Advent
Sidste weekend gik jeg igennem gågaden i Flensburg med min familie – julemarked. Mennesker, der hygger sig og går i duften af glühwein, pandekager og Brockwurst over åben grill. Tanken slog mig faktisk et øjeblik – hvor ville jeg søge hen med min familie, hvis der pludselig kom en lastbil tordnende ned igennem gågaden og splintrede boderne? Men jeg slog det hen: Sådan noget sker ikke mere. Fredag aften klokken 19.02 i Magdeburg skete det så igen – det tog 3 minutter, og så blev den 50 årige læge anholdt og efterlod sig et spor af død og lemlæstelser. Det gør ondt at tænkte på dem, der har mistet et elsket menneske, dem, der ligger og svæver mellem liv og død og de mange der står tilbage med frygt, sorg og spørgsmål – magtesløse. Håbløse. I går viste der sig to veje i Magdeburg. Et sted i centrum samledes mere end 700 demonstranter med bannere med teksten ”Remigration”. Altså en opfordring til indvandrende om at rejse hjem. Maskerede demonstranter kom i vrede i karambolage med politiet. Heldigvis samledes mange flere rundt om domkirken i Magdeburg, hvor der var en mindegudstjeneste. Biskop Gerhard Feige sagde – sikkert udvidende om hvad der skete andre steder i byen: ”Vi er her, fordi vi ikke vil lade hadet og volden få det sidste ord. Måske er vi af samme mening som Frans af Assisi, der sagde: ”Man kan ikke kæmpe mod natten; men man kan tænde et lys”. Natten er over os. Det så vi i Magdeburg, det ser vi i Ukraine, Israel bare for at vende blikket mod de to mest iøjnefaldende. Rusland, der truer med en atomar nat. Og ja, indtil videre er det kun ord, men Krige begynder i menneskers sind, og ordene, der fylder disse sind, er brændstoffet. Natten kan også være på det personlige plan: Der findes ensomhedens nat, sygdommens nat og natten for dem, der har oplevet sorg, depression og fortvivlelse og derfor har begravet håbet, eller som har mistet nogen: Alle disse mennesker kender til nattens magt. De ved: Man kan ikke kæmpe mod natten. Den er dér. Vi taler og synger om håb, men hvad hjælper det at holde håbet op for os, når verden omkring os er så mørk, at vi ikke kan se en hånd for os? Vi kan tænde lys. Det gør vi rent konkret: Om vinteren tænder rigtig mange af os levende lys i vores stuer, vi har lyskæder i tagrenderne og Christianfelder-stejerne i vinduerne. Vi gør det eneste, vi kan gøre imod mørket: VI tænder lys. Natten bliver ved med at omslutte os, vi kan ikke forkorte den, men vi kan varme os ved lyset, oplyse os selv midt i mørket. ”Man kan ikke kæmpe mod natten; men man kan tænde et lys”. Lad os tænde et lys. Og kan vi ikke selv tænde et lys, så lad Gud tænde et lys i os, for dybest set, så er det ikke os, der skal tænde lys, vi skal tage imod lyset, der kommer til os. Kommer fra Herren, vores lys. Jesus, som er verdens lys. Johannes Døberen vidste, at han ikke selv skulle tænde lys; han kendte sin egen afmagt og ringhed: “Jeg er ikke værdig til at løse remmen på hans sandal.” Det er ikke vores egen kraft, der skaber lyset, men Kristus i os. Han er den store. Johannes Døberen peger i dagens tekst væk fra sig selv og mod Kristus. Johannes ved, at hans kald ikke er at være centrum for opmærksomheden, men at bane vejen for lyset, der allerede var midt iblandt dem: “Midt iblandt jer står han, som I ikke kender,” siger Johannes. Desværre gælder den sætning ikke bare jøderne fra Jerusalem, der kom til Johannes den dag, Det kan faktisk godt også gælde os: “Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”. Hvordan kan det gælde os? Hvordan kan vi ikke kende ham? Vi ved alt om Jesus. Vi kender hans navn, hans historie og hans gerninger. At han blev født, at han levede og døde for at opstå igen. Men kender vi ham virkelig? Kender vi ham som vores frelser? Kender vi ham som det lys, der kan skinne i vores mørke, vores nat lige nu. Nogle gange kan natten omkring os være så voldsom, at vi ikke kan se ham. Mørket af frygt, sorg eller ondskab kan sløre vores blik, så vi ikke længere kan genkende hans nærvær. Vi ved måske, at han er der, men vi kan ikke mærke det. Vi har svært ved at tro det, helt herinde. Hans karaktertræk – hans kærlighed, barmhjertighed og fred – kan synes fjerne, næsten skjulte, når vi står midt i mørket. Vi føler os ene. Som vi lige har sunget: Og går du her som en af dem, der ingen stjerne ser, og synes julens Betlehem dig fjern fra det der sker (lyt til salmen her) Johannes’ ord minder os om, at Jesus stadig er iblandt os, selv når vi ikke kan se ham. Han er der i de små glimt af godhed og håb, vi oplever. F.eks. de mange der midt i glasskår og kaos, hvor man ikke vidste om det her bare var starten på et større angreb, at de gik i gang med førstehjælp. Jesus er der i mennesker, der bringer lys til andres mørke. Og han er der som et løfte – et lys, der aldrig slukker, selv når vi ikke kan genkende det. Måske er vores opgave netop at søge ham midt i mørket og bede om, at vi må kende ham som vores frelser, vores lys, vores håb. At kende Jesus kræver at vi åbner os for ham. Det er svært at lukke lyset og håbet ind, når vejen ind til vores hjerter er ujævn og blokeret af alt muligt. Johannes kommer med en opfordring til os: ”Jævn Herrens vej!”. Hvad står i vejen for lyset i os? Er det frygt, der lukker vores hjerter? Er det bitterhed, som skygger for glæden? Eller er det ligegyldighed, […]
...
Nyhederne fyldes af krig, klimakrise og uretfærdighed. Selv når tyranner falder, spørger vi: Hvem overtager? Verden synes håbløs. Men kristendommen tilbyder et håb, der går ud over verdens og vores egne problemer – et håb, vi møder i adventens budskab. Adventstiden er mere en forberedelse til jul. Det er er en tid, der inviterer os til at stoppe op og forberede os – ikke bare på julen. Den handler ikke kun om at se tilbage på hans fødsel i Betlehem, men også om at leve med bevidstheden om hans nærvær her og nu – og det løfte, at han engang vil komme igen for at gøre alting nyt. Advent er altså en tid, der kalder os til både fordybelse og håb. Det er en tid, hvor vi minder os selv og hinanden om, at midt i en verden fuld af udfordringer og uretfærdighed, er der et lys, der aldrig slukker. Dette lys er Kristus, som kom til os én gang, og som vil komme igen. Med denne forventning træder vi ind i adventstiden – ikke som en udstrakt julefejring, men som en dybere forberedelse og en opfordring til at leve med blikket rettet mod ham, der er verdens lys. Jeg fandt et citat fra den tyske teolog og præst, Dietrich Bonhoeffer. I en kold novemberdag i 1943 sad han i sin dødscelle og skrev ”En fængselscelle som denne er et godt billede på [en god analogi for] advent. Man venter, håber, gør dette og hint i sidste ende ubetydelige ting – døren er låst og kan kun åbnes udefra.” Det billede kan virke dystert, næsten håbløst: En dødscelle. Men netop i denne venten – hvor vi er magtesløse og ikke kan skimte nogen vej frem, så lærer vi, at vi er afhængige af, at nogen griber ind udefra. Det kristne håb bygger på Jesus. Målet for det kristne håb er Guds rige. At være en kristen er ikke at undgå sygdom, modgang og nederlag. Det hører med til at være menneske. Kristendommen tegner verden som en falden verden på vej mod dens undergang. En verden med synd, sygdom og død, en verden, hvor den med de største våben kan kue og bestemme. Kristendommen handler ikke om at fikse verden, men om at vente på Jesus, der vil genoprette alt. Vi har brug for, at Gud griber ind udefra. Jeg glæder mig faktisk til, at Jesus bryder frem på himmelens skyer med et ”Nu er det det nok”. Nu er det nok med alt det, jeg remsede op i begyndelsen af prædikenen. Nu er det nok med en verden, hvor uretfærdigheden råber til himmelen dag og nat. Mit største håb er at Jesus kommer tilbage og griber ind. NU ER DET NOK Budskabet om Jesu genkomst minder os om, at mørket IKKE er det sidste og IKKE er det endelige. Når vi ser uretfærdighed, lidelse og kaos omkring os, føles det overvældende. Men Guds løfte er, at Jesus vil komme igen for at gøre alting nyt. Den magtesløshed, vi føler, bliver ikke ignoreret af Gud – den bliver vendt til håb. Jesu genkomst er ikke bare en afslutning på verdens problemer; det er begyndelsen på en evighed uden tårer og sorg. Det er det håb, vi kan klamre os til, når fundamenterne vakler: at der venter en dag, hvor alt, hvad der er ødelagt, vil blive genoprettet, og vi skal se Jesus ansigt til ansigt. Vores svar som kristne er derfor ikke en politisk løsning, selvom vi selvfølgelig skal handle, hjælpe og yde støtte. At vente på Herren er ikke passivt, for det er en aktiv tro, der lytter, handler og håber midt i mørket. En aktiv tro, der tager del i at beskytte Guds skaberværk. En aktiv tro, der rækker hånden ud til dem, der lider under krigens grusomheder – i bøn, støtte og solidaritet. En aktiv tro, der bringer håb og trøst til dem, der kæmper med ensomhed, sorg eller tab – ved at være nærværende og dele Kristi kærlighed i ord og handling. En aktiv tro, der bringer trøst til dem, der kæmper. En aktiv tro, der klamrer sig til Gud, selv når frygten banker på. Ja, en aktiv tro, der ikke vender sig imod poliske systemer og ideologier for at finde hjælp, men vender sig mod Jesus, der alene kan give fred. ”løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” siger Jesus i dagens tekst. Vores håb er forankret et andet sted: i Guds løfte om genoprettelse. I dagens tekst kommer Jesus med en advarsel og en vejledning: Advarslen lyder: “Tag jer i agt, så jeres hjerter ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer.” Denne advarsel er på sin vis endnu mere relevant i dag. Vi lever i en tid, hvor vi nemt kan dulme angsten for verdens tilstand med dum underholdning, alkoholmisbrug og forbrugsfest. Men Jesus kalder os til noget andet – til årvågenhed og bøn. Det var Jesu advarsel – vejledningen lyder: “Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.” At våge betyder ikke, at vi skal holde os vågne natten igennem. Det betyder at leve med åbne øjne for det, der virkelig betyder noget. At prioritere Guds rige frem for verdens distraktioner. Og at bede om styrken til at holde ud, fordi vi ved, at vores egne kræfter ikke altid rækker. Når vi våger og beder, retter vi blikket mod Kristus – ham, som allerede har sejret over synd og død. Hans genkomst er ikke en trussel, men en triumf. Advent er ikke bare en optakt til juleaften, vi venter også på, at alt, hvad der blev begyndt i stalden i Betlehem, bliver fuldendt. Og imens arbejder vi for fred og retfærdighed – ikke fordi vi kan fikse verden, men fordi vi er kaldet til at pege på håbet. Fordi vi er kaldet til at bære hinandens byrder. Når vi tænder adventslysene, minder de os om det lys, der aldrig bliver slukket. De minder os […]
...
Se, hvor nu Jesus træder hen til den morderstad, enddog man ham bereder så grumt et blodebad. Jesus er på vej ind i Jerusalem – og alt det ligger foran ham, som en mulighed, som et valg, som en vej, han kan vælge at gå. Han ved også, at efter langfredag kommer påskemorgen med opstandelsen. Han ved, at han skal vende hjem til sin himmel med ordene: ”Mig er givet al magt i himmelen og på jorden”. Men vejen tilbage til ”al magt” hedder ”Via Dolorosa”, smertens vej. Eller som der står på mange gamle broderier: ”Uden kors ingen krone”. Lige nu sidder Jesus på æslet og ridder ind i Jerusalem. Folk løber ud for at hilse ham velkommen og opildner hinanden, så luften dirrer af spændthed. Jesus ridder på et æsel opfyldelsen af profetien ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”. Jesus iscenesætter sig selv som Messias, kongen, og folket ser det og danner lydtæppet: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”. Det er måske alligevel muligt at nå til kronen udenom korset? Forestil jer, at Jesus er reddet igennem byporten og æslet står stille og venter på næste ordre. Er det tid til at stoppe og komme tilbage til krybben med mad, eller skal vi fortsætte? Jesus skulle bare lige give sit æsel et klap mere bagi og så ville det bringe ham op til kongepaladset sammen med flokken af opstemte pilgrimme. Der er så mange omkring ham, at romerne ikke ville kunne gøre noget. Og Jesus kunne se rundt i flokken: Der var også nogle bevæbnede zeloter – de havde et godt øje til Jesus. Og mon Gud ikke også ville give sine engle befaling, så Jesus ikke ville støde sin fod på nogen sten på vejen op til Herodes Antipas´ trone? ”Pint under Pontius Pilatus”? Nej, statholderen ville komme krybende forbi keruberen med flammesværdet for at få lov til at kysse Jesu fødder. Jesus havde valget: Kronen med eller uden kors. Hvad vil du helst have, Jesus: En guldkrone eller en tornekrone? Vil du helst have at en romer kysser dine fødder eller at en romer hamrer nagler i dine fødder? Du bestemmer selv – du kan blive nummer et, eller du kan ofres i et politisk spil, hvor det er bedst at en dør for folket end at hele folket går til grunde. Jesus, du vælger selv. Bare et par klap mere, og æslet vil bære dig væk fra Golgata. Et klap mere og du kan skabe en kristendom, som ikke bygger på fire skrøbelige evangelier og en korsfæstet mand. Giv folk det vi vil have. Giv os en tordnende Messias, som vi tror vi mangler og har brug for. Giv os en kristendom, der er virkeliggørelsen af Utopia, eventyrlandet, hvor sten bliver til brød, vand bliver til vin. Hvor helbredelse og dødeopvækkelser foregår dagligt fra 12-14, søn- og helligdage undtaget. Et rige uden sorg, skrig og tårer. Og giv os det nu! Giv os en Jesus på tronen – ikke bare en himmelsk trone, men en fysisk trone, som vi kan taste ind på vores GPS ”91 95 016 Jerusalem”. Så ville vi have en Gud uden flertydighed, en Jesus, som jeg kunne pege på for mine tvivlende venner, for ikke at tale om min egen tvivl. Væk er tvivlen og troen er erstattet af sikker viden. Ville det ikke være godt med en Gud, der er mere synligt aktiv i verdens historie. Ja, og også mere synligt aktiv i min private historie. Hurtigere og klarere svar på mine bønner, helbredelse af mine sygdomme, beskyttelse og sikkerhed for dem, jeg holder af. Det ville være en smal sag for Jesus på tronen i Jerusalem. Havde Jesus bare givet æslet et klap mere og reddet op til kongeslottet. Hvorfor gjorde Jesus ikke det? Hvorfor steg han af æslet og gik et par dage senere ud i Gethsemane Have, og så rullede lavinen, der endte på korset? Jesus viste også den dag, det største af alle hans undere, nemlig tilbageholdenhedens under. Ham, der egentlig var et festfyrværkeri af almagt, han ”tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,7-8). Jesus grundlagde ikke sit rige ved at være den mest magtfulde, men ved at være den ringeste. Almagten i sin modsætning – en magnet for tvivl og modsigelse. ”… dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges” (Luk 2,34), sådan sagde Simeon i templet, da Maria kom med den 7 dage gamle Jesus. Havde Jesus klappet æslet og reddet op til kongeslottet, hvor han så ville sidde endnu, som fyrsten over verden, ville vi så være fyldt af tro, håb og kærlighed, når vi tænkte på ham? I bedste fald tænker jeg, at vi ville se på ham med næsegrus beundring og ærefrygt. Men jeg forestiller mig også, vi ville se Jesus som Saurons øje, det onde fra Ringenes Herre, der oppe fra sit tårn holder øje med sine viljeløse undersåtter, der fordi Jesus er så magtfuldkommen, ikke kan andet end at vælge ham til og tjene ham. Men Gud elsker os så højt, at han skænker os magten til at leve som om han ikke eksisterer, også selv om Gud ved, at det vil føre til fortabelsen. I sin kærlighed ønsker Gud ikke at tvinge os hverken med det gode eller med det onde. Helt ærligt: Det ville være det bedste for os om Jesus var så overbevisende, at den frie vilje til at sige nej, ikke eksisterede. Det ville være det bedste for os om Jesus tvangsfodrede os med frelsen på samme måde som nogle landmænd i Frankrig tvangsfodrer gæs og ænder for at få ”Foie gras”. Ned i halsen med nåden. Men Jesus ønsker ikke ”Foie […]
...
