6. søndag efter påske

Denne side er set 297 gange!

Lyt til prædikenen:

      6. søndag efter påske (2019) - 2nd June 2019


Læs Prædikenen:

Tårerne stod i øjnene på den unge kvinde, da hun fortalte om hvordan hendes far havde været meget tæt på at ryge 3 år i fængsel efter at være blevet overfaldet af sin nabo.

Jeg mødte hende på min rejse til Ægypten i februar – hun og hendes far tilhørte det store mindretal af kristne i det muslimske land. Vi kan kalde faderen for George. George har en butik – og hans muslimske nabo havde set sig gal på ham på grund af uenighed i troen. Hver morgen måtte George rydde op på fortovet foran butikken, fordi naboen om natten havde tømt sin skraldespand ud over fortovet. Det skete hver nat – og hver morgen måtte han rydde op. Naboen råbte grimme ting ind af døren til George – og kunderne blev advaret mod at handle hos en kristen, en vantro. De blev truet. Nogle gange blev der også kastet sten efter ham. George blev ved med at være smilende, han var venlig og trappede aldrig konflikten op, men det gjorde bare naboen mere og mere vred. En dag kom naboen ind i butikken – hev en kniv frem – nu skulle det være slut en gang for alle. George blev stukket ned – og nåede kun med nød og næppe at overleve ved at flygte fra butikken. Nu gik han til politiet – men da politiet kom for at arrestere naboen ændrede historien sig. Naboen havde fået et par venner til at såre ham – og han og vennerne påstod at det var sket, fordi Georg helt umotiveret havde angrebet ham og stukket ham ned. Det var rent selvforsvar, at Georg var blevet stukket ned. Så fra at være den angrebne, så blev George nu den anklagede og røg for domstolen og blev idømt 3 års fængsel. Det var kun fordi en højerestående politiker gennemskuede, hvad der var op og ned i historien, at dommen blev omstødt og George sat på fri fod. Og han kom tilbage til naboen, der fortsatte med skraldet, stenene og de hårde ord. George oplever hvad jeg lige har læst fra Bibelen: ”… der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. For de ægyptiske kristne er det ikke bare ord, det er deres hverdag og mange vælger at lægge kristendommen fra sig eller flytte fra de små landsbyer og ind i storbyen, hvor de kan gemme sig – eller også flytter de fra Ægypten til USA eller England, hvor de ægyptiske kirker vokser eksplosivt for tiden.

Det er en virkelighed, vi har svært ved at forholde os til herhjemme, hvor det at være kristen er et positivt tilvalg, hvor det er noget, man vælger for at få det godt med sig selv – og det er helt fint, så længe man ”ikke er mere troende end det gør noget”. Så længe det ikke har for store konsekvenser, der strider mod det folket mener, for så er man fanatiker.

Jesus siger i dagens tekst: ”Men også I skal vidne”. Det er både sagt til George i Ægypten og til os: ”Men også I skal vidne”. Vi skal være vidner om Jesus her i Danmark. Og ja, det er rigtigt, at vi ikke bliver forfulgt som det blandt andet sker i Ægypten. I det store og hele får kirken lov til at være i fred – men spørgsmålet, der er blevet mere og mere pressende overfor mig er: Skyldes det at vi lever i et gennemkristent land, hvor de kristne normer, den kristne etik, det kristne menneskesyn og den kristne livsstil gælder, eller er det fordi vi kun som kirke taler om det alle kan være enige om? At vi stikker piben ind, så snart at der er optræk til uenighed med flertallet og den offentlige mening – det flertallet mener. En politiker sagde den anden dag:

”Befolkningen har altid ret”. Prøv sig det nede i Ægypten, hvor en video florere med en skoleinspektør, der hiver en kristen skolepige til jorden i håret, fordi hun ikke bærer slør. I Danmark ville der lyde er ramaskrig samme aften overalt i medierne – men i Ægypten: Ingenting ”Hvad er der galt med det her – det er bare en kristen”. Har folket altid ret?
Niels Hausgaard har en fin sang, der hedder ”Hvem bestemmer” og der synger han:

For de fleste har jo magten, så er det så nemt
det bliver præcis, som de fleste har bestemt.

Men der er en ting, det ville være skønt at have vidst:
Om de fleste er de bedste – eller bare de fleste” (Lyt til den her)

Ja, måske har flertallet ikke altid ret. Måske skal flertallet nogle gange korrigeres. I brede kirkelige kredse taler man om at kirken skal være modkultur til den herskende kultur, men hvor ser man den modkultur i praksis? Jeg fandt en prædikensamling fra en amerikansk hippipræst fra 60-erne – og han kom med følgende påstand: ”Hvis Jesus havde prædiket det samme budskab, som præster prædiker i dag, så ville Jesus ALDRIG være blevet korsfæstet”.
Er der noget galt med vores budskab, siden vi lever i så god pagt med det omkringliggende samfund, så at en udtalelse fra en anden politiker går uimodsagt hen: ”Når religion og politik støder sammen, så er det altid Gud, der må vige”.

Det skuer i hvert fald i mine øre – for så har man sat politik op over Gud. Politik, der bestemmes af flertallet – men som Hausgaard spurgte: Er de fleste de bedste – eller bare de fleste?

Vi skal som kristne ikke spørge efter hvad flertallet mener og følget folket, vi skal spørge efter sandheden. Og som Kierkegaard siger, så finder man ikke sandheden ved at tælle de oprakte hænder – man finder sandheden ved selv at søge sandheden og som kristne finder vi kun sandheden et sted: Hos Jesus, der er vejen, sandheden og livet. Og sandheden er ilde hørt – som det gamle ordsprog siger. Eller som Kaj Munk sagde: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet, den bider og river og slår. Sandheden er ikke for forsigtige folk. De skal ikke have sandhed, men sofa”.

Men hvad er sandheden? Hvad er sandheden om menneskesynet i flygtningedebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i klimadebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i ældredebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i reklamernes verden? Hvad er sandheden om menneskesynet i debatten om abort på handicappede fostre eller medlidenhedsdrab? Hvad er sandheden om menneskesynet i den gængse seksualmoral?  Hvad er sandheden…?

Vi skal søge sandheden i den åbne Bibel, og vi skal holde os til den sandhed – og fortælle det – både når den går med den gængse politik, og når politik og religion støder sammen. Gud vil ikke vige og det skal vi heller ikke, for Jesus siger: ”Men også I skal vidne”. Har Guds Ånd forkyndt os noget, så må vi også på en eller anden måde fortælle det videre til andre – ja, vi vil ikke i længden kunne beholde evangeliet, hvis vi sylter sandheden hen til nemmere tider. For der er intet af det, Gud har givet os, som er bestemt for os alene. 

”Men også I skal vidne”. Vi skal vidne om Jesus – fortælle hans budskab – leve hans budskab. Eller som vi hørte fra Det gamle Testamente fra alteret: ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Troen er ikke en holdning, troen er en handling, troen er liv – troen er at vidne.

Vi skal gå i gang med at vidne NU – med at leve vores liv, så det siger ja til Gud. Vi skal leve vore idealer ud, nu. Vi skal holde fast på sandheden, nu. Nu, hvor alting synes at gå godt og medgangen smiler til os. Vi skal gøre det NU – så er der bare en lille chance for at vi holder fast på det, også når det bliver træls. Også når de begynder at tale om udelukkelse fra kirken – og måske hiver kniven frem, som det skete med George i Ægypten. ”Men også I skal vidne”. Og vi skal gøre det – ikke for at Gud må se ned på os og være tilfreds med os. Ikke for at vi skal føle os selvgode – føle at vi har styr på alting og vi har Gud på vores side. Nej, vi skal gøre det for at pege hen på Jesus – for at det menneske, der står overfor dig, må få Jesus som sin frelser. For at det menneske, som står overfor os, må komme til at elske Gud ved at følge Jesu ord.
Historien med George fra Ægypten er ikke enestående. Jeg hørte op til flere, der fortalte om deres muslimske naboer. En af naboerne blev til sidst provokeret over at den kristne blev ved med at smile og vende den anden kind til, så han fløj over og rystede ham: ”Hvad er der med dig. Jeg hader dig, Jeg vil slå dig ihjel – hvorfor bliver du ved med at elske mig?”. Og den kristne svarede tilbage: ”Det er fordi jeg elsker dig og ønsker at du skal lære min frelser at kende”. Det var startskuddet til en udvikling, der endte med at denne nabo i dag er kristen. Jesus gjorde en fjende til en bror.

Det er det, der skal drive vort vidnesbyrd – ikke rethaveri, men kærlighed til det menneske, som vi er uenig med. ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Sikke et vidunderligt løfter: Gud er med os. Ja, den opstandne Jesus er med os. Intet er værre end at have Jesus imod sig. Intet er bedre end at have Jesus med sig og som himmelfaren kan Jesus være med os overalt, når vi går ud på hans ord. Når vi tager ham på ordet: ”Men også I skal vidne”. Det skal vi have for øje hver eneste dag, vi skal vide, at vi som kristne hver eneste dag stiger op på hverdags-prædikestolen og vidner i ord og handlinger. Og hver eneste dag må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det nogenlunde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *