Denne side er set 3 gange!

Dagens to lignelser handler om menneskets afvisning af Gud og om Guds barmhjertighed, overbærenhed og kærlighed til os.
I den første lignelse møder vi en far, der sender sine to sønner ud i sin vingård. Den første søn siger med det samme: ” Nej, jeg vil ikke”. Der var ikke nogen begrundelse, han vil bare ikke. Det er et ugudeligt overlagt oprør. Det er ikke bare en, der siger nej til Gud, han råber N-E-J!!! Det er ”dem, vi andre ikke må lege med, det dårlige selskab”. Det er dem, som Jesus i en samlet betegnelse kalder for toldere og skøger – eller vi kunne i dag kalde dem for narkohandlere og ludere. Dem, der virkelig i deres liv siger: Nej. Dem, der ikke bygger noget billede op af dem selv, så det ser ud som om de har nogen intentioner om at følge Guds vilje. Ja, det ser slet ikke ud til at de kender Gud. Men der skete noget med dem – de havde hørt Johannes Døberens vej til retfærdighed – og den vej var ”omvend jer”. Nogle af disse toldere og skøger havde omvendt sig. For selv den oprørske synder får tid til at omvende sig. Der sker noget ”bagefter”. Det sker med den første søn i dagens tekst: ”Bagefter” – ”Bagefter fortrød han og gik derud”.

Vi får ikke at vide, hvad der får ham til at skifte mening, men bagefter fortrød han. Hans nej, bliver forandret til et ja – ”bagefter”.
Faderen bliver ikke sur over det negative svar, han vender sig til den anden søn og siger det samme. Og sønnen svarer med det samme: ”Ja, herre!”, men denne søn havde ikke nogen intention om at gøre sin fars vilje, for der står ikke noget om at ”Bagefter fortrød han og gik ikke derud”, der står kort og godt:” Han svarede: ”Ja, herre! men gik ikke derud”. Han har INGEN intentioner om at gøre det, som hans far ønsker af ham. Havde han så bare sagt nej i stedet for at forsøge at bedrage sin far. Søren Kierkegaard siger om det nej: ”Et nej skjuler ikke over noget, men et ja bliver så let et selvbedrag, som af alle vanskeligheder måske er det vanskeligste at overvinde”.

Jaet skjuler – et ja kan hurtigt blive et selvbedrag. Jeg husker en vittighed, som en onkel underholdt med ved kaffebordet, da jeg var barn. Han spurgte retorisk: ”Hvad kalder man de hvide pæle, der står langs landeveje og motorveje og som markerer vejen?! Jo, man kalder dem for sognepræster… for de viser vejen, men de går den ikke selv!”. Sønnen her er de folk, som bliver hevet frem gang på gang for at vise at alle, der kommer i kirken er hyklere.  De siger et og gør noget andet. Jeg har selv historier i min familielkrønike med folk, der på den ene side behandlede deres medarbejdere dårligt og på den anden side blev fremhævet som gode kristne mennesker. Og hvor har jeg talt med mange til begravelsessamtaler eller til en fortrolig samtale, eller jeg er blevet tiltalt ude på gaden af mennesker, der ikke vil komme i kirken., Og hvorfor ikke? Jo, de har oplevet, hvordan folk virkede så fromme om søndagen, de gik hen i kirken for at bede om tilgivelse, så de kan starte forfra om mandagen.
Ja, Herre – jeg går med det samme – og så sænker skyen af hykleri sig ned over dem.


Der er naturligvis en stor omgang fordom, dårlige undskyldninger og ammestue-historier over de fortællinger, men jeg kan i hvert fald ikke selv sige mig fri for at have oplevet det på egen krop: Står og siger ”Ja, jeg tror…” i kirken, og så møder hverdagen mig lige udenfor kirkebygningen.


Den første søn havde et tidspunkt til at fortryde – det hedder ”bagefter” – sådan et tidspunkt havde de religiøse fromme ledere også. Jesus siger til de skriftkloge, at da de så toldere og skøger omvende sig efter Johannes Døberens prædiken, så ”skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham”. De havde deres ”bagefter”, men hvor tolderne og skøgerne brugte det tidspunkt på at fortryde, så brugte de religiøse ledere ikke deres tid ”bagefter” til at angre. Jesus slår fast: Det er de tolderne og skøgerne, der går ind før jer, I religiøse ledere. Jesus skår igen fast, at Gud ikke ser på de religiøse holdninger, han ser på forandringen i hjertet, der kommer af at tro på Guds vilje og tro på budskabet fra ham.


Og så kommer dagens anden lignelse, der sætter fokus på den søn, der siger ja og ikke går ud – nu er det ikke bare en søn, men en flok vinbønder, der passer vingården, imens dens ejer er i udlandet.

Lignelsen er et billede på Israels historie, hvordan jøderne har afvist og dræbte Guds profeter. Og hvordan reagerede Gud på det? Slår vingårdenes ejer bønderne til jorden, da de første, anden, tredje, fjerde eller femte gang afviste tjenerne, der blev sendt ud? Sendte vingårdens ejer en hær afsted, for at fjerne dem fra jordens overflade og hævne sig? Sendte Gud en katastrofe ned for at hævne sig over de mange profeter, som jøderne havde afvist? Nej, som der står: ”Til sidst sendte han sin søn til dem”. Gud sendte sin egen søn som den sidste mulighed, og de slæbte ham uden for vingården og dræbte også ham. De slæbte Guds søn, den ultimative sidste himmelske budbringer fra Gud, uden for Jerusalem og korsfæstede ham. Det var hvad Gud gjorde – først viste han overbærenhed, tålmodighed og så efter at have set vores nej i vores ord og gerninger, så viste han kærlighed. Der findes intet større bevis på Guds kærlighed end Jesus på korset. Som Paulus skriver i Romerbrevet ” Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8).
Sådan er Gud. ”Hvis du afviser ham, så svarer han dig med tårer. Hvis du sårer ham, så bløder han renselse ud. Hvis du dræber ham, så dør han for at frelse. Hvis du begraver ham, så opstår han igen for at bringe opstandelse. Jesus er manifesteret kærlighed” (Charles Spurgeon). Gud viste tålmodighed over for de to sønner, gav dem en tid bagefter, hvor de kunne fortryde og omvende sig. Begge sønner var ulydige – men som Paulus skriver i det, som vi hørte for lidt siden, så har Gud indesluttet alle i ulydighed, for at vise alle barmhjertighed”. Jesus fortsætter med sin kærlighed og sin barmhjertighed, men Jesus slutter sin lignelse med et spørgsmål: ”Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?”. Det ved vi godt instinktivt og jøderne giver selv svaret: ”Et ondt endeligt vil han give de onde”.
Vi kan ikke fortsætte med at sige nej til Gud enten med vores mund eller vores gerning – der kommer et tidspunkt, hvor vi enten tager vores sidste åndedrag eller at Jesus kommer igen. Og vi ved godt, hvad der vil ske – lige som jøderne også godt vidste hvad der ville ske.
Jesus bekræfter jødernes dom – der egentlig var deres egen dom over dem selv. Jesus bekræfter deres dom ved hjælp af et billede: Jesus er hovedhjørnestenen, som er forkastet af mennesker, men værdsat og ophøjet af Gud. ”Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse”. Jesus er denne sten og Jesus er dette dobbelte: Et tegn til frelse og et tegn til fortabelse.
Lad os tage det sidste først: Et tegn til dom. ”den, som stenen falder på, vil den knuse”. Bliver vi ved med at sige nej, så vil riget blive taget fra os, så vil i ikke bare snuble over Jesus, men så vil Jesus knuse os. Det er så hårde ord, så vi ikke ser ret mange af sådanne ord ellers om Jesus. Man kan godt høre det som om Jesus er en mafiaboss, der giv er os et tilbud, vi ikke kan afvise, men nej, Jesus er er selve sandheden, som vi enten må forsone os med eller knuses af.
Og det i sig selv er forargeligt, jeg bryder mig ikke om at sige det, og der er nok nogle af os, der ikke bryder os om at høre det. Det er en snublesten for vores religiøse væsen – og det er netop det Jesus er. Han er en snublesten, han forarger: ”den, der falder over denne sten, bliver kvæstet”…. Men et kvæstet menneske kan helbredes. Jøderne faldt over Jesus, da de stod foran Pilatus og råbte: Korsfæst ham. Vi falder over Jesus, når vi afviser ham, når vi nægter at tro på ham OG når vi tager anstød af hans tale om dom. Det gør ondt i vores øre, men det åndeligt kvæstede menneske kan helbredes.

Hvad kan vi lære af de to lignelser?

Jo, vi ser menneskets store privilegium – hvordan Gud giver os velsignelser, privilegier, giver os håb, giver os en vingård af velsignelser og beskyttelse, hvor vi kan leve og være velsignet. Men vi læser så også om menneskets stædige og overlagte afvisning af Jesus og om den dom, der venter, hvis vi bliver ved med at afvise.
Men dommen kommer ikke som lyn fra en klar himmel. Lignelsen lærer os om Guds nåde og rundhåndethed, Vi lærer om Guds tålmodighed, hvordan han giver os alle et tidspunkt ”bagefter”, hvor vi kan fortryde og tage imod ham. Hvordan han bliver ved med at sende budbringere til os, hvor vi får muligheder på muligheder, han tager ikke et nej som dit endegyldige svar. Han viser sin kærlighed og barmhjertighed lige indtil vi dog tager imod.
Og vi ser igen Jesus – ham, som ”bygmestrene vragede” – hvordan han blev oprejst og ophøjet til hovedhjørnestenen i din og min frelse. ”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?”