Midfaste søndag (2015)

Denne side er set 957 gange!

Midfaste Søndag – sig tak for det du har fået – og brug det du har fået

Jeg synes det er en fantastisk salme, vi lige har sunget, ”Du gav mig o Herre, en lod af din jord” (728 DDS). En fantastisk salme, som vi jo normalt kun synger, når der er høstgudstjeneste, hvor vi på en speciel måde takker for alle de gode, gaver, der kommer oven ned.

Men den passer rigtig godt til den tekst, som jeg lige har læst op – nemlig det store under, hvor Jesus sørgede for mad til over 5000 mennesker. Og udgangspunktet var: Fem bygbrød og to fisk. Og alligevel fik alle hvad de kunne spise.

Hvordan foregik det her under – var det med Hollywood-eksplosioner? Var det med en stille trummehvivel og som i svensk cirkus: ”må vi be om den største mulige tystnad”? Og så hokus-pokus – da-daaaa! Nej, hele underet begyndte med en bordbøn – Jesus sagde ikke hokuspokus, men han sagde tak. Tak for den store gave det var, at de overhovedet havde de to fisk og de fem brød.

 

Når vi får en gave, så siger vi tak – sådan er det bare. Siger vi ikke tak for en gave, så sidder man som afsender lidt med en mærkelig smag i munden

Ja, jeg vil sige, at man faktisk er uhøflig, hvis man ikke siger tak, hvis man får en gave.

  • Det kan enten være fordi man ikke værdsætter gaven, så gaven egentlig ikke betyder noget for en.
  • Eller det kan også betyde, at man tager det for givet, at man får en gave. ”Det manglede bare – det var også min ret at få den gave”.

 

Gud har givet os en masse gaver. F.eks. er der de to børn i dag – hvad siger man, når man står med et nyfødt barn: ”Jeg har fået et barn!” – det største i livet får vi. Og Gud har været rundhåndet overfor os.

Han giver os livet.              Han giver os sundhed.        Han giver os familie.

Han giver os venner.          Han giver os et prægigt forår.

Han giver os… ja, prøv peg på en ting, som ikke lige har været en tur omkring Gud. Ja, selv det at pege på en ting, er også en evne Gud har givet os.

Jeg tror, at vi alle kan finde et eller andet at sige tak for. Jeg har hørt sådan en sød historie fra et plejehjem, hvor de ældre på et tidspunkt sad og fortalte hinanden, hvad de havde at takke for. Den ene var taknemlig for familien, den anden for helbredet – og så kom turen så til en gammel, næsten tandløs dame. Hun sagde:

”Jeg takker Gud for mine to gode tænder – den ene i overmunden og den anden i undermunden som passer sammen, så jeg kan tygge min mad”.

Desværre er det jo sådan, at vi næsten først opdager, at vi haft noget at være taknemmelige for, i det øjeblik, hvor man mister det. Det er ikke få gange, hvor pårørende til en afdød siger noget i retningen til mig, at det er først nu, hvor vi har mistet den afdøde, at vi kan se hvor rig vi var før.

Vi kan prøve lave et eksperiment: Hvad om du mistede alle de ting, som du ikke lige fik sagt tak for? De forsvandt bare – prøv forstil dig det.

  • Hvor mange gange har du sagt tak for din nyrer? Uden den ville du gå til i løbet af ingen tid.
  • Jeg har hørt om nogen, der takker for opvasken… ja, det lyder langt ude. Takke for opvasken, fordi det betyder at de lige har kunne rejse sig fra et måltid mad.
  • Det kan være, at du har nogle af dine allerkæreste ejendele siddende lige ved siden af dig, i form af din familie eller dine venner. Har du sagt tak for dem?
  • Eller prøv engang at tage din pengepung op og kig ned i den.
  • Der er penge? Har du sagt tak for at du har dem?
  • Der er et sundhedskort – har du sagt tak for at du lever i et land, hvor der er et velfungerende sygehusvæsen?
  • Der er måske et billede af dine børn – har du sagt tak for dem?
  • Der er måske en kvittering nede fra købmanden – har du sagt for at der er mad og drikke på hylderne, som du har råd til at købe?

Jeg tror i det øjeblik vi begynder at få øjnene op for de ting, som vi kan takke for, så bliver vi ved med at kunne finde nye ting at sige tak for. Og jo flere ting vi får øjnene op for, desto mere opdager vi at vi faktisk er rige og har meget. Så alene ud fra den vinkel er det jo dumt ikke at være taknemmelig – for taknemmelighed gør det værdifulde i vores liv mere værdifuldt.

 

Selvfølgelig, Gud giver os det, om vi så siger tak eller ej. Men sådan bør det ikke være – vi bør sige tak. Vi bør lærer at sige tak. Det bør være naturligt for os at drage Gud ind i vores liv, i det vi glæder os over. Der skal egentlig så lidt til for at vi kan vende vores blik op til Gud igen med tak.

Vi skal takke Gud – også fordi det stiller os i den rigtige plads i forhold til Gud, for så viser vi, at vi er afhængige af ham, og at vi ved, at takken ikke skal gå til os selv, men til Gud. Det er ham, der står bag.

Et nemt sted at begynde med at takke, er ved bordbønnen. At man inden man kaster sig over mors kødgryder, lige får ro på selskabet, og siger tak til Gud enten som en sang eller en kort bøn. Det behøver ikke være det helt store og lange, måske bare kort ”Kære Gud, vi takker dig for denne mad, amen”. Det kan være et vers – f.eks. ”Alle gode gaver, der kommer oven ned”….- som vi skal synge om lidt. Gør som vi selv har det bedst med, og som er mest naturligt for os. Bare vi får sagt tak til Gud.

Hjemme hos os skiftes vi til at bede bordbøn – efter at vi har fået børn synger vi altid. Nu er min kone her ikke, så kan jeg jo nok fortælle jer denne historie… for min kone, Judith, har vist nok arvet det man kunne min svigermors skarpe tunge. Det er normalt mig, der står for maden derhjemme, og jeg skulle vist lave suppe… men da jeg skulle smage den til, viste det sig, at den ikke smagte særligt godt. Så jeg forsøgte at redde den – puttede lidt mere i. Og lidt mere  – og lidt mere igen. Og suppen blev ringere og ringere. Nå – nu skulle den bare serveres.

Judith så meget meget bekymret ud, da vi satte os til bords – og foreslog selv, at hun skulle bede bordbøn. ”Kære Gud – du som skabte vand til vin – velsign du dette måltid”. Desværre – godt nok er Gud almægtig, men her var åbenbart en grænse!! Den smagte stadigvæk dårlig.

 

Dem af jer, der ikke beder bordbøn, jeg synes I skulle tage og gå hjem og overveje det. For det første giver det en god fælles start på måltidet, at man først begynder, når alle er klar og sidder ved bordet. Det giver ikke sådan et jag. Det giver fællesskab. Men det viser så også, at vel er det vores penge og vores dygtighed, der sætter maden på bordet, men uden Gud, var der intet af det. Uden Gud kunne vi ikke spise os mætte.

Og hvis Jesus – Guds søn – hvis han ikke var for fin til at bede bordbøn, så burde vi vel heller ikke være det.
Vi skal lære at takke for det vi har fået – og vi skal bruge det vi har fået. Jesus takkede for maden, og delte ud, og der var nok til alle. Og på samme måde, så skal vi også takke for det vi får – ikke bare mad, men alt andet også. Vi skal takke, og så skal vi bruge det – ikke bare på os selv, men også på vores medmennesker. Dele ud til dem, der ikke har. Og du vil finde ud af, at Gud ikke bare har givet nok til dig selv, men også nok til at give videre til andre. Vi har allerede sunget det i salmebogens bedste høstsalme lige før

”Så lær mig da, Herre, at dig til behag

Jeg bruger det pund mig blev givet

At fylde med hæderligt virke min dag,

At hjælpe og værne om den, som er svag,

At elske, thi deri er livet”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *