5. søndag efter trinitatis (2015)
Når jeg læser teksten til i dag, så kan jeg ikke andet end faktisk blive sådan lidt bedrøvet – og hvorfor det? Jo – for at forstå det, så er vi nødt til at komme tilbage til 2003 – den 5. søndag efter trinitatis 2003, hvor jeg stod som ganske ny præst i Horne og Asdal oppe ved Hirtshals og skulle til at prædike over netop denne tekst. Jeg har den liggende hjemme på min harddisk – jeg behøver ikke læse den igennem, for jeg har den liggende heroppe på min indre harddisk. Jeg var optimistisk – nogen vil måske sige naiv – nu skulle vi som menighed sejle ud sammen for at fange mennesker. For nu skulle der virkelig ske noget nyt her i Horne og Asdal – ikke fordi der var en ny præst, men fordi det er noget Gud ønsker, vi vil gøre det ”på dit ord”. Det var lidt af en programerklæring. Og da jeg så stopper som præst deroppe efter 9 år, så er der såmænd ikke sket det store.
Da jeg begyndte her i Hobro Kirke var det også med optimisme – og nu 3 år efter:
- Er jeg nået bare en tøddel videre?
- Kører jeg ikke bare rundt i det samme?
- De samme problemer, som jeg havde for 13 år siden har jeg i dag.
- Det samme, jeg havde svært ved for 13 år siden har jeg svært ved i dag.
- Den eneste måde man kan se, at jeg er vokset med opgaven på, er at jeg har fået et større nummer præstekjole.