11. søndag efter trinitatis (2007)

Denne side er set 682 gange!

”To mænd gik op til templet for at bede” – de fleste af os herind kender den her lignelser nærmest til hudløshed, så det er lige før, at vi bare skal høre indledningen her, og så ved vi hvad det er for en lignelse vi skal høre.  

På mange måde kan vi sammenligne os med de to mænd vi hører om i dag. Tolderen og farisæeren. Vi er jo lige som dem kommet ind i kirken, Guds hus, for at bede, synge og være samen med Gud. Som jeg lige ser det, så handler teksten om hvordan vi beder, synger og er sammen med Gud. Hvad er det, der har vores fokus: Er det os eller er det Gud, der er i centrum? Er det det vi har gjort, eller det Gud har gjort? Det illustrerer de to mænd, der gik op til templet for at bede.

Det var to meget forskellige mennesker. Den ene, farisæeren, har gået så mange gange op til templet, at han sikkert kan finde derop med bind for øjnene. Og nu står han dér i sin lange flotte kaftan og med turban på hovedet, beundret af mange mennesker for sit pletfrie liv. Fædre peger på ham og hvisker til deres søn: ”hvis du bare kunne være lige som ham”…

og farisæeren skal lige til at løfte hænderne til bøn, da han ser et særsyn nede bag i templet. En tolder har sneget sig ind…

Hvor farisæeren kunne vejen til tempelet som sin egen bukselomme, så kan man næsten forestille sig at tolderen skulle spørge sig frem for at finde tempelet. For tolderen er en af de personer, der hellere sidder på kroen og tænker på templet, end han sidder i templet og tænker på kroen. Ikke at han tænkte ret meget på templet.

Det var altså to forskellige mænd, der gik op til templet den dag for at bede. Ja, to meget forskellige, men så alligevel ikke! Set med Guds øjne var det

to elskede mennesker, som begge var skabt i hans billede.

To mænd, der hver eneste dag levede af hans godhed.

To mænd, der begge havde fejlet og syndet, og nu gik op til templet for at bede.

Det var to uretfærdige mænd, der gik op til templet den dag… men det var kun den ene af dem, der kunne gå hjem som retfærdig. Det var kun en af dem, der havde læsset af overfor Gud, og bekendt sine synder – tolderen.

Farisæeren og tolderen er to forskellige måder at komme til Gud på. På den ene side har vi en egenretfærdig måde, og på den anden side en Gudsretfærdig måde.

Den egenretfærdige måde at komme til Gud på er en opstyltet måde – det er en unaturlig måde, for man skal hele tiden være opmærksom, for pludselig kan det store korthus vælte sammen, som man møjsommelig selv har bygget op. En smuk etik, et smukt liv, en masse gode ting. Alt det, som vi hellere end gerne viser frem, i hvert fald i forhold til alle vores svagheder, fejl og mangler. Dem gemmer vi væk og strammer os op som med et andet korset, så vi får en flot og rank figur. Er vi ikke opmærksomme, så vil korsettet, som vi har strammet ordentlig ind, så vil det måske pludselig give efter, og den smukke talje bliver pludselig erstattet af en ølvom!

Ikke underligt, at Jesus kaldte farisæerne for kalkede grave. For inde under den perfekte overflade, den opstrammende korset, gemmer der sig synd, traumer og andre dårligdomme som slet ikke matcher det gudfrygtige fromme tandpastasmil.

Bibelen lærer os, at ”Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud” (Romerne 3:23), så når farisæeren står og lister sine dyder op, så er det bare en måde at lede opmærksomheden væk fra dér, hvor der virkelig er problemer.

– Vel er han ikke en røver, men har han nogensinde set med begær på en anden mands ejendom? ”Det vil jeg have”.

– Han er godt nok ikke uretfærdig, men har han kæmpet for retfærdigheden, har han altid glædet sig over at retfærdigheden skete fyldest også over for ham, der egentlig ikke havde fortjent det?

Han er godt nok ikke ægteskabsbryder i handling, men har han nogensinde været det i sine tanker?

Han giver godt nok 10% af alt hvad han tjener, men gør han det altid af et uselvisk glad hjerte eller er der en anseelse forbundet med det? Gør han det ikke også af sur pligt?

”Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud” – og når farisæeren står og remser sin dosmerseddel op overfor Gud, så kan jeg ikke andet end at tro, at der kommer et toldersuk inde fra ham. Et ekko fra alt det han gerne vil skubbe til side, som han gerne vil glemme, som han ikke tør se i øjnene, for det passer ikke ind i det billede af ham, som han har af sig selv. Det passer ikke ind i den måde, som man skal møde Gud på.

Fra tid til anden besøgte vi min fars faster nede i Hårby på Fyn. Det var en sirlig ældre dame. Jeg kan huske at mine forældre var meget påpasselige med at jeg havde rene negle, når vi besøgte hende, for sådan skulle det bare være. Jeg har oven i købet et erindringsbillede af at vi står med hænderne rakt frem på rad og række for at hun kunne inspicere om neglene nu også var rene. Men det er vist bare min fantasi, der spiller mig et puds, men den opstyltede måde at nærme sig Gud på, gør egentlig det. Regner Gud for en, der skal inspicere om nu alting står rigtigt til. Som en gammel skolemester.

Så når toldersukket kommer inde fra den smukke facade, så bliver korsettet lige spændt en ekstra gang, for ”Gud jeg takker dig, at jeg ikke er som de andre mennesker, røver, uretfærdige, ægteskabsbrydere eller som tolderen dér”.

Men han er lige som tolderen, men han har bare ikke erkendt det og bekendt det, så derfor er han fanget i sit eget lille gyldne bur af fromhed. ”For jeg er ikke som tolderen dér.. ”jo, det er du. Og jo før du finder ud af, at du er en tolder, en synder, der mangler Guds herlighed og nåde, jo før at din facade sprænger, jo før du taber ansigtet desto bedre. For det er først, når vi når ud på virkelig dybt vand, hvor vi ikke selv kan bunde, at vi rækker ud efter den redningskrans, som Gud har kastet ned til os. For mange af os, er det først dér.

Så når vi læser om tolderen, der bare slår sig for brystet og beder ”Gud vær mig synder nådig”, så er det ikke noget han gør frivilligt. Så er det fordi han selv har været derude, hvor han ikke kan bunde og hvor han har indset, at hvis det her nogensinde skal ende godt, så skal redningen komme et sted fra.. og det er bestemt ikke fra ham selv. Der er en gammel salmelinie, der rumstere i mit baghoved, og den lyder: ”vis mig fordærvelsens afgrund i mig” (DDS 460). Jeg tror ikke, at noget menneske vil kunne tåle at se helt ned i sig selv, helt ned i fordærvelsens afgrund, for ellers tror jeg, at vi vil miste alt håb om oprejsning. Men tolderen har kastet et blik ned i afgrunden… og han er rystet over det han har set, så han kun kan bede ”Gud vær mig synder nådig”.

Men han står ikke dér og beder frivilligt. Vi skrabede lidt i overfladen på farisæeren og fandt en tolder. Jeg tror, at hvis vi skraber lidt i overfladen på tolderen, så vil vi finde en farisæer. Tolderen har ikke altid stået, som han stod den dag i templet med sin ydmyge bekendelse og bøn. Der har været et tidspunkt, hvor han lige som farisæeren forsøgte selv at føre sin sag overfor Gud og forsvare sig selv. Et tidspunkt, hvor han havde den åndelige dosmerseddel fremme for overfor sig selv og over for Gud at kunne vise, at ”så slemt står det da heller ikke til med mig”. For det er en enorm selvydmygelse at stå og bede som tolderen gør i dag – det giver det menneskelige selvværd et ordentlig hak.

Tolderen har dog fundet ud af at farisæer-vejen ikke hjælper. Det hjælper ikke noget at kalke grave eller spænde korsettet mere og mere, for det giver ikke ordentlig fred. Sukket og klagen inde fra facaden holder ikke op, før facaden brister og han står i templet og anklager sig selv. Han har droppet at forsvare sig selv, nu er han anklageren, så må det være Gud, der er hans forsvar. Han har ydmyget sig selv overfor Gud. Men – og her kommer dagens gode budskab – ”enhver, der ydmyger sig selv skal ophøjes”, siger Jesus. Eller fra alteret hørte vi Job siger det på den måde: Gud ”ophøjer de ydmyge og de sørgende bringes i sikkerhed” (Job 5,8-16).  Og også fra alteret hørte vi den tidlige farisæer, Paulus, ydmyge sig selv i sin beskrivelse af sin tjeneste som apostel: jeg er et misfoster. ”Ikke værdig til at kaldes en apostel… Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er”. (1 kor 15,1-10a). Kun den er virkelig stor, der har været ydmyget af Gud og derefter oprejst af Gud.

”To mænd gik op til templet for at bede”. Jeg begyndte med at sige, at vi kunne sammenligne os med de to mænd. Men hvem af dem er du? Nu kender vi jo slutningen, at det kun var tolderen, der gik retfærdig hjem… så vi vil vel gerne være ham. Men jeg tror faktisk det er sådan, at vi er begge personer. Vi er både farisæeren og tolderen. Der er noget af begge slags i os alle sammen. Inde i os er der både en tendens til at fremhæve vores eget og det vi kan af gode ting og bygge på det. Men heldigvis er der også en tolder-tendens i os, der efter at have set det hele smuldre for os, vender os til ham, der alene kan gøre noget ved det. Vi har både en tolder og en farisæer inde i os, det kommer bare an på hvem af dem, der lige er ovenpå i dag, og hvilken en af dem, der er skubbet til side… klar til at dukke op en anden gang.

Man kan egentlig sige, at hver eneste søndag når mennesker går op til Guds hus for at bede, så kommer både farisæeren og tolderen ind i kirken. Hvem af dem er du i dag?

Og hvad med mig, der ikke kan stille mig op og bede som tolderen? Hvis jeg ikke har set ned i ”fordærvelsens afgrund i mig”, men bare lever et ganske almindeligt liv, og er glad for livet og har lyst til at takke Gud…. måske lidt ligesom farisæeren, skal jeg så blive hjemme? Hvis kirken kun er for folk, der slår sig selv på brystet over sin egen syndighed, så får jeg vel ikke noget ud af at gå i kirke.

Jeg tror, at alle får et eller andet ud af at gå i kirke. Jeg tror også, at farisæeren gik hjem med et eller andet fra Gud. Det vigtige er ikke først og fremmest hvad vi taler med Gud om, men at vi i det hele taget taler med ham. Kommer du som et oprigtigt menneske, så vil det føre dig videre, og du vil også engang nå frem til at tale med ham om synd. For jeg tror ikke, at man kan komme frem dagligt for den hellige Guds ansigt uden efterhånden at opdage, hvad synd er, hvilken alvorlig og sørgelig ting synd er, og hvor indgroet i os den sidder.

Gud er tålmodig – han venter på at et menneske til sidst når frem, og kan dele alt med ham. Han vil være en del af hele vores liv. Han vil dele alt med os, både vores sejrsøjeblikke, hvor vi for en gang skyld har vendt den anden kind til, og også de mørke tidspunkter, hvor det måske er os, der slår. Gud er både farisæerens og tolderens Gud – og han lytter til begges bønner. Tænk på det, når du om lidt sender din bøn op til ham – han hører den. Så hvad beder du? Beder du: ”Tak, at jeg er nået i mål”? Beder du ”Lær mig mig selv bedre at kende?” eller beder du måske endda den radikale bøn: ”vis mig fortabelsens afgrund i mig”? Beder du ”Gud vær mig arme synder nådig”?

Uanset hvad du beder… han lytter til vores bøn, og slutter selv af med at sige sit ”Amen”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *