5. søndag efter trinitatis (2013)

Denne side er set 906 gange!

De fleste af jer kender den danske instruktør og ikke mindst provokatør Lars von Trier. I 1994 gik hans gyser Riget hen over skærmene om fredagen – en gyser om det okkulte. Hver eneste afsnit begyndte med den samme introduktion til det store Rigshospital, der skulle erstatte overtroen og blegemænd:

”Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er som om kulden og fugten er vendt tilbage”.

Nu var gyseren ”Riget” en omgang åndeligt vrøvl, men jeg er alligevel blevet ved med at vende tilbage til denne sætning – ”Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er som om kulden og fugten er vendt tilbage”. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det er en sætning, der er lige så sand i dag som den var dengang i 1994. På den ene side, så er det måske blevet mere ok, at sige, at man på en eller anden måde er troende. Jeg læste en undersøgelse forleden dag om at kun 40% af dem, der kommer i kirken og siger ja, enten til barnedåb, konfirmation eller vielser, at de i det hele taget tror på Gud. Man et er at folk svarer nej, når det får stillet spørgsmålet ”Tror du på Gud?” – noget andet er om de vil svare ja til spørgsmålet ”Tror du, at der er mere mellem himmel og jord end der lige kan måles?”. Så er det nok lettere at sige ja.

På den ene side, så er det ok, at sige, at man på en eller anden måde har en tro på et eller andet – men på den anden side set, så hænger det videnskabelige verdensbillede rigtig godt fat i os, så vi gerne vil have beviser. Vi er skeptiske af natur – kommer der en, der kræver noget ekstraordinært af os, ekstraordinær tillid, så kræver vi den anden vej tilbage også en eller anden form for bevis. Tvivlen er det, der melder sig før troen gør. Vi vil have beviser – og med beviser, så mener vi videnskabelige beviser. Og det er måske derfor, at det er nemmere at sige, at ”jeg tror på et eller andet mellem himmel og jord” end det er at sige konkret: ”Jeg tror på Gud”. Du kan ikke give mig et fysisk bevis på at han eksisterer, derfor kan jeg ikke tro på ham”. Og ærligt talt – somme tider kan jeg også mærke tanken: Hvad nu hvis der ikke er nogen Gud overhovedet? Det kan jo ligeså godt være løgn og latin det hele. Jeg har da gået mine ture under nattehimmelen og bogstaveligt talt råbt op i himmelen: ”Hvis du er deroppe, Gud, så giv mig et tegn”.
Ja, tænk, hvis man kunne få et under som det, Peter og hans venner oplevede ude på søen: Fiskene, der strømmede ind i nettene, så bådene var ved at gå under. Ud fra en fiskerlogik, så burde der ikke være en eneste fisk i det vand. Det foregår midt på dagen – eller i hvert fald på et meget varmt tidspunkt af dagen, så fiskene søger væk fra det varme vand på overfladen og ned til det koldere vand i dybet. Og så kommer fiskerne med deres små net, der slet ikke kan nå ned til fiskene på bunden. Enhver fiskerlogik siger – det er spild af tid og kræfter at forsøge at fiske, for der ER ingen fisk at fange. Men alligevel bliver nettene fyldt op, så bådene er ved at synke.
Ja, hvis jeg bare oplevede noget som Peter, så ville jeg have let ved at tro. ”Hvis du er deroppe, Gud, så giv mig et tegn”.
Men det er bare det, at se er ikke det samme som at tro. Jeg tør vædde med at man nok kunne finde en eller anden videnskabelig forklaring på at nettene blev fyldt. Det kan være at der netop i det øjeblik at de sejlede med deres net, at der kom nogle rovfisk i dybet og jog alle fiskene opad – lige op i nettene. Og så var Jesus bare heldig, at det skete lige, da han havde sagt det. Eller det kan være, at der lige var iltsvind som der var her i Mariagerfjord for nogle år siden, hvor fiskene næsten tiggede om at komme væk fra vandet… og så var det bare at gå ud med nettet og fiske dem op.
Hvis det er sådan, at man har en filosofi, som udelukker det overnaturlige, så kan man hurtig finde en bortforklaring. Vil man ikke tro, så kan man nemt finde en bortforklaring. Om ikke andet, så kan vi sige, at vi har været offer for en illusion. Vores sanser er simpelthen blevet narret til at se, mærke, dufte eller høre noget, der slet ikke var der. Hvad vi lære af en begivenhed afhænger helt og holdent af hvad tanker vi oplever dem med.
Så nej – at se et mirakel – ja, endda at opleve det på vores egen krop er ikke en genvej ind i troens verden. En af de helt store paver – han var så stor, at selv vi protestanter synes at han er stor, så vi kalder ham ”Gregor den Store”, han levede omkring år 500… altså for rigtig længe siden. Han sagde sætningen – Credo ut intelligam. Og det ved vi jo alle hvad betyder… nej, jeg måtte hen og slå op i min latinske ordbog – det betyder: ”Jeg tror for at kunne forstå”. Altså, jeg prøver nemlig ikke at erkende for at jeg kan tro, men jeg tror for at jeg kan erkende. Troen starter altså ikke her oppe i hovedet med forstanden, starter ikke ved det, vi ser og måler og føler.
Og det er ikke noget nyt – læser vi i Bibelen, så er der faktisk flere eksempler på at nogle, der oplever et af Jesu mirakler eller tegn, at de ikke kommer til tro. Ja, Jesus siger endda, at hvis de ikke tror efter at have hørt prædikener, læst i Bibelen, jamen så ”vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde” (Lukas 16,31). Peter i dagens tekst begyndte at tro på Jesus efter at have set Jesu under – men det kunne lige så godt have været end helt anderledes.  Vi kan læse i Bibelen, hvordan Jesus gør et dødt menneske levende, men hvad er resultatet: – ja, konkret havde jøderne endda set hvordan Jesus opvakte en død, men lige bagefter står der: ” Fra den dag af var de [jøderne] besluttet på at slå ham [Jesus] ihjel” (Johs 11, 53).
Så selv om du oplever et mirakel, så vil du ikke nødvendigvis blive et troende menneske. Men hvordan kommer man så til tro?
Ja, gid jeg vidste det! Gid jeg kunne komme med et gudsbevis, der slog alle indvendinger væk. Men det kan jeg ikke. Gid jeg kunne give dig en klokkeklar opskrift: Gør det og det og det, så vil du komme til at tro på Gud, men det kan jeg ikke. Lige som jeg nok heller ikke kan give nogen opskrift på hvordan man bliver forelsket i et andet menneske. Og det er måske ikke den mest dårlige sammenligning. For for mig at se, så er der stor lighed mellem at være forelsket og så at tro.
Jeg kan godt stå heroppe og hive det ene skriftsted op med helvedet og om troen som den eneste vej ud af helvedets flammer, men det rokker ikke noget som helst. Jeg kan ikke piske dig til at tro på Jesus: ”Hvis du ikke tror, så vil du komme til at betale for al din synd og skyld” – men det rykker ikke noget! Tro drevet af frygt og skyldsfølelse bærer ikke ret meget. Gud ønsker netop ikke slaver, der frygter ham, men børn, der elsker ham. Og kærlighed kan ikke skræmmes, trues, presses eller tvinges frem – men kærlighed vokser lige så stille frem. Ja – kærlighed vokser ved at jeg er sammen med den anden. Kærligheden til den anden skabes ved et møde mellem to mennesker og den vokser ved at dette møde sker oftere og oftere, for til sidst aldrig at blive afbrudt.
Og på samme måde med troen på Gud – den sker ved at man møder Gud. Måske bare sådan lige strejfer ham – f.eks. her ved gudstjenesten i dag. Et strejf ved at du synger med på salmerne. Et vidunderligt møde ved at du går til alters om lidt og modtager Jesu legeme og blod. Og begynder du at åbne dine øjne og kigger rundt efter ham, så vil du se, at han faktisk er lige i nærheden. Du skal ikke stramme dig an, men bare lukke ham ind, for sandheden er, at Gud er nødt til at hjælpe mig, hvis jeg skal komme til at elske ham og tro på ham. For jeg tror, at han allerede har lagt noget i dig, der bare venter på at vokse op – en lille tros-spirer.
Når nogle brækker halsen på kristendommen og afviser den, så er det ofte fordi at de forsøger at sluge mere end de kan bide over. De afviser kristendommen, fordi de ikke tror på jomfrufødsler, på tonaturlæren, fordi de ikke tror på at Jesus kunne gå på vandet eller at Gud har skabt verden på 6 dage. ”Jeg kan simpelthen ikke tro på noget af det” – og så ryger det hele. Men måske gaber de simpelthen over mere end de kan klare.
Nej, lad os bruge den tro, vi har og langsomt vil den vokse sig større lige så langsomt i takt med at vi lever sammen med Gud. Da du skulle lære at læse – kastede du dig så over Öhenschläger ”De higer og søger i gamle bøger  i oplukte høje med spejdende øje” eller var det ikke nok bare at lære alfabetet i første omgang og så begynde med ”Ole bole gik i skole”. og gå videre derfra?  På samme måde med troen – vi begynder i det små og efterhånden, som vores tro vokser vil vi få større og større indsigt i troens forunderlige verden. Find det sted i kristendommen, hvor du kan hænge dig fast og begynd så derfra. Begynd dér – og en ny verden vil med Guds hjælp lige så langsomt åbne sig for dig.
Gør som fiskeren Peter – Peter kendte alle indvendingerne mod at sejle ud: !Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået, men på dit ord vil jeg kaste garnene ud” (Luk 5,5).
Jeg håber for dig og for mig, at vi må lægge vore indvendinger til side og så handel på Guds ord – og jeg er overbevist om, at vi vil finde ud af, at Gud er dér og at Gud bærer. Ja, tag troens første skridt – og så vil vi se forunderlige ting.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *