22. søndag efter trinitatis (2013)

Den kristne kirke bygger på evangeliet om tilgivelsen. At Gud tilgiver rundhåndet – at Gud tilgiver alt – at der ikke findes en ting eller et område, som er så syndigt, at Gud ikke tilgiver os, når vi beder ham om det. Og det er en helhjertet tilgivelse. Jesus fortæller lignelsen om en tjener som skylder sin konge det, der svarer til et mindre statsbudget. Han kan naturligvis ikke betale tilbage – og utrolig nok tilgiver kongen ham. Du skylder ikke mere nu. Sådan er Gud overfor os. Sådan tilgiver Gud os – vi kan aldrig gøre det godt igen, som vi har gjort forkert, men Gud tilgiver os. Det gør os glade!
Men han forventer at vi møder vore medmennesker på samme måde – at vi møder dem med samme rundhåndethed. Der er nok ingen, der er i tvivl om hvad Jesus mener og hvad han vil fortælle os i dagens tekst. Vi skal tilgive. Vi skal tilgive. Vi skal tilgive.
Ikke bare overfladisk – ikke bare ved at skubbe det til siden og forsøge at glemme det – men ved at tilgive det af hjertet. Altså i vort inderste. Hvor budskabet om at vi bliver tilgivet helhjertet gør os glade – så kan budskabet om at vi også skal tilgive helhjertet gøre os frustrerede! Hvordan kan vi så meget som at tænke på at tilgive ham eller hende, der sårede os for måske mange år siden? Eller ham eller hende, der sårede os i går? Når Jesus taler om tilgivelse, så lyder det vanvittigt let: I skal tilgive af hjertet. Men Jesus ved om nogen, at det ikke er let at tilgive!! Når Gud tilgiver os, så er det kun muligt, fordi han har betalt den største pris overhovedet – nemlig sin egen søn på korset. Så nej – Gud ved godt, at det at tilgive er vanvittigt svært – men derfor skal vi alligevel tilgive.
Paulus har en lang liste med ting, der ikke sømmer sig for en kristen. Ikke stjæle, ikke sige onde ord, ikke lyve – og så skal vi ikke blive vrede. Nej, det sidste siger Paulus faktisk ikke. Han siger tværtimod: ”Bliv blot vred, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen” (Ef 4,26-27).
Vi må gerne blive vrede – når nogen gør os noget ond, sårer os eller vore kære, så må vi gerne blive vrede. Det er menneskeligt – og vi er mennesker og ikke robotter uden følelser. Men vi skal ikke lade denne vrede synke til bunds i os – vi skal ikke gå i seng om aftenen med denne vrede, men få gjort noget ved den, så den kommer ud af vort liv og vort hjerte. Så den ikke går til bunds i os, og bliver en del af os – af vores personlighed. Det er en anden måde at slippe ud af kravet om at tilgive – nemlig bare at lade det glide ind i os og så lige så langsomt forsøge at fortrænge det. Og med tiden endda glemme det – ”ude af øje ude af sind”…. Ja, men er vreden ligger stadigvæk et eller andet sted inde i os, og gnaver i os og popper så op, når vi mindst af alt tror det. Det kan godt være, at vi ikke kan mærke det, men den er der og den ødelægger os lige så stille. Der findes også mennesker, der går rundt med en kræftsvulst et eller andet sted i kroppen i mange år – og den vokser og ødelægger lige så stille – og de mærker ikke noget, før lige pludselig en dag, hvor det er for sent. Vrede er som en kræftsvulst i os og den eneste kemoterapi, der findes er tilgivelsen. Vores tilgivelse. Når vi af hjertet tilgiver vores bror. Desværre lever mange af os dag ud og dag ind, år ud og år ind med den kræftsygdom, der hedder et hjerte, der ikke kan tilgive. Et hjerte, der ikke ønsker at give det videre, som det hjerte selv lever af, nemlig Guds tilgivelse.
 ”Bliv blot vred, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen” (Ef 4,26-27). Vreden ligger inde i os – også selv om vi ikke føler os vrede længere, fordi det er så længe siden. Men har vi ikke tilgivet, så ligger den dér. ”… giv ikke plads for Djævelen” – i vores hengemte vrede har  Djævelen en fantastisk indgang i vores liv til at fortsætte sine onde hensigter med os. 
At holde tilgivelsen tilbage… er synd. Og det kan godt være, at ordet ”synd” er svær at forstå for mange moderne mennesker… men hvad så med ordet ”oprør”. For det er hvad synd er, nemlig oprør mod den almægtige Gud. Holder du tilgivelsen tilbage, så vil der være noget, der spærrer mellem dig og din Gud, som du skal have styr på. Og det vokser – lige som kræftsvulsten. For med vreden kommer der alle mulige andre slags modbydelige ting. Bitterhed, der slår rod i vores hjerte. Det vil gå ind og påvirke vores bønsliv – hvordan kan vi bede fadervor helhjertet, hvis vi har noget imod en: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”. Det påvirker vores lovsang – hvordan kan vi synge ”Nu fryde sig hver kristenmand, og springe højt af glæde”, når vi har en vægt af bitterhed og vrede på vores skuldre. Hvordan kan vi fortælle andre om Guds tilgivelse, når vi ikke ved, hvad det vil sige selv at tilgive? , vores gudstjeneste. Jesus ønsker af os, at i det øjeblik, at vi midt under gudstjenesten kommer i tanke om, at der er et eller andet imellem os og så en anden, så skal vi hellere forlade gudstjenesten – Jesus siger: ”gå først hen og forlig dig med din bror; så kan du komme og bringe din gave” (Matt 5, 21-26).
Det kan godt være, at vi går rundt med den tro, at det er andre, der er skyld i vores vrede og bitterhed, men i virkeligheden, så har vi selv valgt at tage denne frivillige vægt på vores skuldre, fordi vi nægter andre det, som vi selv ønsker: Tilgivelse.
Og det er en vægt, som Gud ikke ønsker, at vi skal bære på vores skuldre – ”kom til mig, alle I som slider jer trætte og som bærer tunge byrder, og vil jeg give jer hvile” – siger Jesus (Math 11,28).

Jeg tror der er noget galt med vores klædeskab derhjemme i præsteboligen – det er vist for fugtigt og varmt, for der er meget af mit tøj, der har krympet her det sidste års tid. Heldigvis har jeg en kone, der sender mig tilbage for at klæde om, når jeg kommer til at tage noget af det på, som er krympet for meget – ”Kim, det passer vist ikke rigtig til dig længere”.
Ved du hvad der ikke passer dig – dig som kristen? Er du en kristen, så har du Helligånden i dig, og Bibelen taler om, at åndens ”frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5,22-23). Kan du fortælle mig, hvor utilgivelighed passer ind her? Passer nag ind her – eller vrede, hævntørst eller gengæld? Nej, vel – det passer ikke til en kristen at holde tilgivelsen tilbage.
Det kan godt være, at du ikke ved det, men den gang du blev en kristen, så aflagde du faktisk din ret til at hævne, til at gengælde, til at bære nag, til bitterhed mod en, der har gjort noget ondt mod dig. At være en kristen er at lægge sit liv og alt hvad det indebær over til Gud. Det er slet ikke vores opgave at ønske hævn, at gengælde – det er den almægtige, retfærdige og alt-seende Guds opgave. Vi hørte afslutningen på den spændende historie om Josef og hans brødre – da Josefs brødre stod foran ham og frygtede for at nu ville Josef hævne alt det onde, hans brødre havde gjort imod ham. Så svarede Josef tilbage: ”Frygt ikke! Er jeg i Guds sted?” (1 Mos 50,19). Eller som der står i Romerbrevet: ” Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,«” (Rom 12,19). Det er den altvidende, altseende og evigt retfærdige og barmhjertige Gud, der vil dømme – og ikke et lille menneske, der nogle gange knap nok kan se ud over vores egen lille næsetip.
At gå med vrede, ønske om hævn eller gengæld – eller holder vi på anden måde, mærkbart eller umærkbart tilgivelsen tilbage – vi går til under vægten af det, det passer ikke til os som en kristen, vi er i oprør mod Gud.
Men hvad skal vi gøre? 1) Første skridt i retningen at få gjort noget ved det er netop at se det som noget alvorligt – og som I kan høre, så er det ikke noget, vi bør tage let på. 2) Vi skal tage ansvaret for det – vi skal se ud over smerten, der er blevet påført os, og se vores fejl: Mangelende vilje til at tilgive. Manglende evne til at tilgive. 3) Og så skal vi bekende det: ”Ja, Gud, jeg er bitter, jeg ønsker gengæld, jeg har et sind, der ikke kan tilgive. Jeg er skyldig. Jeg er skyldig i ikke at ville følge din lov om at jeg skal tilgive. Jeg er skyldig i ikke at følge dit ord, jeg er skyld i oprør mod Gud”. 4) Så skal vi bede Gud om tilgivelse og 5) bede Gud om at hjælpe os med at kunne tilgive. Bede Gud om at vi får viljen til at lægge bitterheden til side. Og det skal netop ikke bygge på følelser, men det her er en viljessag: Jeg lægger vreden, smerten, bitterheden, hævntørsten eller hvilke ord, der nu popper frem i os – det lægger jeg ned for dig og skjuler det i din nåde og din barmhjertighed. Jeg vil ikke længere have det i mit liv. Og dukker det så op igen, så vær som teflon overfor det: Lad det glide af – det passer ikke længere til den person, jeg er.  Når vreden melder sig – sådan er jeg ikke længere. 5) Den femte ting, du skal gøre er at bede for den person, der har gjort dig ondt. Det kan faktisk godt være svært at tage en bøn i munden for en, der har såret dig… uha… men jeg tror, at der er det værd. En man beder for, kan man ikke hade i det lange løb. 6) Gå hen og tal med ham eller hende, du har noget imod. Kom ikke hen og sig: ”Du har gjort det og det mod for nogen år siden, men nu har jeg tilgivet dig”. Nej, vend det rundt: ”Der skete det og det for nogle år siden, og jeg vil gerne bede dig om at tilgive mig, fordi jeg reagerede forkert”. Kan du høre hvad forskellen er mellem de to samtaler – og der skal nok ikke nogen stor psykolog til at forudse, at resultatet af de to samtaler, er mindst lige så forskellige. Den første vil bare grave dig endnu dybere ned.
Og er vedkommende død – så forestil, at han sidder i stolen overfor dig, og tal med vedkommende. Sig det samme, som du ville gøre, hvis han eller hun sad overfor dig. Den døde hører dig ikke – Gud hører det, du hører det… og når du tilgiver, så er Gud på din side.
Det kan godt være, at jeg  bliver overfaldet bag efter: ” Du ved ikke hvad du putter på andre af byrder nu. Hvordan kan du stå og sige sådan noget? Og du er vel ikke bedre selv”. For at tage det bagfra: Nej, jeg er ikke bedre selv – den her prædiken er også rettet til mig. Måske er jeg den eneste, der bliver prædiket for i dag. Men er der noget af det, jeg har sagt, som ikke stemmer overens med det, der står i Bibelen? Det håber jeg ikke. Og ja – hvis det føles som en byrde, som bliver presset ned over på skuldre, så er vi faktisk kommet et skridt længere, for så er der en invitation til dig – Jesus siger: ”kom til mig, alle I som slider jer trætte og som bærer tunge byrder, og vil jeg give jer hvile” (Math 11,28).
Gud ønsker, at vi skal have glæde og fred i vort hjerte – han ønsker at hele vores liv skal være præget af det, og at vi skal nyde livet. Vi kan ikke nyde livet så længe at der er konflikt imellem os og en eller anden. Så lad os få det ud af vores liv. Det hele begynder et sted: Hos Gud. Lignelsen før begyndte med at tjeneren blev tilgivet af kongen – det er her det hele starter: Ved at vi først oplever Guds tilgivelse. Så har du ikke sagt ja til Jesus, har du ikke taget imod Jesus, så kan du ikke det. Du kan ikke af dig selv kaste dig ud i at tilgive selv det utilgivelige – det kan du ikke selv. Nej, det skal begynde ved at du selv tager imod Guds tilgivelse– og lever på den tilgivelse. Bede ham om at tilgive alt det onde, du har gjort – imod andre og mod ham. Det er vejen ud af syndens og oprørets fangeskab – ud i friheden. Og den Jesus gør fri, han er virkelig fri. Også fri til at bede bønnen: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”.

Author: Kim Præst

1 thought on “22. søndag efter trinitatis (2013)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *