Jeg tager jagtgeværet med

”Jeg har ikke noget imod en dag at tage mit jagtgevær med og så tage et par stykker af de indsatte dem, der sidder herinde, og tage dem ned i baggården og gøre det af med dem”. Den gamle arresthusbetjent lænede sig tilbage over køkkenbordet i vagtstuen. Jeg har senere fundet ud af, at det var en sætning, han altid brugte for at gøre indtryk på en ny arresthuspræst, der kom ind med tilgivelse, håb og ”vi er Guds børn”. Men han var ikke færdig: ”Hvis det nu var nogle af dine børn, en af dem havde gjort fortræd, ville du så ikke også låne mit gevær og tage tingene i egen hånd?”. Han skyllede nydelsen over et velplaceret angreb ned med en slurk sort kaffe. Jeg forsøgte at vinde tid ved selv at tage en slurk: ”Jeg tænker, at jeg så gerne ville låne dit gevær. Lige nu på denne side af forbrydelsen, så er jeg glad for at samfundet træder ned mellem mig og så forbryderen, sådan at jeg ikke kommer i sådan en situation. Vi skal ikke have folk til at gå rundt og gøre selvtægt”. Betjenten smilte op – den havde han nok ikke regnet med – han kiggede på uret og stillede kaffekoppen fra sig.”Godt svar, Kim. Jeg er glad for din ærlighed”. Han klappede mig på skulderen og gik ud for at hjælpe en indsat på toilet.
Politiinspektør Bent Isager-Nielsen skriver i sin bog, Man jager et bæst, men fanger et menneske: ”alle mennesker kan slå ihjel, hvis de bliver drevet til det af omstændighederne. Og at selv den mest brutale morder i bund og grund dækker over et menneske. Måske drifterne er mere dystre og kræfterne mørkere. Men i næsten alt ligner han dig og mig” (side 22). Det er faktisk den mørke indsigt, jeg har fået fra min tid som arresthuspræst. Jeg kunne læse om forfærdelige monstre i avisen, men bagefter kunne jeg banke på døren ind til dette ”udyrs” celle og dér møde… et menneske. Han bød mig på en kop kaffe og et stykke Dancake.
Nu er der desværre igen sket en forfærdelig forbrydelse, hvor to mænd er blevet anklaget for at have dræbt en ung pige på vej fra en festlig aften. Ingen er blevet dømt, men ”hvis de overlever fængslet, så vil de ikke overleve at komme ud”, som en skrev i en Facebook-gruppe. Nu er Facebook taknemmelig, for ham, der skrev det kan lige så godt være en person, der ved lige så lidt om hvordan et jagtgevær skal vende, som jeg gør.
Sådan en forbrydelse taler det mest dystre og hadske frem i os. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Viser det ikke, at vi selv dybest set ikke er meget bedre end det udyr, der samlede pigen op i sin bil? Bortset fra at vi holder os til Facebook og til at ramme dér, hvor ”udyret” i mennesket ikke blev holdt nede. Den her pladderhumanist mener i hvert fald ikke længere, at mennesker dybest set er gode. Jeg tænker at dybest set er vi onde, styret af synden og modviljen mod Gud. Heldigvis holder vi det ofte nede, fordi vi er civiliserede mennesker med et retssystem over os, men det kan pludselig dukke op og tage kontrollen. Resultatet er drab, hustruvold, utæmmet vrede over for idiotiske medtrafikanter, mobning på arbejdet eller…
I sin næstsidste prædiken talte Kaj Munk om, at han ikke gik i seng om aftenen, uden at tænke om nazisterne kom efter ham denne nat.  ”Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er så mange Slags og besættes af alle Slags Ånder, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de ved ikke, hvad de gør”. Den er nok god at have med sig, når vreden bruser op i os over umenneskelighed, død og ødelæggelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.