Lyt til prædikenen: Læs prædikenen: Hvor er det øv, at der er mange, der ikke vil synge. Vi kan godt sige, at ”hver fugl synger med sit næb”, men der er rigtig mange danskere, der ikke giver sig selv lov til at synge. Undersøgelser har vist, at selv i kirken sidder mange med deres salmebog lukket i under hele gudstjenesten, for de vil alligevel ikke synge med. Jeg husker at min egen morfar aldrig sang – han kom i kirke hver søndag, men han sang aldrig med på nogen af salmerne. Han sagde, at han kun havde en tone i livet og at den var falsk. En præst, jeg var sammen med den anden dag, fortalte, at hun heller aldrig sang, fordi hun direkte havde fået at vide af en sanglærer tilbage i folkeskolen, at hun burde tie stille, imens de andre sang. For det lød rædsomt og det sad stadigvæk i hende 50 år efter. Hun sang aldrig. Vi holder os igen, fordi vi ikke kan synge, tænker vi. Det lyder ikke så godt – synes vi. Det er ikke lige mig, at synge. Jeg tror alligevel, at der er et tidspunkt, hvor vi synger med vores næb – og det er når vi er rigtig glade. Måske, når vi er på stadion måske endda også ved en landskamp, hvor vi skråler med på nationalsangen – men også til lidt mere personlige glæder. Teksten til i dag er en glædessang. Det er den gamle landsbypræst Zakarias, der står med sin nyfødte dreng, Johannes, i sine arme. Enhver far vil glæde sig over at stå med sit nyfødte barn, men det her er endnu større… Historien med ham er nemlig, at han og hans hustru Elisabeth var højt oppe i årene, og det var aldrig lykkes dem at få børn. Men en engel forkyndte for Zakarias, at nu var det, som de så som en forbandelse, slut. I skal få det barn, som I har bedt om hele jeres ægteskab. Og 9 måneder senere stod han så rent faktisk med det barn. Det var stort, ja, det var større end stort. Og så kan man undre sig over, at Zakarias kun ofre en linje af sin sang på barnet – resten handler om en anden. Det skyldes, at den lille Johannes blev født med en speciel opgave: ”du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse”. – Zakarias var glad for sin søn – men han var endnu mere glad for at nu skulle frelseren komme. At efter en lang nat, der havde varet siden Adam og Eva spiste den forbudte frugt, at nu kom solopgangen fra det høje. – Zakarias stod med det første tegn på Guds frelse i sine hænder – nu kommer ham, der skal lyse for os, der sidder i mørket og dødens skygge: Jesus. Der er blevet sunget så mange sange og salmer om Jesu fødsel som en lovprisning for Jesus – her er en af de første, alle andre er bare et ekko af Zakarias´ glædessang. Der er ingen større glæde end glæden over frelsen, for frelsen er den største virkelighed, som vi mennesker overhovedet kan opleve. Uden frelsen er der ikke noget andet, der overhovedet har betydning i verden. Der er folk, der ikke mener, at Bibelen er relevant for dem – kirke og Bibelen… ”jeg tror det bliver et nej-tak herfra. Vi tror egentlig ikke rigtig på Jesus. Og vi kan ikke lige se, at vi har behov for noget af det, man kan læse i den gamle støvede bog. Nej, hvis kirken var mere relevant, så ville vi måske komme oftere”. Ja, for dem er julen kun klejner, gaver, traditioner, hygge og fællesskab med familien. Men – for os, som ved, at vi ikke er perfekte, at vi faktisk er syndere, der har behov for frelse, for vi roder os altid ud i et eller andet. – For os, der har behov for tilgivelse, for hvem skulle kunne tilgive os, vi har endda svært nok ved at tilgive os selv. – For os, der har behov for at gribe ud efter noget, der er større end os selv, fordi vi ofte bare lader os rive med af stemninger og trends uden at bryde os om det. For os, der er julen en fantastisk tid, for – her hører vi: Du er elsket midt i din uperfekthed. – Vi hører ordene: Du er tilgivet. – Vi hører, at her er noget at holde fast i, der er større end os selv, frelsens horn, som Zakarias siger. – Vi hører ordene fra englene ud på marken: ” I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”. I ordet frelse males der et billede for os af en fange eller en slave, der bliver frigivet. I Jesus er der frigivelse for det, der binder os. Der er så meget, der kan binde os, dårlige vaner, der måske i virkeligheden er misbrug. Onde og ødelæggende tanker og følelser. Vi er måske bundet til penge, til at tjene penge, til forbrug. I Jesus er der frigivelse også for det. I Jesus er der frelse også for det. Der er ingen større glæde end glæden over frelsen – og det er alt sammen svøbt ind i det lille barn, hvis fødsel vi skal samles om i julen. Vi har grund til glæde, vi har grund til glædessang. Så syng… syng julens salmer med dit eget næb og vær fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker om dig, fordi du måske tror, at de synes du synger dårligt. Og måske synger du dårligt, måske synger du falsk, men ved du hvad: Vær ligeglad med det! Vær ligeglad med hvad andre tænker, ja … de kan jo bare ”lev med det”. Vis din juleglæde, syng din juleglæde ud, syng, så du kan mærke julens glade budskab blive båret af din stemme, dit næb: […]
...
Lyt til prædikenen: Læs prædikenen: Som barn havde jeg et stykke legetøj som egentlig var meget simpelt. Den indeholdt en gennemsigtig plastik-plade, hvorunder der var noget meget fint sand. Og så kunne man med nogle små knapper til højre og venstre styre en stift inde bagved, der lavede en tegning i sandet. Kender I sådan en? Det er lidt svært at beskrive, men når man så har lavet en tegning, som man måske ikke lige synes om, så rystede man bare legetøjet, og så var tegningen i sandet væk og klar til en ny tegning. Ville det ikke være rart, hvis livet var som sådan et stykke legetøj, hvor man bare kan ryste det, og så begynde forfra – helt på en frisk. Hvis man havde gjort et eller andet, som man ikke var glad for eller stolt over, så kunne man bare ryste livet, og så fik man en ny start. Alt var glemt – du kunne begynde forfra. Uanset hvor meget vi anstrenger os i vores liv, så vil vi altid på en eller anden måde komme ud i bøvl og ødelægge vores forhold til Gud og til vores medmennesker. Så ville det være rart bare at kunne ryste lidt og begynde helt forfra. Jeg tænker, at vi alle på et eller andet tidspunkt har brug for at starte på en frisk. I Det gamle Testamente findes der et begreb, der taler om sådan en ny start. Der hedder jubelåret. Det var for hvert halvtresindstyve år, hvor folket fik lov til at starte på en frisk. Når der blev blæst i hornet på den store forsoningsdag det år, så skulle alt gæld nulstilles og slaver frigives og kunne igen vende tilbage til deres familier. Gæld skulle streges over. Jord, der var blevet solgt i løbet af den periode, skulle leveres tilbage til sin oprindelige ejerfamilie. På den måde viste Gud, at landet i virkeligheden ikke var folkets, men at det var et land, som de havde fået givet som lån af Gud. Sådan står der i Bibelen som et påbud, om man nogensinde har handlet efter det ved jeg ikke. For hvem ville bare sætte sig hen og slette al gæld? Hvem ville give sin jord gratis tilbage? Jeg tænker heller ikke, at markedet for afdragsfrie lån var så stor i slutningen af perioden. Men ikke desto mindre: Det var Guds vilje med folket, at sådan skulle det være. Jeg tænker, at det lidt lige som de mange andre ting, som ser mærkelig ud i vores bibel, så er dette jubelår også et billede og symbol på noget større. Jubelåret er Bibelens store illustration på hvordan Guds nåde og godhed fungerer. At den fungerer ved at slette ud og starte på en frisk. Jubelåret eller nådesåret er det, som Esajas skriver om: »Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.« Det var det, Jesus skulle prædike over den dag, da han stod i synagogen i sin hjemby. Stemningen var sikkert spændt til bristepunktet, når nu deres store byssøn kom for at prædike for dem. ”alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham”. Og Jesus satte sig og begyndte at prædike: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” I dag er nådeåret kommet til jer – lad os ryste spillet og begynde forfra. Det er ordene, som vi begynder det nye kirkeår med – ordene som man kan se som Jesu åndelige regeringsgrundlag. Vi begynder et nyt kirkeår i dag – og som Jesus bruger denne tekst som en slags programerklæring for sit virke, sådan kan vi også se det som en programerklæring for alle de gudstjenester, som vi samles til her i kirken. At det, der skal forkyndes, er nåde, frelse og frihed. Det, der skal forkyndes, er at Jesus er Guds største nådeår og jubelår. Her er det ikke bare økonomi og jordejendomme, der bliver nulstillet – nej, det er endnu større, nemlig vores skyld overfor Gud, der bliver nulstillet. Og det er det, der først og fremmest skal forkyndes her fra kirken. Det er et budskab om tilgivelse og derfor et budskab om frihed fra det onde, der binder os. Alt det, der holder os fanget behøver ikke at holde os fanget længere. Ting vi er afhængige af, uvaner vi har bundet os til. Vi skal prædike frigivelse for fanger og vi skal fortælle, hvor undertrykte kan blive sat i frihed. Og det er altså kun et sted – hos Jesus. Og det kun hos Jesus – igennem Jesu prædikener løber budskabet om frihed. ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie (Johs 8,36) – som han siger. Der er ikke frihed andre steder end hos Jesus, for det er kun Jesus, der har besejret alt det onde. Jesus på korset. Så stor var vores synd, at der kun var en måde at befri os på: Jesus på korset. Som Paulus skriver i Kolosenserbrevet: Gud ”slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2,14-15). Den eneste måde vi mennesker kan bekæmpe ondskab på er ved selv at være onde – selv den mest heroiske krig imod den mest onde tyran, er en krig og skaber ødelæggelser, fortvivlelse og rammer også de forkerte. Krig er at bekæmpe ondt med ondt. Napoleon ude på sin fangeø i slutningen af sit liv, skulle have sagt:”Jeg har grundlagt et rige ved magt og det er gået til grunde. Men Jesus grundlagde et rige på kærlighed, derfor skal det bestå til evig tid”. Da Jesus vandt over det onde var ikke ved at bekæmpe ondt med ondt, men han vandt ved at underkaste sig det […]
...
Lyt til prædikenen: Læs prædikenen: Vi ridder på bølgerne op imod jul, det er adventstiden, hvor vi hører om forskellige sider af advent, Jesu komme. To af søndagene hører vi om Johannes Døberen, profeten, der forkynder Jesu komme. Johannes Døberen spiller en stor rolle i adventstiden. Hans plads i adventen afspejles også fra Det nye Testamente, hvor han er en af de helt store figurer, også selv om vi bibellæsere ofte forbigår ham. Ved siden af Jesus og Paulus, er han en af de bedst beskrevne personer i Det nye Testamente. Vi kender historien, der førte op til hans undfangelse, vi kender til hans fødsel, hans liv og virke og hvordan han dør. Ja, selv den jødiske historiker Josefus skriver om ham. Han er denne tordnende prædikant: Omvend jer. Johannes var lige glad med hvem, der lyttede til ham – og om man burde holde mund eller fortælle sandheden. Johannes Døber er en af de helt store i Det nye Testamente – men også i Det gamle Testamente, hvor der blev profeteret om ham, ligesom der blev profeteret om Jesus. Hos Profeten Esajas er han ham, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej. Hos profeten Malakias er han det sendebud, som skal bane vejen for Herren. Han er som profeten Elias, der vender tilbage. Kun Jesus overgår Johannes Døberen i antal profetier igennem hele Det gamle Testamente. Jesus selv udpeger endda Johannes og siger: Blandt kvindefødte er der ingen større profet end Johannes. Også i dagens tekst: Den største er ikke Kong Herodes klædt i dyre klæder i kongens hus, nej, den største sidder nede i kongens fangekælder. Det nye Testamente har mange beretninger om Johannes Døberens kompromisløse mod og visdom. Om det er soldater, om det er præsterne, farisæerne og saddukæerne, der forsøger at lade som om de er fromme og spiller med: ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?”. Om det så er Kong Herodes, der havde giftet sig med sin bror Filips kone – ” Du har ikke lov til at have din brors hustru”. Alle får det ærlige svar og han er ikke bange for konsekvenserne – og derfor sidder han i fængslet, majestætsfornærmelse og fanget for politisk optøjer. Der er så mange fantastiske højdepunkter, vi kunne høre om i dag… men det er ikke nogle af dem, der skal høres 3. søndag i advent. Vi hører om Johannes Døberen i sit livs nulpunkt: Kastet i fængsel. Han sidder der i cellen, og tvivler på om han nu havde ret. Han oplever sjælens mørke nat, hvor Djævelen bare presser på for at få os til at tvivle på Guds ord. Johannes tvivler på sin egen prædiken – han har selv peget på Jesus, Se det Guds lam, der bærer verdens synd. Ham, der er større end mig. Tog jeg fejl?”. Johannes sidder og tvivler – her er hans sjæls mørke nat. Tvivl! Den store lutherske teolog, Philipp Melanchthon, siger et sted, at for den sande kristen, er tvivlen mere bitter end døden (apologien til Confesio Augustana del 16 art 6). Man hører nogle gange, at det er godt at tvivle – at det viser, at man ikke er skråsikker. Tvivl er et adelsmærke. Tvivl er et sundhedstegn. Nej, der findes ikke noget værre for en kristen end tvivlen… og det er her vi finder Johannes Døberen. Han sidder i fangekælderen og der opstår forfærdelige spørgsmål i hans hoved. De kommer som slanger krybende ud af væggen og hvæser tvivlen ind i hans sjæl: ”Er Jesus den, vi venter”. Han hører hvordan Jesus sidder og spiser og fester sammen med toldere og syndere. Johannes kunne også godt være sammen med toldere og syndere, men det var for at kalde dem til omvendelse. For Johannes handlede det om at faste – Jesus blev kaldt en fråser og dranker. For Johannes handlede det om bøn, Jesus havde ikke engang lært sine disciple af bede endnu. Jesu første under skete ved en bryllupsfest – Jesus festede. Kunne dette virkelig være Messias, ham vi venter på, d er pjanker rundt ved en bryllupsfest og gør vand til vin? Og oven i det, så vidste Johannes fra de gamle skrifter, at Messias ville sætte fanger i frihed… Da Jesus prædiker i synagogen i sin hjemby, så prædiker han netop over teksten om Messias, der skal komme ”for at udråbe frigivelse for fanger… for at sætte undertrykte i frihed”. Og her sidder Johannes så dybt nede i fangekælderen i Herodes´ slot. ”Hvad med mig? Hvad med at sætte fanger fri nu? Det ville da et eller andet sted være rart”. Det virker faktisk som om at Jesus er lidt ligeglad. Johannes bliver taget til fange i Jerusalem, og i det samme rejser Jesus så langt væk fra Jerusalem, han overhovedet kan, op i den modsatte del af landet. Det virker som om Jesus ignorerer Johannes og alt det uro, der måtte opstå i forbindelse med hans arrestation. Ja, det viser sig, at Jesus endda lader Johannes dø – som vi læser det i Bibelen, så opvækker Jesus alle andre døde, han kommer i kontakt med: Lazarus, Jarius´ datter, en for Jesus ubekendt søn til en enke i Nain. Men hans egen fætter, Johannes, lader Jesus dø. Og vel kan man sige, at Johannes hører til Det gamle Testamente – han hører til den gamle pagt, der må dø bort i opfyldelsen af den nye pagt. Det lyder jo rigtig viist – lige bortset fra, hvis man så er ham, der skal dø. ”Er Jesus ham, vi venter? Tog jeg fejl? Og har jeg vildledt andre ved at pege dem hen på Jesus?”. Det må have været forfærdeligt. ”Er du den, der kommer eller skal vi vente en anden”. Her sidder han i sin sjæls mørke og bitre nat – den bitre tvivl. Og ingen af os har ret til at føle os bedre end ham, for enhver af os vil opleve tvivlen – enhver kristen vil opleve sjælens mørke nat. Som Johannes vil vi alle […]
...
John Newton er kendt for at have skrevet salmen ”Amazing Grace” – forunderlig nåde. Hele hans livshistorie er virkelig samlet i denne salme. Det er ikke bare fromme ord, om at han var et vrag, at han var fortabt og at han var blind… Hans forvandling gik fra at være kaptajn på et slaveskib, der under de største umenneskeligheder bortførte mennesker fra Afrika, og dem, der overlevede turen til USA blev solgt som slaver til et umenneskeligt liv… han gik fra at være kaptajn på sådan et slaveskib og til at være præst, der forkyndte at alle mennesker var lige, og havde brug for den ”forunderlige nåde”. Resten af sit liv rejste han omkring i England og fortalte om denne ”Amazing Grace” – den forunderlige nåde, der frelste ham. Selv om han i de sidste år skulle have en assistent med sig op på prædikestolen for at kunne gennemføre sin prædiken, så fortsatte han. Han var næsten blind og kunne kun hviske sine ord til sin assistent, der så fortalte det videre, han havde sagt. En af de søndage gentog han sætningen ”Jesus Kristus er dyrebar”. Hans hjælper hviskede tilbage til ham, at det havde han allerede sagt en gang. Newton vendte sig mod sin hjælper og sagde højt og tydeligt: ”Ja, jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: ”Jesus Kristus er dyrebar”. ”Jesus Kristus er dyrebar” – det er den gamle præsts bekendelse: ”Jesus Kristus er dyrebar”, og hvor har han ret, han er dyrebar. Vi går nu i dag ind i adventen – forberedelsestiden til julen, hvor vi skal forberede os med at høre, hvor dyrebar han er og vi lægger ud med hans beskedne kroningsceremoni. Noget af det, der slår mig, hver eneste gang jeg nærmer mig julen er, hvordan Jesus altid viste sig i sin modsætning, Vores frelsers ydmyge fødsel i en stald, barselsbesøgende var hyrder og fremmede. Der er intet kongeligt ved hans fødsel i den dybeste armod – og alligevel var det her kongernes konge blev født. Og på samme måde var hans indmarch til kongebyen Jerusalem og hans kroning, som vi høre om i dag. Hans ledsagere var ikke bevæbnede soldater, klar til at feje al modstand til jorden, nej, det var primært pilgrimsrejsende på vej til påskefesten…. Og Jesu disciple, folk, der er blevet helbredt af Jesus… en hær af udskud, fattige og foragtede. Men de havde alligevel fattet lidt af, hvad der skete her. De havde set en flig af hvad der skete. ”Hosianna” – ”Frels nationen, frels os fra undertrykkelsen, frels os fra vores desperate situation i verden. Hosianna”. Det er nok den mest simple indmarch og kroning nogensinde i verdens historie, men han var ikke desto mindre Guds sande konge. Alle kroningsceremonier, der nogensinde er blevet holdt i verdens historie for at ære en konge, dér er der ingen konge, der kommer bare i nærheden af hvad Jesus fortjente af ære og hæder. Der har aldrig være en så høj, så storslået, så magtfuld, så suveræn, så værdig, så herlig en konge som Jesus. Overhovedet ingen kommer tæt på. Ja, selv om vi slår alle konger, majestæter, verdensledere sammen, så når de ikke engang den yderste flig af hans uendelige majestæt. Det fornemmer vi i Jesu himmelske kroningsceremoni, som vi læser om i Johannes Åbenbaring (5,11-13): ” Jeg hørte røsten af mange engle i kreds om tronen og de levende væsener og de ældste – ti tusind titusinder og tusind tusinder i tallet. De sagde med høj røst: Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris. Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige: Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder”. Det var ham, der kom ridende ind i Jerusalem. Jesu mål, da han sad på æslet og red ind i Jerusalem, var ikke Kong Herodes Antipas´ trone eller eller Kejser Tiberius´ trone i Rom – det er småtterier. Nej, Jesu mål var højere – derfor var hans mål magtens modsætning: At ofre sit liv. Kongen var kommet for at dø. Hans mål var korset, hans mål var at dø på korset som Guds udvalgte lam for synden. Han kom som det syndfrie menneske, for at tage Guds vrede over syndere, for at bære straffen over synd og derved opfylde den guddommelige lov, den guddommelige retfærdighed og suge den guddommelige vrede til sig og derved åbne vejen til tilgivelse og liv for millioner. Folk havde før stræbt Jesus efter livet – men før var det hverken det rette sted eller det rette tidspunkt. Det skulle være i Jerusalem og det skulle være denne påske. Det skulle være Jerusalem for det er der alle ofre skulle foregå. Der, hvor den hellige by var, Guds by, der hvor templet var, der hvor alteret var. Stedet, hvor Gud mødte sit folk og hvor der blev bragt soning. Og tidspunktet var det rigtige – indtoget i Jerusalem skete efter alt at dømme på den dag, hvor man efter loven skulle udvælge sig det lam, der skulle ofres for en selv og ens familie. På den dag drog Jesus ind under stor opmærksomhed i Jerusalem – og havde ypperstepræsten ikke allerede fuldstændig sat sig for at Jesus skulle dø, så var det her nok dråben. Hvad han og de øvrige præster og lærde gjorde ud af had, var det, som Gud havde besluttet ud af kærlighed. Han kom for at dø og derefter for at opstå, og derved ikke bare vinde over synden, men overvinde døden for alle os, der kom til tro op ham. Han for til himmels og efterlader himmelens port på vid gab for alle dem, der tror på ham og følger efter ham. Jesus Kristus er dyrebar. Hans mål med at ride ind i Jerusalem var at skabe en frelsens tidsperiode i verdenshistorien, der varer endnu den […]
...
Jeg har lige læst det, vi kalder for Zakarias´ lovsang. Den gamle præst står med sit førstefødte barn, Johannnes, som det gamle ægtepar mirakuløst har fået i deres alderdom. Og i første omgang undrer man sig jo over hvor lidt barnet Johannes fylder i lovsangen. Zakarias ser ikke bare isoleret på barnets fødsel – han ser barnet i en langt større sammenhæng. Og han lovsynger Gud, der altid har og stadigvæk gør og også senere vil gøre store ting. Han lovsynger Gud, fordi Gud har husket sin pagt. Ja, faktisk betyder selve navnet Zakarias: Herren har husket. Zakarias lovsynger Gud for hans trofasthed. For Guds trofasthed er stor. Som profeten Jeremias bryder ud i Klagesangene: “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor” (Klagesangene 3,22-23). Det er omkvædet i os kristnes liv: Stor er din trofasthed. Det kan godt være at selve verset er en klagesang, fordi noget grimt rammer os i vores liv. Det kan godt være, at selve verset er et stort spørgsmål til Gud: Hvorfor sover du? Ja, det kan være at vi skælder Gud ud i selve verset – men når vi når til omkvædet så handler det om Guds trofasthed. “Stor er din trofasthed “. Zakarias ved fra Israels historie, hvordan Gud blev ved med at være trofast også selv om folket valgte Guds ord fra, ikke troede på Guds løfter, var ulydig. Guds trofasthed bliver ved. Han ved det far historien, nu ved han det fra sit eget liv. Han har stået overfor en engel og modtaget løftet om en søn i sin alderdom – og sat spørgsmålstegn ved det: ”Hvordan kan det lade sig gøre – både Elisabeth og jeg er oppe i årene?” Zakarias viste vantro, tvivl på Guds ord – en præst udvalgt til at stå foran Guds røgelsesalter – og så tvivler han. Men derfor blev Gud alligevel ved med at være trofast overfor ham. Ja, som Paulus skriver til sin elev Timothius: “er vi utro, forbliver han dog tro, for fornægte sig selv kan han ikke” (2. Tim 2, 13). Zakarias bevæges fra vantro foran englen, til forundring, imens han ser Elisabeths mave vokser og til lovsang, da han står med barnet i sine hænder. Sikke en åndelig vækst, der er sket for denne præst over de sidste 9 måneder. Væksten sker, da den guddommelige dom gjorde ham tavs i de ni måneder, og gav ham mulighed for at gennemtænke intenst på de forestående fødsler af hans søn, forløberen, og den kommende Messias. Og han når frem til: Stor er Guds trofasthed – for de to børn viser, at Gud har husket sine løfter. Zakarias lovpriser Gud – og det er virkelig dagen, hvor Gud skal lovsynges. I det hele taget – den tid var en lovsangens tid, for nu sker det. Nu opfyldes løfterne. Ser vi de første 2 kapitler i Lukasevangeliet – hvor Zakarias´ lovsang er i slutningen af første kapitel, så har vi 5 lovsange. Marias lovsang – da hun får at vide at hun skal føde Frelseren. Elisabeths lovsang – da hun får besøg af den gravide Maria Englenes sang ude på marken – ”ære være Gud i det højeste” Gamle Simeons lovsang i templet, da Jesus skulle navngives. og nu Zakarias med Johannes Døberen i dagens tekst. Den handler ikke blot om et “barnløst” ægtepar i skam over barnløsheden, der har fået et barn. Det handler ikke om at føje glæde til en familie og viderefører slægten. Midt i glæden over et nyfødt barn, så ser Zakarias, at det her er mere end en glæde for ham, Elisabeth og resten af familien. Det handler om Guds opfyldelse af sine løfter. Det handler om opfyldelsen af pagten til Davids hus om det er vil fremstå en konge af Davids slægt, der skal regere i evighed. Det handler om opfyldelsen af pagten til Abraham at i dig og i dit afkom skal alle verdens slægter velsignes. Det handler om frelsen, der kommer. Zakarias står med forløberen for frelseren i sine hænder. Det her er stort. I 400 år har der været tavshed fra himmelen – ingen profeter, de hellige skrifter var sluttet af – der kom ikke mere. Nu sker det – nu er tidens fylde kommet. Dette er den største dag i Israels historie – det er kulminationen af alle håb og forventninger om frelsen. Og her står Zakarias, den ganske almindelige landsbypræst midt i centrum af det, der skal ændre verden for altid. Nu sker det. Han ser opfyldelsen af Guds løfter folde sig ud for sit blik. Nu kommer frelsen. Zakarias lovsang handler alene om frelsen. Jesus bliver kaldt to ting i teksten: 1) Frelsens horn og 2) Solopgangen 1) Han bliver kaldt for frelsens horn. Igennem hele Det Gamle Testamente er hornet et symbol på styrke og på sejr. Så hornet viser det Messias skulle: Han skulle besejre og nedkæmpe fjenden og sætte sit folk fri. Messias skal ”frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os”. Vægteren går igennem byen – hør vægtersangen, Lys mere lys – https://www.youtube.com/watch?v=FAFMRRwHpD8 2) Han bliver kaldt for solopgangen fra det høje. ” solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge” (Lukas 1,78-79). At vente på solopgang er hårdt. Natten på et sygehus, hvor man venter på at dagen må komme – kan være vanvittig lang. Endelig kommer den. Jeg er netop blevet vægter inde i Haderslev – i dag er det bare for at fortælle om byens historie, men oprindeligt var det vagter, der gik rundt i byen med våben og salmesang, for at beskytte byen. De gik deres runde i mørket – hver time havde sit salmevers – time for time gik de – lige til solopgangen, hvor de kunne synge. O Jesus, morgenstjerne, … bliv du vor sol og skjold. … kom blide sol fra nådens pol Oplys vort hus og hjem. Så var det […]
...
Lyt til prædikenen: Læs prædikenen Livet er skønt! Livet er så fyldt med gode og vidunderlige ting. Det er fyldt med spændende samtaler, sjov og ballade, fest og hverdag, superliga-fodboldkampe, kirkekoncerter, klejner, bøffer og rødvin. Det er fyldt med kærlige mennesker – og nogle af dem elsker endda mig. Jesus slutter dagens tekst af med at sige: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. At være vågen er ikke at fornægte alt det, som vort liv har at give os, og så sætte os op på en klippe og kigge efter Jesus på himmelens skyer. Eller at faste og fornægte os selv livets goder. Nej, at være vågen er at gribe livet – leve livet – og vide: Hvis det her liv er et liv, hvor vi venter på Jesu komme – så må det vi venter på være meget bedre end det her. Hvis du elsker livet nu, så vil du elske det, der venter dig… Jesus sagde: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Det sagde Jesus for 2000 år siden. Jorden her tog 6 dage at skabe – hvor fantastisk bliver det så ikke det, der venter os, når han har haft 2000 år til at forberede det. Ja, det her liv er fantastisk, men der kommer et liv efter det her, der kun kan sammenlignes med den største af alle fester: En bryllupsfest. Og har du et liv her og nu, som ikke kalder på smil og glæde, men på suk og klage – så håber jeg naturligvis for dig, at du må få øjnene op for alt det, som Gud har givet dig, som du stadigvæk har, som du stadigvæk kan glæde dig over, selv om så meget andet er taget fra dig. Men du skal også have at vide: Der ligger noget fantastisk foran dig. Det himmelske paradis er så fantastisk, at det får selv Jesperhus Blomsterpark til at ligne en forsømt villahave. Enhver nydelse, enhver glæde som vi enten har oplevet eller som vi har drømt om – dér vil vi finde ud af at det bare var en skygge, det vil bare være en kladde, i forhold til det, vi vil komme til at opleve dér. Det er bedrøveligt at folk smager nydelser i denne verden og så nøjes med dem – i stedet for at se dem som forløbere og små ekkoer af noget, der er så, meget større og så meget bedre, så vi slet ikke fatter hvad der venter os. Og vi i kirken, vi menigheden, vi kristne, er sat til at lyse de gode nyheder dér hvor vi står og går. Vi er blandt de 10 brudepiger – vi er den synlige og bekendende kirke – vi er den lampebærende menighed på jorden. Vi går ud for at møde brudgommen, vores frelser. Det er vores arbejde – det er vort kald. Vi har taget vores lampe og vi skal lyse, når Jesus kommer. Vi skal forberede Jesu komme – ikke kun ved at gå rundt med himmelvendte øjne og leve af mannakorn og alterbrød og synge salmer i de helliges forsamling, men ved at være åndeligt klar i vores almindelige liv. Alle brudepigerne faldt i søvn – også de kloge. Vi skal stå op om morgenen gå på arbejde, passe vores forpligtelser, besøge vores syge nabo – og så gå i seng om aftenen træt efter en dags arbejde og ansvar. Jeg kan huske at jeg som barn hørte en prædiken, hvor der var en historie om en mand, der knoklede så meget med at bære sten, så han blev helt krumbøjet. Så da Jesus kom igen, så var han så krumbøjet, at han ikke kunne rette sig ud og se Jesus på himmelens skyer. Og prædikanten brugte historien til at sige: ”Sådan skal vi ikke være”. Selv om jeg var et barn, så var jeg så forarget på historiens Jesus – hvorfor skulle den mand, der bare havde passet sit arbejde både have en skidt fysik og gå glip af Jesu andet komme?! Nej, teksten til i dag handler om at vi skal leve et normalt liv – søvnen i lignelsen repræsenterer den almindelige rytme i livet, de almindelige aktiviteter. Alle ti brudepiger faldt i søvn, for søvn er en del af den normale rytme, som vi skal følge, imens vi arbejder og venter på Jesus. Er vores arbejde at bære sten, så lad os bære sten til Guds ære om vi så bliver krumbøjet af det. Det skal ikke hindre os i at se Jesus komme igen og gå med ham ind i herligheden, hvor vores ryg vil blive rettet ud – sammen med alt det andet, der plager os. Men hvis min bøjede ryg ikke skal hindre os i at komme ind til festen, hvad skal så? Det skal de tomme lamper. Vi er blandt de ti brudepiger – vi bærer alle lamper, men lignelsen fortæller, at det ikke er nok at bære lamper. Alle 10 havde lamper – men fem af dem var tåbelige. De havde lamper, men ingen olie. Det var ikke engang sådan, at deres lamper var brændt ud – de havde slet ikke olie med sig. Tomme lamper uden olie. Man skal ikke presse en lignelse for meget – for så bliver den smadret fuldstændig. Jeg tænker dog at olien i dagens tekst er noget af det vigtigste, siden fraværet af det, forhindrer pigerne i deres opgave. Kunne det være den nødvendige nåde – den nåde, som er nødvendig, hvis vi nogensinde skal se Gud. Det er sand omvendelse. Det er tilregnet retfærdighed. Det er ægte hellighed, givet til os ved troen på Jesus Kristus. Det er et forandret indre liv. Paulus beskriver de fem tåbelige brudepiger på den måde: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft (2. Thim 3,5). De fem tåbelige piger var engageret intellektuelt, de var engageret socialt – de var endda også engageret religiøst. Men de havde ikke noget lys – de havde intet indre liv. […]
...-
Lyt til prædikenen: Læs prædikenen: Første søndag i advent er første skridt i det nye kirkeår og den første søndag i vores forberedelse af fejringen af Jesu fødsel. Vores frelsers ydmyge fødsel i en stald, barselsbesøgende var hyrder, som befandt sig på det nederste trin på den sociale rangstige. Der er intet kongeligt ved hans fødsel i den dybeste armod – og alligevel var det her kongernes konge blev født. Og på samme måde var hans indmarch til kongebyen Jerusalem og hans kroning, som vi høre om i dag. Igen formaliteter, ingen smykker, ingen storslåede klæder, ingen musikere, intet præsteskab med ypperstepræsten i spidsen tog imod ham. Hans ledsagere var ikke bevæbnede soldater, klar til at feje al modstand til jorden, nej, det var primært pilgrimsrejsende på vej til påskefesten. Og Jesu disciple, folk, der er blevet helbredt af Jesus… en hær af udskud, fattige og foragtede. Det er nok den mest simple kroning nogensinde i verdens historie, men han var ikke desto mindre Guds sande konge. Alle kroningsceremonier, der nogensinde er blevet holdt i verdens historie for at ære en konge, dér er der ingen konge, der kommer bare i nærheden af hvad Jesus fortjente af ære og hæder. Der har aldrig være en så høj, så storslået, så magtfuld, så suveræn, så værdig, så herlig en konge som Jesus. Overhovedet ingen kommer tæt på. Ja, selv om vi slår alle konger, majestæter, verdensledere sammen, så når de ikke engang den yderste flig af hans uendelige majestæt. Det fornemmer vi i Jesu himmelske kroningsceremoni, som vi læser om i Johannes Åbenbaring (5,11-13): ” Jeg hørte røsten af mange engle i kreds om tronen og de levende væsener og de ældste – ti tusind titusinder og tusind tusinder i tallet. De sagde med høj røst: Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris. Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige: Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder”. Jesu mål, da han sad på æslet og red ind i Jerusalem, var ikke Kong Herodes Antipas´ trone – altså helt ærligt… hvorfor skulle han overhovedet være interesseret i den trone, eller Kejser Tiberius´ trone i verdensimperiet Rom, hvad skulle han med sådan noget småtteri? Jesu mål var højere – derfor var hans mål magtens modsætning: At ofre sit liv. Hans mål var korset, hans mål var at dø på korset som Guds udvalgte offer for synden. Han kom som det syndfrie menneske, for at tage Guds vrede over syndere, for at bære straffen over synd og derved opfylde den guddommelige lov, den guddommelige retfærdighed og suge den guddommelige vrede til sig og derved åbne vejen til tilgivelse og liv for millioner. Folk havde før stræbt Jesus efter livet – men før var det hverken det rette sted eller det rette tidspunkt. Det skulle være i Jerusalem og det skulle være denne påske. Det skulle være Jerusalem for det er der alle ofre skulle foregå. Der, hvor den hellige by var, Guds by, der hvor templet var, der hvor alteret var. Stedet, hvor Gud mødte sit folk og hvor der blev bragt soning. Og tidspunktet var det rigtige – indtoget i Jerusalem skete efter alt at dømme på den dag, hvor man efter loven skulle udvælge sig det lam, der skulle ofres for en selv og ens familie. På den dag drog Jesus ind under stor opmærksomhed i Jerusalem – og havde ypperstepræsten ikke allerede fuldstændig sat sig for at Jesus skulle dø, så var det her nok dråben. Hvad han og de øvrige præster og lærde gjorde ud af had, var det, som Gud havde besluttet ud af kærlighed. Han kom for at dø og derefter for at opstå, og derved ikke bare vinde over synden, men overvinde døden for alle troende. Han for til himmels og efterlader himmelens port på vid gab for alle dem, der tror på ham og følger efter ham. Det var hans første komme. Han kom for at død – senere kommer han for at regere. Og indtil da, har vi alle sammen mulighed for at omfavne ham, tag imod ham som vores frelser og konge og på et tidspunkt dele hans rige med ham. Hans mål med at ride ind i Jerusalem var at skabe en frelsens tidsperiode i verdenshistorien, der varer endnu den dag i dag. En periode, hvor vi stadigvæk kan skifte side og blive frelst fra dom og vrede. Der er stadigvæk tid – endda denne morgen – til at vi kan tage imod Kong Jesu amnesti, som han rækker ud til os. Der er stadigvæk tid til at vi kan afsværge os vores hengivenhed til os selv, vores succes, vores penge, vores familie, vores fysik, vores fornøjelser, vores sikkerhed – eller hvad der nu ellers styrer os mere end Jesus. Og der er tid til at vi kan bøje os og modtage Jesus som vores konge og sværge troskab til ham og være på hans side med evig glæde. Vi lever i frelsens tidsperiode – hvor længe den periode varer ved vi ikke, for hver dag, der går, desto tættere er vi på enden af den periode. Som vi hørte xxx læse for os: ”nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær”. Dagen, hvor Jesus udskifter sit æsel med sin hvide krigshest. Dagen, hvor Jesus kommer som Israels konge, nationernes konge, naturens konge og universets konge. Som Johannes ser i sin åbenbaring (19,11-16): ”Og jeg så himlen åben, og se, der var en hvid hest, og han, der rider på den, hedder Tro og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed. Hans øjne er som luende ild, på hovedet har han mange kroner…. Han er klædt i en kappe dyppet i [sine fjenders] blod, og hans navn er Guds Ord. Hærene i […]
... 
Lyt til prædikenen: Læs prædikenen: Temaet i dagens lignelse er ret ligetil, det er ikke særligt komplekst. Lignelsen fortæller os, at Jesus kommer igen på et eller andet tidspunkt. At han kommer for at dømme syndere og tage retfærdige med sig ind til sin himmelske fest. Lignelsen fortæller os, at han kommer på et overraskende tidspunkt, og at alle skal være klar lige nøjagtig på det tidspunkt til at tage imod ham. Det er ikke nok bare at have været klar engang… det er ikke nok bare at pege tilbage på barnetroen, som man havde en gang. Det er nu det gælder. For bagefter er der ikke nogen anden chance. Dagene, hvor der var mulighed for at forberede sig, vil da være forbi – og vil aldrig komme igen. Budskabet er også simpelt: Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Altså: Vær parat hele tiden. Jesu genkomst Vi kender ikke dagen eller timen, hvor Jesus kommer igen – hvor Jesus kommer, som vi lige har bekendt i trosbekendelsen, for at dømme levende og døde. Dagen rammer på et tidspunkt, hvor alting ser ud til at være normal dagligdag – ingen er mere parat end andre. Ingen sidder på et helligt bjerg og venter – nej i kapitlet før lignelsen her, siger Jesus: ”Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage. Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer” (Matthæus 24, 41-42). Vores død Ja, våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Heller ikke den time, hvor det ikke er Jesus, der kommer, men døden, der kommer, hvor vi lukker vore øjne her – og som at blinke, så er vi pludselig foran Jesus. Så står han pludselig foran os. Er vi så parate? Har vi tro, så vi kan dø? Jeg talte i den forgangne uge med min gamle studiekammerat, der nu er sognepræst i Harboøre. Han fortalte om de mange forfærdelige drukneulykker ud for kysten, der har kostet rigtig mange mennesker livet. Hvordan de overlevende fra ulykkerne har kunne fortælle hjertegribende beretninger om nogle af dem, der senere skyllede døde i land. ”— kommer du i land, så hils min kone og gamle mor og sig, at jeg nok gik hjem til Jesus”, var der en, der råbte. Eller det fortælles, at en af fiskerne i dødsfaren havde givet sit redningsbælte til sin kammerat på båden, som han vidste ikke troede på Jesus. Og han gav sit redningsbælte med ordene: ”Jeg kan dø – det kan du ikke”. – Ville jeg kunne givet min redningsvest fra mig? ”Her – tag den – for du har mere brug for den end mig… for jeg ved, at jeg kommer i himmelen, hvis jeg ikke kommer levnende i land”. – Vil jeg have kærlighed nok til min kammerat? – Vil jeg føle mig så sikker i min sag i forhold til Gud, at jeg vil kunne gøre det? – for jeg vil snart stå foran Jesus og se på ham, ikke som min dommer, men se ham som min frelser. Jeg håber det… Og videre, så håber jeg virkelig, at ingen af os herinde i kirken frygter for den dag – den dag, som vi ikke kender, om det så er døden eller Jesu genkomst, men at vi vil være klar til at tage imod Jesus uanset hvordan han kommer til os…. Uanset hvornår han kommer. Jeg håber virkelig ikke at nogen af os herinde er blevet bedraget, så vi tror vi er klar, men når det så gælder, så finder vi ud af, at det var vi alligevel ikke. At vi havde lampen, at vi havde bryllupsklæderne på og udvendigt var klar til bryllupsfest, men at vi ikke have olien. Det må simpelthen være det mest forfærdelige, der kan overgå et menneske. Et er at gå fortabt, fordi man er ateist. Et er at gå fortabt, fordi man har sat sin lid til Allah, Muhammed, Buddha, eller hvad religionerne ellers tilbyder… men noget andet er at man faktisk regner sig for en del af kirken. At man sidder i kirken og synger med på salmerne, bekender troen, forventer Jesu genkomst, siger at man tror på Jesus – og så finder man ud af: Jeg var faktisk ikke klar. Det må være det mest forfærdelig at gå fortabt – når man egentlig troede sig sikker. At man giver sin kammerat sit regningsbælte er heller ikke nødvendigvis et tegn på at man er klar. Tænk, hvis han havde taget fejl… og det i virkeligheden var den anden, der var klar og ikke ham. Skellet ned gennem kirken Og det er det forfærdelige ved lignelsen her, at Jesus fortæller, at der går et skel ned gennem hans kirke, ned gennem hans rige – der skiller de tåbelig fra de kloge. Vi kan ikke se forskellen – han kan. Han kan se, at bekendelsen kun er en ydre bekendelse med munden – han kan se, at man har dåbens gave og mundens bekendelse – men ikke har olie. At det hele var udvendigt – at de havde ikke sørget for det allervigtigste, nemlig olien, så de kunne tænde deres lamper. Hvad er så olien? Jo, hvad er det eneste, der er nødvendigt for at blive frelst: Guds nåde givet kvit og frit. Det er nåden, som er nødvendig, hvis vi nogensinde skal se Gud. Det er sand frelse. Det er tilregnet retfærdighed. Det er sand hellighed, som er givet til os i troen på Jesus Kristus. Det er et forvandlet indre liv. Paulus beskriver de tåbelige brudepiger på den her måde: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft” (2 Tim 3, 5). De tåbelige brudepiger var knyttet i det ydre til Kristus, ikke i det indre. Deres tro var en død tro. Lignelsen er en advarsel: Lad jer ikke fange i sådan en uforberedt-hed, når Jesus kommer. Når […]
...
Lyt til prædikenen Læs Prædikenen: ”midt iblandt jer står en, som I ikke kender” Fra begyndelsen af Bibelen – fra de aller første sider i Bibelen kan man spore et håb og en forventning, som lyden af fodtrin, der nærmer sig: Der kommer én. Til Adam og Eva, da de bliver drevet ud af Edens have, er der løfte om at en dag vil der komme en og knuse slangens hoved. Håbet forstærkes gennem de profetiske bøger: Profet efter profet sætter mere og mere kød på dette forløsende løfte: Der kommer en. Som vi hørte lige før fra alteret fra Esajas: ”Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene, hele den vide jord skal se vor Guds frelse”. Og som vi skal høre på lørdag, juleaften:” Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør” – også fra profeten Esajas. Men da den sidste bog i Det gamle Testamente blev skrevet, profeten Malakias´ bog og afslutter den jødiske helligskrift, så er den mystiske ”ham, der kommer” endnu ikke kommet. Og det uopfyldte løfte efterlader hele Det gamle Testamente som en bog med uopfyldte profetier. Hvorfor kom han ikke? Efter 400 år med totalt tavshed fra Guds side – ikke en eneste profet kom og sagde ”så siger Herren”, så kommer der en profet ude fra ørkenen, Johannes Døberen. Johannes står som et stort solidt træ i Det nye Testamente – med rødderne dybt plantet i Det gamle Testamente, i evigheden. Han er broen mellem det nye og det gamle – mellem løfterne og opfyldelsen. Han kom og prædikede og døbte – og naturligvis kommer folk strømmende til ham. Folket har længtes efter at høre fra Gud – så da de øverste ledere i folket hørte om det, så sendte de folk fra ud for at høre Johannes: Hvem er du egentlig? I første omgang lyder det mærkeligt, det jøderne spørger Johannes om: Er du Elias? Er du profeten? Mærkelige spørgsmål… men ikke hvis kender den sidste bog i Det gamle Testamente, Malakias´ bog. Den slutter med løftet ”Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer”. Så det er jo meget naturligt at spørge Johannes: ”Er du Elias? Er du profeten?” – de kan mærke og høre, at Johannes er en vigtig person sendt af Gud. Er du Elias? Er du profeten?… ja, du er måske endda ham, der skal komme? Johannes Døberen får en masse opmærksomhed og det med rette… for Johannes var en stor mand. Jesus siger senere om Johannes, at han frem til nu er det største menneske, der nogensinde er født (Matt 11,11). Så naturligvis får Johannes opmærksomhed – og så afviser han alle de fine titler: Nej, det er ikke mig. ”Jamen hvorfor døber du så, når du hverken er den ene eller den anden? Hvem er du? fortæl os det, så vi kan komme tilbage med svar til dem, der har sendt os… de øverste i landet”. Johannes svarer: ”Jeg er bare en stemme. Jeg er kongens forløber: Ban Herrens vej. Gør jeg klar til Ham. Gør vejen klar ind til jeres hjerter. Gør døren høj, gør porten vid”. Og så kommer han med en forbløffende bekendtgørelse: ”Ham, der kommer, står imellem jer. Ham som vi har ventet på lige siden syndefaldet, ham som vores folk har længtes efter, håbet på, og troet på som et diset billede, ham som vores profeter har peget på, han står midt i blandt jer. Vi har ventet på ham – men ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”. I gør alt for meget ud af mig. Hvorfor er I optaget af mig? I ser mig, I kender mig – men midt iblandt jer er en, som I ikke kender. Det er ham, I har brug for at kende. Jeg er så lille, at jeg ikke engang kan gøre det, som den laveste slave gør, nemlig tager skoene af sin herre, når han kommer hjem. Jeg døber bare med vand, det er ganske almindelig vand – han døber med Helligånd og ild. Med andre ord, så er det ham, der tager sig af hjertet – ham, som kommer, er i blandt jer. Kristus er her. I skal ikke tænke på mig, jeg er bare en stemme – en opråber. Jeg er bare en slave. I skal se på ham. I kan se mig og I kender mig, men ham kender I ikke – og det er sagens kerne her. Ignorer prædikanten og gå videre til ham, som prædikanten taler om. Mon ikke de små hår på armene ikke rejst sig, har de ikke kigget rundt: Hvem kan det være? Hvem er det? Jøderne rejste tilbage til Jerusalem til det øverste råd og fortalte hvad Johannes havde sagt: Han er her. Hele eliten i Jerusalem, alle de højeste præster, ypperstepræsten vil få det at høre: Han er kommet – Kristus er kommet. Så jøderne vidste godt besked, da Jesus trådte frem. De er helt uden undskyldning som ”åhhh – det vidste vi da ikke. Vi er da overrasket over at Jesus pludselig dukker op og påstår at han er Kristus… jeg har vist ikke læst den besked”. Nej, de er blevet informeret, før Jesus begynder sin mission, så ved de: Kristus er kommet. De har den besked helt fra begyndelsen og hele vejen igennem er der fjendtlighed overfor Jesus lige til de henretter Jesus på korset. Budskabet er det samme: Han er her – han er kommet. Johannesevangeliet begynder med at sige om Jesus: Han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham. Verden var blevet til ved ham – og verden kendte ham ikke. Og nu siger Johannes Døberen det samme: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”. Han er kommet – og I kender ham ikke – I afviser ham. Det er i dag den sidste adventssøndag. Advent betyder ”komme” og handler om Guds komme i Jesus Kristus. Vi ser tilbage på Jesu komme i […]
...
”Jeg kan simpelthen ikke tro på Gud” – ”præst, du tror på Jesus – det kan jeg ganske enkelt ikke”. Hvis I vidste hvor mange gange jeg har siddet og hørt nogle sige det: Jeg kan ikke tro. Nogle gang er det sagt arrogant, måske endda næsten stolt, andre gange er det sagt bedrøvet. Der kan være rigtig mange gode grunde til at man ikke tror på Gud – jeg har hørt rigtig mange af grundene, og jeg har aldrig har hørt en begrundelse, hvor jeg har tænkt: ”Hold da op en klaptorsk!! Det er da nok det mest åndsvage, jeg nogensinde har hørt”. Tværtimod, når jeg hører dem, så kan jeg ikke andet end tænke: Jeg forstår dig. Med din bagage, så forstår jeg godt, at du ikke tror. Eller jeg forstår heller ikke, at en unge mand dør af kræft – og efterlader sig kone og små børn. Jeg forstår heller ikke, hvorfor der er så meget ondt i verden – jeg kan måske forklare det med hovedet, men hjertet er ikke med”. ”Jeg kan godt forstå at ikke vil være en kristen, når du ser hvordan kristne kan opføre sig”. Jeg vil gerne sige til dig, der af en eller anden grund ikke tror, ikke tror på Gud, ikke tror på Jesus. Du har garanteret en rigtig god grund til det. Og måske er det endda sådan, at du ikke har sådan en speciel grund: for, ”sådan er det bare”. Du er nok bare ligeglad – det betyder ikke rigtig noget, den ene dag tager den anden og det går da egentlig meget godt. Så hvis du hører spørgsmålet ”hvorfor bliver du ikke en kristen?”, så kunne jeg lige så godt have spurgt: ”Hvorfor bliver du ikke en astronaut? Hvorfor bliver du ikke en brandmand? Hvorfor står du ikke på et ben dagen lang?” Jeg ved det ikke – og jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg føler mig slet ikke draget af det, jeg har slet ikke noget behov for hverken at stå på et ben hele dage, at blive en brandmand – eller blive en kristen. Det er ikke rigtig noget for mig – det fylder slet ikke for mig. Jeg har det da fint nok med Folkekirken – fred være med den, det er da meget hyggeligt – men ja, når jeg går hjem, så er det hjem til gode gamle mig. Det overbevisende ord Når jeg sidder dér i stolen og har en rigtig god snak – så ville det være fantastisk, hvis jeg bare lige havde ”ordet”, der skulle til, for at få personen overfor mig til at droppe sin modstand. Hvor ville det være rart om jeg kunne tage en bog frem og sige til dem – læs den her bog, og når du er færdig, så vil du tro på Jesus. Så vil du tro på Gud. Men den bog findes ikke! ”Jamen har I da ikke Bibelen!!” – jo, vi har Bibelen, men at læse i Bibelen og endda kunne Bibelen udenad er ikke det samme som at være en kristen. Jeg tror at Djævelen er verdenshistoriens mest bibelkyndige skabning – og der er nok ingen, der vil sige, at han er en kristen. Og jeg har lige læst et stykke fra Bibelen, hvor en flok mennesker, der vidste stort set alt om Gud og hans ord – og da de så mødte Jesus, Guds søn, så blev de så tosset på ham, at de var ved at kaste ham ud over en klippeskrænt. Listen med indvendinger Jeg tror faktisk ikke at det er sådan, at man kommer til tro – at man læser en bog og tilegner sig viden. Troen begynder ikke med at få viden. Det er hvert fald at meget sjældent at det sker. Jeg tror ikke på at det er sådan, at hvis man laver en lang liste med ting, du ikke forstår i kristendommen, og du så tager dem en for en – ”Gud og det onde i verden” – ”Gud og lidelser” – ”Gud og …”. Jeg tror ikke, at når du når har fundet et svar på alle de indvendinger i den liste, at du så vil sige: Jeps, jeg er klar nu – nu er alle forhindringer af vejen, jeg er klar til at blive en kristen. Niks, sådan foregår det ikke. Du vil ikke blive en kristen af at få informationer. De fleste bliver ikke kristne, fordi de får overvundet alle deres indvendinger, men fordi der sker noget i deres liv, som får deres indvendinger til at skrumpe ind, så de ikke betyder så meget mere. Så de ikke længere står i vejen ind til troen. De har den samme mængde spørgsmål og de samme indvendinger, men favner alligevel kristendommen – de tager deres spørgsmål med ind i deres nye kristne tro. Der sker noget i deres liv: Det kan være helt vildt fantastisk dejligt – og det kan være en tragedie. Noget, der ryster de mennesker på godt og ondt, så alt det med Gud ikke længere er noget intellektuelt, men eksistentielt og personligt. Indvendingerne mod kristendommen, der var noget, der foregik oppe i hovedet, bliver pludselig meget små og ligegyldige. Spørgsmålet om Gud er ikke bare en kategori, som man kan trække i en quiz… det er personligt. Kristendommen handler ikke om at få svar på nogle spørgsmål – kristendommen er personlig, det er liv. Det kan godt være, at du så tænker: Ja, det var det jeg vidste – kristendommen drejer sig om at skubbe hovedet til side og indvendingerne til side og bare være naiv. Og jeg er altså alt for klog til det. Det ville jeg aldrig gøre. Og så tror jeg faktisk, at du allerede har gjort det – engang – bare på en anden hjemmebane. Du er bare nok ikke klar over det. For uanset hvor klog vi er, så har vi sikkert alle sammen fået indvendingerne til en ting til at skrumpe i lyset af noget meget personligt. Jeg kan tydeligt huske alle […]
...
Det her er mit kollats – som det hedder. Det er biskoppens dokument, der overdrager et embede til en præst. Og det beskriver samtidig min opgave som præst her i Hobro. Der står, at jeg er lovligt ansat som sognepræst. Jeg skal forvalte dåb og nadver efter Kristi indstiftelse og forkynde Guds ord rent og ret i troskab mod de bibelske skrifter… og så er det underskrevet den 24. maj 2012 af biskoppen i Aarhus. Det er hvad der er min opgave, og det blev læst op 2. pinsedag 2012 ved min indsættelse her i kirken. På samme måde hører vi om, hvordan Jesus læser det, man kunne kalde hans kollats skrevet af profeten Esajas, da han står i sin hjemby Nazareth. Det Jesus siger: Jeg har Herrens ånd over mig, jeg er salvet, jeg er udsendt for at forkynde frihed til fanger og undertrykte, syn til blinde og et nådeår fra Herren. Jesu nådeår Gud har sendt mig for at bringe evangelium, godt budskab, til fattige. Selvfølgelig er det ikke bare fattig som at man har en dårlig økonomi – men det er dem, der har erkendt, at de er fattige overfor Gud. De fattige er dem, der ikke har nogen som helst ressourcer i dem selv, som de kan bygge på, når der drejer sig om at stå foran Gud og drejer sig om deres evige frelse. At være fattig det er en holdning til sig selv og sine medmennesker, som vokser ud af en fuldstændig hjælpeløshed – at man har set at overfor Gud kan man kun komme med tomme tiggende hænder som en ussel tigger. En tigger kommer med fuldstændig tomhed og kan kun bukke sig i støvet – og modtager han noget, så er det af ren nåde og ren barmhjertighed. Er du fattig? For så har jeg en god besked til dig, og det er, at Jesus af Nazareth har gode nyheder til dig i dag. Jesu opgave var at proklamere evangeliet netop til fattige – det vil sige til dig. ”Salig er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres”. Du har ikke noget, Gud vil give dig alt. Det står lige her i hans kollats: Han skal bringe godt budskab til fattige. Og der står videre, at han er kommet for at udråbe frigivelse for fanger. Min far var 12 år, da frihedsbudskabet lød i radioen – og det var næsten ikke blevet talt til ende før man bare måtte løbe ud på gaderne og feste og fejre, at nu var man blevet fri. At fra i morgen var man ikke længere som fanger i sit eget land. Hurraaaa…. Ud på gaden. Selv de tyske soldater festede nede på kasernen i Odense – på en måde blev de også befriet: Nu skulle de hjem! I en endnu større skala er det det, Jesus skal ifølge hans kollats. Han skal ikke bare besejre Hitlertyskland – han skal besejre den besættelsesmagt, der holder hvert enkelt menneske som fange: Synden, død og Djævel, den uhellige treenighed. Jesus vandt en knusende sejr over ondskabens magter, da han døde på korset og opstod fra sin grav. Vores fangeskab er over – Jesus udråber frigivelse for os, besættelsesmagten er besejret, vi venter bare på at friheden bliver en realitet. Jesus skal give syn til blinde – både rent fysisk, men også et åndeligt syn. Jesus ønsker at åbne vore øjne, så vi ser Gud på den rigtige måde: Gud som kærlig far, en tilgivende far, en nådig Gud. Men så vi også ser vore medmennesker på samme måde som Gud ser på dem, nemlig som elskede mennesker. Jesus er kommet for at sætte undertrykte i frihed. Er du nedbrudt og knust over al den sorg, elendighed og undertrykkelse, der er i verden i dag? Sygdom, død, sorg, konflikter og forvirring er en del af hverdagen selv i et fredeligt land som Danmark. Jesus er kommet for at sætte os fri fra denne undertrykkelse – det, som virker så overvældende på os, fordi det er overalt og vi intet kan gøre ved det. Guds nåde møder vores elendighed i mennesket Jesus Kristus. En dag, kære venner, en dag så får alt det her onde, det får ende, når Jesus råber ud over verden: Nu er det nok! Og alt stopper og må bøje deres knæ: Jesus er Herren. Jesus skal udråbe et nådesår fra Herren. Et nådesår er indbegrebet af en ny start. Bibelen beskriver jubelåret som et år, der skulle komme for hvert halvtresindstyve år, hvor folket fik lov til at starte på en frisk. Når der blev blæst i hornet det år, så skulle alt gæld blive nulstillet og slaver blev frigivet og kunne igen vende tilbage til deres familier. Gæld skulle streges over. Jord, der var blevet solgt i løbet af den periode, skulle leveres tilbage til sin oprindelige ejer. På den måde viste Gud, at landet i virkeligheden ikke var deres, men at det var et land, som de havde fået givet som lån. Det har nok aldrig fungeret sådan i praksis, men det var Guds plan. Men det fungerede ved det nådeår, som Jesus skulle udråbe. Jesus er nemlig Guds største nådeår. Her er det ikke bare økonomi og ejendomsret, der bliver nulstillet – nej, det er endnu større, nemlig vores skyld overfor Gud, der bliver nulstillet. Som de fattige længtes efter nådeåret, sådan skal vi som skylder Gud og vores medmennesker også længes efter at høre budskabet om, at vi starter på en frisk. Sådan lyder Jesu kollats. Og Jesus levere det med stemplet ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Folks reaktion på Jesu ord Men et kollats handler ikke bare om præstens forpligtelser, menigheden har også forpligtelser: Det er menighedens ansvar trolig at søge til kirke for at vokse i troen ved Herrens Ord og Sakramenter. Jeg beder derfor menighedens medlemmer med god vilje at modtage sognepræst Kim Legarth som deres præst”. Menigheden i Nazareth tog i første omgang imod Jesus med god vilje – men det […]
...
I begyndelsen af gudstjenesten fortæller jeg denne historie: Der er en sand historie fra den synkende Titanic. En kvinde sad i en af redningsbådene, der snart skulle til at sænkes ned i det kolde hav. Pludselig kom hun i tanke om noget, som hun bare ville have med sig. Hun fik allernådigst lov til at løbe hen efter det – men hun skulle være tilbage inden 3 minutter, for så ville de sænke redningsbåden ned i vandet også uden hende. Hun løb hen over dækket, der allerede var begyndt at få en faretruende hældning. Hun løb igennem spillehallen, hvor der stadigvæk lå bunker af penge, som folk havde forladt. Hun kom til sit værelse, hvor hun skubbede til sine smykker og diamantringe og så rakte hun ud efter et par små appelsiner. Og så skyndte hun sig tilbage til redningsbåden og steg ind. Utroligt – for 40 minutter siden, da ville hun aldrig have valgt et par slatne appelsiner i stedet for bare det mindste af sine smykker. Men døden var kommet om bord på Titanic og nu var alle værdier byttet rundt. Uvurderlige ting var nu pludselig værdiløse – og værdiløse ting var blevet uvurderlige. Og i det øjeblik foretrak hun tre små appelsiner frem for sine diamanter. Damen vidste, at hun skulle forberede sig på et liv i redningsbåden og der ville et par diamanter ikke hjælpe hende, men et par appelsiner ville give hende styrke og kræfter til at overleve. Dagens gudstjeneste handler om at være parat – og leve livet. Leve livet og have den rette prioritering i livet. Det gælder om at finde ud af hvad der egentlig er det værdifuldeste i livet, hvad der egentlig er det, der dur og holder for Jesus kommer igen på et eller andet tidspunkt. Selve prædikenen I år havde jeg et bryllup i Asdal Kirke, hvor bruden og brudgommen gerne ville slippe for at deres fest blev for bryllupsagtigt. De ville bare have en ganske almindelig, afslappet og stille og rolig fest – så de inviterede ikke til bryllup, men til en fødselsdagsfest. Alle gæsterne blev overrasket… Men havde broderen gættet, at der var bryllupsfest, for pludselig under festmiddagen delte han en sang ud, som han havde skrevet til deres bryllup. Hvordan kunne det lade sig gøre? Havde han alligevel gennemskuet at fødselsdagsfesten var et dække for et bryllup? Nej, det havde han faktisk ikke. Nej, han havde skrevet sangen for rigtig mange år siden. Hver eneste gang, hvor de to havde inviteret til en eller andet fest, så havde han taget sine sange med – for det kunne jo være denne gang, at de ville overraske med et bryllup. Og hver eneste gang havde han så taget sangene med tilbage igen – ja, hver eneste gang, undtagen den gang, hvor der så virkelig var et bryllup. Og som den eneste, så havde han forberedt sig til bryllup og lavet en sang til det kære brudepar. Det synes jeg er helt vildt imponerende – tænk at være så godt forberedt. Jeg har lige læst en tekst om nogle brudepiger. Jeg vil ikke til at forklare en masse ting om hvordan bryllupper var på Jesu tid og hvad det er for en tradition med brudepiger og fakkeloptog – nej, for vi forstår jo godt hovedbudskabet i lignelsen: Fem brudepiger var kloge og fem var tåbelige. De kloge var forberedte og kom ind til festen – de fem tåbelige var uforberedte og kom ikke ind til festen. Og så kommer Jesus med hovedpointen: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen for hvornår jeg, Jesus, kommer tilbage på himmelens skyer. I bekender det hver eneste søndag: Opfaret til himmels, siddende ved Gud fader den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme igen for at dømme levende og døde”. I ved det jo godt – jeg kommer på et eller andet tidspunkt – kommer som kongernes konge, og herrernes herrer. Våg derfor, vær parate, vær beredte, så I ikke skal komme til en låst dør – så I ikke skal gå glip af den store fest, som jeg har inviteret jer med til i himmelen. Våg derfor – fald ikke i en åndelig søvn. Der går en historie om at en mand faldt i søvn i Horne Kirke og det midt under prædikenen. Da præsten nåede sit amen, så vågnede han, rejste sig op søvndrukken og sagde: ”Jamen, så siger jeg tak for kaffe”. Det er rimeligt uskyldigt at falde i søvn i kirken, noget mere farligt er det, hvis man falder i søvn, når man sidder bag rattet i en bil, for så kan det ende med en stor ulykke, hvis man ikke vågner op i tide. Og søvnen komme lige så langsomt snigende ind – det begynder med at man bliver blinker kort med øjnene, det kan være man åbner dem selv om man faktisk ikke kan huske at man lukkede dem. Det sker lige så langsomt og selv om man kæmper en brav kamp for at holde søvnen på afstand, så er det virkelig dødskørsel man er ude i. Og det kan ende virkelig galt. Åndelig søvn er lige som den fysiske søvn noget, der kommer snigende ind lige så langsomt – pludselig er den over os og vi sover hen i en dyb åndelig søvn. Og hvem ved om vi først vågner op, når Jesus kommer igen, og vi så vågner op og opdager: ”Hov – jeg har ikke olie på lampen! Hov, jeg er alligevel ikke klar”? Hvor vil det bare være surt, hvis vi ikke er klar til at Jesus kom igen… hvor ville det bare være bittert, hvis vi ikke er klar, når Jesus kom igen… ja – hvor ville det være katastrofalt, hvis vi ikke er klar, når Jesus kommer igen, for det er det samme som det ord, der smager af død og ødelæggelse, nemlig fortabelsen. VI havde sådan set alt på plads – ligesom de fem tåbelige piger, der havde […]
...-
Det er utroligt sjældent, at jeg køber aviser, men jeg har et ferieritual, og det er netop at købe en avis i starten af ferien, for så har vi den at læse i løbet af ugen. Og når ferien er færdig, så har vi fået det hele læste – hver eneste lille artikel og kronik. Sådan begyndte jeg også min ferie med at købe avisen – det blev Jyllandsposten. Og den indeholdte faktisk rigtig mange spændende artikler set i lyset af det store klima-flop-møde… nej, klimatopmøde, der begynder i morgen. Der var blandt andet en artikel om vejen til klimamødet, hvor man kunne læse at Anders Fogh Rasmussen skød forberedelserne i gang for to år siden, da han i New York formulerede i år som deadline, hvor han sagde: ”2009 er sidste udkald. Fiasko er ikke en mulighed”. Der har virkelig været store forventninger til det møde. Man skulle slå en streg i sandet og så forestillede man sig verden før december 2009 som en ustyrlig, foranderlig, kaotisk, klimaforandrende verden og et efter, hvor verden nu kæmper og ofrer sin livsstil for at modvirke klodens temperaturstigning. Man må vel sige, at overliggeren er sat noget ned i forhold til de drømme, man havde, da mødet første gang blev sat på tegnebrættet. Et andet sted i avisen kunne man læse en kronik af en borgerlig politiker, der så tilbage på tiden før 11. september, som han så som uskyldens fald. For efter murens fald troede han med andre, at den evige fred var kommet til jorden – at vi skulle være den første generation, der kunne slippe for at gå i krig. Han troede at kapitalisme og demokrati ville gå hånd i hånd og følges ad i en stor erobring af verden. Den idé brast – nu kan kronikøren se, at der skal kamp til før dette bliver virkelighed. Og præsidenten i USA, Barack Obama er forgangsmanden, der skal være med til at sikre denne sejr og denne fred. Der er altså nok af afgørende emner på den internationale politiske dagsorden, hvor disse to vel er de største lige netop nu: Den globale opvarmning og krigen mod terror. Der er altså nok at blive bange for, nok at være bekymret for, for lykkes det? Kan vi vinde mod mørkemændene? Kan vi vende klimaudviklingen? Kan vi…? Og Obamas valgslogan klinger i baghovedet: Yes we can… ja, vi kan. Men kan vi…? kan vi opnå enighed om hvad der skal gøres i klimaspørgsmålet (og vil det overhovedet hjælpe), kan vi opnå fred på jorden? Selvfølgelig: Det er nødvendigt at drømme, selv om drømmen ligner en illusion. Det er skønt og smukt at hellige sig kampen for en bedre verden – og man kan hente inspiration til måde miljøforkæmpelse og kampen for fred i Bibelen, men jeg tror, at vi kæmper mod en uovervindelig fjende: Os selv, vores egoisme og vores synd. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvornår har menneskeheden virkelig sat sig et positivt mål med positivet midler, og så opnået det? Ja, jeg er ikke kommet i tanke om noget tilfælde. Vi kan godt sætte os høje mål ved store konferencer og store militære oprustninger for engang for alle at slå fjenden tilbage, så vi får ”peace in our time”, som den engelske premiereminister Neville Chamberlain sagde, da han havde forhandlet med Adolf Hitler: Fred i vores tid. Men den fred varede ikke længe, men så kom 2. verdenskrig, krigen som skulle afslutte alle krige… men også det kom ikke til at passe. Vi kan sætte os høje mål, og vi mennesker kan se så positivt på os selv, at vi måske endda tror det kan lade sig gøre, men historien taler sit klare sprog – det lykkes ikke. Og vel kan historien ændre sig, men det kan mennesket ikke. Bibelen taler rigtig mange steder om fred og om at passe på skaberværket, men den giver os ikke meget håb om at det er noget, der skal bygge på vores bestræbelser. Den bygger ikke sine forhåbninger på en amerikansk præsident – for Bibelens fred bygger ikke på nogen isme, om det så er kapitalisme, nazisme, socialisme, kommunisme, humanisme eller amerikanisme eller hvad vi ellers kan finde på af ismer. Bibelen bygger ikke sine prognoser på alverdens kloge biologer og eksperter i gletschere og på alverdens delegerede, der strømmer til Danmark for at frelse verden for os mennesker, men den bygger sin fremtid på Kristus. Den tegner ikke noget smukt fremtidsbillede for vores kære blå planet – nej, tværtimod vil det blive meget værre end det vi kender i dag. Naturkatastrofer og krige – ”folk skal rejse jeg imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv” og kristne vil blive forfulgt for deres tro over hele verden, vi vil blive hadet af verden. Bibelen taler om at kærligheden på det tidspunkt vil blive kold (for dette: Se Matthæusevangeliet 24). Og så kommer det, vi læser om i dagens tekst, nemlig råbet: ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham”. Jesus kommer igen som et lyn fra en klar himmel. Pludselig sker det, det kan ske om lidt, det kan ske i morgen – det kan ske om 50 år, men det vil ske og da gælder det om at være parat til at tage imod ham med tro og håb. Den dag vil nogle opdage, at de faktisk ikke var parat, endda folk, der kalder sig kristne vil opdage, ”jeg er ikke klar” – der var så mange ting, der tog opmærksomheden fra det aller vigtigste, nemlig troen på Jesus og livet med ham, så da Jesus pludselig kom igen, så var jeg alligevel ikke klar – og jeg ser døren foran mig blive smækket i, og da jeg banker på døren det bedste jeg kan, ”Luk mig ind”, så er det eneste, der lyder fra den anden side: ”Jeg kender dig ikke”. Der vil ikke være nogen optakt, så vi kan regne ud, at nu kommer han, for han […]
... 
Det fortælles om den store danske filosof Søren Kierkegaards, at han på et tidspunkt havde inviteret sin forlovede Regine Olsen i Det kongelige Teater for at høre Mozarts opera Don Giovanni. Og Regine glædede sig naturligvis til den store aften, men da aftenen oprandt fortalte Kierkegaard, at han havde leveret billetterne tilbage, så de skulle ikke af sted alligevel, for – som han sagde – ”af alle glæder er forventningens glæde den største”. Og de havde hun jo haft. Måske var det godt nok at Kierkegaard brød forlovelsen, og blev ved med at være ungkarl resten af sit liv. Men der er jo noget over forventningens glæde – selvfølgelig skuffelsen bliver så endnu større end glæden, hvis det man håber på ikke sker. Men det at glæder sig til noget, forvente noget… det er stort og dejligt. Jeg glæder mig f.eks. til julen – ikke på grund af pakker og god mad… det kan såmænd være lige godt, jeg har jo alt hvad jeg ønsker mig allerede. Nej, det at få familien på besøg heroppe i Horne… også selv om det er svigerfamilien, ja, det er da dejligt. Jeg glæder mig til i midten af marts, hvor jeg om Gud vil skal være far første gang. Jeg glæder mig… I har sikkert også et eller andet I glæder jer til. Forventningens glæde. Nu har jeg lige læst en tekst om nogle, der glædede sig til at de skulle til bryllup – de 10 brudepiger, der ventede på at brudgommen skulle komme, så festen kunne begynde. Det er en af Jesu historier, og som altid, så fortæller Jesus ikke bare en god historie for at fortælle en god historie. Nej, det er en pointe og en mening med den… han ønsker at fortælle os noget om fremtiden, om at han engang kommer tilbage. Nu her til jul skal vi høre om hvordan Jesus kom første gang, kommer som det lille barn. I dag hører vi så om hvordan Jesus kommer igen anden gang – denne gang som den regerende verdenskonge. Da er det ikke bare de vise mænd og hyrderne ude på marken, der skal falde på knæ for ham, men da skal alle uden undtagelse hilse ham som Herren. Og det er noget vi skal glæde os til, fortæller historien, for når Jesus kommer, så vil det være som en bryllupsfest. Så glæde dig, Jesus kommer snart igen, og han kommer og skaber lys, når det er aller mørkest. Lignelsen fortæller, at ved midnatstid, lød der et råb: ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham”. Det er starten på slutningen for verdenshistorien og starten på begyndelsen for den himmelske evige historie. Det hele begynder med et råb – en ordrer. Kigger vi i Paulus´ 1. brev til menigheden i Thessalonika, så begynder evigheden også med et råb, en ordre. Jeg læser det op fra Den nye Aftale, som er Bibelselskabets nudanske oversættelse af Det nye Testamente – og der står: ”Når ordren lyder, ærkeenglen kalder, og Guds trompeter gjalder, så vil Kristus selv komme ned fra himlen, og alle de døde, der har troet på ham, vil genopstå.” (1. Thes 4,16-17 i ”Den Nye Aftale”). Det hele begynder med en ordre. Det hele begynder med at Gud taler! En af de største mysterier i de sidste snart 2000 år er Guds tavshed. Guds vedvarende tavshed. Verden har været plaget af ødelæggende krige – Gud har forblevet tavs Frygtsomme uretfærdigheder har plaget verden. Gud var tavs. Pest og sygdomme har fejet hen over jorden. Gud var tavs. Naturkatastroferm jordskælv, tornadoer, sunamier, vulkanudbrud… Gud var tavs. Forfølgelse, holocaust, kriminalitet, mennesker har begået rædselsfulde ting, så man overvejer om det i det hele taget var mennesker, der gjorde det her. Gud er tavs. Onde menneskers velstand vokser på bekostning af andres elendighed – alkohol, narkotika, kvindehandel. Gud er tavs. Falske religioner har fanget millioner af mennesker i et sjæleligt mørke – og Gud er tavs. Det er menneskehedens store skrig: Hvorfor? Hvorfor er Gud tavs? Hvorfor gør han ikke noget? Hvorfor taler han ikke? Svaret er simpelt: Han har talt – han har handlet. For 2000 år siden har Gud vist sin magt og herlighed på jordens overflade – hvad jorden er vidne til nu i denne mystiske stilhed er den evige Guds tålmodighed. Når Gud bryder tavsheden – så vil de være med et råb – en befaling. Hele skabningen venter med længsel på det råb, på den befaling – som Paulus skriver i Romerbrevet: ”Alt det Gud har skabt, venter i længsel på at han afslører at vi er hans børn. Alt det skabte skal nemlig dø. Ikke fordi det gerne vil, men fordi Adam gjorde det han gjorde. Nu håber det skabte på en dag at blive befriet så det ikke længere skal være underlagt døden, men opnå den samme guddommelighed som Guds børn får. Vi ved at alt det skabte indtil nu har sukket og stønnet som om det havde voldsomme smerter” (Rom 8,19-22). Og det hele begynder med et råb. Jeg kan ikke lade være med at tænke over hvad det er for et råb – hvad bliver der råbt? Jeg har læst en prædiken, hvor præsten drømte om, at Jesus ville bruger ordene fra Salomons Højsangen (2,10-13): Så siger min elskede til mig: Stå op, min kæreste, kom dog, min smukke! For nu er regntiden ovre, regnen er hørt op, den er borte. Blomsterne kommer til syne i landet, sangens tid er inde, turtelduens kurren høres i vores land. Figentræets frugt modnes, vinstokkens blomster dufter. Stå op, min kæreste, kom dog, min smukke! Jeg tror nu ikke det er det, men det er nu smukke og rammende ord, at Jesus skulle kalde sin kirke op til sig med ordene, kæreste og smukke. Jeg er ikke så poetisk, hvis jeg skulle komme med et gæt på hvad der vil bliver råbt, så er det bare 4 ord: ”Nu er det nok!”. Nu er det nok med ondskaben, elendigheden, sygdommen, synden, døden og alt det, som vi længes væk fra, […]
...
EN NY START I min studietid var jeg en gang engageret i en missionsuge, hvor der virkelig var kælet for alle detaljerne. Vi havde fået nogle rigtig gode forkyndere ind, og lavet hyggeligt cafémiljø i missionshuset… og havde folk til at gå rundt med invitationer til mødet. Og netop invitationerne…. jeg har en invitation liggende hjemme i en mappe. Hold da op, hvor var det grimt. Man kunne virkelig ikke se hvad det forestillede – og selv når man vidste hvad det forestillede, så var det stadigvæk grimt. Hold da op, hvor var jeg skuffet… og også ked af det. Nu havde vi virkelig knoklet, og så ansigtet udadtil skulle så være sådan noget sjusket stads. Nå, på vej hjem fra et af møderne cyklede jeg så med en af mine venner, og så måtte jeg altså lige dele mine frustrationer med ham. Og han fik hele smøren…. ”Og så bliver der lavet sådan en tegning foran”. Det varede lidt inden ham jeg cyklede med så svarede: ”ja, nu er det godt nok mig, der har tegnet tegningen”. UPS UPS UPS UPS!!! “Ja, den står vist ikke til at redde” – kan jeg huske jeg svarede. I har sikkert også prøvet at sige et eller andet, som I bagefter tænker: ”Bare jeg ikke havde sagt det”. Eller: ”Bare jeg ikke havde gjort det”. Bare man kunne starte forfra – hviske tavlen ren og så bare begynde igen. Lidt lige som de stykker legetøj, som man i hvert fald havde da jeg var barn. Det var intet med elektronik og lyde og lys, men bare en plastik plade, hvor man med nogle små knapper til højre og venstre, så man kunne styre et eller andet inde bagved, der lavede en tegning i sandet bag en plastik-plade. Kender I sådan en? Det er lidt svært at beskrive, men når man så har lavet en tegning, som man måske ikke lige synes om, så rystede man bare legetøjet, og så var tegningen i sandet klar til en ny tegning. Ville det ikke være rart, hvis livet var som sådan et stykke legetøj, hvor man kan ryste det, og så bare begynde forfra – helt på en frisk. For uanset hvor meget vi anstrenger os i vores liv, så vil vi altid på en eller anden måde komme ud i bøvl og ødelægge vores forhold til Gud og til vores medmennesker. Så ville det være rart bare at kunne ryste lidt og begynde helt forfra. Vi har alle på et eller andet tidspunkt brug for at starte på en frisk. I Det gamle Testamente findes der et begreb, der taler om sådan en ny start. Der hedder jubelåret. Det var for hvert halvtresindstyve år, hvor folket fik lov til at starte på en frisk. Når der blev blæst i hornet på den store forsoningsdag det år, så skulle alt gæld blive nulstillet og slaver blev frigivet og kunne igen vende tilbage til deres familier. Gæld skulle streges over. Jord, der var blevet solgt i løbet af den periode, skulle leveres tilbage til sin oprindelige ejer. På den måde viste Gud, at landet i virkeligheden ikke var deres, men at det var et land, som de havde fået givet som lån. Sådan står der i Bibelen som et påbud, men der er ikke noget, der tyder på, at jøderne rent faktisk gjorde som det var blevet pålagt dem. For hvem ville bare sætte sig hen og slette alt hvad man havde ude og hænge rent økonomisk? Hvem ville slippe sin slaver fri? Men ikke desto mindre: Det var Guds vilje med folket, at sådan skulle det være. Det er lidt lige som de mange andre ting, som ser mærkelig ud i vores bibel, så er dette jubelår også et billede og symbol på noget større. Jubelåret er Bibelens store illustration på hvordan Guds nåde og godhed fungerer. At den fungere ved at slette ud og starte på en frisk. Jubelåret som er nådeåret, som Esajas skriver om: »Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.« I kan nok huske I har hørt det før, for jeg har faktisk lige læst det op fra dagens evangelium. Det var det, Jesus skulle prædike over den dag, da han stod i synagogen i sin hjemby. Stemningen var sikkert spændt til bristepunktet, når nu deres store byssøn kom for at prædike for dem. Der står lige fremme: ”alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham”. Og Jesus satte sig og begyndte at prædike: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” I dag er nådeåret kommet til jer – lad os ryste posen og begynde forfra. Det er ordene, som vi begynder det nye kirkeår med – ordene som man kan se som Jesu åndelige regeringsgrundlag. Vi begynder et nyt kirkeår i dag – og som Jesus bruger denne tekst som en slags programerklæring for sit virke, sådan kan vi også se det som en programerklæring for alle de gudstjenester, som vi samles til her i kirken. At det, der skal forkyndes er nåd, frelse og frihed. Det, der skal forkyndes, er at Jesus er Guds største nådeår og jubelår. Her er det ikke bare økonomi og jordejendomme, der bliver nulstillet – nej, det er endnu større, nemlig vores skyld overfor Gud, der bliver nulstillet. Og det er det, der først og fremmest skal forkyndes her fra kirken. Som de fattige længtes efter nådeåret, sådan skal vi som skylder Gud og vores medmennesker også længes efter at høre budskabet om, at vi starter på en frisk. Men også et budskab om at alt det, der holder os fanget fra nu af ikke behøver at holde os fanget længere. Vi skal prædike frigivelse for fanger og vi skal fortælle, hvor undertrykte kan blive sat i frihed. Og […]
...-
EN NY BEGYNDELSE I min studietid var jeg en gang engageret i en missionsuge, hvor der virkelig var kælet for alle detaljerne. Vi havde fået nogle rigtig gode forkyndere ind, og lavet hyggeligt cafémiljø i missionshuset… og havde folk til at gå rundt med invitationer til mødet. Og netop invitationerne…. jeg har en invitation liggende hjemme i en mappe. Hold da op, hvor var det grimt. Man kunne virkelig ikke se hvad det forestillede – og selv når man vidste hvad det forestillede, så var det stadigvæk grimt. Hold da op, hvor var jeg skuffet… og også ked af det. Nu havde vi virkelig knoklet, og så ansigtet udadtil skulle så være sådan noget sjusket stads. Nå, på vej hjem fra et af møderne cyklede jeg så med en af mine venner, og så måtte jeg altså lige dele mine frustrationer med ham. Og han fik hele smøren…. ”Og så bliver der lavet sådan en tegning foran”. Det varede lidt inden ham jeg cyklede med så svarede: ”ja, nu er det godt nok mig, der har tegnet tegningen”. UPS UPS UPS UPS!!! “Ja, den står vist ikke til at redde” – kan jeg huske jeg svarede. I har sikkert også prøvet at sige et eller andet, som I bagefter tænker: ”Bare jeg ikke havde sagt det”. Eller: ”Bare jeg ikke havde gjort det”. Bare man kunne starte forfra – hviske tavlen ren og så bare begynde igen. Lidt lige som de stykker legetøj, som man i hvert fald havde da jeg var barn. Det var intet med elektronik og lyde og lys, men bare en plastik plade, hvor man med nogle små knapper til højre og venstre, så man kunne styre et eller andet inde bagved, der lavede en tegning i sandet bag en plastik-plade. Kender I sådan en? Det er lidt svært at beskrive, men når man så har lavet en tegning, som man måske ikke lige synes om, så rystede man bare legetøjet, og så var tegningen i sandet klar til en ny tegning. Ville det ikke være rart, hvis livet var som sådan et stykke legetøj, hvor man kan ryste det, og så bare begynde forfra – helt på en frisk. For uanset hvor meget vi anstrenger os i vores liv, så vil vi altid på en eller anden måde komme ud i bøvl og ødelægge vores forhold til Gud og til vores medmennesker. Så ville det være rart bare at kunne ryste lidt og begynde helt forfra. Vi har alle på et eller andet tidspunkt brug for at starte på en frisk. Jubelår og nådeåret I Det gamle Testamente findes der et begreb, der taler om sådan en ny start. Der hedder jubelåret. Det var for hvert halvtresindstyve år, hvor folket fik lov til at starte på en frisk. Når der blev blæst i hornet på den store forsoningsdag det år, så skulle alt gæld blive nulstillet og slaver blev frigivet og kunne igen vende tilbage til deres familier. Gæld skulle streges over. Jord, der var blevet solgt i løbet af den periode, skulle leveres tilbage til sin oprindelige ejer. På den måde viste Gud, at landet i virkeligheden ikke var deres, men at det var et land, som de havde fået givet som lån. Sådan står der i Bibelen som et påbud, men der er ikke noget, der tyder på, at jøderne rent faktisk gjorde som det var blevet pålagt dem. For hvem ville bare sætte sig hen og slette alt hvad man havde ude og hænge rent økonomisk? Hvem ville slippe sin slaver fri? Men ikke desto mindre: Det var Guds vilje med folket, at sådan skulle det være. Det er lidt lige som de mange andre ting, som ser mærkelig ud i vores bibel, så er dette jubelår også et billede og symbol på noget større. Jubelåret er Bibelens store illustration på hvordan Guds nåde og godhed fungerer. At den fungere ved at slette ud og starte på en frisk. Jubelåret som er nådeåret, som Esajas skriver om: »Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.« I kan nok huske I har hørt det før, for jeg har faktisk lige læst det op fra dagens evangelium. Det var det, Jesus skulle prædike over den dag, da han stod i synagogen i sin hjemby. Stemningen var sikkert spændt til bristepunktet, når nu deres store byssøn kom for at prædike for dem. Der står lige fremme: ”alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham”. Og Jesus satte sig og begyndte at prædike: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” I dag er nådeåret kommet til jer – lad os ryste posen og begynde forfra. Lad os begynde forfra Det er ordene, som vi begynder det nye kirkeår med – ordene som man kan se som Jesu åndelige regeringsgrundlag. Vi begynder et nyt kirkeår i dag – og som Jesus bruger denne tekst som en slags programerklæring for sit virke, sådan kan vi også se det som en programerklæring for alle de gudstjenester, som vi samles til her i kirken. At det, der skal forkyndes er nåd, frelse og frihed. Det, der skal forkyndes, er at Jesus er Guds største nådeår og jubelår. Her er det ikke bare økonomi og jordejendomme, der bliver nulstillet – nej, det er endnu større, nemlig vores skyld overfor Gud, der bliver nulstillet. Og det er det, der først og fremmest skal forkyndes her fra kirken. Som de fattige længtes efter nådeåret, sådan skal vi som skylder Gud og vores medmennesker også længes efter at høre budskabet om, at vi starter på en frisk. Men også et budskab om at alt det, der holder os fanget fra nu af ikke behøver at holde os fanget længere. Vi skal prædike frigivelse for fanger og vi skal fortælle, hvor undertrykte […]
... -
Prædikenen blev holdt første gang den 12. december 2006, men da jeg blev kaldt til gudstjenesten søndag den 6. december klokken 7.30 blev den fundet frem og pudset af til en gudstjeneste i Hertug Hans. Her er den “afpudsede” udgave. Lyt til prædikenen: Læs prædikenen: ”Ja, den vej skal vi jo alle” – om vi ikke selv har sagt det i forbindelse med et dødsfald, så har vi i hvert fald hørt det. Eller: ”Hvis der er en ting, der er sikkert her i livet, så er det, at vi en gang skal dø”. Den vej skal vi jo alle – nej, ikke alle. Hvis der er en ting, der er sikkert her i menneskelivet, så er det, at vi en gang skal dø – nej, det er ikke sikkert. Det vil vi ikke sige, hvis vi virkelig mente det vi sagde for lidt siden i vores trosbekendelse om Jesus, der er: ”Siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Og om lidt skal vi bede fadervor, hvor vi beder ”komme dit rige”. Så nej, vi skal ikke alle sammen den samme vej, for det er nemlig ikke sikkert at vi en gang skal dø, for kirkens tro er, at Jesus på et eller andet tidspunkt kommer bragende frem på himmelens skyer i megen magt og herlighed – og dér i kølvandet på at verdenshistorien ender og paradishistorien bliver genoptaget, dér ryger døden. Når Jesus kommer, så vil der ikke være nogen død – og ved I hvad… han kommer snart. Det har han lovet os – så med mindre du regner med at det, der står i Bibelen ikke passer, så kan du tro, at Jesus kommer igen… og det snart. Jeg ved godt, at det har kirken sagt i snart 2000 år – men betyder det så, at kirken har taget fejl? Nej, – det betyder bare, at Jesus har ventet med at komme igen, for at du også skulle have muligheden for at komme med ind i Himmerrig. – Det betyder bare, at vi er tættere på at han kommer i dag end dengang. Som vi hørte sidste søndag, hvor Paulus siger ”nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro” (Rom 13,11). Så ja, Jesus kommer… og han kommer snart. Hvem ved, måske når vi ikke at komme til De ni læsninger i domkirken i eftermiddag, men må rykke hele herligheden op foran Guds trone. Tænk hvis adventen i 2020 bliver den store advent – advent betyder jo ”Herrens komme”. Tænk, hvis Herren kom i dag. Hvordan har du det med det? Hvordan har du det, når du læser en tekst som denne her? Forventer vi Jesu komme på samme måde, som nogle har det i tandlægens venteværelse eller som nogle andre har det, inden de skal ind til torskegilde på skattekontoret…. med frygt. Eller har vi det på samme måde som jeg havde det, da jeg sad i Christianskirken i Århus og ventede på at hoveddøren skulle åbnes og min brud træde ind i kirken? Glæde og forventning. Nu kan jeg jo godt lide at læse Kaj Munk, i en prædiken skriver han ”For 15-16 år siden stod jeg en perlende Sommermorgen i min Have, aldeles fortabt i Livets Dejlighed. Da hørte jeg paa eengang en underlig Tone i Luften, og jeg tænkte: Det skulde dog vel aldrig være Herren, der kommer igen. Det viste sig nu senere, at Redningsbaaden ved Havet holdt Øvelse, og det var en Raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo af mig selv eller skammede mig. Jeg havde faaet noget at vide om mig selv, jeg var glad for. Og aldrig vil jeg glemme den Følelse af Lykke, der greb mig ved Muligheden for, at det kunde være Ham selv. Skønnere syntes jeg ikke, den skønne Sommermorgen kunde krones” (s 222 Munk, mindeudgave, prædikener).Sådan reagerede Kaj Munk – hvordan ville vi reagere? I frygt eller i glad forventning? Uden jeg ved det, så vil jeg tro, at hvis vi laver en undersøgelse herinde, så vil vi nok komme frem til at mange af os frygter det… ja, eller i hvert fald at vi også frygter det. Og det tror jeg ikke at der er noget at sige noget til. Havde det bare været børneleg det med Jesu andet komme, så ville Jesus nok ikke have brugt så meget krudt på det, som han gør igennem hele Det nye Testamente. Jesus vil ikke bare være vores vejleder i vores dagligdag, men også når verdens dagligdag står for sin afslutning – derfor det stykke, som jeg netop har læst. Han ønsker ikke at det her skal komme bag på os, så vi går helt i hundene, – når vi ser tegn i sol og måne og stjerner og på jorden – når folk gribes af rædsel og alt det andet, der står her. Jesus ønsker ikke, at det skal komme bag på os, så vi kaster os ud i rædslen og frygt. Nej, vi skal gøre som vi altid har gjort også i andre svære tider: Vi skal vende os til Gud: ”Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”. Men for at vi kan løfte vores hoveder mod Jesus den dag, så skal vi netop også have gjort det før i vores liv. Vi skal ikke bøje vores hoveder i dagliglivets bekymringer, men også dér kunne løfte vores hoveder og se op til vores frelser og hjælper. Der går en historie om Martin Luther, som sikkert ikke passer. Men ifølge den historie skulle han være blevet spurgt om hvad han ville gøre, hvis han vidste, at Jesus kom igen i morgen? Jo, han ville gå ud og plante et træ i dag. For ham ville livet altså bare gå videre på trods af den viden. Sådan vil det være dagen før Jesu genkomst, og også på selve dagen: Livet leves som vi altid har gjort det enten sammen med Gud eller ikke sammen Gud. Enten med et […]
... -
Dagens evangelietekst handler om Jesu indtog i Jerusalem – jeg vil gerne begynde min prædiken med at pege på et helt andet indtog i en anden hovedstad. Når jeg læser teksten til i dag, kan jeg nemlig ikke lade være med at tænke på Bjarne Riis og hans indtog til København. Kan I huske det? – ”Tour de France” i 1996? Nu er jeg ikke den helt store sportsfanatiker, men alligevel ”Tour de France” 1996 var det år, hvor Ørnen fra Herning, Bjarne Riis, vandt turen for første gang – og smittede en stor del af Danmark med cykelfeber. Der var en kæmpefest, da Bjarne Riis kom til København, der blev digtet en hyldestsang til ham, statsministeren kom og holdt en hyldesttale osv osv … i månederne derefter var der stor skriveri i landets aviser om at man syntes at det bare var for dårligt, at Herning ikke ville gøre Bjarne Riis til æresborger, for det fortjente han da virkeligt – havde Herning da nogensinde haft et større bysbarn end netop Bjarne Riis? Folkestemningen vender Men Bjarne-Riis-feberen gik lige så langsomt tilbage… og var der ikke noget med doping? Og er han ikke utrolig arrogant? Pludselig vendte folkestemningen og den eufori, man oplevede i 1996 var nu vendt. Han, der før var pressens helt, blev nu pressens offer. Det kan man kalde noget af et skift! Hvor må det dog være mærkeligt at have været Bjarne Riis, da stemningen pludselig vendte sig imod ham. Folkestemningen er noget mærkeligt noget – den ene dag kan den være med én og den næste dag kan den være imod én. Den skal man ikke bygge på! En anden som fik lov til at mærke hvordan folkestemningen pludselig kunne vende, er Jesus. Jesus blev også modtaget med stor jubel, da han kom til Jerusalem palmesøndag. Folk stod langs vejene, da han red ind i byen – de stod med palmer og hilste ham velkommen som Messias, kongen, der skulle befri dem fra romerne. ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”. Havde man haft TV den gang havde de sikkert stået og sendt direkte ligesom det skete med Bjarne Riis, men som folkestemningen vendte sig i Danmark, sådan vendte den sig også i Jerusalem. Det løber mig koldt ned af skulderne, når jeg læser evangeliet til i dag, for det samme folk, som her kappes om at hylde Jesus med palmegrene og hylde ham som konge, det samme folk råber nogle dage efter ”korsfæst ham – korsfæst ham”. På få dage blev hyldestråb ændret til hadefulde og onde tilråb. Man kan ikke lade være med at tænke på hvor dybt de glade tilråb egentlig sad i folk, når de kunne skifte på så kort tid. Mindre end en uge efter at Jesus drog ind i Jerusalem, drog han sit sidste åndedrag på korset. Dræbt netop af folket. Det er i dag 1. søndag i advent og 1. december – julen er for alvor ved at melde sin ankomst – men hvad skal vi så med sådan en tekst, der handler om påske? Der er ikke meget adventshygge eller marcipan over Jesu indtog i Jerusalem, og især ikke, når vi tænker på fortsættelsen. Tænker på hvordan folkestemningen vender sig fra et ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn” til et ”Korsfæst ham!”. Hvorfor skal vi ha´ en påske-tekst til en dejlig adventsgudstjeneste? Selvfølgelig – det er den samme Jesus vi fejre i juletiden som vi fejre ved påsketiden – men der må være en anden sammenhæng – og ja, det er der! Adventstiden og juletiden er en tid, hvor vi fejre at Jesus kom til jorden – hvor vi fejre, at Gud førte den plan ud i livet, som han allerede havde planlagt, da Adam og Eva blev smidt ud af Paradiset, fordi de havde syndet mod Gud. Her kom han, som David fra Det gamle Testamente digtede om i den salme, som jeg læste fra alteret – han kom – han, som ”har skyldfrie hænder og et rent hjerte, han som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk. Han, som henter velsignelse fra Herren og retfærdighed hos sin frelses Gud”. Jesus kom for at blive set og hørt Han blev født for snart 2000 år siden i en stald i Betlehem, men han kom ikke bare for at blive ignoreret – han kom for at blive set og hørt – han kom for at blive troet. Han kom for at folk skulle tage imod ham. Tage imod ham ligesom folkene i Jerusalem gjorde første gang – nemlig under fest og jubel. Det er det samme der sker i advents- og juletiden – det bedste kommer op i os mennesker og vi fejre at Jesus blev født og kom herned til verden. Vi synger vores glade julesalmer… ja, i juletiden er ingen i tvivl om at vi lever i et kristent land. Men det er jo også fantastisk stort, det der sker i julen – hvem vil ikke blive revet med af det, hvis man rigtig tænker sig om? Det er jo enormt fantastisk, at Guds søn kom til jorden – at Gud blev menneske. Vi mennesker har så ofte forsøgt at blive gud og det mislykkes hver eneste gang. Her blev Gud menneske og det lykkedes fuldt ud! Den store Gud, der skabte jorden og alt hvad den rummer, som har skabt universet med stjernetåger og fjerntliggende solsystemer – den Gud, som har skabt dig og som holder dig i sin hånd og som elsker dig mere end du overhovedet kan forstille dig – han blev menneske. Han kom til jorden – den mægtigste konge kommer i form af det mest uskyldige og afvæbnende man overhovedet kan forestille sig: Nemlig som et spædbarn. Og når han nu indtager sin hovedstad Jerusalem sker det ikke på en stridshest, men på et æsel – her kommer virkelig en konge, der hersker ikke med våbenmagt og vold, men som hersker ved at tjene – ved at tjene os. Det er altså ikke så underligt at det […]
... -
Evangeliet til i dag er en lignelse – en lignelse er en historie, som Jesus bruger for at fortælle os om en åndelig virkelighed, som vi ellers ville have svært ved at forstå. Her i lignelsen til i dag handler det lige som alle de andre tekster, jeg har læst op, om Jesu andet komme. Vi fejrer jo advent – som betyder komme, så teksterne handler om forskellige vinkler af ordet ”Jesu komme”. Her hører vi altså om hvad der vil ske, når Jesus kommer igen. Det vil ske overraskende på et tidspunkt, ingen venter det og det er ikke alle, der vil være klar, når Jesus kommer igen. Og så vil dem, der er klar blive lukket ind til bryllupsfest – det betyder de vil blive lukket ind i himmelen til det evige liv sammen med deres Gud og frelser. Men hvad er så olien – hvad betyder det, at der er nogle, der ikke har olie på lamperne, og derfor går fortabt? Selvfølgelig er det vigtigt at vide hvad der er nødvendigt for at blive frelst… ”så præst vis mig hvad der skal til, så vil jeg koncentrere mig om det som det vigtigste. Olien er et billede på den sande tro – er den ikke? Er Olien et billede på den rette omvendelse? Er det et billede på de gode gerninger… eller det er måske et billede på Helligånden og hans åndelige frugter? Præst – vis mig hvad olien er, så jeg kan koncentrer mig om det”. Men jeg tror ikke at vi bare kan finde en bestemt ting, som Jesus tænker på som olien. For kristendommen er ikke en ensporet tro, hvor der bare er en ting, vi skal være optaget af – nej, kristendommen er liv. Ville der være sådan en ting, som vi kunne sige, det her er det, der er allervigtigst at koncentrere os om – f.eks. den sande tro, jamen så ville vi jo kunne glemme alle de andre ting. F.eks. de gode gerninger. Det at elske vores næste som sig selv. Men det er jo ikke kristendom, det er lovreligion, at gør jeg sådan, så gør Gud sådan. Kristendom er ikke ensporet, men liv, der forgrener sig ud i alle dele af vores liv. Det, der var galt med brudepigerne var, at de ikke var klar. De havde koncentreret sig om en ting – at have olie i lampen – så de havde ikke tænkt på at have ekstra olie med ved siden af. At have ekstra olie med betyder at have gjort sine forberedelse ordentligt, uden at vi med sikkerhed kan sige hvad det betyder. At have olie på lampen er at være klar til når Jesus kommer igen. Men det er ikke kun manglende forberedelse, Jesus advarer imod i lignelsen – det er også åndeligt søvn. Jesus slutter af med at sige: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Der går en historie om at en mand faldt i søvn i Horne Kirke og det midt under prædikenen. Da præsten nåede sit amen, så vågnede han, rejste sig op søvndrukken og sagde: ”Jamen, så siger jeg tak for kaffe”. Det er rimeligt uskyldigt af falde i søvn i kirken, noget mere farligt er det, hvis man falder i søvn, når man sidder bag rattet i en bil, for så kan det ende med en stor ulykke, hvis man ikke vågner op i tide. Og søvnen komme lige så langsomt snigende ind – det begynder med at man bliver blinker kort med øjnene, det kan være man åbner dem selv om man faktisk ikke kan huske at man lukkede dem. Det sker lige så langsomt og selv om man kæmper en brav kamp for at holde søvnen på afstand, så er det virkelig dødskørsel man er ude i. Og det kan ende galt både for en selv, men også for andre – man kan jo smadre ind i en modkørende bil eller hvad med de andre i bilen? Åndelig søvn er lige som den fysiske søvn noget, der kommer snigende ind lige så langsomt – pludselig er den over os og vi sover hen i en dyb åndelig søvn. Og hvem ved om vi først vågner op, når Jesus kommer igen, og vi så vågner op og opdager: ”Hov – jeg har ikke olie på lampen! Hov, jeg er alligevel ikke klar”? Åndelig søvn er blandt andet at tage det for givet, som vi har nu som kristne. Jeg har læst en historie om en kvinde, der kæmpede med at få økonomien til at holde sammen. En eftermiddag klokken to ringede det på døren, og udenfor stod der en mand og rakte hende 500 kroner. ”Værsgod” sagde han. ”Det må da være en fejltagelse” svarede hun ”jeg kender dig ikke, det kan ikke være til mig”. ”Men er det ikke nummer 53” spurgte manden. ”Jo da…. men…” ”Lad være med at stille spørgsmål. Tag bare imod pengene. Der er til dig” fastholdt manden. Så vendte han sig om og gik. Kvinden stod i entrédøren og stirrede taknemligt på pengene. Hun ringede til sine venner og fortalte dem, hvad der var sket. Hun var så glad, at hun nærmest ikke kunne sove om natten. Næste dag ved samme tid ringede det igen på døren. Det var den samme mand med endnu en 500-krone-seddel. ”Det er jo utroligt! Hvad hedder du? Hvorfor dør du det her?” spurgte hun. ”Det er noget, jeg gerne vil gøre for dig” sagde han bare. ”Kommer du igen i morgen? Ses vi i morgen” spurgte hun og fik svaret: ”Måske!” Manden kom næste dag – og næste dag igen. Kvinden bagte kage til ham og gav ham for at vise sin taknemmelighed. Fire dage, fem dage, seks dage… det blev ved og ved. Hver eftermiddag klokken 2 stod manden med 500 kroner til hende. Kvinden var begejstret – hver dag ventede hun på at manden skulle komme. Men efter nogle måneder blev hun træt af at bage småkager. Og desuden var det […]
... -
Sidste søndag indledte jeg mine adventsprædikener med en prædiken om Jesu komme til Jerusalem. Det skete ikke med pomp og pragt, men stille og roligt, som den sagtmodige konge, der ridder på et æsel. Vi fandt frem til, at en af grundene til at Jesus var stille og sagtmodig – og ikke kom som den han var: Himmelens og jordens hersker.. jo det var fordi han ikke ønskede at have underkuede slaver, men at han ønskede at have brødre og søskende. Vores sjæl, vores vilje, vores liv, vores glæde, vores kærlighed. Han ville kunne have fået nogle slaver, der bare bøjede sig for overmagten, men han havde ikke fået det, han allerhelst ville have: Os som sine søskende. Os som Guds børn. Det han ville høre fra os var ikke frygt og bæven, men det var tro – derfor kom han som den mægtigste ikke som den mægtigste, men som den sagtmodige. Noget andet er tilfældet i dagens tekst. Her er der ikke noget med at komme som den sagtmodige – her er der ikke noget med ”på det jævne – på det jævne”. Her kommer Jesus som den store og mægtige verdenshersker. ”Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen”. Det er næsten som taget ud af manuskriptet til en af de mange katastrofefilm, der har trukket en masse mennesker i biografen i de forgangne år. Men hvor filmene ender med, at verden alligevel klarer skærene og at menneskheden fortsætter bare med en vigtig lektie rigere, så er det her virkelig slutningen. Det her er verdens undergang – her smelter alt det vi kender væk og noget andet kommer frem – det er tidernes ende – det er Jesu genkomst – det er dommedag. ”Jeg kan ikke tro på Gud, når der er så meget ondt i verden – hvorfor griber Gud ikke ind?” det er et spørgsmål, som man af og til hører. Men Gud kommer til at gribe ind – men gad vide om de folk, der siger det helt forstår hvordan det vil være, når det sker? Det vil være afslutningen på jorden… det er lige som et teaterstykke – når forfatteren træder ind på scenen, så er skuespillet slut. Når Jesus træder ind på verdensscenen, så stopper den forestilling, som vi kalder verdenshistorien. Vi siger det i vores trosbekendelse hver søndag, at vi tror på Jesus, der lige nu sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme igen at dømme levende og døde. Vi siger det som en selvfølge… og det er også en selvfølge – Jesus kommer igen. Og så vidt jeg kan se, så er der fire grunde til at hans kommer igen: For det første: Jesus skal komme igen, fordi der er nogle løfter i det gamle testamente, der endnu ikke er opfyldt. Der var en del af løfterne i det gamle testamente, der blev opfyldt, da Jesus kom første gang, men der er stadigvæk uopfyldte profetier. Hvis vi f.eks. tager den profeti, som vi hører juleaften, så lyder den sådan: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham underfuld rådgiver, vældig Gud, Evigheds Fader, freds fyrste. Stort er herredømmet. Freden uden ophør over Davids trone og over hans rige.. så han kan grundfæste det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid”. Der er født os et barn, der er givet os en søn, men herredømmet ligger endnu ikke på hans skuldre. Han har ikke brag fred til verden ved hans første komme og han bragte heller ikke ret og retfærdighed til verden. Han har ikke skabt den verden, hvor spædbarnet leger ved slangens hule og hvor panteren ligger sammen med kiddet, som jeg læste for lidt siden fra alteret. Han har ikke skabt en verden, hvor der ikke er vold vold, ondt eller ødelæggelser. Der er mange profetier, der endnu ikke er opfyldt. Det kan få os til at sige to ting. Enten er Bibelen ikke til at stole på, for den udsteder løfter, den ikke kan holde. Eller også er tiden for deres opfyldelse endnu ikke kommet – og tiden for deres opfyldelse er, når Jesus kommer igen. For det andet – Jesus kommer igen, fordi han selv gentagene gange sagde det i sine prædikener og i sin undervisning f.eks. det vi har læst i dag: ”Menneskesønnen – altså Jesus – skal komme i en sky med megen magt og herlighed”. Og har han lovet os at komme igen, så vil han også komme igen. For det tredje – Jesus kommer igen på grund af Satans nuværende position. Bortset fra Gud er Satan den stærkste skabning i verden i dag. Paulus kalder Satan for ”denne verdens Gud” (2 kor 4,4). Der er kun en sand Gud – ham som vi bekender som vores skaber og far – men så er der denne verdens gud, der styrer verdens falske religioner, filosofier, tankegang. Han trækker i trådene ved hver ondskabsfuld handling, om det så er i forholdet mellem enkeltpersoner eller forholdet mellem nationer. Alt, der ikke har Guds stempel, har hans stempel. Satans ondskab og magt stiger og stiger i takt med at bladene i jordens historiebog vendes og slutningen nærmer sig. Intet menneske kan stille noget op mod Satan – selv vores største anstrengelser kan vise sig at være hans måde at lokke os væk fra Gud på. Intet menneske kan stille noget op mod Satan – kun en er stærkere end ham, og han kommer tilbage for at tage sig af ham. Han har endda skabt et sted for ham og hans dæmoner – til os mennesker har han skabt himmelen og for Satan har han skabt helvedet. Det er ikke hans kongerige, men hans fængsel og toturkammer. Den fjerde grund til at Jesus kommer igen er verdens nuværende situation. Verden er fyldt med kaos, lidelse, undertrykkelse, terror, mord, sult, nød, lyst, had, grådighed, krig, korruption, død – alt det, som gør […]
... -
Hvad betyder det for os i dag, at Jesus kommer igen? Vi skriver i dag den 2. søndag i advent. Adventen er denne tid, hvor vi forbereder os på Jesu komme. Det vil jeg hjælpe til med her i min prædikener at besvare spørgsmålet: “Hvad betyder det for os i dag, at Jesus kommer?”. Dagens tekst handler om Jesu 2. komme og vi skal derfor spørge: Hvad betyder det for os i dag, at Jesus kommer tilbage på et eller andet tidspunkt? Svaret står egentlig i slutningen af lignelsen: “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Jesus kommer igen på et eller andet tidspunkt – og det skal gerne holde os vågne, så vi ikke falder i en åndelig søvn. Det viser Jesus ud fra en situation, som var kendt af Jesu tilhørere: En brudgoms festlige hjembringelse af sin brud. Men her trækker det åbenbart lidt ud – måske med at få forhandlet medgiften på plads. Men velkomstkomiteen finder ventetiden for lang og falder til sidst i søvn. Da brudgommen så endelig kommer er det ikke alle, der er parat til at modtage ham i det oplyste festtog. Nogle af dem må først have ordnet nogle småting, have hentet olie til deres lamper, men da er det alt for sent: Festen er begyndt, døren er låst. Det er ikke længe siden vi sidst havde sådan en domslignelse som prædikentekst – det var sidste søndag i kirkeåret, hvor vi læste om kongen, der skilte fårene fra bukkene. Det var verdensdommen, der var tale om der. Men denne domslignelse er ikke helt som de andre – den begynder med ordene: “Da skal himmeriget ligne ti brudepiger” – lignelsen er altså på en speciel måde rettet mod os – Guds kirke. Den er en formaning om frafaldets mulighed – også midt i en forsamling, der burde vide bedre. Jesus deler i sin fortælling menigheden op i to dele: De kloge og de tåbelige brudepiger. Dem, som var parate til at møde Jesus, og dem, som ikke var. Hvor er så de fem tåbelige brudepiger? Jeg ved det ikke, men er lignelsens pointe ikke netop den, at de er netop der, hvor vi mindst vender dem? – altså midt i menigheden, i menighedsrådet, blandt os præster, blandt provsterne eller biskopperne. Blandt de trofaste, som altid er at finde, når der kaldes til gudstjeneste. Ja, kan hænde, at vi også selv er blandt dem, der skal banke vore hænder til blods på den lukkede og låste dør? Det er en alvorlig og uhyggelig meddelelse at få: Jeg kender dig ikke! Det er højesteretsdommerens stemme og hans dom kan ikke ankes. De fem var ikke klar – de havde ikke olie på deres lamper. Jeg tror ikke vi kan finde frem til hvad olien betyder i lignelsen, men pointen er, at de ikke var klar da alt kom til alt. De havde ikke deres sag med Gud i orden. De havde i starten af deres kristenliv lukket Kristus ind i deres liv, men det gik galt på et tidspunkt. Måske kunne de ikke holde ud i hverdagens fristelser, kollegaernes nærgående spørgsmål… Men de holdt stadig fast i kirken – måske af gammel tradition? Måske fordi de gerne ville tilbage og græd i deres indre over hvordan det stod til med deres åndelige liv. Men det afgørende spring ind i tilgivelsens varme blev aldrig gjort altid i periferien, men ikke ind. De havde jo også så god tid, tænkte de. En dag vil alting nok ordne sig… og jeg er da heller ikke slemmere end de andre. Og lige så stille blev de vugget i søvn. Der er en tommelfingerregel, der siger: Hvis du ikke er parat nu, så er du ikke parat til den tid. For pludselig er det for sent: Jesus kommer på himmelens skyer og du er ikke parat. Jesu lignelse handler ikke kun om frafaldne folk og folk, som ikke var klar. Den handler også om folk, som fører ordet “alt af nåde” helt ud i dens yderste konsekvens: Folk, som sover. Ja, det er det, som virkelig gør denne lignelse uhyggelig. Det er uhyggeligt nok, at nogle ved tidernes ende står udenfor – det mest uhyggelige er at hele den kristne menighed skulle sove nu. Et er at de tåbelige brudepiger sover – det havde ikke undret nogle. Men det er alle 10! Hele den kristne menighed i en dyb søvn. Og det skader…. ikke bare udadtil i menigheden, men også indadtil. Det skader udadtil, for lignelsen beskriver en menighed, der burde slås mod det mørke, som verden sover i, men som ikke kan kæmpe, fordi den selv er faldet i søvn. Den sover bare ikke i mørket, men i lyset. At sove er at hjælpe Guds fjende. Der er nemlig to ting, man kan gøre for at hjælpe Guds fjende – og jeg ved ikke hvilken en af dem, der er den farligste. Den ene er at være aktiv i det onde og den anden er at være passiv i det gode – det er at sove. Kaj Munk lavede på et tidspunkt en omdigtning af Luthers “Vor Gud han er så fast en borg” – det blev til “Vor Gud han er så fast en tank”… altså en kampvogn. Han mente ikke at Gud bare var en tryg borg, som vi kan putte os ind i, når det virkelig blev farligt. Nej, Gud var en kampvogn, så vi var midt i faren og tog tyren ved hornene. Et andet sted siger han “Nogle tror, at det er være en kristen er kirkegang og bøn, salmesang og bibellæsning. Det har ikke spor med kristendom at gøre – ikke mere end at købe skosværte har med en skopudser at gøre. Bøn og bibel, det er vort arsenal. Der henter vi kræfter og indsigt til vor kamp for gudsriget på jord”. Vi skal ikke vende verden ryggen – vi skal hellere ikke gå ind på verdens præmisser for at vinde verdens velvilje. Nej, vi skal være kristne, turde at stå ved vor Herres side også når […]
... 
Så er det første søndag i advent – og nu og de næste fire søndage skal vi beskæftige os med emnet ”Jesu komme”. Det er jo det, advent betyder: Komme. Ud fra en masse tekster skal vi se på på hvilken måde Jesus kommer… og vi bliver sat over for spørgsmålet: Hvad betyder Jesu komme for os? Adventstiden er vores forberedelse til julen – det er ikke jul endnu selv om man skulle tro det, med juleafslutninger, julehygge, julepynten. Juleperioden er fra den 25. december (Jesu fødselsdag) og så frem til den 6. januar, hvor vi fejre hellig tre konger. Det er ikke jul endnu – vi glæder os til den, men den er der endnu ikke. Vi forbereder os til julen – der skal købes julegaver, der skal koges klejner og bages kager og anden skal slagtes. Julen skal forberedes i alle mulige detaljer – også åndeligt. Adventen en vores åndelige forberedelsestid. Det er en tid med anger og håbefulde forberedelser. Hvis I lægger mærke til messehagelen – altså det tøj, jeg tager uden på min præstekjole foran alteret, så er det lilla. Samme farver bliver brugt i fastetiden, som er vores åndelige forberedelse til påsken Og faktisk var adventen en fastetid i den første kirke… ja, tro det eller lad være. For os er adventstiden jo en tid, der er proppet med julefrokoster, gløgg, og julehygge, så vi næsten ikke kan se en æbleskive den 24. december uden at få det dårligt. Men adventen var også en fastende forberedelsestid. Men på trods af al den gode mad, så skal det ikke forhindre os i at dvæle mere ved Guds ord, end vi plejer, så vi også har sjælen med os, når vi når frem til julen. Det, spørgsmål, som jeg vil beskæftige mig med i mine prædikener nu og de næste to søndage er spørgsmålet: Fylder Jesu komme os med glæde?.. fylder Jesu komme mig og dig med glæde? Der er rigtig meget glæde i de her vers, jeg lige har læst – glæde over, at Jesus kommer. Det er palmesøndag – Jesu indtog i kongebyen, Jerusalem. Her kommer kongen ridende ind i sin by, men det er ikke stridskongen, der ridder på en hvid krigshest, men det er den ydmyge fredskonge, der ridder stilfærdigt på et æsel. Han kommer som opfyldelsen af de ældgamle profetier i Det gamle Testamente: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel”. – Hvorfor kommer han så stille? – Hvorfor viser han sig ikke som den han er, som den store og almægtige Guds søn, som med et enkelt ord ville kunne tilintetgøre himmelen og jorden? – Hvorfor kommer han ikke med støj og brask og bram – ”jeg er KONGEN!”? Nej, var han kommet på den måde var han aldrig nået sit mål: Vores sjæl, vores vilje, vores liv, vores glæde, vores kærlighed. Han ville kunne have fået nogle underkuede slaver, der bare bøjede sig for overmagten, men han havde ikke fået det, han allerhelst ville have: Os som sine søskende. Os som Guds børn. Kommer der en og skælder, smælder og slår ud efter os, jamen så bukker vi os og bøjer os, men hvis f.eks. vores mor stilfærdigt og kærligt sagde: ”Hvordan kunne du gøre det?” Så var vi færdige, så kunne hun få os til alt. Han kommer sagtmodigt, fordi han ikke kommer for at dømme, men for at frelse alle. Han kommer sagtmodigt ikke som den fordringsfulde og barske konge, der kræver meget af et menneske, mange ypperlige egenskaber og færdigheder. Han er ikke den konge, der nøje udvælger sine folk for kun at have de bedste af de bedste af de bedste. Nej, han er den sagtmodige konge, der ikke spørger efter andet end at måtte få lov til at give. Som ikke ser til andet end at det menneske vil i tjeneste hos ham – og derfor tager han dem, der melder sig… også de ringeste. Men de får ikke lov til at blive ved med at være de ringeste – de kommer i skole hos ham og bliver de ypperligste. For målet, som han har med os er: Så vær da fuldkommen som jeres himmelske far er fuldkommen. Det er ingen adgangskrav for at blive en kristen… ja, selv et spædbarn, kan være en kristen. Der er ingen adgangskrav for at blive en kristen, men der er de største eksamenskrav – nemlig hellighed. Det er nok tvivlsomt om folkene i Jerusalem tænkte sådanne tanker, da de hilste Jesus velkommen til deres by, men deres velkomst var i hvert fald en konge værdigt. Det var en glad dag, da de tog imod ham. Hvordan tog du imod ham? Var det med glæde – fordi Gud pludselig kom og ville være sammen med dig? Var det med lettelse over, at alle de krav, der bliver stillet alle andre steder ikke lyder hos ham? Var det med fryd over at du nu kunne lægge den maske af dig, som du ellers render rundt med, for her er en, der kan lide dig, som du er og som allerede har gennemskuet dig? Jeg tror, at vi alle som har modtaget frelseren i vores liv kan sige: Vi tog imod ham med glæde – for han var befrielsen! Det kan være, at det ligger lang tid tilbage – det kan være, at hans indtog skete lige så langsomt, fordi vores forældre lige så langsomt var med til at påvirke os i den retning, men pludselig en dag mærkede vi, at nu var det ikke længere vores forældres tro, vi havde – nu havde vi vores egen tro. Nu var han kommet. Det kan være, at du ikke har taget imod ham, jamen, så har du de bedste til gode – tag imod ham med fuld musik! ”Jamen jeg synes ikke, at jeg kan mærke noget – jeg synes slet ikke at han er kommet til mig på nogen som helst måde!”. Det er trist! Men det er ikke fordi han nægter at give sig […]
...
