Denne side er set 1109 gange!

En formiddag den 10. marts 2016 om en af de mere ukendte skuespil skrevet af Kaj Munk.
Efterfølgende har jeg udvidet manuskriptet med en bredere tolkning af skuespillet.

Jeg udleverede dette stykke papir som “appetit-vækker” – tryk her.

HER ER MIT MANUSKRIPT TIL AFTENEN:

Kaj Munk har skrevet fire skuespil, der handler om det lille lokale vestjyske sogn og det åndelig liv dér 
1925: Ordet – det storslåede skuespil, der til sidst ender i en dødeopvækkelse.

1935: Ordet II: Der følger familien i årene efter det store under – hvad er der sket med dem efter at de har oplevet et så stort mirakel? Og er dødeopvækkeren Johannes og hans lille medhjælper blevet noget stort?
Handler også om døden – denne gang abort og også til dels det sonende martyrium.

1926: Kærlighed: Om en bebyrdet sognepræst, pastor Kargo. Et skuespil med stærke selvbiografiske træk, en præst i et vestjysk sogn tror ikke selv på det kristne budskab, han bringer, men opofrer sig for sine sognebørn

1929: Havet og menneskene, som vi skal se.

Kærlighed hos Kaj Munk
Hovedordet i KMs forfatterskab er kærlighed, og hvordan vi håndterer kærligheden i vores liv. Det vrimler med store mænd og kvinder, diktatorer, men fælles for dem alle er, at de har ofret kærligheden i deres liv. At de har sat sig selv, fædrelandet, eller andet over kærligheden, som de har måtte ofre. Og så taber de. Det kan godt være, at de i sidste scene står og lader sig hylde foran folket, men de har tabte og de lider midt i deres succes.

Bibelsk hviler forfatterskabet især på to kernesteder:
– Kærlighedens højsang:    ”Om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab, og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. ”Kærligheden ”tåler alt, tror alt, udholder alt”, og ”så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af alt er kærlighed”.

– Jesu bud om kærlighed:  Om det så er det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud højest og næsten som sig selv. Eller om det er budet om fjendekærlighed (Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer)

Havet og menneskene
Skuespillet blev skrevet i 1929 og straks sendt til Det kongelige Teater, der forkastede det. Er ikke så stram i sin opbygning og tematik som f.eks. Kærlighed. Her behandles både diktatur, demokrati og økonomisk svindel.

Om skuepillet
Skuespillets ydre drive er kampen mellem pastor Bynke og købmanden Alma Jensen. Den oppebærende strid er spørgsmålet om hvorvidt man skal bygge høfder mod det truende hav.
kristensenEn fortaler for det er proprietær Kristensen – han er grov, ødsel, pigeglad og legemliggør alle laster, de nemme løsninger og manglen på idealer.
Pastor Bynke er på denne mands hold i denne sag. Kristensen ud fra økonomiske synspunkter – Bynke ud fra at de kan redde liv.

alma2På den anden side står så sognets købmand Alma Jensen. Ved hårdt arbejde har hun tilkæmpet sig en position som sognets næsten urørlige sognedronning. Hun siger: Sognet ”regeres af én vilje; det er min. A fik æ magt, fordi a tog den, og a beholdt den, fordi a forstår at bruge den”. Alma forsøger at bevare det, hun ser som sit territorium, fra laster og synder.
Hun har måtte ofre sin kærlighed, sin mand, der var hende utro. Hun lod sig skille fra ham – og hun vandt en del ved det: ”min Tanke blev skarp, min Mod og Vilje ukuelig, min Kraft saa ren uden Ende”. Hun bryder derfor den vigtigste regel i Kaj Munks univers: Kærligheden skal aldrig ofres. Den, der ofre kærligheden taber uanset om vedkommende så vinder.

Biografisk
Kender man lidt til Kaj Munk, så vil man i hende finde nogle træk, som Kaj Munk har fundet hos sin adoptivmor, Marie Munk. I ved sikkert, at Kaj Munk stod som forældreløs som fem årig. Hendes navn, Alma vækker tanker om moderen, der giver nærring, Alma Mater, den kærlige gode moder. Det er den rolle hun har i forhold til sognet. Hun påtvinger sine kunder en jerndisciplin for at de skal komme til at føre et ordentligt liv. Munk selv blev meget strengt opdraget – og selv om han elskede adoptivmor og var hende evigt taknemmelig, så havde de til tider et meget anspændt forhold til hinanden.

Bynke2Sognet har en ung og meget naiv hjælpepræst, Pastor Bynke – i begyndelsen af stykket siger han:” ”jeg er ved at tro, folk herovre er bedre end i det øvrige land”. Den samme måde Munk havde haft det i starten, men da han lærte dem at kende også deres bagsiden, blev han vred på dem. Og irriteret over deres nysgerighed overfor hans person. Ikke længe før stykket her blev skrevet har han holdt en afstemning i sognet om hvorvidt de vil have ham eller ej – og hvis de ville have ham, så skulle de også lade ham være sig selv! Han havde ikke tænkt sig at ændre på sig selv.
Nå, men pastor Bynke bliver hovedkulds forelsket i Alma Jensens dejlige datter, Gunhild.

Gunhild
frk2Kaj Munk er netop blevet gift, da han skriver skuespillet – og man ser mange af de fine træk, som han beskriver sin hustru Lise Munk med i den dejlige pige, Gunhild – eneste problem med hende er, at hun er datter af Alma Jensen.

havet og menneskene - bynke surDa Alma nægter Bynke at gifte sig med sin datter, lover han krig med hende: Alt det, som hun ikke vil have skal ske, vil ske – han vil knække hende.
”Du gør mig ond” – som Pator Bynke siger – nu bliver han lige så selvisk som Alma, for han elsker ikke sin fjende, som Jesus kræver af os.

BynkeKærlighedstabet gør ham til et magtmenneske ligesom Alma – det ligger mellem linjerne, at han bliver en missionspræst, der samler en stor flok omkring sig. Pastor Bynkes arbejde som præst lykkes over al forventning, men da han ikke har kærlighed, så gavner det ham ikke, som Paulus skriver i Kærlighedens højsang. Først da hans kolde retfærdighedssans driver et menneske ud i selvmord, ser han hvor gal afmarcheret han er. ”Gunhild, jeg er ræd for menneskene, for Gud og for mig selv. Gem mig, Gunhild, Gem mig i din kærlighed”.
Selv om han finder kærlighed igen – denne gang i den forbudte kærlighed til den nu gifte Gunhild, så har han endnu ikke indset hvad kærligheden kræver. Så da Alma kommer og foreslår et forlig, så afviser han.

Klitte Sogn er et kærlighedsløst sted, styret af to kærlighedsløse personer. Der er mange forskellige holdninger til livet, troen og kærligheden, men ingen drives af den sande kærlighed. Der er ingen helte i dette kærlighedsdrama, for ingen går skridtet ud og elsker som man bør, som Jesus befaler: ”Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer”. Eller sagt med Kierkegaards ord: ”Den, der i sandhed elsker næsten, elsker derfor også sin fjende”.  Først i katastrofen åbnes Bynkes øjne, og han forsones med det liv, han gik fejl af.

EFTER FILMEN
Da de to stridshaner, Alma og Pasto0r, Bynke, har kæmpet side om side med sognet, så ser Bynke nyt og anderledes på sognet. Tror på fremtiden igen. Rækker ud efter Alma: Tilgiv mig. Hun afviser – ja, nærmeste ignorerer ham med et ”Det begynder at gry”. Og går derefter hen og beder havet oversvømme dem alle og begrave dem alle.
jeg-kunne-have-gjort-detBynke kæmper fortsat mod havet – og fortryder sin hårdhed: ”Jeg kunne have gjort det, hvis jeg var gået frem med kærlighed” (eller som der står i skuespillets tekst: ”Jeg kunne have gjort det, hvis jeg var gaaet frem med Kærlighed og Tro i stedet for Selvkærlighed og Dom”).
Selv symbolet på den ægte kærlighed, Gunhild, viser sig at være selvkærlighed, der kun retter sig mod sit ene mål, den elskede, og udelukker alle andre. Hun virker ikke til at have syn for de andre (og stærkest kommer det frem i det skrevne skuespil) – for hende er der kun Bynke. Hendes kærlighed er selvkærlighed, der udelukker andre.

Denne udgave af skuespillet ender for ”tidligt” i forhold til Kaj Munks oprindelige skuespil og får for mig at se ikke den stærke slutning med – sådan som Kaj Munk havde tænkt den. Den ender med at havet sluger dem alle – de to elskende fik ikke hinanden i livet, men får hinanden i døden. En død, der nok kunne være undgået, hvis kærligheden havde sejret og fået lov til at sejre: Hos Alma og hos Bynke selv.

Læs sidste side af skuespillet.

Præsten: Gunhild, jeg er en Mand— kan ikke elske som du. Men for anden Gang beder jeg dig: gem mig i din Kærlighed. Saa straalende glad du er, saa straalende ung og smuk, saa fuld af Styrke og Tro. Jeg vil gaa frem for Gud sammen med dig, jeg vil knæle ned og bede ham tilgive mig mit forvirrede Jordeliv, og du, der var tro saa over al Maade, fulgte dit Hjertes Stemme uden et Sideblik, blev ved og blev ved, aah, Gunhild, du skal 
kaste din Kaabe over mig — og jeg tror, han vil give mig en Evighed sammen med dig.

Gunhild: Erik, se, nu bliver du dig selv. Jeg vidste, du leved derinde.

Præsten: Og vi vil bede for de andre, der ogsaa vanrøgtede Livets dyre Gave som jeg, og er han Naade, faar ogsaa de en Evighed til at angre og løftes i.

Gunhild: Aah, Erik, hvor Gud er god.

Præsten: En Baad, en Baad! Dukker op der bag Klitten.

Gunhild: Har vi da tagen fejl? Nej, vi skal ikke skilles. Vi skal ikke leve mer her, tror du vel? Vi har ikke tagen 
fejl?

Præsten: Jeg — haaber det ikke. Men Angst kommer over mig. Henrik er i den.

Gunhild: Aah, Henrik, ja.

Præsten: Drejer den?

Gunhild: Ja. Rundt i æ Strøm. — Henrik!

Henriks Røst: Min Hustru! min Hustru!

Præsten: Sank de?

Gunhild: Æ Baad er der — nej, der, lige imod os. Æ Hav har tagen dem. Snar tager den os.

Præsten: Se, Solen om Kirken. Forsamlingshuset falder. Vandet stiger om Gaardene.

Gunhild: Min Barndomshjem.

Præsten: Og min Præstegaard, se! Mine Nederlags Sted. Og Skærsommernatsmindernes, kun i Tal — aah,
Gunhild, se,Træerne svajer.

Gunhild: Folk stimer mod æ Kirke. Der faldt æ Missionshus. Æ Skole ryster.

Præsten: Kirken ogsaa, den falder, den falder.

Gunhild: Æ Vaabenhus faldt. Se, Folk i æ Taarn. Hvor mange kan der være i æ Kirke?

Præsten: Den kan rumme dem alle. Og den staar endnu.

Gunhild: Æ Hav er her, Erik. Den løfter os.

Præsten: Vi er rede, Gunhild. Kærligheden er her ogsaa.

Gunhild: Erik! Erik! den løfter os sammen mod Gud.

——

Klitte Sogn er et kærlighedsløst sted, der til sidst tilintetgøres. Kun dem redder sig, der søger hen til kirken, hen til Gud. Vejen til frelsen går ikke igennem nogle af de to store retninger, Indre Mission eller grundtvigianerne, for både forsamlingshuset og missionshuset braser sammen – det eneste, der står tilbage er kirken. ”Og kirken kan rumme dem alle. Og den står endnu”.

Kun hus Gud finder vi frelsen – ikke i det, der skiller os, men i ham, der ønsker at samler os, som en høne vil samle sine kyllinger.

Syng som afslutning:

”Vor Gud han er så fast en borg”.