2. søndag efter trinitatis (2005)

Denne side er set 783 gange!

Verdenshistoriens vigtigste begivenhed.

Hvis jeg spørger dig: Hvad er det vigtigste der er sket i den uge, der ligger bag os?, så er jeg sikker på, at jeg vil få en masse forskellige svar. Er man politisk bevidst vil man nok sige, at det vigtigste, der er sket i sidste uge var, at Frankrig og Holland stemte nej til EU-forfatningen. Det er storpolitik så det batter – det er vigtigt. Eller det kan være, at du har oplevet en vigtig begivenhed i din familie, så du siger ”Det her var det vigtigste, der skete i den uge”.

Men som kristen tror jeg nok vi må sige, at den vigtigste begivenhed i sidste uge, var at Gud igen i en uge har ladet sin invitation lyde. ”Kom til fest – lad jer omvende – blive en kristen – tag imod jeres frelse”. Hvor nyheden om Frankrig og Hollands nej på et eller andet tidspunkt mister sin interesse og vigtighed, så mister evangeliet aldrig sin interesse og vigtighed. Den invitation har lydt hver eneste dag, hver eneste uge, hver eneste måned… hver eneste århundrede uden at det har mistet sin vigtighed. For der er intet vigtigere end verdens frelse. Der er intet større end verdens frelse – nyheden om frelsen, invitationen fra Gud har lydt også i sidste uge. Derfor er det det største og vigtigste der er sket i den uge, der ligger bag os. Og det er den invitation, som dagens tekst handler om.

 

Hvad der venter os

Det er jo en af Jesu mange lignelser, og her fortæller Jesus om en mand, der ville holde et stort festmåltid – først sender han invitationen ud ”jeg vil holde en fest” og når alt er klar, sender han sin tjener ud for at sige ”Kom, nu er alt rede”.

Der er ingen tvivl: Manden, der sender invitationer ud og også senere sender sin tjener ud er naturligvis Gud. Gud har skabt os mennesker og ønsker at være sammen med hver eneste af os. Og at være sammen med Gud – må virkelig være en fest. Og derfor er det sådan, at når Bibelen skal fortælle os om livet i Himmelen, så taler den ofte om det som et festmåltid – ja, måske endda en den største af alle salgs fester: Bryllupsfesten. Bibelen er fyldt med løfter om at Gud vil frelse os og holde fest med os – en af de steder er det vi hørte fra alteret for lidt siden: Gud skal ”holde festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og lagret vin – med marvfede retter og ædel, lagret vin”. Det er naturligvis skrevet længe før vægtkonsulenterne og Anna Larsens fedtfrie køkken – var det ikke maks 3% fedt??? Men selv om vi har et andet forhold til hvad vi putter i hovedet af mad, så er der ingen, der er i tvivl om: Det, Gud lover os i de her vers er vidunderligt. Det er noget, som vi for alt i verden ikke vil gå glip af. For efter at Esajas har læst menukortet op så fortsætter han ”Døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt”.

Tænk: ”Døden opsluges for evigt” Hvor er der døde mange mennesker – et er, at man dør af alderdom og sover stille ind, det har vi forsøgt at vænne os til som en naturlig del livet. Noget andet er den død, der ser ud til at ramme vilkårligt: Trafikofrer – tænk at dræbe et medmenneske, fordi man kom for sent op en morgen og havde lidt for meget hastighed på da man kørte forbi skolen?! Eller de etniske udrensninger, terroren, der slå blindt ned… ”Døden er opslugt for evigt”… det vil vi for alt i verden ikke gå glip af.

”Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt” . Hvor er der udgydt mange tårer igennem hele verdenshistorien…. alt alt for mange. Det er et dejligt billede: Jeg forestiller mig en far eller mor, der tager imod sit barn, der lige er kommet ind efter at have slået sig udenfor… og faderen eller moderen tørrer så tårerne. ”Nu er alt godt igen”. På samme måde vil Gud sige ”Nu er alt godt igen”. Og når Gud siger ”Alt”, så mener han ”Alt” – nu er alt godt.

Ja, det er noget, som vi for alt i verden ikke vil gå glip af – tænk at få lov til at stå foran Gud den almægtige og være med til at synge og råbe ”Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse”.

Lige efter beretningen om syndefaldet lyder løftet ”Herren vil frelse” og resten af GT har det budskab og peger fremad mod den tid, hvor Gud vil frelse… Invitationen til fest hos Gud lyder i hele GT.

Lignelsen fortsætter ”Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud, for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede”. Jeg læste hen over det en masse gange, men læg lige mærke til, at der står ”Han sendte sin tjener ud”. Ental – der er kun en tjener, nemlig hans tjener… kan det være andet end Jesus? ”Mangfoldige gange, og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagens ende har han talt til os gennem sin søn” – sådan begynder Hebræerbrevet.

Gud sendte sin tjener, sin søn for at fortælle ”Nu er alt rede” – nu er tiden inde, nu kommer frelsen. Og de mennesker, der var blevet indbudt takkede nej… ja, det står ikke her i denne lignelse, men de dræbte faktisk tjeneren. Afviste invitationen ved at slå Jesus ihjel. Det, de som folk havde længtes efter, afviste de! ”Nej tak, vi har andre planer – vi har vore egne planer”.

Men nu er Gud ikke den, der lader sig handlingslamme – det havde altid været meningen at alle folk skulle have invitationen… Israel skulle først have budet og så videre ud. Nu sagde Israel nej, men invitationen bliver alligevel givet videre. Videre ud i hele verden for at afkræve et svar af hver enkelte: Ja eller nej.

Vi er også blandt dem, der har fået invitationen – hvad siger vi? Ja eller nej? Det er ikke nok bare at få en invitation – under en hver eneste invitation står der ”S.U.” som jo betyder ”Svar udbedes”. Svar udbedes – vi må reagere på invitationen. Gennem vores tro og gennem vores liv lader vi Gud vide, at vi tager hans indbydelse alvorligt.

Guds indbydelse kræver troens svar, hvis vi vil med til det, som vi for alt i verden ikke vil gå glip af. Sidste søndag rejste jeg spørgsmålet: Hvordan komme til tro? Og kort sagt, så var svaret: Troen kommer af det, der høres. Men hvad gør vi så, når vi hører ordet? Hvad er vores reaktion?

Nej – undskyldninger

Vi kender sikkert alle bibelordet ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Men dybest set, så vil vi egentlig gerne alt det andet først. Søg først alt det andet, så skal Guds rige og hans retfærdighed gives jer i tilgift.

 

Vi vil gerne alt det andet – men tænk, hvis vi mister det, som vi for alt i verden ikke vil gå glip af, fordi ”Jeg har lige købt mig en mark”, ”Jeg har lige købt nogle okser”, ”Jeg har lige….”.

Prøv læg mærke til deres undskyldninger – de begynder alle sammen med ”Jeg”. Sådan er det med vantroens verden – siger man nej, er det altid ud fra ”jeg”. Jeg vil selv. Og det bekræfter jo det, jeg sagde sidste søndag: Vantro og manglende tro skyldes ikke manglende beviser – at man ser en helbredelse eller noget andet håndgribeligt. Det skyldes ikke manglende beviser, men et oprørsk hjerte – et oprørsk menneske, der vil selv og kan det hele selv og som selv vil bestemme. Alle har en god undskyldning – men resultatet er det samme: Man går glip af det, man for alt i verden ikke vil gå glip af. Det er jo ikke sådan, at vi skal vælge – Guds rige eller alt det andet. Det er vores prioritering: Først Guds rige og så det andet. Gud er ikke nærig, sådan at han har givet os en verden fuld af oplevelser, liv, spændende og sjove ting, familie og venner. Men han siger så ”niks – det må I ikke rører – kun mit rige og min retfærdighed”. Nej, Gud er ikke nærig, han siger: Kom først til mig og derefter kan vi sammen gå ud til alt det andet.

Gud vil ikke lukke nogen ud fra nogen som helst velsignelse eller noget som helst godt – så derfor inviterer han bredt. Spørgsmålet er derfor ikke om du er inviteret, spørgsmålet er om du har accepteret, sagt ja til invitationen. Gå ikke ud fra kirken i dag uden at du har taget stilling: Ja eller nej. Jeg håber, at du er forstandig nok til at svare ja. Lad ham komme først. Ja, ”søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *