, som til dem, der hørte dem”.

 

Sådan skriver historikeren.

I dagens tekster har vi fokus på hyrden – enhver, der lyttede til Jesu ord om ”Den gode hyrde”, blev garanteret ramt af undren, for Jesus siger ikke som de hellige skrifter sagde: Gud er den gode hyrde. ”Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren” (Ez 34,11-16) – sådan læste jeg blandt andet lige før fra alteret. Men Jesus siger ikke og peger opad: ”Gud er den gode hyrde” – Jesus siger: ”Jeg er den gode hyrde”. Og så tager han ellers alle de egenskaber og forventninger, man kan have om Gud og bruger dem på sig selv. ”Jeg er den gode hyrde”.
Musikeren Hartley blev til det sidste – han udførte sin opgave mere end man kunne forvente. Selv om døden var forestående og uundgåelig, så blev han alligevel på sin post og spillede og gav trøst og mod midt i trøstesløsheden og modløsheden.

Og det samme siger Jesus om sig selv som Den gode hyrde, at han bliver på sin post, selv om det koster. Noget af det, der kendetegner ”Den gode Hyrde”, er at han bliver ved sine får, også når der er fare på færde, også når der er fare på færde for hyrden selv. Ja, Jesus sprænger billedet – for ingen almindelige hyrde vil give sit liv for fårene, for så meget er får heller ikke værd, men det vil ”Den gode hyrde”, for hans får er nemlig os mennesker, det dyrebareste, ”Den gode hyrde” har. Det, der bedste karakteriserer den gode hyrde, er at han elsker og elsker og elsker – hele vejen, om det så skal koste ham livet. Jesus siger, at han vil blive på posten, om det så koster ham livet at gøre det – om kampen mod den onde til sidst vil få ham til at sætte sit liv til. At han sætter sit liv til for os, viser os, at vores frelse ikke bare er en sag, der ligger ham på hjertet ved siden af andre vigtige sager, men det er hans store opgave, det er hans hjertets lyst og længsel, det, han lever for. Det er hans livssag – for man sætter ikke sit liv til for en eller anden vigtig sag, men man gør det kun, når det drejer sig om det, der er selve livet.

Wallace Hartley døde for 101 år siden – og han døde sammen med sine musikere og cirka 1500 andre. Gjorde hans musik en forskel? Var der overhovedet nogen, der hørte hans musik? Var der andre end dem, der sad i halvtomme redningsbåde på vej væk fra Titanic, der havde sans og samling til at høre musikken? Ja, vi kan jo ikke spørge nogen, så det må forblive ubesvaret.

Rent fysisk reddede Hartleys musik nok ikke nogen – men musikken gav i hvert fald musikerne selv og dem i redningsbåden en hilsen om at uanset hvad der sker, om det er korsets og dødens vej, Gud viser os, så er vi bare et skridt nærmere ham. ”Nærmere Gud til dig”.
Wallace Hartley døde sammen med en masse andre mennesker – ”Den gode hyrde” døde også, men ikke sammen med en masse andre mennesker, men i stedet for en masse andre mennesker. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men havet et evigt liv”. Wallace Hartley spillede ”Nærmere Gud til dig” – ”Den gode Hyrde” er selve vejen til at komme nærmere til Gud. Ja, han er Gud – han er ”Den gode hyrde”.

Vi ved ikke om Hartleys præstation gjorde en forskel. Overhovedet at sætte spørgsmålstegn ved om ”Den gode Hyrde” gjorde en forskel, virker mildest talt latterligt, for hans død og opstandelse udgør centrummet i verdenshistorien. Det store spørgsmål er, om han må gøre en forskel i dit og mit liv. Om vi tør følge ”Den gode hyrde” – eller måske endnu rigtigere udtrykt: Om vi tør andet end følge ”Den gode Hyrde”, når han kalder på os.

”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene” – den gode hyrde sætter sit liv til for mig – og for dig. Og han bliver hos os – han forlader os ikke, når livet gør ondt – ja, han forlader os ikke en gang, når livet ebber ud for os. For han er den gode hyrde, der fører os igennem ”dødsskyggens dal” og hele vejen hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *