23. søndag efter trinitatis (2017)

Denne side er set 1028 gange!

Lyt til prædikenen:

      171119_0293

Læs prædikenen:
Der findes et hav af børnebøger til forældre. I går hørte jeg om en bog, der provokerende hed: ”Kærlighed er ikke nok”. Spændende titel – og spændende bog.

En af de bøger, jeg læste da de små var mindre, var bogen: ”Glade børn med højt selvværd”. Det er faktisk rigtig interessant, for denne bog skelner mellem selvtillid og selvværd. Det gælder om at give sit barn selvværd – for selvtillid handler om tillid til sine evner, handler om at gøre og om at kunne noget. Ja, kort sagt, så handler det om barnets færdigheder. Hvor selvværd så handler om oplevelsen af at have værdi, det handler om at være og at eksistere – altså det handler om at værdsætte sine egenskaber. Så selvtillid handler om færdigheder, hvor selvværd handler om egenskaber.

Og som forældre, så elsker vi jo netop ikke vores børn, fordi de kan noget. Vi kan naturligvis godt være stolt over, at barnet kan et eller andet og er dygtig til noget, men vores kærlighed afhænger ikke af det. Barnet kunne jo ligeså godt ikke kunne den ting, og vi ville elske det lige så højt alligevel. Kort sagt: Vi elsker vore børn, fordi de er, ikke fordi de kan, så vi vil gerne give dem et højt selvværd, for så kommer selvtilliden også af sig selv, hvis man hviler i, at man faktisk er noget værd også uden disse evner.

En anden dagsorden
Men sådan ser vi på vores børn, men vores børn er ikke ret gamle, før der presses en anden dagsorden ned over dem. – De bliver prøvet om de nu er modne nok til at komme i skole allerede nu, eller om de skal vente et år mere. – Deres sprog bliver testet fra ende til anden. – Deres færdigheder bliver checket, så man kan se om de klare sig lige så godt som andre i PISA-undersøgelsen. – De skal til prøver, hvor deres karaktergennemsnit afgør, hvad de skal lave resten af deres liv. – De kommer ind og får sig et arbejde eller en uddannelse, hvor de igen bliver målt og vejet ikke efter egenskaber, men efter færdigheder, hvad kan de og hvor godt kan de det og hvor hurtigt kan de det? Du er hvad du kan og du er hvad du har. Du er hvad du kan skrive under dit navn på dit visitkort som din stilling og dit arbejde. Du er hvad du laver – I kan jo bare se – hvad spørger man en ung om, der lige er blevet færdig med folkeskolen eller gymnasiet? Jo, vi spørger: Hvad skal du så være? Som om den unge ikke allerede var noget, men først skal til at blive noget nu, hvor det sigter mod en uddannelse og et arbejde. Du er hvad du laver – og derfor kan det slå ekstra hårdt i det øjeblik, hvor man går på pension, for så og pludselig mister man sin status. Hvad er man så? En pensionist eller efterlønsmodtager, der bare koster penge? Men den selvtillid, som vi bygger op selv, er meget skrøbelig, den forsvinder lige så hurtig som grunden til den selvtillid forsvinder – den skal vi altså ikke bygge på, for den er ikke vedvarende.

 

To verdner og to værdinormer
Der er altså hele vejen op igennem livet forskel på selvtillid, der bygger vores færdigheder og ejendom og selvværd, der bygger på vores egenskaber og på det vi er. 

Det er som om, at der er to slags værdinormer, to verdener:
1) Den verden, der er kærlighedens verden, den vi mødte i vores barndom og som vi møder i dag, hos dem, der elsker os. Det er dem, der bygger vores selvværd op – at vi er noget værd i os selv.
2) Og så er der den kontante verden, hvor du er hvad du kan, hvad du ejer og hvad titel, der står på rudekuverterne.

Det er ikke sådan, at vi satser på den ene af disse to verdener, for vi lever i begge to, men den, som vi sætter højest og den, som vi satser mest på, er forhåbentlig kærlighedens verden i familier og venner, for den bygger på det mest standhaftige, nemlig på det vi er, og ikke det vi kan eller har.

Her i kirken siger vi også, at der er to slags verdener. Nu har vi lige haft barnedåb – hvor lille Oliver blev døbt. Da han blev født blev han borger i Danmark, fik et CPR-nummer med navn og sundhedskort. Men her i dag skete der noget andet og mere end, at han fik et navn. Han fik et andet statsborgerskab end det danske: Han blev også en kristen. Jeg sagde: “Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.”

Det er den bedste start på livet man kan give sit barn – et dobbelt statsborgerskab. Dér i dåben starter det kristne liv – nu er man ikke bare borger i Danmark, men også borger i Guds rige. Dér startede det. Dér i dåben modtog Oliver og modtog vi i sin tid en kæmpe gave af Gud, at vi blev hans barn. Og at have Gud som far, sætter os ind i nøjagtig den samme målestok, som vores egne forældre forhåbentlig gjorde, nemlig, at det store ikke er hvad vi kan og har, men hvad vi er. At vi er elsket, fordi vi er, ikke fordi vi gør noget bestemt. 

Godt nok er der mange, der siger, at for at være en kristen, så skal man gøre det og det og det. Men at være kristen er først og fremmest noget vi er – noget vi får lov til at være – og ikke noget vi skal gøre. Ja, der er ikke noget vi kan gøre – alt der skal gøres er gjort, da Jesus døde på korset. Det kan vi hvile i, det kan vi virke i og det kan vi leve i fra nu af og for altid – og efter al tid.

Som sagt: Vi kristne har et dobbelt statsborgerskab – vi er både borgere i Danmark og borgere i Guds rige. Eller det er det, Jesus i dag kalder for Gud og kejseren.

Men det er ikke sådan, at vi kan få lov til at opprioritere et af disse riger på bekostning af det andet – vi lever i begge riger og har forpligtelser begge steder.

Nogle gange har man lidt indtryk af, at nogle døbte kristne nedprioriterer kejseren rige, eller verden … eller hvad vi nu skal kalde det. De lever sådan som om de slet ikke har jordforbindelse. De engagerer sig ikke i politik og det lokale liv med naboerne, fordi de er engageret så meget i kirken, missionshus eller foredragsforeningen eller hvad det nu hedder. Og egentlig interesserer det dem heller ikke særligt meget.

Men der er så nogle andre døbte kristne, som næsten aldrig sætter deres ben i kirken eller missionshuset for den sags skyld. Det er sjældent de beder til Gud – og Bibelen som de fik i konfirmationsgave i sin tid står ubrugt på bogreolen med et godt lag støv.

Kristne som har nok i kirken er en uting, kristne som aldrig viser sig i kirken er også en uting. Begge dele hører med – eller som Jesus siger i dagens tekst: ”Giv kejseren hvad der er kejserens og Guds hvad der er Guds” – ikke mere, men heller ikke mindre. Vi er borgere både i Guds rige og kejserens rige, og vi har ikke lov til at trække os tilbage fra et af dem og så lade det andet passe sig selv. Vi skal give os hen i arbejdet både som danskere og som kristne – men jeg tror dog, at vi gør bedst i at hente vores identitet og selvværd i Guds rige og som Guds barn, for det holder.   Det vi henter i kejserens rige, verden, eller hvad vi nu kalder det, det bygger på hvad vi kan og har – og hvad er vi så, når vi intet kan og intet har? Det vi henter i Guds rige, holder ved – også længe efter, at vi er gået på efterløn og pension. – Længe efter, at vi er blevet gamle og svagelige – og ingenting kan. – Også længe efter at vi er blevet syge, ensomme eller har mistet alt hvad vi ejer – ja, det varer ved også længe efter, at vi er døde, for det vi er i Guds øjne bygger ikke på noget i os selv, men bygger alene på ham. Bygger på at han elsker os og har gjort os til sine børn. Det giver noget af det største selvværd – tænk, du har Gud som din far. Tænk – Jesus døde for dig. Tænk – du har Jesus som din bror.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *