På Kaj Munks fødselsdag i 2026 havde vi dette skuespil til en filmaften. Jeg holdt dette oplæg før og efter.

Jeg udleverede dette stykke papir som “appetit-vækker” – tryk her.

HER ER MIT MANUSKRIPT TIL AFTENEN:

Intro
Jeg er ikke ekspert i Kaj Munk – jeg har bare interesseret mig for ham og hans forfatterskab, siden jeg tilbage i 10. klasse læste Kaj Munks Ordet for første gang. Det var tilbage i 1993 – og så har han fulgt mig lige siden. Jeg lavede en opgave om ham i 10. klasse, jeg lavede den store opgave om ham i gymnasiet og jeg endte min teologi-studie med et speciale om Kaj Munk. Så jeg har haft lejlighed til at læse alle Kaj Munks prædikener, artikler, digte og skuespil igennem – alt, ikke fra Herodes til Pilatus, men fra Pilatus og til Paulus, der er Kaj Munks første skuespil, Pilatus fra 1917 til Kaj Munks sidste skuespil om Alverdensurostifterne, som han ikke nåede at få skrevet helt færdigt, før han døde.

4 skuespil
Vi skal her i aften se et af de mere ukendte af Kaj Munks skuespil, nemlig Havet og Menneskene.

De er et ud af fire skuespil, der foregår i et vestjysk sogn og det åndelige liv dér.

Ordet – et slags bestillingsarbejde fra Det kgl. Teater. Han ventede på besked om ”En Idealist”s opførelse, og fik at vide: ”Tag hjem og skriv et skuespil, der tager bønder alvorligt”. Det blev til på en uges tid og sendt ind. Værsgo.

Kærlighed Som handler om konfrontationen mellem ord-kristendom og handlingskristendom. Man kan sige, at det handler om Jesu lignelse om de to sønner, hvor den sagde ja, jeg går ud i marken, og ikke gik derud. Og så den anden søn, der sagde nej, men alligevel gik derud. Udgangspunktet for hele historien er et skænderi om høfdebyggeriet. Havet spiller ikke en stor rolle, men det gør det så i

Havet og Menneskene, som vi skal se i aften, hvor havet hele tiden er den store truende fare, der er ved at opsluge det hele og danner det farefulde bagtæppe for stykkets kærligheds- og tro-stridighederne

Hovedordet
Hovedordet i KMs forfatterskab er kærlighed, og hvordan vi håndterer kærligheden i vores liv.

Bibelsk hviler forfatterskabet især på to kernesteder:

- Kærlighedens højsang:    ”Om jeg så har profetisk gave og kender alle

hemmeligheder og ejer al kundskab, og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.

”Kærligheden ”tåler alt, tror alt, udholder alt”, og ”så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af alt er kærlighed”.

- Jesu bud om kærlighed:   Om det så er det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud

højest og næsten som sig selv. Eller om det er buddet om fjendekærlighed (Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer)

Jeg synes at have set, at der i forfatterskabet er to gennemgående figurer: Det, jeg vil kalde for, en Idealist, og det, jeg vil kalde for en martyr.

Idealist:  Vinder, men har ofret så meget, at de alligvel taber midt i sejren
Ofrer kærligheden og sandheden for en højere sag.

Martyr: Taber – men går vindende ud af nederlaget

Ofrer sig selv for kærligheden og sandheden

Idealisten
Den største af disse idealister er naturligvis Herodes den Store, der netop behandles i skuespillet ”En Idealist” fra 1923. I Munks skuespil begynder heltens, magtmenneskets fald, så snart han svigter kvinden og kærligheden. I ”En Idealist” siger han
”Efter min Hustru Mariammes Død har jeg vundet mig ti Mænds Styrke og hundredes Forstand; hun forvirrede min Raadsnarhed og forkvaklede Min Kraft; men nu er jeg fri og fro og stærk…. Aah! (Taber Pokalen)” (s. 325).
Og skuespillet ender med at han møder den nyfødte Jesus, båret af Jomfru Maria – og i et øjebliks svaghed overfor et lille barn og hans moder! Og Herodes dør i erkendelsen af at Jesus er den største:
”O bundløs Rædsel: Jeg kunne ikke [slå ham ihjel]. Jeg kunde det ikke – selv mit Hjerte har hyldet ham – Han er større end jeg”.

Han er større end jeg.

Det er samme tanke, der kom frem i et lille digt fra hans filmmanuskript om Christian den 2. hvor en af hovedpersonerne sidder med sin citer og synger salmen (s. 39).
”Du ved det nok, mit hjerte…”

Det vrimler med store mænd og kvinder, diktatorer, men fælles for dem alle er, at de har ofret kærligheden i deres liv. At de har sat sig selv, fædrelandet, eller andet over kærligheden og sandheden, som de har måtte ofre. Og så taber de – midt i sejren.

Sejren
Det kan godt være, at de store mænd og kvinder vinder i sidste scene og står og lader sig hylde foran folket, men de har tabte og de lider midt i deres succes. Eller også bliver de dolket ihjel af deres elskede, som der sker med kansleren i skuespillet Sejren fra 1936. Lighedspunkterne med den italienske fascist Mussolini var så stor, at den italienske gesandt i Danmark klagede over stykket.

Før Cannae
”Så kondolerer jeg dig med Sejren i morgen” – citatet er hentet fra det lille skuespil, Før Cannae”. En gammel romersk statsmand til romeren opsøger den unge og virile, stridslystne fønikiske leder, Hannibal; ham, der gik over Alperne med en hel hær og 37 krigselefanter.

I de her dage med krig og trusler med krig, hvor man nogle gange er så træt af alle de trusler og at leve i trusler, så kan jeg nogle gange tænke: Så lad os da få den krig. Men nej, hver eneste dag med fred er en vunden sejr.
I skal lige høre den store skuespiller Poul Reumert i skuespillet ”Før Cannae”.
Kaj Munk holdt med den tabende som han sagde i en kronik”
Jeg holder med Kristus paa Korset, jeg holder med den, der taber. Skal jeg sige noget godt om mig selv, saa bliver det dette, at det har jeg gjort fra mit tredie Aar, da jeg første Gang saa min Ven Peter paa Gaden i Maribo faa Tæv af de store Drenge.”
I en prædiken siger Munk om den tvivlende Johannes Døberen: ”til syvende og sidst regner Han ikke med vore Sejre og Nederlag. Lad os gaa ud af Striden tabende. Kristus har sejret for os”

Martyren (Han sidder ved smeltediglen)
”Lad dem bare slå os ihjel Langfredag”. Vi lurer dem Påskemorgen«. Det er biskoppen v. Beugel, der siger det i »Han sidder ved Smeltediglen« Det var hvad Jesus havde hvisket til ham, da han lå i skyttegraven i 1. verdenskrig.
Imod nazisterne sagde han: ”..at tage Menneskerettighederne fra Mennesker er at gøre sig selv til Forbryder”. Efter de ord blev han straks fængslet.

En af dem, der ofrer sig selv for kærligheden er den magtesløse og den verdensfjerne nazi-medløber, arkæologen, dr. Mensch. Han finder et ubenægteligt fysisk bevis på at Jesus var jøde og det går naturligvis ikke i en nazistisk stat. Så på højden af sin karriere, hvor han for Førerens ansigt skal have Rigets store pris, så erklærer han sin kærlighed til sin jødiske sekretær.  I vrede forlader Hitler scenen, hvorpå kulturministeren hvisker til dr. Mensch, at de får 12 timer til at forlade landet i.
Man må blot håbe, at de ikke flygtede til Danmark, for her var de ikke blevet lukket ind. I 1938 brystede Danmarks justitsminister sig ligefrem af, at der nu var færre jøder her end før!
Da skuespillet skulle på turne rundt i Danmark i 1938 protesterede den tyske regering over at de også skulle til Sønderjylland. Regeringen klappede hælene sammen og fik aflyst skuespillet.

Havet og Menneskene
Lad os prøve se på skuespillet, som vi skal se i aften. Vi skal på besøg i det vestjyske sogn, Klitte – det er et lille sogn, men det er egentlig et mikrokosmos, der i virkeligheden er et billede på menneskets lod. Helt forenklet er dens grundtanke Prædikerens Bog: Endenløs tomhed alt er tomhed.
Og sådan er det det kærlighedsløse menneske.
Kristensen – den grove, ødsle og pigeglade proprietær, der er tager de nemme løsninger og mangler alle idealer. Han er utro med sognefogdens hustru – sognefogden, der er ved at drikke sig ihjel. Hans karl kommer for at hente brændevin i begyndelsen af skuespillet.
Hovedpersonerne er også to kærlighedsløse mennesker. Alma Jensen og pastor Bynkeer imod.

Da Bynke ikke får sin Gunhild, så sværger han:
”Jeg skal danne en Menighed om mig, der skal sætte mit Valg igennem lige for Deres Øjne. Elektricitetsværket skal bygges, Fjorden skal udtørres, Høfderne voxe i Havet, Dæmningen rejse sig — alt, hvad De ikke vil, det skal ske. Jeg skal skabe en Brugsforening, jeg skal knuse Deres Forretning, jeg skal kaste Jord paa Deres Kiste i Kirkegaardens Fattigmandskrog.”

Og vel lykkes hans gerning som præst, men da han ikke har kærlighed, så gavner det ham ikke, som Paulus skriver i Kærlighedens højsang. Han taber indadtil. Først, da hans kolde retfærdighedssans driver et menneske ud i selvmord, ser han hvor gal afmarcheret han er.

Men hvor skal han søge hen?

Hvem kan hjælpe ham?
Han søger tilbage til den nu gifte, Gunhild

Klitte Sogn er et kærlighedsløst sted, styret af to kærlighedsløse personer. Der er mange forskellige holdninger til livet, troen og kærligheden, men ingen drives af den sande kærlighed. Og i baggrunden lurer det store hav – der truer med at udslette hele sognet i en ren syndflod

Efter filmen

Klitte Sogn er et kærlighedsløst sted, der til sidst tilintetgøres. Kærligheden ”tåler alt, tror alt, udholder alt”, og ”så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af alt er kærlighed”

Afslutning

En stærk scene: ”Gud! jeg kan ikke møde dig med Vægten af Ansvaret for alle de Liv, du betroede mig. Jeg skulde have sat den Dæmning igennem i Tide; jeg kunde have gjort det, hvis jeg var gaaet frem med Kærlighed og Tro i Stedet for Selvkærlighed og Dom, hvis”

Læs sidste side.
Præsten: Se, Solen om Kirken. Forsamlingshuset falder. Vandet stiger om Gaardene.
Gunhild: Min Barndomshjem.
Præsten: Og min Præstegaard, se! Mine Nederlags Sted. Og Skærsommernatsmindernes, 2 kun i Tal — aah, Gunhild, se, Træerne svajer.
Gunhild: Folk stimer mod æ Kirke. Der faldt æ Missionshus. Æ Skole ryster.
Præsten: Kirken ogsaa, den falder, den falder.
Gunhild: Æ Vaabenhus faldt. Se, Folk i æ Taarn. Hvor mange kan der være i æ Kirke?
Præsten: Den kan rumme dem alle. Og den staar endnu.
Gunhild: Æ Hav er her, Erik. Den løfter os.
Præsten: Vi er rede, Gunhild. Kærligheden er her ogsaa. Gunhild: Erik! Erik! den løfter os sammen mod Gud

Klitte Sogn er et kærlighedsløst sted, der til sidst tilintetgøres. Kun dem redder sig, der søger hen til kirken, hen til Gud.
Vejen til frelsen går ikke igennem nogle af de to store retninger, Indre Mission eller grundtvigianerne, for både forsamlingshuset og missionshuset braser sammen – det eneste, der står tilbage er kirken.
”Og kirken kan rumme dem alle. Og den står endnu”.

Kun hus Gud finder vi frelsen – ikke i det, der skiller os, men i ham, der ønsker at samler os, som en høne vil samle sine kyllinger.

”Vor Gud han er så fast en borg”.