Se, hvor nu Jesus træder
hen til den morderstad,
enddog man ham bereder
så grumt et blodebad.
Jesus er på vej ind i Jerusalem – og alt det ligger foran ham, som en mulighed, som et valg, som en vej, han kan vælge at gå. Han ved også, at efter langfredag kommer påskemorgen med opstandelsen. Han ved, at han skal vende hjem til sin himmel med ordene: ”Mig er givet al magt i himmelen og på jorden”. Men vejen tilbage til ”al magt” hedder ”Via Dolorosa”, smertens vej. Eller som der står på mange gamle broderier: ”Uden kors ingen krone”.
Lige nu sidder Jesus på æslet og ridder ind i Jerusalem. Folk løber ud for at hilse ham velkommen og opildner hinanden, så luften dirrer af spændthed. Jesus ridder på et æsel opfyldelsen af profetien ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”. Jesus iscenesætter sig selv som Messias, kongen, og folket ser det og danner lydtæppet: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”.
Det er måske alligevel muligt at nå til kronen udenom korset? Forestil jer, at Jesus er reddet igennem byporten og æslet står stille og venter på næste ordre. Er det tid til at stoppe og komme tilbage til krybben med mad, eller skal vi fortsætte?
Jesus skulle bare lige give sit æsel et klap mere bagi og så ville det bringe ham op til kongepaladset sammen med flokken af opstemte pilgrimme. Der er så mange omkring ham, at romerne ikke ville kunne gøre noget. Og Jesus kunne se rundt i flokken: Der var også nogle bevæbnede zeloter – de havde et godt øje til Jesus. Og mon Gud ikke også ville give sine engle befaling, så Jesus ikke ville støde sin fod på nogen sten på vejen op til Herodes Antipas´ trone? ”Pint under Pontius Pilatus”? Nej, statholderen ville komme krybende forbi keruberen med flammesværdet for at få lov til at kysse Jesu fødder.
Jesus havde valget: Kronen med eller uden kors. Hvad vil du helst have, Jesus: En guldkrone eller en tornekrone? Vil du helst have at en romer kysser dine fødder eller at en romer hamrer nagler i dine fødder? Du bestemmer selv - du kan blive nummer et, eller du kan ofres i et politisk spil, hvor det er bedst at en dør for folket end at hele folket går til grunde. Jesus, du vælger selv.
Bare et par klap mere, og æslet vil bære dig væk fra Golgata. Et klap mere og du kan skabe en kristendom, som ikke bygger på fire skrøbelige evangelier og en korsfæstet mand. Giv folk det vi vil have. Giv os en tordnende Messias, som vi tror vi mangler og har brug for. Giv os en kristendom, der er virkeliggørelsen af Utopia, eventyrlandet, hvor sten bliver til brød, vand bliver til vin. Hvor helbredelse og dødeopvækkelser foregår dagligt fra 12-14, søn- og helligdage undtaget. Et rige uden sorg, skrig og tårer. Og giv os det nu! Giv os en Jesus på tronen – ikke bare en himmelsk trone, men en fysisk trone, som vi kan taste ind på vores GPS ”91 95 016 Jerusalem”.

Så ville vi have en Gud uden flertydighed, en Jesus, som jeg kunne pege på for mine tvivlende venner, for ikke at tale om min egen tvivl. Væk er tvivlen og troen er erstattet af sikker viden. Ville det ikke være godt med en Gud, der er mere synligt aktiv i verdens historie. Ja, og også mere synligt aktiv i min private historie. Hurtigere og klarere svar på mine bønner, helbredelse af mine sygdomme, beskyttelse og sikkerhed for dem, jeg holder af. Det ville være en smal sag for Jesus på tronen i Jerusalem. Havde Jesus bare givet æslet et klap mere og reddet op til kongeslottet.

Hvorfor gjorde Jesus ikke det? Hvorfor steg han af æslet og gik et par dage senere ud i Gethsemane Have, og så rullede lavinen, der endte på korset?
Jesus viste også den dag, det største af alle hans undere, nemlig tilbageholdenhedens under. Ham, der egentlig var et festfyrværkeri af almagt, han ”tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,7-8). Jesus grundlagde ikke sit rige ved at være den mest magtfulde, men ved at være den ringeste. Almagten i sin modsætning – en magnet for tvivl og modsigelse. ”… dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges” (Luk 2,34), sådan sagde Simeon i templet, da Maria kom med den 7 dage gamle Jesus.
Havde Jesus klappet æslet og reddet op til kongeslottet, hvor han så ville sidde endnu, som fyrsten over verden, ville vi så være fyldt af tro, håb og kærlighed, når vi tænkte på ham? I bedste fald tænker jeg, at vi ville se på ham med næsegrus beundring og ærefrygt. Men jeg forestiller mig også, vi ville se Jesus som Saurons øje, det onde fra Ringenes Herre, der oppe fra sit tårn holder øje med sine viljeløse undersåtter, der fordi Jesus er så magtfuldkommen, ikke kan andet end at vælge ham til og tjene ham.
Men Gud elsker os så højt, at han skænker os magten til at leve som om han ikke eksisterer, også selv om Gud ved, at det vil føre til fortabelsen. I sin kærlighed ønsker Gud ikke at tvinge os hverken med det gode eller med det onde. Helt ærligt: Det ville være det bedste for os om Jesus var så overbevisende, at den frie vilje til at sige nej, ikke eksisterede. Det ville være det bedste for os om Jesus tvangsfodrede os med frelsen på samme måde som nogle landmænd i Frankrig tvangsfodrer gæs og ænder for at få ”Foie gras”. Ned i halsen med nåden. Men Jesus ønsker ikke ”Foie gras”, han ønsker ikke at tvinge tro ned i folk. Han ønsker, at vi af os selv åbner os og vores viljer, og lader ham ride ind i vores liv og fylde os med sin kærlighed og tilgivelse. At vi må åbne vores hjerter og lade ham forvandle os indefra. Gud ønsker hjerter åbne for ham i tro og tillid. Han ønsker den frie sjæls kærlighed, et ægte fællesskab, for der er selve grunden til at vi blev skabt. Gud vil tros af et hjerte, der har overgivet sig til ham – og kærlighed er den eneste magt, der virkelig er i stand til at erobre menneskets hjerte. Det ville han ikke have kunnet ved at komme i magt og herlighed – men det får han ved at han kom i sin modsætning.

Det er 1. søndag i advent, det er porten ind til et nyt kirkeår med alt, hvad hjertekongen Jesus vil give os at leve på. Foran os ligger søndag efter søndag, hvor vi kan blive tanket op af tro, håb og kærlighed. Vi ved ikke hvad det nye kirkeår vil bringe af glæder eller sorger. Tider, hvor vi takker Gud, tider, hvor vi anråber Gud om hjælp eller tider, hvor vi tvivler på om han overhovedet er dér, og hvis, hvorfor han så ikke gjorde noget. Det ligger foran os. 1. søndag i advent klokkerne kaldte os sammen, lyset var tændt i adventskransen og orgelstemmer hjælper os med at få velkomstsangen til at klinge:
Jeg hjertets dør vil åbne dig,
o Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *