Denne side er set 305 gange!

Denne side er set 302 gange!

Den anden dag hørte jeg P3 morgen, hvor en historiker skulle fortælle Danmarks historie på 2 minutter. Og han formåede faktisk at gøre det, sådan at der var en rød tråd i det.

Det begyndte med den gode vejrudsigt – det varmere vejr, der fik isen til at smelte efter istiden – og det sluttede med den gode vejrudsigt, klimaforandringerne.

Men på vej fra den ene gode vejrudsigt til den næste, så ramte historikeren også 1800-tallet, hvor vi i Danmark ligesom folk i hele Europa opfandt nationen og nationalismen.
Når jeg kigger på os selv, så  betyder det at vi skaber om at vi danskere er de allerbedste i hele verden. Kernen i vores historie er at vi engang har været vikinger, så vi er store, stærke og mægtige. Det er storhedsvanvid. Og det går vi rundt og tror på indtil 1864.

Her beder min tysk kollega at tilføje på hans vegne:
Selvom vi tyskere ikke var vikinger, troede vi også, at vi tyskere var de allerbedste i hele verden. Store, stærke og mægtige. ”Am deutschen Wesen soll die Welt genesen” – det troede vi indtil 1945. Vi alle kender historien også efter 1864, ikke mindst den tyske besættelse under anden verdenskrig og det tilhørende storhedsvanvid.
Derfor glæder vi os, at holde denne her gudstjeneste i fællesskab. Og vi tænker, at dagens fællesskab ikke er en selvfølgelighed. Jeg vil komme tilbage til tanken om fællesskabet. Men først og fremmest tilbage til 1864.

Og tilbage til mig: Det er vel kort sagt hvad 1864 handler om: Vi troede at vi kunne mere, og derfor fik vi tæsk. Og den omgang tæsk …”]

1864 havde meget store konsekvenser for hele landet – og ikke mindst kunne det mærkes her i det sønderjyske.
I en krig er der altid kun tabere – den såkaldte vinder er blot den, der har tabt mindst. På begge sider var der høje tabstal – det vil sige fædre og mødre, der mistede deres sønner, familier, der mistede deres fædre, hustruer der mistede deres elskede ægtemænd. Tysk sorg er lige så smertefuld som dansk sorg. Danske tåre er lige så fortvivlede som tyske. Teologer, filosoffer og jurister har begreber, der hedder ”retfærdig krig”. Jeg tror at set fra oven, set fra vores skabers side, så er der kun begrebet ”forfærdelig krig”. Han må have det ligesom en far, der ser ned på sine børn, der slås med hinanden.

”Jerusalem, Jerusalem! […] Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matthæus 23,37)

– sådan sagde Jesus på vej ind i Jerusalem kort før sin korsfæstelse. Mon ikke også Gud ser sådan på os, menneskers, krige og uenigheder? ”Hvor ofte ville jeg ikke samle jer, men I ville ikke”. Bibelen er historien om at vi ikke ville – ja, verdenshistorien er historien om at vi ikke ville. Som profeten Esajas flere hundrede år før Jesu fødsel skrev i en profeti:

”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.” (Esajas 53,6).

Vi kan lære en ting af historien: Og det er, at vi ikke lærer noget af historien. Vi vil stadigvæk ikke – vi flakker stadigvæk rundt som får, vi vender os stadigvæk hver vores vej. Sorgen og tårerne er måske hverken danske eller tyske – men det gør dem ikke mindre smertefuld og fortvivlede. Hvor er Gud henne? Hvad gør Gud?

Jeg kunne slet ikke leve, hvis der ikke var en Gud – hvordan ville verden så se ud? Så var det hele da helt fortvivlet. Gud ER, men hvad gør Gud så? Han har allerede gjort det største – ”for således elskede Gud verden at han gav sin søn”. Gud gav sin søn, ofrede sin søn. Korset er verdenshistoriens centrum – det sted, hvor Gud ønsker at samle os ind til sig i tilgivelse og kærlighed.  For således elskede Gud verden, at han gav sin søn, ofrede sin søn, brød sin søn ned, som vi bryder brødet ved nadveren, hvis indstiftelse vi markerer i dag, skærtorsdag.

Vi kan ikke skabe enhed hverken med våben, traktater, aftaler, unioner. Der kommer altid et tidspunkt, hvor vores får-natur kommer op i os igen: ” Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej”- ”I ville ikke”. Fundamentet for vores enhed skal derfor ikke findes i os selv, men i er at Jesus blev brudt ned på korset. Som vi hørte fra Paulus til menigheden i Korinth: ”Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1 Kor 10,17).

Gud ønsker at samle os, Gud ønsker fællesskab – et fællesskab, der synliggøres i nadverens brød og vin. Herren inviterer os til sit bord for at skabe fællesskab med ham og hans folk, samlet i hans frelsende værk for os: Mit legeme, mit blod.

På korset brød Gud den fuldkomne enhed ned, der var i Jesus, nemlig enheden mellem Gud og menneske, for at placere al vores brudthed på Jesus. Og i det brud, skabte han helhed og enhed. At Jesus spiste sammen med toldere, syndere, luder og lommetyve er et billed på Jesu fællesskab med syndere. Det er et billede på nadverbordet. Dem, der tager imod ham, bliver taget imod af Jesus, uanset om man så fortjener det eller ej. Når vi knæler ved nadverbordet, så ser vi at vi ikke er ”de allerbedste i hele verden”, at vi ikke ”er store, stærke og mægtige” som ifølge P3-historikeren var det, der bragte 1864, måske endda på begge sider af grænsen. Vi ser at vi kommer med tomme hænder og vores brudthed. Og jeg håber ikke at du er så stor i dig selv, så selvhøjtidelig, at du aldrig knæler ved alterbordet.

Når vi knæler ved alteret opdager vi, at vi ikke er alene. Vi ser, at vores fjende også knæler, det gør hende, vi ikke bryder os om, også. Det gør idioten, skurken, det dumme svin også.

Spørgsmålet er: Hvad gør du, når du opdager at de også knæler dér? Hvad gør det, når du opdager at idioten, skurken og det dumme svin har lige så meget brug for Jesus som du har? Tænk over det næste gang du knæler ved alterbordet.

”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød”